Nyheder

Køge Boldklub suspenderet

0 anbefalinger
Køge Boldklub A/S erklæret konkurs. Køge Boldklub suspenderet fra Viasat Divisionen og på vej ned i Sjællandsserien. Klubbens hidtidige resultater i sæsonen fastholdes, alle resterende kampe slutter 3-0 til modstanderne. Læs konsekvenserne af konkursen.
I slutningen af 2008 blev Køge Boldklub A/S begæret konkurs af Skat. Tirsdag den 3. februar begærede Køge Boldklub A/S sig selv konkurs. 
 
Onsdag den 4. februar afsagde Skifteretten konkursdekret mod selskabet. Herefter har DBU iværksat de afledte konsekvenser, der er beskrevet i DBUs Love.
 
I henhold til konkursreglerne - DBUs Love paragraf 28.4 (a) - bliver Køge Boldklub med øjeblikkelig virkning suspenderet fra Viasat Divisionen.
 
Det betyder, at alle klubbens hidtidige resultater fastholdes, men resten af klubbens kampe i indeværende sæson fastsættes til resultatet 3-0 til modstanderne.
 
Klubben skal herefter tvangsnedrykkes to rækker ved starten af den næstkommende sæson 2009/2010. Dertil kommer den sportslige nedrykning der uundgåeligt bliver resultatet af, at Køge Boldklub med sin udtræden ender på en nedrykningsplads i Viasat Divisionen, da klubben på udtrædelsestidspunktet er placeret som nummer næstsidst med kun syv points efter de første 15 kampe.
 
Klubben fratages desuden, jf. DBUs Love § 28.1, 3 points af de hidtil 7 opnåede points, da Køge Boldklub A/S begærede sig konkurs.
 
Det betyder, at klubben vil blive tvangsnedrykket til Sjællandsserien fra starten af sæsonen 2009/10.
 
ØVRIGE KONSEKVENSER
 
Hovedprincippet for afledte konsekvenser af en konkurs er at man ”suspenderer nedrykning” i de rækker der er berørt.
 
For Viasat Divisionen er konsekvensen – udover et oversiddende hold i hver spillerunde i foråret 2009 – at der bliver en ”sportslig nedrykker” mindre. I stedet for tre ordinære nedrykkere bliver der to ordinære nedrykkere, der rykker ned i 2. division sammen med Køge Boldklub, som ”tvangsnedrykker”.
 
For 2. division er konsekvensen, at der skal findes en nedrykker mindre. I stedet for tre nedrykkere i hver pulje vil de to lavest placerede klubber rykke ned som normalt, mens de to bedst placerede klubber, der under normale omstændigheder ville rykke ned, spiller om den ledige plads i 2. division. Det sker via play off kampe ude og hjemme, efter samme regler som gør sig gældende ved fx dobbelte semifinaler i Herre-LP. 
 
For Herre-DS er konsekvensen, at der jf. turneringspropositionernes § 6.2 bliver en nedrykker mindre i pulje 2, hvor Køge Boldklubs 2. hold er indplaceret.
 
I henhold til DBUs Love § 28.7 skal DBUs bestyrelse tage stilling til om Køge Boldklubs 2. hold i Herre-DS skal have mulighed for at spille turneringen færdig i foråret 2009, inden holdet konsekvensmæssigt tvangsnedrykkes til alt andet lige serie 1, under SBU.
 
Det forventes bestyrelsen behandler dette spørgsmål på sit kommende møde, fredag den 20. februar. 
 
Reglerne for behandling af konkurser blandt kontraktfodboldklubberne blev revideret af DBUs repræsentantskab, initieret af de erfaringer, DBU gjorde sig efter den seneste konkurs i Danmarksturneringen, da Lyngby Boldklub blev erklæret konkurs i vinteren 2001/2002. Her spillede Lyngby Boldklub foråret 2002 færdigt med et amatørhold. 

Af: Peter Ebbesen

06. februar 2009, 04:13

Skriv kommentar (Kræver login)

Ingen kommentarer endnu - skriv den første

0 Kommentarer:



 
 
Opret profil
Glemt adgangskode?
  Indtast dit brugernavn her, så nulstiller vi dit password og sender det til dig
Brugernavn: