Bizar knallertfilm er alt andet end kedelig

En sommerdag ser man 12 mindre og især mere antikvariske knallerter slingre over den gamle Lillebæltsbro.

De styres af lige så mange fynske fyre, der er i begyndelsen af tyverne og egentlig er ude over knallertalderen.

Men de har nu en gang valgt, at i deres broderskab, De Vilde Hjerter, er knallerten for en drenget mand, hvad hesten er for en ægte cowboy.

Dusinet af knallertkørere er på vej væk fra hjembyen, Odense. Eller »Danmarks røvhul«, som de kalder byen.

Danske knallerthjerter
De skal ud på en tre uger lang odyssé fra Fyns største by, gennem det sydlige Jylland og Tyskland for til sidst at nå frem til en by i det polske Pommern.

Dér venter nogen på at se de danske knallerthjerter opføre et show, som de 12 kammeraters præsident har sørget for at arrangere.

Hvad det show går ud på, eller hvem et eventuelt publikum kunne være, forbliver en gåde i Michael Noers dokumentariske, underholdende roadmovie om De Vilde Hjerter fra Fyn.

For man fornemmer ret hurtigt, at drengerøvenes præsident til sin egen sukkende ærgrelse ikke har magt, som han har agt.

Dinglende nosser
Han ønsker sig et kammeratskab, hvor man øver sig på det aftalte show og i det hele taget bruger tid på at snakke om vigtige ting rundt om lejrbålene i de skove, hvor et interimistisk telt bliver slået op på vejen til Pommern.

Det meste af resten af broderskabet vil hellere lege noget i retning af Carl Mar-Møller X 10. Altså smide tøjet. Fise nøgne omkring et bålsted med dinglende nosser. Besøge sexshopper lige syd for grænsen. Højtideligt brændemærke et medlem ad gangen på alt fra brystkasser til inderlår med broderskabets symbol – et hjerte.

Og samtidig, det spiller en stor rolle, drikke igennem, som om det er den sidste tår. Inden man bliver voksen. For at huske, hvad frihed og ungdom og kammeratskab er.

Flækket balde
Nogen moden, civiliseret mening med galskaben er der vel ikke i ’De Vilde Hjerter’. Men der viser sig at være en kammeratlig ømhed og en kollektiv omsorg, der for begge deles vedkommende får nogle knubs undervejs.

Uden at bukke under. For ’Kid’, ’Vrån’, ’Præst’, ’Skrål’, ’Trut’ og alle de andre medlemmer med personligt valgte knallertbandenavne holder sammen, når en af dem flækker en nøgen balde på en glaslampe, og en anden viser sig at være dedikeret til fællesskabet, fordi han er rigtig glad for andre nøgne mænd.

Forførende galskab
Michael Noer har tidligere lavet rørende dokumentarfilm om en stor dreng anbragt i familiepleje og et kærestepar på Vesterbro.

’De Vilde Hjerter’ er måske nok mere underholdende og forbløffende end egentlig bevægende, men den virker som biograffilm i fuld længde.

Man keder sig kun et enkelt øjeblik, når de rituelle brændemærkningsscener gentages 20 sekunder for meget.

Ellers er filmen forførende, fordi Noer har en fantastisk historie på hånden og konsekvent bruger roadmoviegenren til at fortælle denne her utrolige historie om 12 mænd, der kører på knallert fra Fyn til Pommern.

Et brag af en tur
Også lydsporet er med til at gøre filmen velfortalt. Det gælder gamle danske vers som »jeg vil bygge en verden og helt for mig selv, hvis du vil, kan du godt være med«. Og det gælder tyske kuriosa som et nummer med omkvædet »spas wir haben, viel spas«.

Knallertkørerne i filmen er vilde. De vil have det sjovt. De ligner slukkede lys, når det pøser ned fra himlen over deres køretøjer og regnslagsdækkede styrthjelme.

Men de tager, hvad der kommer, og for de ældstes vedkommende afslutter de også ungdommen med et ordentligt brag på denne her tur.

Hvor de stryger ad Pommern til. Af det stof har Michael Noer skabt en film, som er biografegnet, alt andet end kedelig og indimellem grænseoverskridende nøgen. Endda også i bogstavelig forstand.