INTERNETSP@LTEN - januar 05
v/ Carl Bloch
Ud-af-kroppen-oplevelser
Hvad sker der, når vi dør? Det ved vi først helt, når det sker for os selv, men mange kilder giver os et indblik i spørgsmålet. Jeg har set på nogle af de svar, der findes på internettet - denne gang skal det handle om ud-af-kroppen-oplevelser.

Nogle mennesker har følt, at de pludselig kom uden for deres egen krop og så den kendte verden fra et andet punkt. Dette kaldes en ud-af-kroppen-oplevelse (uko) eller en astralrejse. Det kan også ske, at man kommer over i helt andre verdener, som er flydende og foranderlige - altså ligesom når man drømmer, bortset fra, at man på astralrejsen er fuldt bevidst.

En ung fyr, Jonas, begyndte spontant at få uko'er, efter at hans mor havde fortalt ham om det. Han giver på www.jonasridgeway.com et "levende" indblik i, hvordan det føles (her oversat fra engelsk):

"Jeg så ud til at være død. Følelsen af at se sin krop fra denne synsvinkel, ansigt til ansigt, er ubeskrivelig. Man ser sin krop som den virkelig er: en maskine, et redskab designet til jordisk udforskning og oplevelse."

"I uko-tilstanden er alt styret af tanken. Tanken manifesterer sig øjeblikkeligt, hvorfor det kan synes umuligt at opretholde en mental kontrol. Tricket er at holde sit sind tomt, indtil man er parat til at give en ordre."

For dem, der vil have noget på dansk, findes der en god historie fra et tibetansk kloster på www.lobsang-rampa.net/rampastral2.html.

www.outofbody.co.uk (engelsk) rummer en anden ung mands uko'er samt en kæmpestor FAQ, som giver en udmærket introduktion til emnet (FAQ eller OSS = Ofte Stillede Spørgsmål - læs også FAQ'en på de andre hjemmesider). Den diskuterer fx det interessante spørgsmål: Hvad er det egentlig, der forlader kroppen? Det er ikke alle, der mener, at vi har en sjæl.

Robert Monroe var en af de første, der eksperimenterede systematisk med uko'er. Hans "elev" Bruce Moen (billedet) viderefører hans ideer på www.afterlife-knowledge.com (engelsk, men næsten det hele er oversat til dansk, se www.efterlivet.dk).

Monroe/Moen taler om forskellige virkelighedsplaner - "fokusplaner":
  • Fokus 1: Vores normale fysiske tilværelse.
  • Fokus 2-21: Div. ændrede bevidsthedstilstande.
  • Fokus 22: Et overgangsstadie - drøm, bevidstløshed, koma, narkopåvirket eller sindssyge.
  • Fokus 23: Afdøde, der hænger fast ved det fysiske plan. Spøgelser.
  • Fokus 24-26: Afdøde, der hænger fast i deres selvskabte himle og helveder.
  • Fokus 27: Højtudviklede samfund med stor frihed. Afdøde skal helst ankomme hertil uden om fokus 23-26.

Moen fortæller desuden om livet i fokus 27, om tankens kraft til at skabe, om sit højere Selv og meget andet. I modsætning til Monroe mener Moen ikke, at det er nødvendigt at forlade sin krop: "Det gælder bare om at lære at kommunikere med en større del af sig selv, som eksisterer i den ikke-fysiske verden."

www.spiritualtravel.org (engelsk) går et skridt videre. Den opdeler uko'er i tre grupper:

  1. Den fysiske verden: Ser ud, som vi kender den, men den uko-rejsende kan flyve frit omkring, uden at komme i berøring med tingene.
  2. De psykiske verdener: Er ekstremt forskellige - fra hverdagsoplevelser over eventyrlige fantasiverdener til altopslugende stærke energier, fx billeder, lyde, tanker, følelser eller kollektive erindringer.
  3. De spirituelle verdener: Mystiske oplevelser såsom ekstase, lyksalighed, lys, kærlighed og tomhed. "Disse mystiske tilstande er det ultimative mål for den sande spirituelle rejsende."

Den anonyme forfatter til denne hjemmeside mener, at jo mere erfaring, man har med uko'er og spiritualitet, des bedre vil man kunne udnytte disse muligheder i døden: "Mens den spirituelle rejsende eller yogi svømmer igennem bevidsthedshavet, føler den uerfarne sjæl måske snarere, at den drukner i dette hav."

En usædvanlig god og livsklog hjemmeside, som anlægger et bredt spirituelt perspektiv på livet og døden.


Forrige side     Oversigten     Næste side