Er Helle Thorning Schmidt parat til en folkeafstemning om en ny EU-traktat? Det spørgsmål stillede jeg mig selv i morges over morgenkaffen. På bordet foran mig lå to aviser Politiken og Jyllands-Posten.

Først havde jeg læst Politiken. ”Thorning skifter EU-kurs” lød overskriften til en artikel, hvor Helle Thorning Schmidt siger, at det ikke kun skal være regeringens jurister, der skal afgøre, om vi skal have en folkeafstemning om en ny traktat: “Jeg synes, at det er vigtigt, at vi breder det lidt ud og anerkender, at det også er en politisk vurdering.”Herligt tænkte jeg straks. Men så læste jeg Jyllands-Posten. Her lød overskriften helt anderledes: ”S og V afviser folkeafstemning”. I artiklen siger Socialdemokraternes EU-ordfører Svend Auken, at Socialdemokraterne vil stemme imod SF’s forslag om en folkeafstemning. ”Vores holdning er, at skal det til afstemning nu, så stemmer vi imod det.”Hvad mener Socialdemokraterne egentlig? Er de parat til en folkeafstemning eller er det imod? Er Helle for og Svend imod? 

Efter at have tænkt lidt over det på vej til Christiansborg tror jeg nok jeg ved, hvor langt Socialdemokraterne er kommet i overvejelser. Helle Thorning Schmidt – og sikkert også Svend Auken – er enige med mig og SF i, at Folketinget må foretage en samlet politisk vurdering af, om vi bør sætte en ny EU-traktat til folkeafstemning.   

Men modsat SF er Socialdemokraterne så ikke færdig med at foretage en sådan samlet politisk vurdering. Derfor siger Svend Auken, at Socialdemokraterne ikke kan stemme for SF’s forslag om folkeafstemning, hvis det skal til afstemning nu, som han så præcist udtrykker det.  Socialdemokraterne er (endnu) ikke sikker på, at det er rigtigt med en dansk folkeafstemning. 

Hvis det er det, som Socialdemokraterne mener – bag den tilsyneladende indre uenighed – så synes jeg, det er helt i orden. Vi skal alle have tid til at tænke tingene igennem i så vigtige sager. 

Selv synes jeg nu ikke det er så svært eller indviklet at foretage denne politiske vurdering. Jeg synes i virkeligheden kun, at man behøver to overvejelser. For det første: Bliver den nye EU-traktat en traktat, der får væsentlig betydning for Danmarks og EU’s fremtid? For det andet: Er vælgerne dækket godt nok ind i denne sag ved at have sammensat det nuværende folketing? 

For mig er svarende på begge spørgsmål ganske klare. Ja, det bliver en vigtig og væsentlig ny EU-traktat. Nej, Folketingets nuværende sammensætning afspejler ikke nødvendigvis vælgernes holdning til den nye EU-traktat.  

Vi kender jo allerede nu alle de afgørende punkter i den nye såkaldte reformtraktat. Allerede på sidste rådsmøde enedes EU-landene om et sæt meget detaljerede retningslinjer for den nye traktat. Disse retningslinjer, der siden er blevet omsat til et konkret udkast til den endelige traktat. Alt tyder i dag på, at den nye EU-traktat vil indeholde langt hovedparten af de nye fælles spilleregler for, hvilket EU og hvilket Europa vi får i det kommende årti. Det bliver en ny EU-traktat, der får væsentlig betydning for det danske samfund.I Danmark har vi skabt en politisk tradition for, at der i forbindelse med dansk tiltræden til nye EU-traktater af væsentlig betydning for det danske samfund gennemføres en folkeafstemning, hvorigennem befolkningens indstilling kan komme til udtryk. Denne tradition er bl.a. skabt, fordi vi i spørgsmål om EU-traktater ikke kan være sikre på, at den politiske sammensætning af Folketinget afspejler befolkningens indstilling. Selv om vælgernes holdning til EU har ændret sig siden vi trådte ind i EF i 1972, har det ikke ændret grundlæggende på, at Folketinget ikke nødvendigvis afspejler vælgernes holdning til nye EU-traktater.Derfor synes jeg, vi skal have en folkeafstemning, og jeg håber meget, at både Helle Thorning Schmidt og Svend Auken når frem til den samme konklusion. Gør de det, skal vi såmænd nok finde en måde at få Anders Fogh Rasmussen med på vognen. 

