lørdag, juni 02, 2007

Understrøm fra Odense
Guitaristen Jes Bakkestrøm har siden 2004 været leder af bandet Understrøm. Han er 26 år og går på musikkonservatoriet i Odense. Hans medmusikere i bandet er ligeledes nuværende eller tidligere studerende fra konservatoriet. Peter Hellesøe (sax), Thomas Præstegaard (trommer) og Andreas Lang (bas), sidstnævnte er også medlem af Quartz og Anders Mogensens Gifted Youth. Understrøm der nu pladedebuterer, spiller rocket jazz, med improvisationer og kollektivt sammenspil gående hånd i hånd. Musikken er ikke rockgrim, Bakkestrøm kan styre guitaren, lidt Frisell-agtig. Trommeslageren Thomas Præstegaard skaber pulsen med det rockinspirerede trommespil. Saxofonisten Peter Hellesøe er på banen det meste af tiden og hans behaglige saxofonspil klæder Jes Bakkestrøms musik. Pladen hedder Unge mand med gammelt hjerte, og det er også titlen på et af de musikalske højdepunkter på pladen, der nærmest er en rocksang, med en saxofonist istedetfor en sanger, end en egentlig jaaazzzzKompostion.
Bakkestrøm citerer Neil Young på bagsiden af coveret: "Old man take a look at my life, I'm a lot like you...", og som Neil Young også synger i samme sang: "Run around the same old town" -som Neil Young. Det har Bakkestrøm valgt.
Jes Bakkestrøm tilhører en ny generation af jazzguitarister, hvor man også kan nævne Sara Lewis Sørensen, Frederik Vedersøe (Quartz) og Daniel Heløy Davidsen (Jazzkamikaze).
Pladen udgives af Gateway Music.
Bonusinfo:
D. 9. juni kan Understrøm opleves på Gasværket i Ringkøbing, hvor også Kresten Osgood og Hvad er klokken og Mach/Kwella kan høres.
Jes Bakkestrøm: www.jesbakkestroem.dk
My Space: www.myspace.com/understroem

Danske legender prisgives

-eller rettere gives priser. Alex Riel modtager d. 8. juni ved Danish Music Awards Jazz arrangementet i Vega, pladebranchens Life time achievement award for, at have sat sit præg på det danske jazzliv. Listen over danske musikere som han har spillet med er længere end lang. Men det er da værd at nævne at han siden 1959 har spillet med stort set alle i dansk jazz. (Her er en for jazznørderne: Kan du nævne et dansk jazzpladeselskab som aldrig har udgivet noget med Alex Riel? Det skal selvfølgelig være et selskab der har mere end et par plader på samvittigheden) Idag spiller han i så forskellige sammenhænge som med Benjamin Koppel, Niels Lan Doky, Carsten Dahl, Santa Cruz og i sin egen trio med Heine Hansen og Jesper Lundgaard. Desuden har han været igangsætter for både Marilyn Mazurs og Stefan Pasborgs trommekarrierer.
Ved European Youth Jazz Orchestras koncert i Copenhagen Jazzhouse d. 24 maj fik Erik Moseholm overrakt Ben Webster prisen 2007. Moseholm der for nylig fyldte 77 år var oprindelig bassist, men han er mere kendt som igangsætter, arrangør, pædagog, radiomand, orkesterleder, organistor og så videre.

To generationer spiller ud
"Well that's a very unusual.....way of playing that song", udbryder Marian McPartland efter at Brad Mehldau har spillet From this moment on. Det kan høres på pladen Marian McPartland's Piano Jazz with guest Brad Mehldau, der lige er udkommet. Oprindeligt er det et radioprogram fra 12. september 1996.
Mehldau har på det tidspunkt kun to plader i eget navn bag sig, og har altså i den grad fremtiden foran sig. McPartland er en ynder af den klassiske standardjazz, og kender selvfølgelig Cole Porters From this moment on ud og ind. Men Mehldau spiller den, som det han er blevet kendt for, abrupt klaverspil med en rytmisk puls.
Pladen byder skiftevis på snak de to imellem afbrudt af solospil fra begge, samt 3 klaverduetter. En af de små sjove historier som Mehldau kommer med er, at hans forældre var ude for, at høre Marian McPartlands trio på The Hickory House i 50'erne på deres første date.
Iøvrigt spiller Mehldau mere venligt i resten af radioprogrammet, der både er lærerigt og underholdende.
Bonusinfo:
På National Public Radio's site kan man høre nogle af McPartlands andre programmer i streaming format. Bla. Keith Jarrett, Dianne Reeves, Ray Charles, Diana Krall, Elvis Costello og Michel Camilo.
www.npr.org/programs/pianojazz/

Rigmors søster vil også være med
Christina Gustafsson har en storesøster, Rigmor der har skabt en sangerkarriere der har vakt opsigt i hjemlandet Sverige, men også i Europa. Christina Gustafsson har lavet sin debutplade Moments free, der pånær et enkelt nummer, består af selvskabt materiale. Hun har produceret pladen sammen med saxofonisten Magnus Lindgren.
Det er vel ikke så underligt at Christinas stemme minder meget om søsterens stemme. Det gør så heller ikke noget. Der er god chance for, at man forelsker sig i den med det samme. Hun har fuldstændigt styr på stemmen, hun fraserer sikkert og uden slinger i valsen. Hun er uddannet på musikkonservatoriet i Stockholm som sanglærer. Pladen udgives af Prophone, der herhjemme distribueres af Naxos.
Bonusinfo:
Søster Rigmor har en ny plade, klar til september.
Christina Gustafsson: www.christinagustafsson.com

Dansk fusion fra en nær fortid
En af grundene der er fremført i debatten om hvorfor Jazz Live på DR's P2 skal reddes er, at programmet er med til, at dokumentere musik der ellers ikke ville blive doukumenteret. Hvad betyder det der "dokumenteret" egentlig? At musikken ligger på bånd i en dyb kælder under DR-byen? så musikarkæologer om 300 år kan lytte til den mærkelige musik. Nej selvfølgelig gør det ikke det!
Det betyder lige præcis at musik kan blive udgivet på et senere tidspunkt, hvor tiden måske er mere gunstig. Som det er tilfældet med udgivelsen Twice med Special Venture, der er optaget af DR i 1999 og 2000, dog ikke til Jazz Live, men til programmet Jazzens århundrede. Efter at musikken er færdigmixet og klar til udgivelse, går Special Venture i opløsning og musikken ligger på hylden indtil idag, hvor guitaristen og manden bag Special Ventures kompostioner John Sund har fået clearet rettighederne, og har fået pladen udgivet på Gateway Music.
Tak for det, John! Genremæssigt befinder vi os indenfor worldjazzfusion. Der er elementer af afro, rock og indisk musik. Jon Meinild på vibrafon og keyboards er en vigtig del af denne udgave af Special Venture, han er ikke med på pladen som bandet udgav på Intermusic i 1999, men er her kommet med og det præger musikken på en god måde. De andre medlemmer er Ayi Solomon på percussion, Morten Ilsøe på trommer og endnu et nyt medlem Yadam Gonzalez på bas, der afløste Thomas Fog.
John Sund fører sig måske ikke frem i frontlinjen i dansk jazz, men det siger ikke noget om mandens musikalske kvaliteter. Hans musik er gennemført og i international klasse.
Bonusinfo:
Jon Meinild dannede senere bandet Jogujo Circuit, der i 2003 udsendte pladen Close up magic.
Bonusinfo 2:
John Sunds site står der, at Special Venture muligvis bliver gendannet.
John Sund: www.johnsund.dk
My Space: www.myspace.com/specialventure

Bas digte
Bassisten Henry Grimes, der var forsvundet fra musikbranchen i 30 år, skrev bla. digte da han var væk fra musikken. Forlaget Buddy's knife udgiver nu disse digte i bogen Signs along the road: Poems.
Buddy's Knife udgiver også en bog med digte og essays af bassisten William Parker. Parker er en af den amerikanske avantgardejazz's frontmænd. Bogen Who owns music? samler nogle af William Parkers musikpolitiske tanker og idéer.
Buddy's Knife: www.buddysknife.de

