Brev til en ung muslim

Af Tariq Ali


Kære Ven

Jeg kan huske du kom hen til mig efter den store anti krigsdemonstra-tion i november (i Glasgow tror jeg) og spurgte om jeg var troede? Jeg har ikke glemt det ryk det gav i dig, da jeg svarede nej, eller den bemærkning, som din ven kom med (vores forældre havde også advaret os mod dig) - eller de vrede spørgsmål I begge to udslyngede mod mig som pilekast. Det alt sammen fik mig til at overveje sagen og her er mit svar til jer og til alle de andre fra Europa og Nordamerika, som stiller de samme spørgsmål.

Da vi snakkede sammen sagde jeg, at min kritik af religion og de personer der bru ger den til politiske formål ikke var et spørgsmål om at jeg optrådte diplomatisk udadtil. Udbytterne og manipulatorerne har alle dage uden blusel brugt religionen til at fremme egne formål. Men det er jo ikke hele sandheden. Selvfølgelig findes der dybt seriøse og religiøse mennesker overalt på kloden der helhjertet kæmper på de fattiges side, men normalt har de et konfliktfyldt forhold til de organiserede religionsudøvere.

Den katolske kirke forfulgte de arbejder- eller bondeprædikanter, der bekæmpe de undertrykkelsen. Ayatollaherne i Iran greb hårdt ind mod de muslimer der prædikede sociale og radikale ændringer. Hvis jeg inderst inde troede på at denne radikale islamisme var vejen frem for menneskeheden, ville jeg ikke holde mig tilbage med at sige det offentligt - uanset følgerne. Jeg ved godt at mange af jeres venner åbenlyst råber navnet Osama og jeg ved også at de råbte hurra den 11. september 2001. De var ikke de eneste. Det skete alle vegne, men havde ikke noget med religion at gøre. Der var studerende i Argentina der gik i protest da læreren kritiserede Osama. Der var en russisk teenager som e-mailede en besked på to ord til sin russiske ven hvis forældre var bosat udenfor New York: TIL LYKKE - og svaret lød Tak - det var fedt. Som I husker talte vi også om de grækere der nægtede at holde de to minutters regeringsdeklarerede stilhed under fodboldkampe og i stedet brød stilheden med antiamerikanske tilråb.

Men det retfærdiggør ikke det der ske te. Den ondsindede fryd er ikke ud tryk for styrke, men udtryk for en katastrofal svaghed. Folkene i Indokina led mere end noget muslimsk land under den amerikanske regerings fremfærd. De blev bombet i 15 år og millioner blev dræbt. Havde de forestillinger om at bombe USA? Eller havde cubanerne, eller chilenerne eller brasilianerne? De to sidstnævnte bekæmpede de militærregimer, amerikanerne havde indsat, og til sidst sejrede de i eget land.

En fodnote i historien
Lige nu er magtesløsheden udbredt. Og når USA får en træffer føler mange, at det skal fejres. De spørger ikke om følgerne af sådan en handling og hvem den vil gavne. Ligesom selve handlingen er deres svare ene og alene af symbolsk værdig.

Jeg tror at Osama og hans gruppe er havnet i en politisk blindgyde. Det var et spektakulært syn, men heller ikke andet. USA's svar var krig, og det har understreget aktionens betydning, men jeg tvivler på at det vil hindre en fremtidig glemsel. Den vil forblive en fodnote i århundredets historie. Fra en politisk, økonomisk og militær synsvinkel var den bare et nålestik.

Hvad er det så islamisterne tilbyder? En vej ind i en fortid der - til held for men neskene i det 7. århundrede - aldrig har eksisteret. Hvis Det afghanske Emirat er en model for det, de vil påtvinge verden, så vil flertallet af muslimer gå til kamp mod dem. Drop forestillingen om at Osama eller Mullah Omar skulle repræsentere islams fremtid. Det ville også være en sand katastrofe for den kultur vi begge er en del af. Ville du da kunne leve under de betingelser? Ville du finde dig i at din søster eller din mor eller den kvinde du elsker, skulle udelukkes fra det offentlige rum og kun kunne vise sig udendørs som tilhyllede lig?