En af statsminister Anders Fogh Rasmussens oftest gentagne sætninger er: “Der er ikke noget at komme efter.” Utallige gange har den lydt som svar på kritik og spørgsmål. Men nu er der endelig en situation, hvor statsministeren vedstår, at der var noget at komme efter. Jeg tænker på Dansk Industris forslag om skattelettelser til alle de 64-årige, der er i arbejde. Da Dansk Industri gik til Anders Fogh Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen var der noget at komme efter.

Da de økonomiske vismænd lancerede forslaget allerede i maj måned fremlagde forslaget, blev det kontant afvist af både V, K og regeringen.  Venstres chefstrateg Claus Hjort Frederiksen afviste på regeringens vegne forslaget med det principielle argument, at regeringen grundlæggende var imod alderbestemte fradrag. Samtidig advarede både Anders Fogh Rasmussen og skatteminister Kristian Jensen mod, at skattelettelser var økonomisk uansvarligt, fordi det ville føre til inflation og overophedning af økonomien. 

Dengang var der intet at komme efter for hverken økonomiske vismænd, DI eller DA.

Men så DI i offensiven for skattelettelser på ca. 1 mia til de ca. 10.000 64-årige, der fortsat arbejder, fik piben en anden lyd.  Anders Fogh Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen slog hælene sammen og begyndte at udskrive milliardchecken på skattelettelser til de 64-årige i arbejde.

Nu var der pludselig noget at komme efter for arbejdsgiverorganisationerne og alle de seniorer, der godt kunne bruge 100.000 kr. ekstra. Jeg har da allerede hørt fra folk, der er begyndt at glæde sig. Den ene ville bruge pengene til at købe den lejlighed i Berlin, han ikke havde haft råd til før. Den anden ville importere italiensk vin til vinkælderen.

Den tredje var den mest kreative. Hun var folkeskolelærer. Hun vil egentlig gerne ned i tid. Men hun synes ikke rigtig, at hun havde råd. Samtidig ville hun gerne være på fuld tid, når hendes tjenestemandspension om nogle år skulle udmåles. Men hvis hun vidste, at hun fik 100.000 foræret som 64-årige, hvis hun var på fuld tid de foregående år, kunne hun jo bare gå ned i tid, inden hun blev 60 og så tage et (afdragsfrit) lån i friværdien til at dække indtægtsnedgangen ind med. Lånet kunne jo så betales tilbage den dag, hun fik de 100.000 kr. i hånden.

Smart, tænkte jeg. Selv om resultatet desværre vil være, at folkeskolen fik færre undervisningstimer og ikke flere. Selv om der i den grad bliver brug for kvalificerede lærere i fremtiden.

Men for mange andre var der ikke noget at komme efter i Foghs skattelettelser. Jeg tænker først og fremmest på alle de fabriksarbejdere, håndværkere, sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, lærere osv., som måske gerne vil trappe gradvist af fra arbejdsmarkedet, men som ikke ser nogen mulighed for at holde til 37 timers arbejde, indtil de går på folkepension. De får ingen skattelettelse - heller ikke hvis de vælger at trappe gradvist af i stedet for at gå på efterløn, når de fylder 60 år. Men jeg tænker også på de ældre og de syge, der mangler flere medarbejdere til at give dem en ordentlig omsorg og pleje. De får jo ikke noget ud af, at nogen andre får råd til en lejlighed i Berlin eller 10 kasser rødvin fra Italien. Hjemmehjælpen, plejehjemmene og sygehusene får jo ikke bedre budgetter af den grund.

Derfor synes jeg, man skal bruge den milliard bedre og til gavn for bl.a. de syge og gamle. I stedet for at bruge 1 mia. kr. til skattelettelse på 100.000 kr. til de mere end 10.000 - typisk veluddannede - der i forvejen arbejder som 64-årige, vil SF give pengene til de offentlige arbejdsgivere, så de kan lade deltidsansatte, der ønsker det, gå op i tid. Jeg vil da foreslå, at der i særlig grad bliver givet penge til social- og sundhedsområdet, så vi kan skaffe mere tid til ordentlig omsorg og pleje for vores syge og gamle.