fredag, maj 25, 2007

En klassiker med det samme
"An instant classic" ville jeg have skrevet om denne plade, hvis jeg skrev på engelsk. Nu skriver jeg så på dansk, og må nøjes med den mindre smarte vending: "En klassiker med det samme".
Abbey Lincoln pladedebuterede i 1956 og var i de efterfølgende år i studiet med flere af datidens mest progressive jazzmusikere. En af dem, Max Roach endte hun med at blive gift med.
Abbey Lincoln er både sanger, tekstforfatter og komponist. Det er alle tre elementer der er i kog på den nye plade Abbey sings Abbey. Hun har udvalgt en stribe sange fra hendes eget bagkatalog, og har sammen med nogle fænomenale musikere genskabt numrene. Hun synger som en astmatisk Billie Holiday. Der er den samme udstråling af ægthed og smerte i hendes udtryk som hos Holiday, men stemmen er ikke ligeså stor som Holidays og det klæder faktisk Abbeys egen musik! Den er kraftfuld og effektiv, hun mener det hun synger.
Roots, blues, country og jazz er elementerne på den meget organisk lydende plade. Guitaristen Larry Campbell der spiller på slideguitar, styrer bandet og har skabt en meget laid back stemning.
Har man en svaghed for nutidens singer-songwriter musikere, er der ingen vej uden om denne store udgivelse.

torsdag, maj 24, 2007

Aktuelle Jazzudgivelser
Vienna Art Orchestra: 30 years 3CD (Emarcy)
Silje Neergaard: Darkness out of the blue (Universal)
Paolo Fresu: Rosso, verde, giallo e blu (Blue Note)
Tord Gustavsen Trio: Being there (ECM)
Bushman's Revenge: Cowboy music (Jazzaway)
Sonore: Only the devil has no dreams (Jazzwerkstatt) med Brötzmann, Gustafsson, Vandermark
Michael Brecker: Pilgrimage (Emarcy)
Roberto Gatto: Traps (Cam Jazz)
Dave Douglas: Meaning and mystery (Green Leaf)
Paul Motian: Trio 2000 + two Live at The Village Vanguard vol. 1 (Winter & Winter)
Fredrik Ljungkvist: Badaling (Caprice)
Roy Haynes: Whereas (Dreyfus)
Trondheim Jazz Orchestra & Maria Kannegaard Trio: Live in Oslo (MNJ Records)
Trio Töykeat: Live in Tampere (Blue Note)
Bobby Hutcherson: For sentimental reasons (Kind of Blue)
Joel Harrison: Harbor (High Note)
Paolo Fresu/Richard Galliano/Jan Lundgren: Mare Nostrum (ACT)
Billy Hart: Quartet (High Note) med Mark Turner, Ethan Iverson, Ben Street
Ultralyd: Conditions for a piece of music (Rune Grammofon) med Kjetil Møster
Un-x-pected Pleasure: Informal talking (Kopasetic) med Anders Banke
Abbey Lincoln: Abbey sings Abbey (Verve)
The Bad Plus: Prog (Heads Up)
(((POWERHOUSE SOUND))): Oslo/Chicago (((Breaks))) (Atavistic) med Vandermark, Nilssen Love, Flaten
Christina Gustafsson: Moments free (Prophone)
Understrøm: Unge mand med gammelt hjerte (Gateway)
Chick Corea & Bela Fleck: The enchantment (Stretch)
Joshua Redman: Back east (Nonesuch)

Laaangsom jogging
Attaboy udgav for et par år siden debutpladen Oværkliga saker. Den blev nomineret til en Danish Music Award i kategorien årets nye jazznavn.
I oktober 2006 var kvartetten, der består af Qarin Wikström (sang), Thomas Caudery (trompet/kor), Erik Olevik (Bas/kor) og Ulrik Brohuus (trommer/kor), udvidet med tre strygere på en turné, hvorfra materialet på den nye plade Slowmotion Jogging stammer. De er nært beslægtede med andre dansk/skandinaviske bands som Tys Tys og Sekten i deres fordomsfrie opfattelse af jazz, men har alligevel en mere let tilgængelig stemning. Qarin Wikström der også er medlem af Sekten synger både på engelsk og svensk, hun er istand til at arbejde med stemmen, så den både kan være intim og nærmest kælen, til at være på randen af et hysterisk udbrud. Jazz, Björk, Burt Bacharach, punk, kammermusik og svensk visesang er noget af det man tænker på når man hører Attaboys musik på denne plade. Den ikke helt almindelige sammensætning med trompet, bas, sang og trommer træder på smukkeste vis frem, når den iklædes strygerne. Thomas Caudery der har lavet pophøjdepunktet Long lost dreamer er en ferm melodisnedker. Wikström og Brohus står for de mere sprælske indslag på pladen.
Pladen udgives af ILK records.
Bonusinfo:
Attaboy+Strings kan i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival opleves på Docken d. 7. juli og 12. juli på Litteraturhaus.

