Om TDC Mobil A/S

TDC Mobil er det førende selskab på det danske mobilmarked, og det har vi tænkt os at blive ved med at være. Vores kunder er både privatpersoner, virksomheder og andre mobilselskaber, som bruger vores net. Vi tror på, at de mest loyale kunder er de meget tilfredse kunder, og derfor har vi sat ekstra energi ind på, at vores kunder skal have en god oplevelse, når de handler med os.

Mange af vores kunder foretrækker at bruge Internettet til selv at lave adresseændringer, tjekke deres saldo og priser på forskellige produkter. Det prøver vi at gøre så nemt og brugervenligt som muligt. Det giver også plads til, at medarbejderne i vores kundeservice kan koncentrere sig om at hjælpe de kunder, der har behov for hjælp til f.eks. at få sat mobiltelefonen rigtigt op eller til at finde ud af, hvordan de får glæde af at kunne bruge telefonen til meget mere end at tale i.

TDC Mobil satser på 3G
De fleste danskere har en mobiltelefon i dag, og det danske marked er præget af intens konkurrence mellem mobilselskaberne. Hvis vi vil vokse, må det ske ved, at vi udvikler spændende og nyttige tjenester og produkter, som vores erhvervskunder og privatkunder vil kunne få glæde af.

TDC Mobil har introduceret mobilportalen FLY, der rummer information, tjenester, underholdning og spil, og satser på den fremtidsorienterede teknologi 3G, der åbner en endnu større mobilverden af videoklip, musik, e-mails, multiplayer spil og meget mere for vores kunder. Med den øgede hastighed og stadig mere avancerede mobiltelefoner, vil mange af pc'ens funktioner i løbet af de kommende år blive integreret i mobiltelefonerne. Det betyder, at vores privat- og erhvervskunder efterhånden vil kunne få adgang til de samme personlige informationer og programmer, uanset om de sidder hjemme ved pc'en eller er på farten med mobilen eller en bærbar pc. Det kalder vi mobilitet.

Grænseløse mobilitetsløsninger
Vi lever i en verden, hvor grænser får stadig mindre betydning. Særligt vores store erhvervskunder efterspørger løsninger, der dækker i hele Norden. Derfor er det TDC Mobils ambition at blive blandt de førende udbydere af nordiske mobilitetsløsninger. Og vi er godt på vej. Gennem samarbejde med bl.a. Vodafone og gennem TDC's nordiske selskab TDC Song er TDC Mobil førende inden for international GPRS-baseret roaming og kan tilbyde kombinerede nordiske mobil- og fastnetløsninger. På den måde sikrer vi, at vores kunder har de bedste løsninger, også når de rejser i udlandet.