Forestil jer et valg. Enten vælger man regeringens vej og bruger man 1 mia. kr. til lejligheder i Berlin, italiensk rødvin, og hvad de 64-årige nu ellers kan finde på at veksle 100.000 kr. til. Eller også vælger man SF’s vej og bruger 1 mia. kr. til at lade deltidsansatte inden for bl.a. pleje og omsorg gå op i tid, hvis de ønsker det. Vælger man det første, får 10.000 danskere med den rigtige dåbsattest og fuldtidsarbejde en masse rare skattelettelser. Vælger man SF’s vej, får mindst 10.000 deltidsansatte opfyldt et ønsker om at arbejde lidt mere, og samtidig får hjemmehjælpen, plejehjemmene og sygehusene flere ansatte og dermed bedre tid til at give en ordentlig omsorg og pleje.

Nogle former for frygt kan være værre end andre. Venstres medlem af Europaparlamentet Karin Riis-Jørgensen indrømmer åbent, at hun lider af en af de slemme former for frygt: politikerfrygt for vælgerne.

Jeg tager hatten af for, at hun siger det åbent, at hun er modstander af en dansk folkeafstemning om den kommende EU-traktat af frygt for vælgerne. Kun en tåbe frygter ikke folkeafstemning om en ny EU-traktat, siger hun og henregner ikke sig selv til tåberne. Ifølge Karin Riis Jørgensen er det alt for svært at forklare borgerne, om man synes at et sæt nye spilleregler for EU er bedre eller dårligere end dem, man har i forvejen. Hun henviser bl.a. til erfaringerne fra folkeafstemningen om ØMU-en.

Jeg skal ikke kloge mig på Karin Riis Jørgensens erfaringer fra tidligere folkeafstemninger. Men for mit eget vedkommende synes jeg nu ikke, det har været så svært. Jeg siger ikke, at jeg kan overbevise alle om mit synspunkt. Men når jeg tænker tilbage på folkeafstemningen om ØMU-en, så synes jeg nu ikke det var så svært at få en god debat - og efter min mening et godt resultat: et nej til at ophæve det danske forbehold med at være i ØMU-en og indføre euroen.

Jeg tror, at Karin Riis Jørgensen forveksler tingene. Det er ikke svært at få en god debat om nye EU-traktater med borgerne. Men det kan nogen gange være svært at overbevise alle de vælgere, der måske på valgdagen stemmer på ens eget parti.  Sådan er det for de fleste politikere. Det er de færreste danske partier, der ikke har et vis gruppe vælgere, som har lidt andre holdninger til EU, end det parti de stemmer på. Men så er en folkeafstemning jo netop en god lejlighed til at høre disse vælgere og få en debat med dem.

Derfor var jeg glad - og overrasket - da Pia Christmas-Møller, den politiske ordfører for de konservative, i sidste uge pludselig erklærede sig enig med bl.a. SF om at kræve en dansk folkeafstemning om den kommende EU-traktat. Nu er jeg bare spændt på, om hun også har sine meningers mod, når Folketinget om kort tid skal diskutere det konkrete forslag om en dansk folkeafstemning, som SF i dag har fremsat i Folketinget.

Jeg er nok ikke den eneste, der ikke tror på, at det er fordi det nye EU-traktat er for uvæsentlig og banal til at sætte til folkeafstemning, at Anders Fogh Rasmussen og andre indtil videre afviser en dansk folkeafstemning. Jeg har i hvert fald mødt mange mennesker, som i stedet tror, at det er fordi Anders Fogh Rasmussen er bange for at møde vælgerne. Altså har det som Karin Riis Jørgensen: frygter at møde vælgerne i en folkeafstemning.

Men her tager de grundigt fejl. Karin Riis Jørgensen og Anders Fogh Rasmussens frygt for de danske vælgere er højest den næstvigtigste grund til, at de ønsker at undgå en dansk folkeafstemning. Den vigtigste grund er ganske vist frygt for vælgerne, men vel at mærke en endnu værre form for frygt: Frygt for andre landes vælgere.