Attaboy: www.attaboy.dk

onsdag, maj 23, 2007

Dalia Faitelson på nye eventyr
Dalia Faitelson har siden 1994 udgivet 5 plader og nu kommer den sjette, Spring alliance på Calibrated Records. Denne gang har hun allieret sig med de to amerikanere Jay Anderson på bas (har bla. spillet med Lynne Arriale, Bob Mintzer og Maria Schneider) og Adam Nussbaum på trommer (har bla. spillet med Uffe Steen, John Scofield og Dave Liebman) samt den noget yngre Christoffer Møller på piano og keyboards. Dalia Faitelson der er guitarist og sanger har ofte taget udgangspunkt i etnisk inspireret jazzmusik. Denne gang er det nærmere singer-songwriter genren der har inspireret. Selvfølgelig kan hun ikke løbe fra sin interesse for etnisk musik, men hun har faktisk lavet sit tidligere band Common Ground om til to projekter, den ene hedder Pilpel og er et new world/folk projekt og det andet er Spring Alliance, som hun præsenterer på denne plade, hvor musikken er moderne vokaljazz med inspiration fra den nyere singer-songwriter musik. Det lidt pudsige er at musikken gennemgående akustisk, men indimellem smides der en fuldfed synthsolo indover, som var vi i 80'erne. Det er både modigt, men også lidt hmmm??!
Dalia Faitelson: www.daliafaitelson.com

Afgangskoncerter på Rytmekons
Rytmisk Musikonservatorium præsenterer i dagene 30. maj til 7. juni afgangskoncerter. Det bliver til fem dage hvor der hver gang præsenteres 5-7 elever. Kigger man ned over listen over elever der er færdige i år, er der nogle stykker som helt sikkert vil interessere jazzfolket.
Pianisten Morten Schantz er nok den, der har fået mest gang i sin karriere, han spiller både med Jazzkamikaze og den nye Morten Schantz Trio -der har en plade i støbeskeen, til afgangskoncerten.
Anders Provis, trommeslager præsenterer Textil ved sin afgangskoncert, de udgav deres debut cd for nogle måneder siden.
Saxofonisten Jeppe Skjold fra Slaraffenland vil spille spontan og gennembearbejdet kompostion. Det vil sige: musik opført og udført til lejligheden af et dertil berettiget 'Arkestra'!
Jakob Holm, guitar tager en anden guitarist med i afgangsbandet; Bjarne Roupe der sammen med Steinar Nickelsen på hammond og Anton Eger på trommer spiller hybridblues.
Josefine Lindstrand fra Sekten bruger lejligheden til, at præsentere musikken fra den plade, som hun lige har indspillet med et ni-mand stort band. Hun håber at hun kan udsende pladen til efteråret. 2 dage før hendes afgangskoncert står hun på scenen i Rom, sammen med Uri Caine, i hans nye projekt The Othello Syndrome.
Du kan læse mere om tidspunkter og de forskellige koncerter på RMC's site: www.rmc.dk

