Forlaget Vandkunsten » Bøger alfabetisk » Den globaliserede islam » Den globaliserede islam - introduktionsbladet » Islamismens generationer
Islamismens generationer
Hvem bliver islamist? Er det fattigdom og social uretfærdighed, der driver folk i den retning? Eller er det dér enhver muslim, der tager sin tro alvorligt, logisk må ende?
I løbet af 1980erne udkom der en række studier af den politiske islam, islamismen, som tydeligt viste, at islamisk teologi og økonomisk ulighed nok måtte indgå i forklaringerne, men kun som komponenter. Der var andre, mere lokale faktorer som var udslagsgivende. Det var jo tydeligvis heller ikke alle fattige, eller alle religiøst aktive muslimer, som blev islamister. Til gengæld var det bemærkelsesværdigt, at islamismen blomstrede op i bestemte årtier: i 1980 var der store islamistiske grupper i snart sagt alle muslimske lande, men i 1960 var islamismen et helt ubetydeligt fænomen.
Ydermere var det anden gang, det skete: i 1910-
Det spørgsmål er ikke tilfredsstillende besvaret, men Olivier Roy er blandt dem, der har gjort et forsøg. Roy har et stort kendskab til Afghanistan, men derudover er hans styrke nok især, at han som politolog med kendskab til mere generel teori om politisk mobilisering har kunnet kaste et mere analytisk blik over de forskellige typer islamiske organisationer rundt omkring, som andre har studeret. Ved at sammenligne deres ledelsesstruktur, retorik og mål har han evnet at lave en typologi over bevægelserne, som har vist sig nyttig. Heri indgår også spørgsmålet om, hvem de rekrutterer, og hvorfor. Man må overveje, hvad det er for mennesker, som islamismen kan appellere til.
Hermed bliver årtierne til generationer. Det var en særlig generation af unge i 1930erne og 1970erne, der blev tiltrukket af islamismen. En af forudsætningerne for at tale om en sådan politisk generation er, at de kunne opfatte sig som en generation. Det kunne de i Mellemøsten, og særligt i Ægypten, for første gang i 1930erne, fordi der for første gang var en kritisk masse af studerende efter åbningen af Cairo Universitet i 1925, med egne studenterorganisationer, tidsskrifter og ledere. Og der var nok af mobiliserende begivenheder, fra Mussolinis fremfærd i Libyen og Abessinien over zionisternes indvandring i Palæstina til den ægyptiske konges annullering af forfatningen. Alt sammen på en baggrund af verdenskrise og arbejdsløshed.
1970ernes generation og den der er kommet efter, har også haft markant anderledes erfaringer end sin forgænger i det meste af den muslimske verden. Det er den første generation, der er vokset op efter uafhængigheden, og i mange lande har en stor gruppe unge fået en langt længere uddannelse end forældrenes generation, som i mange tilfælde har været analfabeter. De nye stater som opstod efter anden verdenskrig og afkoloniseringen, byggede skoler i 1950erne, gymnasier i 1960erne og provinsuniversiteter i 1970erne: ungdommen var ressourcen, den fremtid man måtte investere i for at skabe udvikling, fremskridt og det gode samfund.
Det må også have været fantastisk at vokse op som den første generation i det nye uafhængige land, præget af optimisme og tro på sig selv. Men den opvoksende generation i f.eks. Algeriet, Tunesien, Indonesien, Pakistan eller Irak havde til gengæld ingen aktier i den nationale uafhængighedskamp (som ikke blev mindre heroisk i de nye skolers undervisning). Andre havde ydet, men de skulle nyde, være taknemmelige og ikke kritisere.
Mange var og er taknemmelige. Men helt så enkelt var det alligevel ikke. For den store udbygning af staten og dens tjenesteydelser satte den mange steder i gæld. Den berømte generation, der havde kæmpet mod kolonimagterne, men nu selv sad på magten, virkede mange steder uopnåelig og privilegeret, ja korrupt. Nederlaget til Israel i 1967 blev i hvert fald i den Arabiske Verden et Vietnam, der fik en opvoksende generation til at sætte spørgsmålstegn ved forældrenegenerationens nationalistiske modernisme og materialisme. Og sekularisme.
Spørgsmålet om individuel moral; magthavernes og den enkelte borgers, blev med ét af stor betydning for mange. De unges nye studieliv langt fra forældrene i kollegier og studiebyer, men tæt på storbyens fristelser, førte til moralsk bekymring og moralsk oprustning. Staternes uvilje mod at tillade en fri debat og de nye eliters afhængighed af islam til legitimering af deres magt – det var faktorer der gødede jorden for islamismens genkomst, først i moskéerne prædikener, siden på de nationale politiske scener. Samtidig betød olieboomet, at de mere konservative stater nu fik udenrigspolitisk tyngde og mulighed for at finansiere islamiske grupper i deres nabolande.
Med økonomisk støtte fra Golfen, og med betoningen af frivilligt arbejde og offervilje, voksede der i en række muslimske lande organisationer frem, som kunne supplere statens velfærdsprojekt med egne skoler, hospitaler, ungdomsskoler og arbejdspladser. Mange steder havde de unge nu et valg: de kunne følge statens og det herskende partis linie eller de kunne gå ind islamistisk arbejde. Det første var trygt, men ikke synderligt givtigt, og karrieren ville afhænge af forbindelser i systemet. Det andet var politisk risikabelt, men tit bedre betalt, og der var nok mange steder også en bedre chance for at karrieren forløb efter fortjeneste.
Mange unge valgte de islamistiske organisationer, og som mange har noteret var det hyppigt mange af de dygtige og arbejdsomme uden forbindelser – altså ofte den nye generations mere værdige repræsentanter.
Men som Roy også beskriver det, havde idealismen og moralismen også sin pris. De islamistiske samfundstænkere har vanskeligt ved at opfatte interessemodsætninger i et samfund som legitime; de beskriver det islamiske samfund som fri for konflikter, og den enkelte muslim som moralsk i alle sine handlinger. Ikke-