Jeg vil sige sandheden. Jeg var modstander af den sidste krig i Afghanistan. Jeg er ikke til hænger af stormagternes ret til at udskifte regeringer når og hvis deres interesser er på spil. Men jeg græd tørre tårer over talibanerne da de ragede skægget af og løb hjem. Det betyder ikke at de der blev fanget, skal behandles som dyr og nægtes elementære rettigheder i henhold til Genève-konventionen, men som jeg har fremført i anden sammenhæng, er det amerikanske imperiums fundamentalisme uden sidestykke. De kan helt vilkårligt tilsidesætte alle konventioner og love. Når de åbenlyst mishandler de fanger, de fangede i en illegal krig i Afghanistan, er det for at hævde deres magt - derfor ydmyger de samtidig Cuba ved at lade det beskidte arbejde finde sted på deres område - og advare andre om følgerne af at træde katten på halen.

Under den kolde krig var der mange ste der i Latinamerika hvor CIA og deres lokale følgesvende udsatte politiske fanger for tortur og vold. Under krigen i Vietnam overtrådte USA de fleste af Genève-konventionens bestemmelser. Det var i frihedens navn at de torterede og henrettede fanger, voldtog kvinder, smed fanger ud af helekoptere så de ramte jorden eller havet.

Hvorfor skyde skylden på andre?

I den vestlige verden er der mange der tror på den forvrøvlede betegnelse humanitær inter vention, de bliver derfor chokeret af den slags. Men de står ikke mål med de forbrydelser imperiet begik i sidste århundrede. Jeg har mødt mange venner fra forskellige dele af verden siden 11. september. Der er ét spørgsmål der går igen: Mener du at vi som muslimer er kloge nok til at gøre den slags? Og mit svar er altid: Ja - og så spørger jeg altid hvem de tror, har ansvaret, og svaret lyder hver gang: Israel. Hvorfor? For at miskreditere os og få amerikanerne til at angribe os. Jeg analyserer deres ønsketænkning i al tålmodighed, men samtalen gør mig ked af det. Hvorfor er der så mange muslimer der henfalder i det sløvsind? Hvorfor vader de rundt i selvmedlidenhed? Hvorfor er himlen aldrig blå, der hvor de bor? Hvorfor skal andre altid have skylden?

Når vi taler sammen forekommer det mig at der ikke er et eneste muslimsk land som vi virkelig kan være stolte af. De der udvandrede fra det sydlige Asien får en bedre behandling i England end i Saudi Arabien eller i Golfstaterne. Det er her der bør ske noget. Den arabiske verden mangler forandringer helt vildt. I årevis har det samme spørgsmål været aktuelt i alle diskussioner med folk fra Irak, Syrien, Saudi Arabien, Ægypten, Jorden og Palæstina og det er de samme problemer, der bliver gentaget. Vi bliver kvalt. Hvorfor kan vi ikke trække vejret? Alting synes statisk: vores økonomi, vores politik, vores intellektuelle og - først og fremmest - vores religion.

Palæstina lider hver dag. Vesten gør intet. Vores regeringer er afgået ved døden. Vo res politikere er korrupte. Vores folkeslag ignoreres. Er det så underligt at der er nogen der falder for islamisterne? Er der andre der har noget at byde på for tiden? USA? De er jo ikke engang tilhænger af demokrati, ikke engang som i Qatar, og af indlysende grunde. Hvis vi selv valgte vores regeringer, kunne de finde på at kræve USA's baser lukket. Ville dee gøre det? De afskyr jo al-Jazeera fjernsynsstationen for dens anderledes prioritering. Det var i orden dengang al-Jazeera angreb korruptionen indenfor den arabiske elite. Thomas Friedman helligede en hel leder i New York Time for at lovprise al-Jazeera. Han opfattede den som et tegn på det fremvoksende demokrati i den arabiske verden. Sådan er det ikke mere. For demokrati er retten til at tænke anderledes, og al-Jazeera viste billeder fra krigen i Afghanistan som ikke blev vist på de amerikanske kanaler, derfor pressede Bush og Blair Qatar til at standse de uvenlige udsendelser.

I Algeriet blev FIS berøvet valgsejren

Demokrati i vestlig betydning er lig med at tro på det, de selv tror på. Hvis vi selv valgte vortes regeringer, ville der være islamister i et par lande. Ville det isolere os fra Vesten? Overlod Frankrig militæret i Algeriet til sig selv? Nej. De holdt på at valgene i 1990 og 1991 skulle erklæres for helt ugyldige. Franske intellektuelle betegnede den Islamiske Frelserfront (FIS) for islamisk-fascistisk, selv om de havde vundet valget. Hvis de havde fået lov til at danne regering, ville de modsætninger vi allerede ser i dag, være kommet op til overfladen. Hæren kunne i stedet have erklæret, at ethvert forsøg på at manipulere med de rettigheder som forfatningen sikrede borgerne, ikke ville blive tolereret. Det var først da de oprindelige ledere af FIS var blevet tilintetgjort, at de mere depraverede elementer trådte frem og spredte død og ødelæggelse. Er det dem der skal have skylden for borgerkrigen, eller de personer i Algier og Paris som berøvede dem sejren? Massakrerne i Algeriet er frygtelige. Er det kun islamisterne der er de skyldige? Hvad skete der i Benthalha, 30 km syd for Algier, den 22. september 1997 om natten? Hvem slagtede 500 mænd, kvinder og børn i den by? Hvem? Bernard-Henri Levy - en franskmand der ved alt, er sikker på at det var islamisterne der udførte denne skændselsgerning. Men hvorfor nægtede hæren den lokale befolkning våben, så de kunne forsvare sig? Hvorfor fik den lokale milits ordre på at drage væk den nat? Hvorfor greb sikkerhedsstyrkerne ikke ind da de så hvad der skete? Hvorfor har hr. Levy den opfattelse, at Maghreb staterne skal underkaste sig den franske republiks behov og hvorfor er der ingen der anfægter den slags fundamentalisme?

Vi ved godt, hvad der bur de gøres, siger araberne, men hver gang den vestlige verden intervenerer, bliver vor sag rykket mange år tilbage. Hvis den ville hjælpe os, skulle den holde sig langt væk. Det er hvad mine arabiske venner siger og det er jeg enig i. Tag nu Iran, hvor den vestlige indstilling var velvillig under angrebet på Afghanistan. Der var brug for Iran på grund af krigen, men Vesten bør holde sig på sidelinien. De imperiale fundamentalister taler om ondskabens akse som omfatter Iran. En intervention der ville være fatal. En ny generation har oplevet den klerikale undertrykkelse. Den kender ikke andet. Historierne om Shahen er en del af deres forhistorie. Disse unge mænd og kvinder er i hvert fald sikre på én ting: De vil ikke have ayatollaherne til at regere dem mere. Selv om Iran i de senere år ikke har været som Saudi Arabien eller det afdøde afghanske Emirat, har regimet ikke været til fordel for indbyggerne.


Ayatollahernes Iran

Lad mig fortælle en historie: For nogle år si den mødte jeg en iransk filminstruktør i Los Angeles. Han navn var Moslem Mansouri. Det var lykkedes ham at lave flere timers interview til en dokumentarfilm, han var ved at lave. Han havde vundet 3 prostitueredes tillid og filmet dem i Teheran over mere end to år. Han viste mig nogle af optagelserne. De talte helt åbent til ham, og beskrev hvordan de bedste forretninger fandt sted under de religiøse festligheder. Jeg fik en fornemmelse af filmen via de klip han sendte til mig. Én af kvinderne sagde til ham: Nu til dags er enhver tvunget til at sælge sin krop! Kvinder som os må tolerere en mand for 10.000 toman1. Unge mennesker har brug for en seng sammen, det være sig for sølle 10 minutter. Det er et basalt behov... det svaler dem af.