tirsdag, maj 22, 2007

Schweiziske hattekunster
Det schweiziske jazzpladeselskab Hathut har eksisteret siden 1975 og har med deres hatOLOGY serie sat fokus på avantgarden og den friere jazz under overskriften Jazz, electroacoustic and improvised music. På lidt over 10 år har de udgivet næsten 150 plader af meget høj standard. Man finder både lokale schweiziske kunstnere og europæiske og amerikanske kunstnere.
Blandt de nyeste udgivelser er Land Tides med den australske debutant Jackson Harrison. En pianist der med trio præsenterer sine egne kompositioner. Den 26 årige australier har tilbragt en del tid New York og har suget inspiration til sig. Hans spil er åbent og ekspressivt. Han maler med den store pensel og giver sig tid til at fortælle sine musikalske historier. Hans to medspillere er amerikanerne Dan Weiss på trommer og Thomas Morgan på bas.
En anden udgivelse er med Quest, kvartetten bestående af Dave Liebman (sax), Richie Beirach (piano), Ron McClure (bas) og Billy Hart (trommer). De har ikke spillet sammen i 15 år, men var så i efteråret 2005 på en lille europatour. Liebman og Beirach har spillet sammen siden '73 og i '84 begyndte de at spille sammen med McClure og Hart. Pladen Redemption indeholder 6 numre, bla. to numre som var klassikere på deres repertoire, Monks Round midnight og Colemans Lonely woman. Kvartetten er i topform og det tyder på, at den lille turné var en lykkelig genforening.
Hathut Records distribueres af Naxos.
Bonusinfo:
Hathut Records får økonomisk støtte fra bla. Nestlé Fondation pour l'Art.
Hathut Records: www.hathut.com

fredag, maj 18, 2007

2000 underskrifter mod at jazzen smadres på DR
På en uge er det lykkedes, at indsamle over 2000 underskrifter til fordel for, at redde Jazz Live på DR's P2. Man kan stadig skrive sig på listen på hjemmesiden www.jazzliveredningsaktion.underskrifter.dk
Underskriftindsamlingen er startet af de to Holbæk jazzformænd Flemming Højmann Hansen og Erik F. Andersen, som en protest mod, at Jazz Live indgår i DR' s multimillion spareplaner.

Helle Hansen stiller sig op på kanten
Helle Hansen har efterhånden i mange år været en aktiv del af den danske jazzscene, som sangerinde og sangskriver. Den 1. juni er hendes ottende plade på gaden. Den hedder On the verge of falling og er nok hendes mest ambitiøse plade til dato. Hun maler med den store pensel, og har ingen hellige genregrænser og har heller ikke holdt sig tilbage i forbrug af musikere. Det passer godt til hende. Hun laver popmusik, pop der kan tåle at blive udsat for soul, gospel, tango, latin, klassisk og selvfølgelig jazz. Helle Hansen skriver al materialet selv, og når det kan kaldes pop, er det i betydningen tilgængelighed og melodi. Helle Hansen har til gengæld ikke valgt at gøre det på den nemme måde. Musikken er gennembearbejdet og intet virker tilfældigt. Der er tænkt over arrangementerne og teksterne er tydeligvis meget personlige. Musikere er udvalgt til bestemte opgaver, derfor finder man mange forskellige typer musikere. Der er selvfølgelig dem som vi kender fra jazzverdenen; Hans Ulrik, Steen Hansen, Per Gade, Jesper Bodilsen, Henrik Gunde etc. Derudover er der blevet plads til strygere, bla. The Paizo Quartet og flere backingsangere.
Helle Hansen har styr på stemmen og bruger den effekt- og stemningsfuldt. Den er i det mørke leje og kan til tider minde om Cassandra Wilson. Helle Hansen har lavet en popplade med benene plantet i jazzen og udsyn til mange andre genrer.
Bonusinfo:
Helle Hansen afholder releasekoncert på Copenhagen Jazzhouse d. 1. juni, og kan også træffes på Riverboat Festival i Silkeborg d. 29. juni.
Helle Hansen: hellehansen.dk
My Space: www.myspace.com/hellehansen

