Jeg er i USA. Årsagen er, at jeg deltager i FN’s årlige generalforsamling. Folketinget sender hvert år MF’ere af sted for at følge generalforsamlingen og for at øge kendskabet til FN’s arbejde.

Generalforsamlingen foregår i FN’s hovedkvarter i New York. Når der ikke er møder og andre aktiviteter, så kan man kigge lidt på byen. I dag tog jeg undergrundsbanen til Harlem og gik en tur rundt i bydelen. Det er slående, hvor store forskellene er.

Man bliver hurtigt glad for sin høje skatteprocent i Danmark, når man sådan går rundt.
Det er bare ærgerligt, at Danmark lige så stille glider i retning af USA-tilstande.

Lad os tage sundhedsvæsenet som et eksempel.

Der er 47 millioner USA-borgere ud af en befolkning på ca. 280 millioner, der ikke har en sundhedsforsikring. I modsætning til det amerikanske system har det været kendetegnende for det danske sundhedssystem, at vi alle har ret til behandling uanset pengepungens størrelse.

Det offentlige sundhedssystem skal tilbyde den bedste behandling. Ellers vælger ressourcestærke grupper privathospitaler og sundhedsforsikringer. Konsekvensen bliver, at det offentlige sundhedssystem udhules, fordi der ikke er det samme pres for at sikre den bedste kvalitet.

Desværre bevæger vi os i øjeblikket i retning af mig selv-samfundet, hvor den enkelte forsikrer sig selv og sin familie, mens alle andre overlades til sig selv.

700.000 danskere har nu en sundhedsforsikring, hvor indbetalingerne kan trækkes fra i skat. Det er de bedst stillede i samfundet, der har disse forsikringer. Dermed er der tale om en ægte omvendt Robin Hood, hvor de fattige betaler for, at de rige springer ventelisterne over.

Privathospitalerne har gyldne tider. Indtil videre er det to procent af det offentlige sundhedsbudget, der er overført til private hospitaler og -klinikker. Men det er kun en begyndelse. Regeringens projekt er, at vi skal have flere profit-hospitaler. Hvorfor? Privathospitalerne er jo dyrere - der skal jo laves profit.
Det eneste logiske svar er: Liberalistisk ideologi står i vejen for den sunde fornuft.

Hvis jeg kunne bestemme, så fungerede det sådan her:

Det offentlige skal ikke bruge penge til privathospitaler og udhule økonomien i det offentlige sundhedsvæsen. I det hele taget skal der slet ikke være privathospitaler.

De fattige skal ikke betale for, at de rige kan springe ventelister over.

Vi skal have et offentligt og godt sundhedsvæsen - for alle.

Se Enhedslistens tema-side om sundhed: ”Sundhed til alle – ingen skal tjene penge på sundhed”

Vil USA angribe Iran? Og vil Danmark støtte det?

Det er to spørgsmål, som der desværre ikke kan svares klart NEJ til.

Forløbet op til Irak-krigen minder i stadig højere grad om det politiske spil, der nu udspiller sig i forhold til Iran.

Samtidig har USA allerede detaljerede planer for et militært angreb på Iran. Se fx denne glimrende Sunday Times-artikel fra 23. september 2007.

Tanken om et iransk fundamentalistisk præstestyre udstyret med atomvåben er en yderst ubehagelig tanke. Men spørgsmålet er, hvordan vi forhindrer Iran i at skaffe sig atomvåben. Her kan vi starte med at slå fast, at trusler om krig mod Iran kun gør et eventuelt iransk ønske om atomvåben større. Samtidig styrker krigstrusler fundamentalisterne over for de moderate kræfter i Iran.

Fogh-regeringens medvirken i Irak-krigen var en gigantisk historisk fejltagelse. Derfor bør regeringen melde klart og tydeligt ud, at Danmark ikke vil støtte eller deltage i et angreb på Iran.

Men det vil regeringen ikke. Det fremgår af nedenstående svar til mig, som jeg har fået mandag 24. september 2007.

Per Stig Møller vil kun gå så langt som at sige, at man ønsker konflikten løst med forhandlinger og at regeringen ikke kender til ”aktuelle planer” om et angreb. Men han giver ingen – ingen! – garantier om ikke at støtte USA i et militært angreb på Iran.

Jeg glæder mig til både Bush og Fogh ikke sidder ved magten længere. Hvis Iran i mellemtiden ikke er sluppet af med præsident Mahmoud Ahmadinejad, så er der i det mindste kun ham blandt de tre til at gøre verden mere usikker.

–

§ 20-spørgsmål nr. S 6139 stillet af Rune Lund (EL) 14. september 2007 til udenrigsminister Per Stig Møller:

»Kan udenrigsministeren bekræfte, at Danmark ikke vil støtte eller medvirke til et militært angreb på Iran, og har udenrigsministeren i så fald informeret den amerikanske regering om den danske regerings holdning?«

Svar mandag 24. september 2007:
”Regeringen arbejder for en løsning af sagen om Irans atomprogram via diplomatiske tiltag inden for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), FN og EU. Regeringen er ikke bekendt med aktuelle planer for angreb mod Iran eller Irans nukleare installationer. Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd indtil udgangen af 2006 arbejdede Danmark aktivt for, at Sikkerhedsrådet i bred enighed kunne lægge et gradvist øget pres på Iran med henblik på iransk efterlevelse af IAEA’s og Sikkerhedsrådets krav. Det diplomatiske pres bør fortsætte, samtidig med at døren til forhandlinger på basis af det omfattende forslag, som EU’s Høje Repræsentant fremlagde i Teheran i juni sidste år på vegne af EU, Kina, Rusland og USA, holdes åben.”

Det er den 11. september. Flyende drøner over himlen. Et angreb er i gang, og op imod 3.000 mennesker vil komme til at dø.
Vi er i Chile for 36 år siden, 11. september 1973, og USA’s efterretningstjeneste CIA støtter et kup mod den folkevalgte chilenske præsident Salvador Allende. Kuppet er ledet af general Pinochet, som efterfølgende bliver landets diktator. De følgende år dør omkring 3.000 personer, som bliver myrdet eller ”forsvundet”, fordi de er politiske modstandere af diktaturet.

Allerede den 27. juni 1970 udtalte Henry Kissinger - som på dette tidspunkt var præsident Nixons særlige rådgiver - på spørgsmålet om USA forhold til Allende-regeringen: ”I don’t see why we need to stand by and watch a country go communist because of the irresponsibility of its own people”, så kuppet kom jo ikke som en overraskelse.

11. september 2001, 28 år efter, var en forfærdelig katastrofe, og terror kan ikke fordømmes nok. Vi blev alle forfærdede over at se tvillingetårnene synke i grus.

Fællesnævneren for begge 11. september er, at kyniske magtmennesker vælger terroren som vej.

Men vi skal den stik modsatte retning. Krig og terror har aldrig ført noget godt med sig. Det kan man sige både i forhold til Chile og i forhold til alt det, som vi har været vidne til efter 11. september 2001 med krige i Irak og Afghanistan - og med mere overvågning og kontrol af borgerne, som ødelægger vores demokratier i kampen for at bevare demokratiet.

Vi skal søge fred, dialog og politiske løsninger. Terror og krig avler kun mere terror og krig.

8 terrormistænkte er blevet anholdt i København. Det er selvfølgelig forfærdeligt og forkasteligt, hvis nogen har planlagt terroraktioner i Danmark. Terror kan ikke fordømmes nok.

Samtidig bliver vi nødt til at se på, hvad der skaber terrortruslen. Noget kommer den jo af. Og jeg går ud fra, at alle kan se, at den ikke kommer ud af ingenting.

Vi kan jo lytte på, hvad PET har at sige i denne sammenhæng. Der er i dette tilfælde en bemærkelsesværdig sammenhæng med, hvad PET og jeg mener.

PET’s årsrapport for 2004-2005, som er udgivet i år 2006, siger: Danmarks militære engagement i Afghanistan og Irak har som tidligere nævnt også indflydelse på risikoniveauet for terrorhandlinger rettet mod såvel danske som udenlandske mål i Danmark samt danske mål i udlandet. Der er for tiden et generelt forhøjet trusselsniveau i den vestlige verden, herunder Danmark.

Så er det vist skåret ud i pap. Dem som står bag håbløse og tåbelige krige som i Irak og Afghanistan skaber ikke blot en usikker verden, de skaber også et usikkert Danmark. Intet kan undskylde terror. Men der er heller ikke noget, der kan undskylde katastrofale politiske beslutninger, der gøder jorden for terror.

Hvad siger han? Skulle det ikke være omvendt, altså: Op med tempoet – ned med lønnen? NEJ. Og slet ikke, når det er de offentlige ansatte, der er tale om. Hvis vi lige ser bort fra Thor Pedersen – en af landets rigeste mænd – som synes, at de offentligt ansatte tjener masser af penge, så er der vist ikke så mange andre, der synes dette.

De lavtlønnede ca. 456.000 offentligt ansatte – som sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger og politifolk - tjener for lidt. Deres løn bør til næste år stige med 2.000 kr. om måneden. Det vil koste 11 milliarder. Og hvad så? Det er peanuts – og det er investering i velfærd. Der vil samtidig mindst være et overskud på statens finanser næste år på 60 mia. kr. Der er råd til velfærd – penge er ikke problemet. Det er kun den politiske vilje, der mangler.

Vi kan dog også finde pengene andre steder. Hvis vi skærer forsvaret – som efterhånden ikke burde hedde andet end angrebet – ned med 75 procent næste år, så var der 15 milliarder ekstra i et hug.

Hvad vil du helst have: militær eller hjemmehjælpere? Jeg stemmer for hjemmehjælpere, hvad stemmer du?

Se Enhedslistens finanslovsforslag ved at klikke på linket “Enhedslistens finanslovsforslag” under “links”.

Tænk hvis Danmark var selvforsynende med vedvarende energi? Ville det ikke bare være fedt? Tænk, hvis vi ude i verden kunne sige: I Danmark har vi faktisk gjort os helt uafhængige af fossile brændstoffer.

Vi kan, hvis vi vil. Det er udelukkende et spørgsmål om politiske vilje. Og vi har jo ikke ligefrem alt for god tid. Hvis ikke vi tager nogle skridt til at nedbringe udledningen af drivhusgasser, vil koncentrationen af disse i atmosfæren kunne nå det dobbelte af det førindustrielle niveau så tidligt som i 2035 og give en temperaturstigning på over 2 grader, og i det lange løb vil der være mere end 50 procents risiko for, at temperaturstigningen vil overskride 5 grader. Det lyder måske ikke af så meget – men det svarer til den stigning i temperaturerne, der er sket fra den sidste istid og frem til i dag.

Der findes ingen mellemveje. Det endelige mål skal være 100 procent vedvarende energi. Og det kan godt lade sig gøre i løbet af 25 år.

Til resten af oppositionen vil jeg gerne sige: I må ikke lave en dårlig, slatten energi-aftale med regeringen. Hvis ikke der kan laves en aftale med regeringen om minimum 50 procent mindre Co2-udslip og minimum 50 procent vedvarende energi i 2025 – så skal der ikke laves nogen aftale.
Hvis ikke regeringen vil med på dette mål – hvad intet tyder på, de vil – så skal en samlet opposition sige nej til en aftale – og gøre klimapolitikken til et centralt valgkampsspørgsmål.

Hvor jeg er træt af de evige valgtrommer, der åbenbart hele tiden skal buldre løs. Hvorfor skal det være sådan i Danmark, at der kan udskrives valg før tid, når vi sagtens kan finde ud af at holde valg med faste intervaller – 4 år – når der er kommunevalg? De kan også godt finde ud af det i for eksempel Norge. Her er der kun valg til deres parlament - Stortinget - hvert fjerde år.

Det er udemokratisk, at den siddende statsminister kan bruge valgvåbnet på måde, som det bliver brugt i Danmark. Det ødelægger mulighederne for planlægning – og for demokratiets arbejde i det hel taget. Ulven kommer, ulven kommer – valget kommer, valget kommer. Og så drøner vi alle rundt som høns uden hoveder. Og når valget endelig udskrives, så er alle reklamesøjler i hele landet lejet ud til Venstre og Konservative i de 3 uger valget varer.

Ja, jeg ved godt, at argumentet for at kunne holde valg i utide er, at man skal kunne komme ud af en fastlåst parlamentarisk situation. Men det er bare ikke sådan, det bliver brugt. Fogh – og mange før ham – sidder og kigger på meningsmålinger og vælger valgtidspunktet ud fra det.

Lad os få valg hvert fjerde år – lad os droppe meningsmålingsdemokratiet. Jeg kan umuligt være den eneste, der har det sådan.