Er du forvirret, så prøv at læse Thøger Seidenfaden i Politikens leder i lørdags. Han tør nemlig sige det, som danske politikere ikke kan og ikke må sige, nemlig: “Den virkelige grund til, at ja-partierne ikke ønsker en folkeafstemning, er hensynet til andre lande og til helheden i EU.(….)Det, der skete på det sidste EU-topmøde, var, at EU’s ledere endelig indså, hvor uegnet folkeafstemningsinstrumentet er i en sag, der vedrører ikke 1, men 27 lande på én gang. Det har de ikke sagt højt og tydeligt, men det er den politiske realitet.”

Jeg tror desværre, at Thøger Seidenfaden har grundlæggende ret. Ikke i, at folkeafstemninger om EU-traktater pr. definition er en dårlig idé, som Thøger Siedenfaden selv i parentes har ment i årevis. Men i, at EU’s ledere har arbejdet sig frem til en indre forståelse om at undgå folkeafstemninger.

Logikken i EU-ledernes politiske forståelse er følgende. Først sørger det tyske formandsskab omhyggeligt for at fjerne de punkter i forfatningstraktaten, som nødvendiggør en folkeafstemning i et eller flere EU-lande. Så giver de andre åbent eller skjult hånd på, at de går hjem og gøralt for at undgå folkeafstemninger.

Storbritanien skulle f.eks. have en række konkrete fortolkninger og undtagelser, før man ville love de øvrige EU-lande at undgå en folkeafstemning. Dem fik Storbritanien så, og nu afviser Gordon Brown pure at holde en britisk folkeafstemning.

I Danmark var det suverænitetsafgivelse på 9 (i øvrigt ikke særligt vigtige) områder, som nødvendiggjorde, at Danmark skulle ratificere traktaten efter grundlovens § 20. Denne paragraf siger, at Danmark kan afgive suverænitet i nærmere bestemt omfang, hvis mindst 5/6 af Folketingets medlemmer stemmer for. Hvis flertallet er mindre, skal den danske ratifikation sættes til folkeafstemning.

Hvis bare ét af de 9 punkter fra forfatningstraktaten havde været med i den nye EU-traktat, havde vi efter al sandsynlighed været tvunget til en dansk folkeafstemning af Grundlovens bestemmelser. Derfor fjernede det tyske formandsskab pludselig - og angiveligt uden krav fra Anders Fogh Rasmussen - alle 9 punkter fra den nye traktat.

Hokus - politisk fokus. Nu er det pludselig et flertal i det danske Folketing, der bestemmer, om Danmark skal ratificere den nye EU-traktat. Og nu er det ligeledes et flertal, der bestemmer, om en vedtagelse i Folketinget skal sendes ud til dansk folkeafstemning.

De andre EU-ledere gav således Anders Fogh Rasmussen muligheden for at undgå en dansk folkeafstemning, og til gengæld forventer de givetvis, at han undgår en dansk folkeafstemning, hvis det er politisk muligt. 

Indtil nu har statsministeren med støtte fra S, K og RV levet op til de andre EU-lederes forventninger.

Men betyder en dansk folkeafstemning eller ej da så meget for de andre EU-lande? Nej, siger jeg. Det må da være den danske beslutning, der er vigtig. Ikke, hvordan vi når frem til den. Det skulle man i hvert fald tro. Men sådan tænker en række EU-ledere og udenrigsministre bare ikke. De er tværtimod overbevist om, at der gælder en slags Domino-teori. Falder én Dominobrik, dvs. bliver der folkeafstemning i ét land, så falder en hel masse andre brikker. Holder Danmark folkeafstemning, så kan hverken Storbritanien eller Holland undgå at gøre det samme, lyder teorien.

Jeg tror som sagt ikke på teorien. Og selv om jeg gjorde, så ville jeg ikke lade frygten for, hvad engelske, hollandske eller polske vælgere kan finde på, styre min holdning til en dansk folkeafstemning.

Den kommende traktat vil efter al sandsynlighed være så væsentlig og vigtig, at det eneste rigtige vil være at følge den politiske tradition i Danmark for at sætte væsentlige nye EU-traktater til folkeafstemning. Det synes jeg er det rigtige - uanset om man vil selv vil stemme ja eller nej til den nye traktat.

Derfor er jeg i dag medforslagsstiller på SF’s forslag om en dansk folkeafstemning om den nye EU-traktat. Måske skulle jeg spørge Pia Christmas-Møller, om hun vil være medforslagsstiller?

Nåh, nej. Hun vil vist hellere være politisk ordfører for de konservative.

Kan man producere hjemmehjælp på samlebånd? Det er der åbenbart nogle embedsmænd i Københavns kommune, der mener.  I hvert fald har socialborgmester Mikkel Warmings (EL) embedsfolk foreslået at spare på hjemmehjælpen til  handicappede, psykisk syge og misbrugere ved at gøre hjemmehjælpen til disse tre ganske forskellige grupper til én stor samlebåndproduktion. Social- og sundhedsarbejderne skal ikke længere være gode til f.eks. at give hjemmehjælp til psykisk syge, men skal for fremtiden hjælpe en psykisk syg det ene øjeblik og en time senere være ude at hjælpe en sklerosepatient.

Når socialborgmesterens embedsfolk kan tænke sådan, må det skyldes, at de tænker på hjemmehjælp som noget, der kan produceres hurtigt, effektivt, ensartet og mekanisk - som på samlebånd - uanset hvem modtageren er.

Sådan ser jeg ikke på det, og sådan ser social- og sundhedsarbejderne i Københavns kommune heller ikke på det. De protesterer og strejker i protest mod at skulle overgå til samlebåndproduktion af hjemmehjælp. “Det kan umuligt lade sig gøre,” siger social- og sundhedsarbejdernes fællestillidsmand, Jens Flyvholm. “De forestiller sig, at den samme person skal aflægge besøg hos en handicappet med Sklerose og en psykisk syg. Der er ingen, der er uddannet til at tage sig af begge typer af klienter,” siger han.

Men hvorfor kan det komme dertil, at nogen overhovedet kan forestille sig, at hjemmehjælp er den samme samlebåndvare, uanset om modtageren er psykisk syg, misbruger eller sklerosepatient?

Jeg tror, at det grundlæggende skyldes, at VK-regeringen har gradvist forvandlet hjemmehjælpen til noget, hvor det er logisk at tænke i samlebåndproduktion.

Gennem de senere år har regeringen gang på gang indprentet kommunerne, at de skal tænke og organisere hjemmehjælpen som ‘en serviceydelse’. Det vil sige som et serviceprodukt, som kommunen skal sørge for at få leveret til de borgere, der har fået ydelsen visiteret. 

Regeringen har samtidig tvunget kommunerne til at lave en mur mellem dem, der skal afgøre, hvem, der skal have hvor meget hjemmehjælp på den ene side og på den anden side dem, der giver hjemmehjælpen. Det betyder et system, hvor de, der kommer ud og hjælper den psykisk syge eller sklerosepatienten, får besked på at levere nøjagtig den hjælp, som visitationen har bestemt. Èt bestemt mix af serviceydelser. Hverken mere eller mindre.

I dette system er der ikke meget officiel plads til at tilpasse hjælpen til den enkelte borgers behov. Mange social- og sundhedsarbejdere har ganske vist i det daglige gjort det alligevel. Men med den stadigt mere afmålte tid og hele stopurstyrannitet er det blevet sværere og sværere at få tid til de individuelle hensyn i hjemmehjælpen. Der er ikke længere ret meget tid og ret mange muligheder for at fornemme ‘dagsformen’ hos den psykisk syge eller sklerosepatienten og så tilpasse ydelsen efter det. Der er sjældent tid til mere end de standardydelser, der står på arbejdssedlen.

Hvis ikke den sidste rest af individuelle hensyn skal gå fløjten, er det helt afgørende, hvor godt social- og sundhedsarbejderne kender sine borgere og kender til arbejdet med bestemte grupper af borgere, som f.eks. psykisk syge eller misbrugere. 