Nordisk jazztopmøde
På Mallorca ligger der en lille landsby der hedder Andratx. Indbyggerne kan glæde sig over det behagelige klima, som mange af os nordboere ofte misunder dem. Andratx er også navnet på en nordisk supertrio bestående af Jonas Kullhammar fra Sverige på sax, Ole Morten Vågan fra Norge på bas og Kresten Osgood fra Danmark på trommer. De tre musikere er mestre i at skabe en stemning, så man får lyst til, at være det hvor musikken spilles. Jonas Kullhammar er gjort af det samme entreprenante stof som Kresten Osgood. Han står bag pladeselskabet Moserobie Records, som har udgivet pladen. Den er blevet til efter, at de tre musikere var turné sammen i 2005. Alle tre har bidraget med kompositioner til pladen. Derudover har de gravet den gamle Keith Jarrett komposition Days and nights waiting frem. Der er ligeledes blevet plads til musik af Anette Peacock og Carla Bley. De tre musikere er i et groovy hjørne og de formår at få det til at svinge som bare...
Bonusinfo 1:
Jonas Kullhammar spiller i mange forskellige sammenhænge, bla. Nacka Forum, JKQ og Kullrusk, der alle tre har vakt berettiget opsigt i Sverige, men såmænd også i USA.
Bonusinfo 2:
Ole Morten Vågan spiller bla. i Maria Kannegaard Trio og Bugge Wesseltofts New Conception of Jazz.
Moserobie Records: www.moserobie.com
Suveræne billeder fra trioens koncert på Glenn Miller Café i Stockholm i 2005, taget af Heiko Purnhagen: www.fet.uni-hannover.de/~purnhage/pictures/andratx20050308/index.html


Thomas Clausen tager tilbage i tiden
Pianisten Thomas Clausen har lavet mange forskellige ting som både pianist og komponist, men der er to spor som er tydeligst i hans professionelle musikliv. Det brasilianske spor og standardsporet. Det er sidstnævnte spor det drejer sig om på den nye trioplade Back to basics, som netop er udgivet af Stunt Records. I 2001 kom My favorite things og i 1988 var det She touched me og helt tilbage i 1980 var det den japanske udgivelse Matrix, hvor Clausen var på standardsporet. Der kan næppe være nogen tvivl om, at der er rigtigt mange som er glade for den nye udgivelse. Thomas Clausen er herhjemme i en klasse for sig selv. På den ene side er hans spil præget af jazzhistorien, men det fremstår alligevel friskt og frodigt.
Thomas Clausen har sneget to af sine egne kompositioner med på pladen, resten er en blanding af kendte og mindre kendte standards, lige fra Milestones og Round midnight til that old black magic og I'll remember april.
Thomas Clausens nye trio består Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer. De holder sig begge elegant i baggrunden og understøtter på smukkeste vis Clausens romantiske men ikke sukkersøde klaverspil.
Bonusinfo:
Thomas Clausen Trio spiller d. 6. juli i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival på Borups Højskole kl. 20.00
Thomas Clausen: www.thomasclausen.com

Hvem spiller i Århus?
Programmet til Århus international jazzfestival er endnu ikke afsløret, men derfor skal du ikke snydes for at få hvisket lidt ind i øret om hvem der kommer. Der er selvfølgelig nogle gengangere fra Copenhagen Jazzfestival. Bla. Tomasz Stanko med Tim Berne, Anders Jormin og Stefan Pasborg! og Lars Møllers Brazilian Big Band. I den udenlandske afdeling kan man også møde Eliane Elias Group, Shining fra Norge, Dino Saluzzi Group, Horacio "El Negro" Fernandez, Edson Cordeiro/Klazz Brothers, Burnt Friedman & Jaki Liebezeit og Bill Laswell & Nils Petter Molvær.
Blandt de danske kunstnere finder vi Simon Toldams Uniform, Jakob Bro Nonet, Tchicai/Munch-Hansen/Müller/Osgood, Berne/Bjerg/Mehlsen, Bandapart, Ridin' Thumb, Marilyn Mazur Percussion Paradise, Badun og Kirsten Ketsjer The Rockband.

fredag, maj 11, 2007

Danskere nr. 1 på sydkoreansk hitliste
Den koreanske jazzsangerinde Youn Sun Nah hitter lige nu med pladen Memory Lane i Sydkorea. Pladen er indspillet i Københavnske Focus Recording Studio og produceret af Niels Lan Doky der også spiller piano, desuden medvirker Mads Vinding (bas), Alex Riel (trommer), Mikkel Nordsø (guitar) og Xavier Dessandre Navarre (percussion). Nah's vokal er dog indspillet i Seoul. Pladen er en dobbelt CD, med en koreansk sproget og engelsk sproget version.
Du kan høre musikken her: blog.get9.net/503

This page is powered by Blogger. Isn't yours?