Sudan

جمهورية السودان
Ǧumhūriyyat as-Sūdān

Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Al-Nasr Lana (Arabisk: Sejren er vor)
Nationalmelodi: Nahnu Jund Allah Jund Al-watan
Hovedstad	Khartoum 15°35′ N 32°31′ E
Største by	Omdurman
Officielle sprog	Arabisk og Engelsk
Regeringsform Præsident	Republik Omar al-Bashir
Uafhængighed  • Anerkendt	Fra Storbritannien og Egypten 1. januar 1956
Areal  • Total  • Vand (%)	2.505.810 km² (nr. 10) 5,2
Indbyggertal  • 2010 anslået  • 1993 folketælling  • Tæthed	43.939.598 (nr. 30) 24.940.683 16,0/km² (nr. 160)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2005 anslået 25,38 mia. USD (nr. 73) 1.900 USD (nr. 139)
Valuta	Sudansk dinar (SDD)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+3) (UTC+3)
Nationalt topdomæne	.sd
Telefonkode	+249
Kendingsbogstaver (bil)	SUD
Luftfartøjsregistreringskode	ST

Sudan er en tidligere engelsk koloni i Afrika. Nabolandene er Egypten, Libyen, Tchad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo, og Den Centralafrikanske Republik.

Sudan blev uafhængigt af Storbritannien i 1956 og har siden været medlem af FN. Militære regimer, som favoriserer islamisk orienterede regeringer har siden landet blev selvstændigt, domineret landets indenrigspolitik. Bortset fra perioden 1972-1982, har landet været hærget af borgerkrig siden den gang, og Sudan har den ret kedelige rekord at have haft krig i længst tid på det afrikanske kontinent. Konflikten har sit udgangspunkt i det muslimske nordlige Sudans økonomiske, politiske og sociale undertrykkelse af kristne og afrikanske grupperinger i det sydlige Sudan. En fredsaftale mellem de stridende parter blev indgået den 9. januar 2005. Som et resultat af fredsaftalen afholdes den 9. januar 2011 en folkeafstemning, om Sydsudan skal være selvstændigt. Det ventes at Sydsudans befolkning beslutter, at området skal løsrive sig fra det nordlige Sudan. For at resultatet bliver gyldigt, skal 60 % af befolkningen deltage i afstemningen ^{[1] [2]}.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Kolonitiden 1.2 Efter selvstændighedserklæringen 1.3 Sydsudan bliver selvstændigt 2 Politik 2.1 Konflikten i Darfur 3 Administrativ inddeling 4 Geografi 5 Økonomi 6 Demografi 7 Litteratur 8 Kilder/henvisninger

[redigér] Historie

I 11-15 århundrede dannedes under islamisk indflydelse i et bælte tværs over Afrika langs Saharas sydgrænse et antal stammestater, deriblandt Darfur, Kordofan, Silluk og Fung. Disse stammestaters udvikling er næsten ukendt, men de er blandt andet omtalt i rejsebeskrivelser af Ibn Khaldun (1332-1406). I samme periode skete en stor invandring af arabere, som blev delvist opblandede med den stedlige befolkning. Omkring 1500 e.Kr. dannedes to islamiske sultanater: Darfur i vest og Sannar i området mellem den Hvide og den Blå Nil.

[redigér] Kolonitiden

1820-22 blev det sudanesiske område besat af Egypten, og byen Khartoum blev grundlagt i 1823. I 1881 dannedes mahdibevægelsen, der var vendt imod det britisk-egyptiske kolonivælde. 1885 grundlagde oprørsbevægelsen sin egen stat med Omdurman som hovedstad. Denne stat bestod indtil 1898, da det lykkedes englænderne at bekæmpe den i krigen 1896-98. 1899 skabtes et britisk-egyptisk fællesherredømme: Engelsk-Egyptisk Sudan.

1924-36 var Sudan under engelsk kolonivælde og fra 1936 atter under britisk-egyptisk fællesherredømme.

I aftalen af 1953 erkendte såvel Storbritannien som Egypten Sudans eget herredømme, og i 1954 dannedes et parlament og et hjemmestyre (statsminister Ismail al-Azhari). I 1956 erklærede Sudan sig selvstændigt.

[redigér] Efter selvstændighedserklæringen

1958-64 var det sudanesiske område en diktaturstat under ledelse af general Ibrāhīm Abbud. Efter dettes omstyrtelse i 1964 dannedes flere højreorienterede koalitionsstyrer (statsministre Muhammad Ahmad Mahgoub og Ismāīl el-Azhari), dog uden at det lykkedes at undertvinge de sydlige områder. Ved et statskup den 25. maj 1969 kom Jaafar Muhammad al-Numayrī (fra 1971 med titel som præsident) til magten som leder af en "Folkelig Revolutionskomite". Politiske partier blev forbudt, Sudan blev udråbt som "demokratisk republik", og der blev gennemført omfattende nationaliseringer. Efter et forsøg på at lave et kommunistisk statskup i juli 1971 begyndte al-Numayrīs repressioner mod Sudans kommunistiske parti. Blandt andet blev partiets generalsekretær Mahgoub henrettet. Samme år blev "Sudans Socialistiske Union" (Sudan Socialist Union) erklæret som eneste lovlige parti.

I 1971 lykkedes det den tidligere hærofficer, Joseph Lagu, at forene selvstændighedesbevægelserne i det sydlige sudanske område i den "Syd-sudanesiske Befrielsesbevægelse" (Southern Sudan Liberation Movement). Som følge heraf indgik diktaturet i 1972 i Addis Abeba en aftale om selvstyre for tre sydlige provinser ved den etiopiske kejser, Haile Selassies, mellemkomst.

I 1980'erne begyndte de islamske kræfter at øge deres kontrol med området: 1983 blev sharia loven indført over hele Sudan, og der blev vedtaget en forfatning med det erklærede formål at omdanne Sudan til et muslimsk diktatur. Dette bidrog til de kristnes bestræbelser på at frigøre sig fra undertrykkelse i de sydlige områder. Disse grupper samlede sig i den Sudanesiske Folkebefrielsesfront (Sudan Peoples Liberation Army). Under den borgerkrig, der fulgte, gennemførte general Abdel Rahmān Swar al-Dahab i 1985 et nyt militært statskup. Forfatningen af 1983 blev sat ud af kraft, dog forblev lovgivningen om tvungen brug af shariaen i kraft. Det følgende år overdrog det såkaldte Midlertidige Krigsråd styret til en civilforvaltning, hvis leder Sādiq al-Mahdī påbegyndte forhandlinger med Folkebefrielsesfrontens ledere om afslutning af borgerkrigen (reelt løsrivelsesbestræbelserne). I 1989 blev endnu et militært statskup gennemført, og atter kom islamisksindede til magten, hvorefter alene Den Folkelige Islamiske Front (fra 1996 Folkekongres) blev tilladt. Styret blev overtaget af den Folkelige Rednings Revolutionære Militærledelses Råd (ledet af general Umar Hasan Ahmad al-Bashīr). I 1992 blev et såkaldt overgangs-folkeråd dannet, og i 1998 blev politiske partier atter tilladt, men der har ikke været parlamentsvalg siden år 2000. I 2005 indgik de stridende parter en våbenhvile i det sydlige sudanesiske område, der på daværende tidspunkt havde krævet henved 2 milioner ofre, og Sudans sydlige dele fik lovning på en 6-årig periode med selvstyre og derefter ret til at gennemføre en afstemning om uafhængighed. Til trods for de forskellige aftaler er krigene ikke stoppet. Fra juli 2003 er der nye konflikter, nu også om Darfurs fremtid (se "Konflikten i Darfur" nedenfor).

Den tidligere koloni Sudans historie efter "selvstændigheden" afspejler med tydelighed de uløste problemer og de kampe mellem forskellige grupper, dels folkelige selvstændighedsrørelser, dels yderligtgående - ofte militære, ultraracistiske og religiøse - magtsyge, hvis voldshandlinger og hensynsløse undertrykkelsesvirksomhed kolonivældernes hastige afvikling skabte frit afløb for.