Derfor er jeg også helt sikker på, at det er altafgørende for en ordentlig hjemmehjælp til psykisk syge, misbrugere og handicappede i Københavns Kommune, at social- og sundhedsarbejderne også i fremtiden får lov til at arbejde med netop de grupper af borgerne, som de har lyst til, viden om og erfaring med. Lad os for alt i verden undgå samlebåndet.

Pia Kjærsgaard plejer at være klar i mælet. Men i går var hun og Kristian Thulesen Dahl ualmindeligt vævende, da de skulle præsentere deres krav om bedre løn for bl.a. plejepersonalet.

I starten var det klart nok. DF ”ser højere løn indenfor specielt social- og sundhedsområdet som en nødvendighed, hvis vi skal fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere.” Helt enig.

Men så skal jeg ellers love for, at det bliver tåget og uklart. I næste sætning i DF’s finanslovsforslag ”opfordrer” DF fagbevægelsen til ”at være konstruktive i forhold til, at dette også kan omsættes i praksis. Evt. gennem et særligt omsorgstillæg, som kan honorere de, som arbejder med mennesker – specielt i udsatte situationer - bedre.”

Hvad betyder det nu? Betyder det, at DF – sammen med fagbevægelsens venstrefløj - opfordrer fagbevægelsen til at bryde den økonomisk ramme for lønstigninger, som DF selv sammen med regeringen har vedtaget i Folketingets finansudvalg i forbindelse med økonomiaftalerne med kommunerne? Næppe – selv om det kunne lyde sådan.

Men kan det vel kun betyde, at DF opfordrer fagbevægelsen til at holde sig inden for den snævre ramme, som DF selv har været med til at vedtage, for i stedet at lade pædagoger, pædagogmedhjælpere, gartnere, brandmænd, osv. nøjes med meget lave eller slet ingen lønstigninger for at der kan blive råd til et omsorgstillæg til social- og sundhedsassistenterne og sygeplejerskerne?

Men nej. Så dumt er det nok alligevel heller ikke. For Pia Kjærsgaard siger jo selv, at den ramme, som hun selv har været med til at afsætte med økonomiaftalerne med kommunerne er for lille. Ja, hun har tilmed sat tal på, hvor meget der mangler, før de ansatte i social- og sundhedssektoren kan få en ordentlig løn. DF siger selv, at det er nødvendigt med et ekstrabeløb ”i størrelsesordenen 5 mia. kr. over ca. 5 år”.

Det er da en (selv)erkendelse. Men tallet er underligt uklart. ”5 mia. kr. over 5 år.” Når Thor Pedersen eller Anders Fogh Rasmussen siger sådan, så tænker de på en pulje, hvor der i gennemsnit kan bruges 1 mia. kr. hvert år i de næste 5 år. Og det er åbenbart også det, Pia Kjærsgaard tænker på, når hun foreslår, at der i 2008 afsættes den første 1 mia. kr.

Men så er det jeg spørger: Skal medarbejderne i social- og sundhedssektoren kun have mere i løn de næste 5 år? Så vil de da med garanti føle sig snydt – og flygte væk til bedre lønnede jobs i 2013, hvor vi virkelig har brug for dem alle sammen. Foreslår Pia Kjærsgaard virkelig en pose med 5 mia. kr. til en ekstra løncheck de næste 5 år og så ikke mere? Det er da at holde folk for nar.

Men desværre ser det ud til at være det, der gemmer sig bag Pia Kjærsgaards uklare udtalelser. Men det er jo ikke sikkert, at det dunkelt talte dækker over det dunkelt tænkte. Så jeg må nok hellere sende hende en mail og spørge hende om, hvad hun virkelig mener.

For hvis det nu skulle vise sig, at hun har bedre tanker end tale om, hvordan vi får sikret et lønløft til de lavtlønnede i bl. a. social- og sundhedssektoren, så kunne det jo være, at hun og jeg skulle gøre fælles sag. Godt nok har vi ikke flertal sammen. Men vi kunne jo lave en arbejdsdeling. Jeg skal nok få Helle Thorning, Vestager og Enhedslisten med, hvis hun kan få Thor og Fogh med. Så kan Nasar og Bendtsen mumle om lavere topskat henne i en krog.