Når regeringen ikke tillader den slags, vok ser prostitutionen. Vi behøver ikke en gang omtale prostitutionen, regeringen har jo afskaffet retten til at tale med det modsatte køn i det offentlige rumÖ I en park, i en biograf eller på gaden må man ikke tale med den person der sidder ved siden af dig. Hvis man taler med en mand på gaden, vil den islamiske vagt" udspørge dig i en evighed. For tiden er der ingen i vores land der er tilfreds! Ingen er i sikkerhed. Jeg gik hen til et firma for at få arbejde. Chefen for firmaet - en skægget fyr - så mig i øjnene og sagde: Jeg vil ansætte dig og give dig 10.000 toman over tariffen". Jeg sagde. I hvert flad kunne De da afprøve mine Edb-færdigheder og se om jeg opfylder kravene". Han sagde: Jeg ansætter dig på grund af dit udseende!" Jeg vidste at hvis jeg var blevet ansat der, skulle jeg have haft sex med ham mindst en gang om dagen.

Lige meget hvor man henvender sig er det samme melodi. Jeg henvendte mig til den særlige familieret - for at blive skilt - og bad dommeren, en kontorist, om at tilkende mig forældremyndigheden over mit barn. Jeg sagde: Jeg beder Dem, vil De ikke nok give mig forældremyndigheden. Jeg vil være deres kaniz2" Hvad tror du fyren sagde? Han sagde: Jeg har ikke brug for en tjener, jeg har brug for en kvinde" Forestil dig hvad andre kan finde på at sige når en kontorist, chef for en retsinstans, kan udtrykke sig på den måde. Jeg henvendte mig også til en officer for at få min skilsmisse underskrevet, men han sagde at jeg i stedet for skilsmisse skulle gifte mig igen, illegalt. Som han sagde: uden en mand ville det være svært at få arbejde. Han havde ret, men jeg havde ikke penge nok til ham... Den slags gør én gammel i hastigt tempo - man bliver deprimeret, man bliver stresset, man bliver skadet ud over alle grænser. Måske er der en vej ud"

Moslem var fortvivlet fordi ingen af de amerikanske kanaler ville købe filmen. De ville ikke destabilisere Khatamis regime! Moslem er selv et barn af revolutionen. Uden den var han aldrig blevet filmskaber. Han stammer fra en meget fattig familie. Hans far var muezzin og han blev opdraget ultra religiøst. Nu hader han religionen. Han nægtede at kæmpe i krigen mod Irak. Han blev arresteret. De oplevelser lavede ham om: Fængslet var hårdt men lærerigt for mig. Det var i fængslet jeg nåede til et intellektuelt og modent niveau. Jeg gjorde modstand og nød følelsen af styrke. Jeg følte at jeg reddede mit liv fra kleresiets korrumperede samfund, og det var nu prisen jeg måtte betale. Jeg var stolt over det. Efter 1 år i fængsel sagde de til mig at de ville løslade mig, på betingelse af at jeg ville skrive under på, at ville deltage i fredagsbønnen og i religiøse aktiviteter. Jeg nægtede at skrive under. De beholdt mig i fængsel et år til.

Senere fik han job som journalist ved et film blad: Jeg forestillede mig at mit arbejde i medierne kunne tjene som dække over mit eget projekt, der gik ud på at dokumentere de grusomme forbrydelser det politiske regimente selv stod for. Jeg var klar over at jeg på grund af censuren ikke ville være i stand til at lave den type film, jeg brændte for, at min tid og min møje således ville være spildt. Enhver tænkelig drejebog fra min hånd ville have fået afslag fra den islamistiske censur. Derfor besluttede jeg at lave otte dokumentarfilm i hemmelighed. Jeg smuglede optagelserne ud af Iran. På grund af økonomiske problemer har jeg kun været i stand til at færdiggøre to af mine film. Den ene hedder Close up, long shot" og den anden Shamloo, the poet of liberty"