[redigér] Sydsudan bliver selvstændigt

Ved en folkeafstemning i Sydsudan i januar 2011 blev det afgjort, at Sydsudan bliver en selvstændig nation. Efter at have optalt stemmerne fra både det nordlige og det sydlige Sudan viste det sig i slutningen af januar 2011, at 98,83 % af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans Præsident Omar Hasan Ahmad al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan, formentlig i sommeren 2011. Hovedstad i Sydsudan forventes at blive Juba. ^{[3] [4]}

[redigér] Politik

[redigér] Konflikten i Darfur

På trods af aftalen, fortsætter den nok største humanitære katastrofe i verden for øjeblikket i Darfur-regionen i Sudan, hvor Sudans regering er blevet anklaget for at have givet Janjaweed-militsen frie hænder til at fordrive medlemmer af områdets ikke-arabiske befolkningsgrupper. Trods flere forsøg fra bl.a. FN's og Afrikanske Unions side på at skabe fred i området, er krigen endnu ikke afsluttet. Det anslåes at mere end 250.000 har mistet livet i området i de sidste halvandet år (17. dec. 2007) — det er mere end 2½ gang det tidligere anslåede.

[redigér] Administrativ inddeling

Tomt afsnit Dette afsnit er tomt. Indsæt gerne en passende tekst og fjern denne skabelon.

[redigér] Geografi

Sudan ligger i Østafrika. Sudan er Afrikas største land og har et areal, der er ca. 60 gange så stort som Danmark. Det udgør en stor del af det nordøstlige Afrika. Sudan grænser op til Egypten, Libyen, Chad, Etiopien, Uganda, Kenya, Eritrea, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik.

[redigér] Økonomi

Den sudanesiske territoriums vigtigste samhandelspartner i 2005 var med hensyn til udførsel Folkerepublikken Kina (70%), Japan (12%) og Saudi Arabien (2,8%), og med hensyn til indførsel Folkerepublikken Kina (20,7%), Saudi Arabien (9,4%), Arabiske Emirater (5,9%), Egypten (5,5%) og Japan (5,1%). Olien, der udvindes i de sydlige, frihedstrængende dele af området, udgør sammen med landbrugsvarer og metaller (guld, krom) vigtige handelsvarer. Omkring halvdelen af statsbudgettet bruges på militæret.

[redigér] Demografi

Sudan er ikke og har aldrig været en nationalstat. Inden for Sudans officielle grænser lever folk af ulige etnisk baggrund og med ulige sprog; i alt tales henved 110 ulige sprog. Befolkningen er delt i tre hovedgrupper: mod nord og omkring Nildalen bor arabere og nubier, i den centrale del ulige, fortrinsvis i det 20 århundrede indvandrede muslimer og mod syd folkeslag (dinkaer, silluker, nuirer, barier). På Darfur-plateauet bor furier, på Kordofan-plateauet folk med kordofan-sprog (koaliber, tumtumer, tegaler m.fl.). I den nubiske ørken og ved det røde hav bor besjaer. Henved halvdelen af befolkningen taler arabisk. Flertallet af byboer findes i de centrale og nordlige egne og er muslimer (70%), mod syd derimod landbrugere dels med stamme- eller naturreligioner (12%), dels kristne (17%).

[redigér] Litteratur

• Mekuria Bulcha: Flight and integration: Causes of mass exodus from Ethiopia and problems of integration in the Sudan; Scandinavian Institute of African Studies, Uppsala 1988
• EE15 (Tallinn 2007)