Gad vide om Eva Kjer Hansen er blevet fyret som socialminister, fordi hun havde én liberal mening lidt for åbenlys i lidt for lang tid. Jeg tænker selvfølgelig på dengang, socialministeren gjorde sig til talskvinde for større ulighed, fordi det ville skabe mere dynamik i samfundet.

Hun sagde bl.a.: ”Lad de rige blive rigere, så det kan skabe dynamik og komme hele samfundet til gode. Min socialpolitik handler om, at folk, der kan og vil, skal tjene gode penge, for det kan skabe arbejdspladser og skatteindtægter. Hvis det betyder, at skellet bliver større, gør det ikke noget.”

Det syntes statsminister Anders Fogh Rasmussen var rigtigt dumt sagt. ”Jeg er ikke enig i den måde at udtrykke det på, at vi skal være ligeglade med, om der bliver større ulighed i samfundet. Jeg ønsker et samfund, der hænger godt sammen, og det betyder også, at der ikke bør være for stor økonomisk og social ulighed.”

Anders Fogh Rasmussen har ganske vist ikke noget imod social og økonomisk ulighed. Den skal bare ikke være for stor. Som han selv udtrykte det i Information den 23. september 2005.:”Jeg ønsker et sam­fund, der hænger godt sammen og det betyder også, at der ikke må for stor økonomisk og social ulighed.”

Nu får Eva Kjer Hansen så måske en fyreseddel, fordi kom til at lufte den slags liberalistisk børnelærdom højt på det forkerte tidspunkt.

I hele perioden fra dengang, Anders Fogh Rasmussen bad Eva Kjer Hansen om at stoppe hyldesten til uligheden, og frem til fyresedlen har både Eva Kjer Hansen og Anders Fogh Rasmussen fortsat en politik, der i praksis skaber øget ulighed i dette land. Uligheden er blevet større og større. Indkomstulighederne er steget. Langt de største skattelettelser er blevet givet til de højeste indkomstgrupper, mens de laveste indkomster stort set ingen skattelettelser har fået. Den sociale ulighed i sundhed er voksende.

Desværre er der ingen forlydender om, at regeringens ulighedsskabende politik har fået fyresedlen.

Så Karen Jespersen kan roligt regne med, at øget ulighed også er en del af hendes jobbeskrivelse. Bare hun ikke bralrer alt for højt ud med det. Gad vide om, fru Jespersen kan leve op til det.

Så fik vi endnu et eksempel på, hvor lidt Pia Kjærsgaard bestemmer dansk politik.

Pia Kjærsgaard nægtede at diskutere skattelettelser, før velfærden var i orden. Men alligevel tvang Bendt Bendtsen hende til at bruge næsten ti milliarder på skattelettelser, uden at hun af den grund fik hverken højere løn til social- og sundhedsassistenterne eller flere ansatte og mere tid til omsorg i ældreplejen. Et klart nederlag til Pia Kjærsgaard. Og en sejr til Bendt Bendtsen.

Da Pia Kjærsgaard så først var trukket med til at uddele skattelettelser uden velfærdsforbedringer, afviste hun pure at bruge af de ti mia. kr. til at lade de høje indkomster slippe med mindre i topskat. Og hvad skete der så? Bendt Bendtsen tvang hende til en aftale, hvor lige præcis de høje indkomster med topskat får større skattelettelser end andre. Nederlag til Pia? Indlysende.

Så var der pensionisterne, Pia Kjærsgaards mærkesag. Pensionisterne skulle sandelig ikke snydes for skattelettelser, som regeringen foreslog. Og da slet ikke, når de samtidig kunne se frem til energiafgifter, der steg år for år. Og hvad fik Pia Kjærsgaard ud af sin indsats for pensionisterne? Groft sagt kun en lang næse. Ligesom pensionisterne. En mindre forhøjelse af folkepensionen og så et lidt højere personfradrag (som alle andre). Så lidt indflydelse havde Pia Kjærsgaard, da det gjaldt hendes mærkesag.

