»Folk skal ikke bare kunne komme ind, røre ved alting, ødelægge det og så gå igen. Åh nej da,« siger Bijan Pakzad, ejer af Bijan, en tøjbutik, hvor kunder må søge om en aftale på forhånd.

2.10.2009 tekst: Julie S. Werenskiold

Her handler verdens mægtigste mænd

ShoppingSkal det være et sengetæppe til 1 mio. kr.? Eller et signeret slips i begrænset oplag? Når sultaner, præsidenter og klodens mægtigste forretningsmænd skal forny garderoben eller have nyt interiør til villaen, besøger de gerne Bijan Pakzad i Los Angeles.

Der står en Rolls-Royce i solskinnet uden for forretningen Bijan i butiksgaden Rodeo Drive i Beverly Hills. I ruden står der »Kun efter aftale.« Døren er låst. Indenfor sælger verdens mægtigste mænd håndlavede kashmirjakkesæt, løveskindsjakker og pistoler i guld.

Jeg vil nødig lyde snobbet, men for at være på min kundeliste skal man have en indtægt på 1 mio. dollar om måneden – efter skat 

»De fleste af mine kunder er dollarmilliardærer. Jeg vil nødig lyde snobbet, men for at være på min kundeliste skal man have en indtægt på 1 mio. dollar om måneden – efter skat,« siger Bijan Pakzad, en mand der er kendt for sit prangende ego.

Læs også:
Danmarks mest magtfulde mænd under 40 år
Enevældig dronning med 7 mio. undersåtter

Nu står han her ved foden af en massiv mahognitrappe i sin forretning. Over ham hænger en lysekrone, som han siger koster 13 mio. kr. Bag ham hænger et Fernando Botero-maleri, der viser et par i rundbue-stil, og som er 14 mio. kr. værd og bærer titlen »De rige«.


Skandinaviske mænd er ifølge Bijan Pakzad langtfra velklædte. De burde – hvis de altså har pengepungen i orden – aflægge ham et besøg i LA

Et kort sekund trækker Bijan Pakzad på smilebåndet: »Jeg plejer at kalde det »de sjofelt rige«.

Ved siden af en krokodilleskindsjakke til 617.000 kr. har Bijan Pakzad placeret et sølv-indrammet fotografi af sig selv og mexicaneren Carlos Slim Helú, der af Forbes Magazine rangerer som verdens tredjerigeste mand.

Andre billeder viser ham sammen med Arnold Schwarzenegger, Vladimir Putin, Tony Blair og kejseren af Japan.

»Jeg husker dengang, præsident George H.W. Bush tilbragte tre kvarter i butikken. Hans sønner, George, Jeb og deres børn er alle mine meget gode venner,« afslører designeren, idet han går forbi italienske antikviteter, et sværd fra Napoleons tid og en løveskindsjakke til en pris af 195.000 kr.

Bliver du skræmt af de mægtige kunder?

»Aldrig. Det er jo mig, der hjælper dem. Jeg er deres mentor. Netop derfor udstyrede jeg engang sultanen af Brunei med tøj til en værdi af 4 mio. dollar.«

Bijan Pakzad var fløjet til New York i sit private jetfly for at møde sultanen.

»Dit tøj er forfærdeligt. Du har brug for nyt,« sagde han til sultanen under audiensen.

Dette tillod han sig i betragtning af sin uangribelige smagsekspertise.

»Jeg elsker detaljer. Måske er min store fejl, at jeg er for perfekt. Jeg elsker perfektion,« siger Bijan Pakzad, der beskriver det »at bruge samme cologne som sin chauffør« som et udslag af typisk »dårlig smag.«

I denne butik er der aldrig udsalg. Designer og butiksejer Bijan Pakzad har »kun 20.000 kernekunder.« »Jeg regner med, at kun en tiendedel af verdens rigeste har råd til at shoppe hos mig,« siger designeren, der selv er multimillionær, jetfly-ejer og bilsamler.

Bijan Pakzad blev kendt ved at placere reklameplakater over hele Los Angeles. Som regel med teksten »Verdens dyreste herretøj« – en påstand der hidtil er ubestridt af andre designere. Engang lejede han Bo Derek som model, flettede diamanter for 120 mio. kr. ind i hendes hår og placerede bevæbnede vagter uden for hotelværelset, hvor hun sov.

Siden har han klædt Tom Cruise, Steve Wynn, David Geffen, Michael Ovitz, John Kerry, Jay Leno, prins Charles og forskellige medlemmer af den saudiarabiske kongefamilie på.

»De fleste mennesker har ingen forståelse for, hvilket slags liv mine kunder fører. En af dem har 40 ansatte i huset, og samme person købte engang tøj for 1,8 mio. dollar i løbet af et besøg,« siger Bijan Pakzad.

Han tager også imod specialbestillinger. Da Ronald Reagan f.eks. ønskede sig »noget varmt« til brug på familiens ranch, syede Bijan Pakzad jeans med sømme af mink. En anden kunde bestilte et sæt med smalle striber i 24 karat guld, og en europæisk konge fortalte i forbifarten, at han var »træt af at give vennerne Rolls-Royce-biler som gave.« Derfor designede Bijan Pakzad en pistol i guld.