Den første film handler om Hossein Sab zian's liv. Han havde hovedrollen i Ab bas Kiarostami's drama-dokumentar Close up". Et par år efter filmen besøgte jeg Sabzian. Han elsker film, men hans kone og hans børn kunne ikke holde ham ud og endte med at forlade ham. Nu bor han i en landsby i nærheden af Teheran og er nået til den konklusion, at hans kærlighed til film kun har bragt ødelæggelse med sig. I min film siger han: Mennesker som jeg går til i et samfund som det vi lever i. Vi får aldrig lov til at være os selv. Der er to slags døde: de afdøde og dødgængerne. Vi tilhører den sidste kategori".

Sådanne og værre historier ville man kun ne finde i et hvert muslimsk land. Der er en kæmpe forskel mellem muslimer i diasporaen - hvis forældre udvandrede til lande i Vesten - og de der stadig bor i islams hus. De sidstnævnte er langt mere kritiske, fordi religionen ikke er altafgørende for deres identitet. Det er en given ting at de er muslimer. I Europa og Nordamerika ser situationen anderledes ud. Takket være den officielle multikultur er forskellighederne blevet fremhævet på bekostning af alt andet. Betoningen af forskellighederne hænger nøje sammen med den vigende betydning radikal politik har fået.

Kultur og religion er bløde og eufe-misti ske udtryk for den socioøkonomiske ulig hed og sådan er det også med samfundene i Nordamerika og Europa: det centrale begreb er i virkeligheden ikke diversitet, men hierarki. Jeg har talt med muslimer fra Maghreb (i Frankrig), fra Anatolien (i Tyskland), fra Pakistan og Bangladesh (i England), fra alle vegne (i USA) og end en fyr fra Sydøstasien der slog sine folder i Skandinavien. Og et spørgsmål dukker altid op: hvad er grunden til at der er så mange der har det lige som du selv? De er blevet mere ortodokse og rigide end de robuste og livskraftige bønder i Kashmir og Punjab, som jeg omgikkes i gamle dage.

Oplysningstidens ideologi

Den britiske premierminister er en varm tilhænger af en skole for hvert trossam- fund. Den amerikanske præsident afslutter alle sine taler med God save America. Osama starter og slutter alle TV interview med en lovprisning af Allah. Det er de alle sammen i deres gode ret til, lige som jeg har ret til at bekende mig til de fleste af oplysningstidens idealer. I oplysningstiden blev religionen - fortrinsvis kristendommen - angrebet og for det meste af to grunde: at den var et ideologisk bedrag, og at den var et system af undertrykkende institutioner der besad en enorm undertrykkende og intolerant magt. Hvorfor skulle vi kassere denne arv i vore dage?

Nu må I ikke misforstå mig. Min aversion mod religion er på ingen måde begræn set specielt til islam. Og jeg er heller ikke blind for at religionen i tidligere tider har spillet en rolle i at verden bevægelse sig fremad. Det var det ideologiske sammenstød mellem to rivaliserende opfattelser af kristendommen - den protestantiske reformation mod den katolske kontrarevolution - der rokkede ved Europas grundvold. Her har vi et eksempel på en knivskarp intellektuel debat, optændt af teologisk passion. Og resultatet blev en borgerkrig efterfulgt af en revolution.

Det hollandske oprør mod den spanske besættelse i det 16. århundrede blev udløst af et angreb på hellige forestillinger og fandt sted i den konfessionelle ortodoksis navn. Indførelsen af en ny bønnebog i Skotland var én af årsagerne til puritanernes revolution i England i det 17. århundrede og efterfølgende blev revolutionen i 1688 udløst af afvisningen af katolicisme. Den intellektuelle gæring fortsatte og hundrede år senere var oplysningstidens ideer brænde til det bål, der hed den franske revolution. Vatikanet og Church of England stod nu sammen for at bekæmpe den nye trussel, men forestillingerne om folkelig magt og republik var for stærke til, at de uden videre kunne tilintetgøre dem.

Jeg kan næsten høre dit spørgsmål: hvad har det at gøre med os? Ganske meget, min ven. Vesteuropa havde været optændt at teologisk lidenskab, men undergik en forandring. Den moderne tid dukkede op af horisonten. Den besad en dynamik som det ottomanske imperium aldrig blev i stand til at efterligne - hverken kulturelt eller økonomisk. Skellet mellem shia- og sunnimuslimer kom for tidligt og stivnede i rivaliserende dogmer. Afvigelser var på det tidspunkt totalt udraderet indenfor islam. Sultanen regerede - flankeret af sine religiøse lærde - over et statslig imperium som er i færd med at visne og dø hen.

Hvis det så sådan ud allerede i det 18. år hundrede er det en endnu mere åben lys sandhed i vores dage. Men den eneste måde muslimer kan finde ud af det på, er måske ved egne erfaringer - som i Iran. Religionens fremvækst kan delvis forklares med manglen på alternativer til neoliberalismens altdominerende regime. I den forbindelse vil det vise sig, at i det omfang de islamistiske regeringer åbner deres lande for de globale kræfter, vil de få lov til at foretage sig hvad de har lyst til på det socialpolitiske område.

En islamisk reformation

Det amerikanske imperium har tidligere brugt islam og kan gøre det igen. Her lig ger udfordringen. Vi mangler brændende en islamisk reformation der kan gøre op med fundamentalisternes sindssyge konservatisme og retardering. En reformation der frem for alt kan åbne islams verden op for nye ideer der er mere avancerede end det Vesten tilbyder for tiden.

Det vil kræve en konsekvent adskillelse mellem stat og moske; opløsning af kle resiet; bekræftelse på at muslimske intellektuelle har ret til at fortolke de tekster, der er den samlede islamiske kulturs kollektive ejendom; friheden til at tænke frit og rationelt - og fantasiens frihed; Hvis vi ikke går den vej, er det stensikkert at det kun er en genopførelse af gamle kampscener vi vil opleve. I stedet for forestillinger om en rigere og mere menneskelig fremtid, vil vi komme til at opleve en bevægelse fra nutiden tilbage til fortiden. Det er en uacceptabel vision. Men pennen er løbet af med mig og jeg har redet min kætterske kæphest lidt for længe. Men jeg tvivler nu lidt på at jeg vil skifte holdning - og håber du vil.

Oversat af Stig Hegn efter
http://www.counterpunch.org/tariq0425.html
CounterPunch, 25. april 2002

Noter:
1 10.000 toman=100.000 rial=400 kr. - i sort kurs måske kun 100 kr. sh
2 Kaniz betyder tjener. Det er et udtryk, der på farsi understreger at man beder i sin fortvivlelse

Tariq Ali er født i Pakistan men har tilbragt sit voksenliv i England. Han debuterede i slutningen af 1960erne på vore breddegrader med en artikel om klassekampen i Pakistan i det socialistiske tidsskrift Zenit. Ali var aktiv i de politiske tressere, og det han skrevet om i sine erindringer, Street fighting years. 1987. Og i 1968: marching in the streets. 1998 . Læseværdig er også hans sovjetkritik - fra et trotskijstisk synspunkt: Revolution from above. 1988. På danske foreligger hans: Trotskij for begyndere. 1986. Og en bog om Indien: Et indisk dynasti: familierne Nehru og Gandhi. 1985. Af hans nyere litteratur kan fremhæves: Masters of the universe?: NATO's Balcan crusade. 2000. Tariq Ali er redaktør af den velanskrevne engelske tidsskrift New Left Review og en flittig bidragyder til CounterPunch. Artiklen ovenfor er fra hans bog The Clash Of Fundamentalisms: Crusades, Jihads And Modernity. Forlag: Verso. 2002.