Politisk teologi i nutidens Iran

Med religiøst ortodoksi mener jeg den traditionelle 12’er shia-religion, som præster uddannet på de større læreranstalter i Iran og Irak prædiker. På disse læreranstalter udviklede der sig en radikal fraktion i 1960’erne, som nød godt af en karismatisk leder, ayatollah Khomeini, og en ny tolkning af den traditionelt, apolitiske religion i form af princippet om »de retslærdes mandat« (»velayat faghih«), det vil sige præstestyre. Følgelig billigede man politisk aktivisme og at shahens styre blev væltet.

Det er værd at bemærke, at to erklærede ikke-politiske organisationer, Alavi- Højskolen og Hojjatieh Sammenslutningen, som begge hører til den traditionelle, ortodokse retning, men som benytter moderne teknologi og management, set i bakspejlet begge fik en enorm betydning i denne periode, fordi de tjente som øveterræn og sociale netværk for den islamiske revolutions elite og den republik, der kom ud af revolutionen. Efter revolutionens spektakulære succes i 1979 kunne de nu styrkede fraktioner på læreanstalterne under ayatollah Khomeinis ledelse hurtigt kvæle traditionalisternes protester.

I stedet begyndte at de at udvikle de ultra-ortodokse fortolkninger af ortodoksien, som den statslige revolutionsgarde og dens militsorganisationer bygger sit virke på. Den traditionalistiske trend reagerede ved dels at blive bevidst apolitisk og dels at fortsætte sit religiøse liv, forklædt som religiøse lægmandsorganisationer af enten sufistisk eller traditionalistiske observans. Også mange moské-menigheder indtog et neutralt og apolitisk og dermed implicit oppositionelt standpunkt, selv om de blev overvåget af regeringen.

Den reformbevægelse, som udviklede sig i kølvandet på statskuppet i 1953, var ledet af landets uddannelsesmæssige elite: det var den turbulente tid under premierminister Mohammad Mosaddegh, hvor olieindustrien blev nationaliseret. Først et årti efter revolutionen var det muligt for den islamiske reformbevægelse at komme til fuldt udtryk politisk. En ny generation af reformistisk indstillede tænkere samlede sig omkring dissident-publikationer såsom »Kian« og vandt støtte fra unge studerende og akademikere.

Bevægelsen talte intellektuelle som Abdolkarim Soroush, Mohammad Mojtahed Shabestari og Mohsen Kadivar, mens dens politiske ansigt blev tegnet af Said Hajjarian og, i sidste ende, Mohammad Khatami. De kom til magten i midten af 1990’erne men blev gradvist slået tilbage af det klerikale establishment, der kunne trække på sine omfattende ressourcer og sine mere og mere energiske, ultra-ortodokse allierede, som udgjorde rygraden i den kampagne, der bragte Mahmoud Ahmadinegad til magten som ny præsident i 2005.

De tilbageværende dele af reformbevægelsen tæller de velkendte grupperinger fra de sidste 30 år, men sammen med disse er der ved at opstå nye bevægelser og sammenslutninger. De tæller to – meget forfulgte – grupper: den »nationalistisk-religiøse« (»Melli-Mazhabi«) gruppering og den stadigt mere radikaliserede og skuffede intelligentsia: journalister og akademikere, som var aktive i centrum af reform-bevægelsen i 1990’erne.

Denne udvikling kan betegnes som den anden »anti-bevægelse« i reformbevægelsernes historie i Iran. Dissident reformbevægelsen synes foreløbigt at være ganske levedygtig på trods af de seneste politiske og ideologiske tilbageskridt. Selvom den har færre tilhængere end for eksempel den apolitiske eller statssponsorerede ortodoksi, så er der et lag af meget veluddannede og engagerede intellektuelle, hvis hjerter og sind den har vundet for sig. Dette lag af intellektuelle har et tæt og levende forhold til Irans meget store antal studerende.

Reformbevægelsen sætter spørgsmålstegn ved de herskende præsters absolutistiske teologi og benytter den iranske lærdoms-tradition til at modsætte sig Den islamiske Republiks religiøse hegemoni. De lærde og de aktivister, som er med i bevægelsen, benytter teologisk og hermeneutisk argumentation for at sætte fokus på den religiøse videns forskelligartede, begrænsede og varierede natur. Dermed udfordrer de præstestyrets monopol på at fortolke religionen. Dissident reformbevægelsen er et udtryk for en spirende, islamisk, politisk teologi af iransk tilsnit. Den afspejler også, at dialogen mellem iransk-islamisk tænkning og vestlig, samfunds- og politisk filosofi er blevet modnet. Resultatet er en bevægelse, hvis mål er at tage de pluralistiske og demokratiske elementer i islam til indtægt. Kort sagt, så udfordrer de iranske dissidenters politiske teologi den totalitære islam og de gør sig til fortalere for en objektiv sækularisme, samtidig med at de ønsker at værne om islams åndelige arv og kulturelle identitet.