Da Ronald Reagan f.eks. ønskede sig »noget varmt« til brug på familiens ranch, syede Bijan Pakzad jeans med sømme af mink 

»Det er ikke noget drabsvåben, men et samlerobjekt,« sagde han dengang:

»En gave fra én konge til en anden.«

Han retter diskret på kraven på sin gule kashmirjakke og holder et silkeslips frem med et prisskilt på 16.000 kr. Slipset er nummereret og sælges i et begrænset oplag på kun otte eksemplarer.

»Jeg regner ikke dem, der kun ønsker at købe et slips eller et par sokker, for at være kunder. Min kunde er en mand, som netop har smidt 15 hvide skjorter væk og siger, han trænger til nye.«

Bijan Pakzad er ikke just en beskeden mand. I sit hjem skilter han gerne med alle de berømtheder, han tæller blandt sine venner - herunder Arnold Schwarznegger, der er stamkunde

Bijan Pakzad vælger bomuld i Egypten, henter silke fra Kina, tweed fra England og får andre til at fremskaffe verdens kostbareste naturfibre, f.eks. vicuna-uld fra lamaer på fjeldtoppene i Peru.

Tøjet sys i Italien og først i Bijan Pakzads egen størrelse. På den måde tjekker han stoffernes kvalitet.

Hvor meget koster en komplet garderobe?

»En million dollar om året. Men prisen kommer selvfølgelig an på, hvor mange boliger man har. I Monaco er der brug for én garderobe, i London har man brug for mere pels og læder. Los Angeles er helt anderledes end London og Dubai o.s.v.«

Selv har han boliger i Beverly Hills, New York, Milano og Firenze. Han tilføjer ubeskedent:

»I min bilsamling har jeg Ferrari, SLR McLaren, Bentley og Rolls-Royce. Jeg har seks andre biler, som jeg opbevarer på mine forskellige residenser.«

Over butikkens vinkælder hænger en kashmirfrakke kantet med russisk zobel til over 300.000 kr. En kåbe i alligatorskind koster 650.000 kr., mens sengetæpperne i pels fra chinchilla-gnaveren går for over 1 mio. kr 

Bijan Pakzad er oprindelig søn af en velstående stålfabrikant i Iran og gik på kostskole i Schweiz, hvor han siden studerede design. Han fik sin første million dollar af sin far og åbnede en luksusbutik i Teheran, men ville »noget mere« end at klæde shahen og jetsetterne i Mellemøsten på.

»Jeg ville være blevet en succes hvor som helst i verden, men Amerika bød på en mulighed for at vise min gode smag. Mænd i Los Angeles klæder sig i shorts og vindjakke, og jeg ønskede at introducere dem til en mere klassisk, europæisk stil.«

Engang købte sultanen af Brunei – ifølge The Los Angeles Times – specialvarer fra Bijan for 63 mio. dollar. For at fragte parfumerne og tøjet fra Los Angeles og hjem måtte sultanens private Boeing 747 flyve frem og tilbage fire gange.

Over butikkens vinkælder hænger en kashmirfrakke kantet med russisk zobel til over 300.000 kr. En kåbe i alligatorskind koster 650.000 kr., mens sengetæpperne i pels fra chinchilla-gnaveren går for over 1 mio. kr. Ingen af dem er købt af skandinaver. Og ifølge Bijan Pakzad er skandinaviske mænd heller ikke lige præcis kendte for deres stil – med undtagelse af f.eks. den norske rigmand Kjell Inge Røkke.

»Jeg klædte Røkke på i mange år. Jeg havde fornøjelsen at møde ham i New York, og designet klæder ham. Han er en vældig flink, intelligent gentleman og en mand med god smag.«

Da en af Bijan Pakzads kernekunder blev træt af at give Rolls-Royce-biler væk som gaver, fandt han på denne lille gimmick: En pistol med guld og diamanter.

Enkelte må nøjes med mere begrænsede indkøb end den norske erhvervsmand. Lidt mut forklarer Bijan Pakzad, hvad der er minimum for en nogenlunde ambitiøs forretningsmand: Tre eller fire nye sæt om året, ét lyst og ét mørkt, et halvt dusin skjorter i forskellige farver, en mørkeblå eller sort blazer, grå flannelsbukser og to matchende skjorter i blåt. Og tilbehør. F.eks. Bijan Pakzads egne rejsetasker. Der skal to mænd til at bære hver enkelt af dem.

»Åh, kufferterne... ja, de er lavet til privatfly,« forklarer Bijan Pakzad.

»De er naturligvis upraktiske. Luksus er upraktisk.«

Køn
Mand
Type
Beklædning
Se også
Fire ud af 10 rige tjener penge på krisen
Pigerne skal nu have dem rå og upolerede
Diamanter eller silikone? Kvinderne har talt
Fakta
Magasinet Pleasure

Find artikler:

Find artikler

Billedserie

Seneste shopping artikler


borsen statistik