Dropper Folketings-drømmen: Thor Möger bliver debatvært på DR2

Den tidligere skatteminister skal være vært for det kommende DR2-debatprogram 'Gadens Parlament'. Han trækker sig samtidig som folketingskandidat.

SF's tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen trækker sig som kandidat til Folketinget.

- Jeg er et politisk menneske - og det ændrer sig ikke. Men min nye rolle som debatvært betyder, at jeg ikke længere kan være folketingskandidat for SF. Det er indlysende, at de to roller ikke kan forenes uden at spænde ben for hinanden. Jeg har i mange år været partipolitisk aktiv, men nu skifter jeg spor og glæder mig til fremover at bruge mit engagement på de nye DR2-programmer," siger han.

Thor Möger Pedersen bliver fremover debatvært på DR2, hvor han skal stå i spidsen for programmerne med titlen 'Gadens Parlament'.

Programmet, Thor Möger skal være vært for, går ud på, at DR2 inviterer danskerne til at diskutere emner, der optager dem lige nu.

Vil involvere hele landet

Ambitionen er at involvere hele Danmark, så de væsentlige debatter på tv ikke kun er nogle, der foregår blandt eksperter og meningsdannere.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man engagerer sig i sit samfund. Det er netop intentionen med 'Gadens Parlament'; at øge den demokratiske deltagelse og dialog. Det bliver en stor udfordring - også for mig personligt, men jeg har masser af gå-på-mod og bliver en del af et stærkt team. Målet om at give flere danskere stemme i den offentlige debat er et brændstof, der skaber et enormt engagement hos mig, siger Thor Möger Pedersen.

Det er DR Danmarks direktør Inger Bach glad for.

Glæde hos DR

- Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at lave en aftale med Thor Möger Pedersen, der som tidligere minister har en unik indsigt i helt centrale politiske spørgsmål og beslutningsprocesser, siger DR Danmarks direktør Inger Bach og tilføjer:

- Thor Möger Pedersen har både stor erfaring fra det politiske maskinrum, et solidt indblik i samfundsforhold, en evne til at engagere de mennesker, han møder, og - har det vist sig - et godt talent for at lave tv. Jeg er derfor sikker på, at han vil være god til at sætte gang i debatterne hos 'Gadens Parlament' og derved få den offentlige debat bredt ud til flere, siger Inger Bach.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: