Det kan være positivt med seksuel forvirring

Forvirring om ens seksualitet kan være første skridt mod personlig udvikling - og lykke.

Seksualiteten hænger i høj grad sammen med vores identitet. Derfor fylder forvirring omkring seksualiteten enormt meget, især hvis vi gang på gang skubber forvirringen væk og forsøger at gennemtvinge en bestemt levevis og klamrer os fast til den "rette" kasse.

Seksualitet hænger sammen med lykke

- Seksualiteten er jo en stor del af menneskets liv, både psykisk, socialt og biologisk. Når man så erkender, at ens seksualitet måske går i en anden retning end man troede, forestillede sig eller kunne ønske sig, er det helt naturligt at være præget af forvirring. Ofte stor forvirring, siger Jesper Bay-Hansen.

Jesper Bay-Hansen er speciallæge og sexolog. Til dagligt driver han Klinik for Sexologisk Rådgivning og Samtaleterapi og er tilknyttet DR's Lev Nu-sektion som ekspert i sex og parforhold.

Drop kasserne!

Første skridt er ifølge Jesper Bay-Hansen at acceptere, at forvirringen er der. Den vil føles ubehagelig, men her er det vigtigt at huske på, at den er der af en grund. Og at forvirringen kan bringe os i den rigtige retning.

Vil du vide mere?

DR3 viser lige nu reportageserien 'HomoLesbians'.

I første afsnit fortalte tre danske kvinder om deres forvirring omkring seksualiteten, inden de sprang ud som lesbiske.

Du kan se afsnittet her.

- Det kan kræve mod, selvstændighed, osv., men forvirringen kan sagtens bringe os til nye dejlige oplevelser, knytte tætte bånd med spændende mennesker og meget andet positivt. Forvirringen kan også være en anledning til et opgør med kassetænkning.

- Der er for eksempel en "kasse" med homoseksuelle, en anden med biseksuelle og en tredje med heteroseksuelle, osv. Men det er ikke hensigtsmæssigt, fordi kasserne begrænser os og mere siger noget om måden, vi tænker på, end om kompleksiteten i det enkelte menneskes seksualitet. Seksualiteten ændrer sig livet igennem, så den kan sagtens ændre sig i forhold til hvem man tiltrækkes af.

Mission "Hvad kan jeg lide?"

Forvirringen vil som regel mindskes, når man bliver mere afklaret. Og det bliver man i høj grad, hvis man tør sætte sig selv fri og giver sig selv lov til at prøve seksualiteten af.

- Man er jo på missionen "Hvad kan jeg lide?" eller "Hvad giver mig lyst?". Det handler her om at afprøve forskellige ting og blive klogere på sine lystfølelser, seksuelle tiltrækning, hvad intimitet og "god sex" er for en selv også. I mit arbejde som sexolog er det tydeligt, at "god sex" er en meget subjektiv og individuel størrelse, fortæller Jesper Bay-Hansen.

Biseksualitet er ikke nødvendigvis en fase

Biseksualitet bliver tit betragtet som en overgangsfase, en flygtig kasse hvor der eksperimenteres, før man endeligt "vælger side" og finder den "rette" kasse. Men det er misvisende, mener Jesper Bay-Hansen.

- Mennesker, der tænder på både kvinder og mænd, er ikke nødvendigvis fanget i en forvirringsfase, de ikke kan komme ud af. Det kan faktisk have sine store fordele at være til både og. Tænk blot på når man går i byen, der er pludselig dobbelt så mange mennesker, du kan tænde på!, siger han og fortsætter:

- Det kan også være, at man i sit hoved ønsker sig at være biseksuel, men i realiteten mere er orienteret mod det ene køn end det andet. Og endeligt er der noget der tyder på, at mange mennesker kan orientere sig mod eget køn, hvis omstændighederne i øvrigt er til det. Det er også en interessant pointe.

Forvirringen er en udfordring - hvis du tør

Forvirringen er altså en mulighed for at komme på rette vej, og kan på den måde betragtes som en udfordring. Jesper Bay-Hansen kalder det også for et lykkemæssigt "traume". Det dækker over, at man ikke er særlig glad, så længe forvirringen står på.

- Det virkelig opløftende budskab er her, at forvirringen kan bringe os i en rivende personlig udvikling, hvor vi bruger personlige ressourcer, vi ikke anede, vi havde. Og klarer man denne udfordring tilfredsstillende, så er der faktisk mange eksempler på, at man kan blomstre personligt, udviklingsmæssigt og ikke mindst når det kommer til vores lykke. Det er muligt at komme lykkeligere ud efter en periode med stor forvirring omkring ens seksualitet end man var inden, man blev forvirret.

  • Print
  • Del artiklen: