Annonce
Annonce
Annonce
Politik 11. jan. 2013 KL. 15.55

A-kasserne: Regeringens »vupti-effekt« er forsvundet

Regeringens forudsigelser om udfaldstruede dagpengemodtagere holder ikke.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Brancheorganisationen for de danske a-kasser, AK-Samvirke, revser nu regeringen for at skønne helt forkert.

Regeringen opjusterede i går tallene for, hvor mange dagpengemodtagere der står til at miste deres dagpenge i første halvår af 2013. Nu står mellem 17.000 og 23.000 til at falde ud af dagpengesystemet.

LÆS OGSÅNyt skøn: Dobbelt så mange mister dagpenge

»Den effekt, som mange økonomer og regeringen regnede med, er udeblevet. Både den tidligere og den nuværende regering ville ikke erkende, at deres grundprincip ikke holder i dag«, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, hvis medlemmer står for administrationen og udbetalingen af dagpenge.

Verner Sand Kirk henviser til den effekt, at folk på dagpenge, der står lige over for at miste dagpengeretten, i ekstraordinær grad finder et arbejde op til udløbet.

Denne såkaldte »motivations-effekt« eller »vupti-effekt« er dog udeblevet i denne omgang, efter dagpengeperioden er blevet forkortet til to år.

Alarmklokkerne burde have ringet
Regeringen erkender selv, at deres forudsigelse på det punkt ikke holder. I et notat i forbindelse med de opjusterede skøn, skriver de:

»Den ekstraordinære afgang, der typisk ses i slutfasen op mod dagpengeophør, er nedjusteret i forhold til tidligere skøn for dem, der står til at opbruge dagpengeretten i starten af 2013«, skriver Finansministeriet.

LÆS OGSÅSchmidt-Nielsen om katastrofetal: Regeringens dagpengepolitik er en fiasko

Det viser ifølge Verner Sand Kirk, at regeringen har måttet indse deres fejl.

»Alarmklokkerne burde have ringet for længe siden. De tidligere skøn har været fuldstændigt misvisende. Man har regnet med, at hver tredje ville finde et job lige inden udfald. Nu må man erkende, at man har fejlanalyseret effekten«, siger Verner Sand Kirk.

Arbejdsudbud skaber ikke job
Hos AK-Samvirke mener Verner Sand Kirk, at hele dagpengereformen bygger på nogle meget teoretiske betragtninger om, at udbuddet af arbejdskraft skaber ny arbejdspladser - det gør det ifølge Sand Kirk ikke på den korte bane.

»De mennesker, der står til at miste dagpengeretten, står i en tragisk situation. De kan jo ikke bruge til noget, at et øget arbejdsudbud på lang sigt kan øge antallet af arbejdspladser. På den lange bane er vi alle døde. Det er naivt at tro, at hvis man stiller flere og flere op i arbejdsløshedskøen, så får vi flere i arbejde«, siger Verner Sand Kirk.

Verner Sand Kirk understreger, at der i lange perioder ikke har været en direkte effekt af øget arbejdsudbud på antallet af arbejdspladser. Derfor har dagpengereformen ifølge Verner Sand Kirk fejlet.

Politiken.dk har i dag forgæves forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til regeringens fejlskøn.