Demokratiet som hellig sag
HENRIK GADE JENSEN
--------------------------------------------------------------------------------
Demokrati er først og fremmest
borgernes grundlovssikrede rettigheder - ikke
frihed til at være medbestemmende
om alskens forhold i skolen, på
arbejdspladsen mv.
--------------------------------------------------------------------------------
Henrik Gade Jensen, mag. art. i
filosofi. Ekstern lektor ved Københavns
Universitet og undervisningsassistent
ved RUC.
Jeg har gennem flere år undervist
i forskellige fag på forskellige
universiteter, og især på
ét område må man med tålmodighed besvare de
studerendes spørgsmål,
nemlig om eksamen. Hvad skal man gøre for at få 10?
Spørger censor om noget?
Må vi tage notater med ind til eksamensbordet?
Falder der spørgsmål
i hele pensum? Osv. osv.
Jeg forsøger altid at tage
de studerendes spørgsmål alvorligt, fordi eksamen
og karakterer betyder meget for
deres fremtidige karrieremuligheder, men når
spørgelysten bliver for
stor, og mit tålmod brister, siger jeg altid
følgende:
Eksamen som eksempel
I har som studerende på universitetet
en lang række rettigheder, og de
rettigheder kan I altid gratis
afprøve. Til eksamen kan I kun få spørgsmål
fra pensum og kun spørgsmål,
der er saglige i forhold til faget. I kan tage
kammerater med ind til mundtlig
eksamen. Hvis I er utilfreds med en
karakter, fx et 8-tal, kan I bare
skrive til studienævnet - det koster ikke
noget - og så skal jeg i
samarbejde med censor begrunde karakteren over for
højere organer. Og det er
altsammen udmærket.
MEN, siger jeg så med alvorlig
mine, I skal bare vide, at når universitetet
er færdigt, og I skal ud
og have et job, kan I let komme i situationer, hvor
I slet ikke har en flig af de rettigheder,
som er så selvfølgelige her. Til
en jobsamtale kan I let få
spørgsmål, som ingen relevans har til
jobfunktionen. Kvinder kan blive
vurderet helt anderledes end ved det grønne
bord, hvor kun de saglige udsagn
tæller. I kan blive afvist uden at have
noget som helst krav på en
begrundelse. Sagde jeg noget forkert? Var det
ringen i øret? Med stor
sandsynlighed kan man intet få at vide om, hvad der
gjorde udslaget ved jobsamtalen.
Ved ansættelser i det private erhvervsliv
er de ikke forpligtet på
noget som helst, men kan blot lade "den personlige
kemi" være afgørende.
Måske har de endog benyttet astrologer eller tarokkort
til at sortere ansøgerne.
Og hvis du tilhører en gruppe, der har erhvervet
sig en minoritetsstatus, kan der
heller intet bevises angående
diskrimination, da afslaget aldrig
behøver at begrundes. Det hedder juridisk
aftalefrihed.
Vær glad for, siger jeg derfor
gammelklogt, at I på universiteterne lever
med en stærkt reduceret vilkårlighed,
for så vidt som der kun forlanges
klare faglige krav og intet andet.
Samtidig med at jeg fremstiller
eksamen og universitetet som en lidt lukket
verden præget af demokratiske
(og bureaukratisk belastende) rettigheder og
regler, undlader jeg ikke at fremstille
den mundtlige eksamen som en lærerig
øvelse i at klare sig godt
senere hen. At skulle sammenfatte et års lærdom
og pensum på op mod 1000
sider, så dele af det kan gengives på 20 minutter,
udvikler en særdeles nyttig
evne til at kunne overskue et stof og uddrage
essensen af bøger og artikler.
Den mundtlige eksamen særbehandler, hvor
uretfærdigt det end måtte
være, de velformulerede og selvsikre, som giver et
godt indtryk ved bordet. Før
eksamen instruerer jeg altid om nogle små fif,
som kan være nyttige i situationen.
Det er fx vendinger som "det er nok mere
kompliceret", "vi skal se det mere
nuanceret" eller "lad os prøve at trænge
dybere ned i sagen", vendinger,
som altid kan siges, og som altid er
berettigede, og som - det er min
erfaring - altid virker på censorer. Og som
især de mindre flittige og
mere selvsikre benytter sig af. Ligesom det
råd,jeg altid giver: lad
som om I tænker jer om, det giver et formidabelt
indtryk. Hvis man kan formidle
et indtryk af, at der ræsonneres, tæller det
godt.
Eksamen er en lærerig foreteelse,
fordi den bereder vejen til det omgivende
samfund på godt og ondt.
De studerende, som jeg møder på universitetet,
kommer med en fast overbevisning
om, at de lever i et af de mest
velfungerende demokratier i verden.
