Til forsiden
Til forsiden
Grønirisk (Carduelis chloris)

Beskrivelse
Grønirisken er en kompakt, olivengrøn finke med et kraftigt næb og en ret kort hale. Hunnen er klædt i mere diskrete farver end hannen. Arten har desuden karakteristiske gule felter på vinger og hale. I yngletiden er hannerne særligt iøjnefaldende, idet de i deres sangflugt flyver omkring i cirkler med sommerfuglelignende vingeslag. Et iørefaldende element i den varierede sang er en langtrukket, snerrende lyd.

Levested
Grønirisken er naturligt udbredt i Europa, det nordvestligste Afrika samt i dele af Mellemøsten. Desuden findes introducerede bestande lokalt i Sydamerika og Australien samt på New Zealand. I Europa er arten stort set udbredt overalt på nær de allernordligste og de mest bjergrige områder i Skandinavien. På nær i enkelte store, åbne og træløse områder samt i nåleskovsplantager i Vest- og Midtjylland findes arten ligeledes overalt i Danmark. Grønirisken har tilpasset sig en lang række biotoper, men dens foretrukne er parcelhushaver og kirkegårde. Den højeste tæthed finder man i Storkøbenhavn.


Yngleudbredelsen opgjort ud fra DOFs landsdækkende kortlægninger i 1993-96.

De danske ynglefugle er overvejende standfugle, men nogle fugle trækker sydpå og overvintrer i Vest- og Sydeuropa. Forår, efterår og vinter besøges Danmark af en del skandinaviske fugle, visse år nærmest invasionsagtigt.


Relativ tæthed i yngletiden opgjort ud fra punkttællinger i forbindelse med atlasundersøgelsen 1993-96.

Føde
Artens føde består især af frø, knopper og bær, og så er den en meget almindelig gæst på de danske foderbrætter, hvor den foretrækker solsikkekerner. Ungerne fodres i starten med insekter.

Bestandsudvikling
Bestanden af grønirisk har gennemgået en positiv udvikling siden midten af 70'erne. Fra 1976 til starten af det nye årtusinde er bestanden således fordoblet. Grønirisken har i de senere år også indtaget byernes mere tætbebyggede dele.



Udviklingen i ynglebestanden (øverst) og vinterbestanden (nederst) opgjort ud fra årlige punkttællinger. Bestandsstørrelserne er angivet som indeks, hvor første optællingsår er sat til 100.


Foto: Tage Stampe


Foto: Poul Reib

Hør fuglens stemme

Fakta
Vingefang: 24,5-27,5 cm.
Længde: 14,5 cm.
Vægt: 25-34 g.
Kuldstørrelse: 4-6 æg
Antal kuld: 2
Rugetid: 13-14 dage
Ungetid: 13-16 dage

Ynglebestand
Ynglepar i 2000: 500.000-700.000
Udvikling 1990-2000: Fremgang
Ændring: 20%

Fredningsforhold
Rødliste: LC
Gulliste: -
Birdlife SPEC: E
Fugledirektivet: -
Jagttid: Fredet




Forrige artLink til denne sideNæste art