[redigér] Kilder/henvisninger

• timesonline 16. marts 2005
• DR: Konflikten i Darfur
• Kristian Sloth: Bristede illusioner i Afrikas mikrokosmos. Sudans mislykkede nationsdannelse (Politica, Bind 33; 2001)

s·d·r Arabiske Liga Algeriet • Bahrain • Comorerne • Djibouti • Egypten • Forenede Arabiske Emirater • Irak • Jordan • Kuwait • Libyen • Mauretanien • Marokko • Oman • Palæstina • Qatar • Saudi-Arabien • Somalia • Sudan • Syrien • Tunesien • Yemen

s·d·r Lande i Afrika Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Egypten1 • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Marokko • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • Sao Tome og Principe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Swaziland • Tanzania • Tchad • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ækvatorialguinea 1 Ligger delvis i Asien

s·d·r Organization of the Islamic Conferences medlemslande Afghanistan • Albanien • Algeriet • Aserbajdsjan • Bahrain • Bangladesh • Benin • Brunei • Burkina Faso • Cameroun • Comorerne • Djibouti • Egypten • Elfenbenskysten • Forenede Arabiske Emirater • Gabon • Gambia • Guinea • Guinea-Bissau • Guyana • Indonesien • Irak • Iran • Jordan • Kasakhstan • Kirgisistan • Kuwait • Libanon • Libyen • Malaysia • Maldiverne • Mali • Marokko • Mauretanien • Mozambique • Niger • Nigeria • Oman • Pakistan • Palæstina • Qatar • Saudi-Arabien • Senegal • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Surinam • Syrien • Tadsjikistan • Tchad • Togo • Tunesien • Turkmenistan • Tyrkiet • Uganda • Usbekistan • Yemen

s·d·r Afrikanske Union Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Egypten • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • Sao Tome og Principe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Swaziland • Tanzania • Tchad  • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ækvatorialguinea

s·d·r Koloniimperier: (1870 til 1914) Det amerikanske imperium Alaska • Amerikansk Samoa • Filipinerne • Guam  • Hawaii  • Midway  • Amerikanske Jomfruøer  • Wake Belgiske koloniimperium Belgisk Congo Danske koloniimperium De Dansk-vestindiske Øer • Trankebar  • Serampore  • Frederiksnagore  • Nicobarerne  • Den danske Guldkyst Engelske koloniimperium Afghanistan • Australien  • Bahama  • Barbados  • Bechuanaland  • Britisk Somaliland  • Burma  • Canada  • Ceylon  • Falklandsøerne  • Fiji  • Gambia  • Gibraltar  • Guldkysten  • Guyana  • Honduras  • Hongkong  • Indien  • Irland  • Jamaica  • Juleøen  • Kenya  • Kokosøerne  • New Guinea  • New Zealand  • Nigeria  • Rhodesia  • Salomonøerne  • Sierra Leone  • Singapore  • Sudan  • Sydafrika  • Tobago  • Trinidad  • Uganda  • Vestpakistan  • Egypten  • Østpakistan Det franske koloniimperium Fransk Vestafrika  • Fransk Ækvatorialafrika  • Algeriet  • Centralafrikanske republik  • Fransk Guyana  • Gabon  • Guadeloupe  • Indokina  • Kerguelen  • Madagaskar  • Mahe  • Mali  • Marokko  • Martinique  • Mauretanien  • Niger  • Ny Kaledonien  • Pondicherry  • Reunion  • Senegal  • Somaliland  • Tahiti  • Tchad  • Tunesien Det hollandske koloniimperium Curacao  • Hollandsk Guyana  • Hollandsk Ostindien Det italienske koloniimperium Dodekanesiske øer  • Eritrea  • Libyen  • Somaliland Det japanske koloniimperium Formosa • Korea  • Kurilerne  • Manchukuo  • Mengjiang  • Sakhalin Portugisiske koloniimperium Angola • Azorerne  • Diu  • Goa  • Macao  • Madeira  • Mozambique  • Portugisisk Guinea  • Principe og St. Thome Det spanske koloniimperium Canariske øer  • Cuba  • Puerto Rico  • Spansk Sahara (Rio de Oro og Saguia el-Hamra) Det tyske koloniimperium Cameroun  • Marianeøer  • Marshalløer  • Palau  • Samoa  • Sydvestafrika  • Togo  • Østafrika  • Quingdao Se også: Andre indgange til historien

Stub Denne artikel om afrikansk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.