Det har de lært i samtidsorientering og
samfundsfag fra folkeskolen af.
Når jeg så spørger: Hvorfor lever vi i et
demokrati?, får jeg som regel
altid det svar, at vi selv er med til at
bestemme over samfundet. Vi kan
stemme ved valgene, og vi har selv valgt
politikerne.
Demokrati er rettigheder
Og så svarer jeg, dels for
at provokere, men også fordi det er sandt: Jeg
har ikke været med til at
bestemme noget som helst, fordi min indflydelse er
så mikroskopisk, så
den konvergerer stærkt mod nul. Derfor stemmer jeg
heller ikke, fordi betydningen
af min stemme - givet alle andre stemmer -
ingen vægt har. Der er større
chance for at vinde i lotto, end at min
stemmeafgivning kunne vise sig
at være afgørende for et mandats placering
mellem partierne.
MEN, siger jeg så for ikke
at virke som barnetrosberøver, det vigtige ved
demokratiet - set fra den enkeltes
synsvinkel - består slet ikke i
folketingsvalg og i, at der er
officielt forskellige partier, men i at vi,
du og jeg, besidder nogle rettigheder,
som sikrer os uafhængigt af, hvad
naboen eller folketingsflertallet
måtte mene. Demokrati er først og fremmest
rettigheder. Og rettigheder er
ikke hvad som helst, for meget af det, der i
dagens samfund udbasuneres som
menneskerettigheder, (ret til arbejde, en
bolig, tryghed osv.) er blot idealer
og hensigtserklæringer, som vi, du og
jeg, ikke kan bruge til noget.
Nej, rettigheder er grundlovens
frihedsrettigheder: ytringsfrihed,
forsamlingsfrihed, boligens
ukrænkelighed, ejendomsret
og den deraf afledte aftalefrihed. Det er
demokrati. Det sikrer mig inden
for retsstatens rammer mod andres overgreb.
Måske lyder det simpelt og
usentimentalt i forhold til vore vante
forestillinger om demokrati som
medbestemmelse, men jeg vil hellere ruste
folk til at klare sig i en rå
virkelighed end at fylde dem med ideale
forestillinger om, hvordan alting
burde være. Og hvis jeg endelig skal gøre
rettigheds-demokratiet patetisk,
citerer jeg fra filosoffen Immanuel Kants
skrift fra 1783 "Hvad er oplysning?".
Menneskets frihed består ikke i at få
lov til at være medbestemmende
på alskens forhold fra arbejdspladsen til
universitetet, som om vi ved håndsoprækning
kan bestemme dagligdagen.
"Menneskets frihed består
i retten til at gøre offentligt brug af sin
fornuft", som Kant sagde, nemlig
til at meddele sine tanker for
offentligheden. Privat skal vi
adlyde, dvs. vi skal rette os efter vore
autoriteter fra myndigheder til
arbejdsgivere, men som borgere har vi ret
til deltage i diskussionen af de
fælles anliggender.
Demokratiet blev helligt
Når mine ord kan virke provokerende,
skyldes det, at vi i Danmark lider
under en uheldig demokratiopfattelse,
som lægger vægt på, at vi selv kan
beslutte os til, hvordan samfundet
skal se ud. Demokratiet har hele tiden
været et tveægget sværd
med på den ene side rettighederne, der lægger vægt
på den enkeltes sikkerhed
og frihed overfor andre borgere eller staten, og
så folkesuverænitets-princippet
, som betyder at folket skal bestemme og
bestemme alt. De to opfattelser
behøver på ingen måde at være i harmoni.
Tværtom kan de let komme
i konflikt, når kollektiviteten ønsker sin vilje
over for individets ret.
Når vi i Danmark har diskuteret
eller lært om demokrati, har det været
centreret omkring folkesuverænitetstanken,
fx med ord som Hørups om ingen
over og ingen ved siden af folketinget.
Folket skulle være suverænt, og
ingen måtte lægge begrænsninger
i dets udfoldelse - en tanke som set i sin
historiske sammenhæng i oppositionen
til Estrups ministerstyre virkede
naturlig, men som tragisk nok alligevel
kom til at dominere
demokratiopfattelsen i Danmark
så voldsomt, så det som ideal var
uantasteligt. Demokratiet gik i
sindene og blev en hellig sag.
I efterkrigstiden er det først
og fremmest Hal Kochs skyld, at demokratiet i
dag besjæles som sakralt,
så man fremstår som kætter, hvis man - som jeg -
sparer skatteyderne for 15 kroner
årligt ved at undlade at stemme. Eller
opfatter det som et sundhedstegn
med de lave stemmeprocenter i USA og
Storbritannien, fordi de lave tal
for en stor dels vedkommende skyldes
fraværet af central personregistrering.