Men Bendt Bendtsens krav om, at færre skal betale topskat i fremtiden. Det fik hun da jordet? Gjorde hun ikke? Nej. Tværtimod. Det var Bendt Bendtsen, der tvang Pia Kjærsgaard til korset. Pia Kjærsgaard bøjede sig og indgik en skatteaftale, hvor Bendt Bendtsen kom igennem med, at grænsen for topskat med noget nær tyngdelovens sikkerhed skal sættes ekstraordinært op de kommende år. Nye titusinder skal slippe for topskat, og alle dem, der betaler topskat skal betale mindre i topskat i de kommende år. Det er jo den eneste måde, man kan gennemføre skatteforligets bestemmelse om, at der ikke må komme en større andel af topskatteydere i de kommende år, når flere og flere kommer til at tjene mere end 365.000 kr. om året. . Så endnu et håndklæde i ringen fra Pia Kjærsgaard.

Sandheden er altså, at Pia Kjærsgaard blev overtrumfet af den Bendt Bendtsen, som næsten alle medier har udskreget til en taber og en ynkelig formand, der ikke havde styr på sit bagland. At tabe til en taber: Det må da siges at være at bestemme meget lidt i dansk politik.

Da Thor Pedersen sidste år præsenterede finansloven, sagde han at vi havde råd til at købe hele verden. I år går det ifølge Thor Pedersen endnu bedre.

Men denne gang havde Thor Pedersen åbenlyst fået klar besked på at holde sig til finanslovens talkolonner og undlade enhver snak om, hvad vi nu kan købe. Det kunne ellers have været spændende at høre. Derfor havde jeg sådan håbet, at en af journalisterne ville have spurgt, om hvad vi nu kan købe. I finansloven kunne jeg jo læse, at Thor og regeringen i hvert fald ikke synes, at der er råd til hverken mere i løn til social- og sundhedsassistenter eller til at ansætte flere af dem, så de får bedre tid til en ordentlig omsorg.

“Endeløse rækker af tal og sort snak for resten af penge.” Det er de to ting, der har stået på Thor manuskript, da han startede pressemødet om finansloven. Sådan tænkte jeg, da jeg så hans fremlæggelse.

På Christiansborg er der mange, der har talt om Thors evner til at tale sort. Derfor kunne jeg heller ikke lade være med at spørge ham selv, da jeg mødtes med ham den anden dag: “Hvor har du lært at blive så god til at tale sort?”.

“Det er et naturtalent,” svarede Thor kvikt med et grin. Den køber jeg. Både det rappe svar og indholdet.

Thor Pedersen har virkelig et naturtalent på det område. Tænk bare på hans retoriske spørgsmål om plejepersonalets løn: ” En sygehjælper tjener i gennemsnit 27.000 kroner om måneden med det hele. Er det en dårlig løn?”  (Politiken den 27. august)

Det er da sort snak, så det gør noget. Først at påstå, at en almindelig sygehjælper tjener 27.000 kr. om måneden. En løn, der for de allerfleste sygehjælpere er en ønskedrøm langt fra hverdagens lønsedler. Og så dernæst at stille det som et retorisk spørgsmål, om en drømmeløn på 27.000 kr. er en dårlig løn for en sygehjælper. Hvad skal sygehjælperen svare på et sådant spørgsmål fra drømmeverdenen? “Fint med mig, Thor. Vil du ikke lige sørge for, at tallene bliver rettet på min lønseddel?”

Jeg tror på, at Thor Pedersen har et naturtalent for sort snak. Men jeg tror altså også, at det hjælper gevaldigt, at han ikke er hæmmet af at kende så mange social- og sundhedsassistenter.  Det må være lettere at snakke sort, når man ikke er hæmmet af indsigt i virkeligheden ude på plejehjemmene og sygehusene.

Jeg håber virkelig, at Thor Pedersen får tid til at kigge på nogle af de mange lønsedler, som social- og sundhedsassistenter i disse dage faxer ind til ham, så han ved selvsyn kan se, hvad der står på virkelighedens lønsedler. Selv om det risikerer at ødelægge hans naturtalent for at snakke sort!