I Danmark kan kommunerne på få dage
sende valgkort ud til hele vælgerkorpset,
fordi vi kontrolleres så
effektivt. Gid det ej var muligt!
Hal Koch opfattede demokratiet som
samtale, som hensigt og tolerance, hvor
det vigtigste så bliver en
bestemt adfærd og holdning. Demokrati bliver en
salvelsesfuld aktivitet, som de,
der er særligt sindede på samtale, bliver
de fortræffelige udøvere
af. Det vigtigste bliver at vise demokratisk
sindelag: altid at signalere åbenhed,
modtagelighed, lytte. Og aldrig sætte
sig udenfor, lukke af eller undlade
at deltage i samtalen. Demokratiet
bliver et adfærdskodeks,
en opdragelsesnorm, en intimitet. Hos Hal Koch går
demokratiet i sjælene og
bliver dermed totalitært.
Formløshed
Den mest præcise kritik af
det Hal Kochske demokrati blev givet af en
franskmand, Alexis de Tocqueville,
for 150 år siden:
"Mennesker i den demokratiske tid
forstår ikke rigtigt, hvad former skal
tjene til. De nærer en instinktiv
uvilje mod det formelle. (...)
Formaliteter foragter de, og deres
foragt grænser ofte til had. (...) Denne
mentalitet, som de tager med sig
ind i det politiske liv, gør dem til
modstandere af alle formaliteter,
som virker forsinkende eller hindrende for
deres planer. Men netop det, som
demokratiets mennesker finder mest
irriterende ved formerne, gør
dem så nyttige for friheden, for deres store
fortjeneste er, at de sætter
en barriere op mellem den stærke og den svage,
mellem øvrigheden og folket."
Det ligger i demokratiets væsen,
at det stræber mod uformalitet og foragter
formerne, skrev Tocqueville. Og
det er den naturlige konsekvens af
sindelagsdemokratiet, som vi kender
det fra Hal Kochs bestemmelse, at når
hovedvægten ligger på
intentionens og viljens fortræffelighed, vil formerne
blive opfattet som omklamrende
begrænsninger, der hæmmer realiseringen af
fællesskabet.
Den formløshed, der som en
steppebrand bredte sig i 60erne, er den naturlige
konsekvens af demokratiets udvikling.
Demokratiet skal hele tiden gøres mere
og mere reelt fremfor blot formelt,
og hele tiden brede sig ud gennem
samfundet, så ingen forening
eller institution snart får lov at overleve
uden en demokratisk indstilling.
Men formernes nedbrydning og driften mod
uformelle omgangsformer er et større
tilbageskridt for civilisationen end
den frigørelse og spontanitet,
som var slagordene i 60erne.
K. E. Løgstrup kaldte det
"formløshedens tyranni" for dermed at antyde, at
former ikke behøver at være
hindringer for udfoldelse, men at deres fravær i
lige så høj grad kan
virke tyrannisk. Richard Sennett taler i samme åndedrag
om "intimitetens tyranni", som
opstår i fraværet af egentlige omgangsformer,
hvorfor vi bliver tvunget ud i
et følelsestyranni, som virker mere brutalt
end selv de udvendigste høflighedskonventioner
førhen. Formernes store
fortjeneste er, at de sætter
et skel mellem mennesker, men netop et skel
mellem mennesker, så ulige
mennesker kan omgås lige. I fjernsynets og især
radioens barndom sagde intervieweren
altid "De" til den tiltalte uanset
dennes rang og stand. Der vistes
respekt. På trods af store
indkomstforskelle var der anstand
og reverenser mellem mennesker.
Eroderingen af formerne forvandler
samfundet til en jungle, hvor den stærke
trives uden at behøve at
tænke på andre end sig selv.
Demokratiske mennesker irriteres
over formaliteter, fordi de virker
hindrende for at realisere en plan.
Demokrati forstået som folkesuverænitet
er en ide, der stammer fra Jean-Jacques
Rousseau (den voldsomste omkalfatrer
af formerne), og som siden er døbt
det totalitære demokrati. Det giver
folke- eller almenviljen al magt
til at forme samfundet i sit billede. Det
ønsker ingen hindringer
for sit virke. Alt skal gøres til genstand for
demokrati fra børnehaver
til økonomien. Intet i samfundet må være barriere
for den demokratiske ånds
indtrængen. Selv grundloven, som i sin intention
skulle være stopklods for
det galoperende demokrati (beskytte borgerne mod
politikerne), bliver i dag en hindring
for demokratiets
internationalisering. Formaliteter
foragter de, og deres foragt grænser ofte
til had, skrev Tocqueville præcist.