Annonce
Annonce
Politik

Her er Centralpartiets ønskeseddel til den nye regering

Løkke forhandler ikke bare med Thulesen Dahl. Han skal også få topembedsmændene om bord.

I dag er problemet sjældent penge. Det er i stedet grænserne for, hvad der er politisk

Dansk Folkeparti og Venstre arbejder netop nu på højtryk for at afdække, om der kan dannes en to-partiregering. Men der er faktisk et tredje ’parti’ med i ligningen.

Vi kunne kalde det Centralpartiet. For Slotsholmens topembedsmænd har også synspunkter, der kan blive vigtige.

Som en enhver anden faggruppe har departementscheferne interesser i at undgå bøvl, bevare jobbet samt fastholde deres faglige skøn som omdrejningspunktet for regeringsførelse.

Og som landet ligger nu, er der flere problemer på bordet, hvor Centralpartiet er uenige med de to andre partier.

Det skyldes overordnet, at en håndfuld centrale emner omhandler jura snarere end økonomi. I hvert fald hvis man frasorterer stridspunktet om væksten i den offentlige sektor.

Mange af knasterne er juridiske i deres grundsubstans. Det gælder både grænsebomme og udlændingestramninger, ligesom det gælder mingelering af internationale konventioner, retsforbehold og EU-(over)implementering.

Det kræver fingernemme topembedsmænd at finde løsninger. Og de skal kunne strække deres faglighed langt for at få de juridiske ender til at passe. Gerne så langt, at der opstår en fællesmængde mellem det liberale Venstre, det nationale Dansk Folkeparti og det faglige Centralparti.

Under Thorning-regeringen var det ofte nemmere for embedsmændene. De kunne blot pege på statens underskud. Og så blev der truffet en beslutning om at skaffe penge – på den ene eller anden måde. I dag er problemet sjældent penge. Det er i stedet grænserne for, hvad der er politisk.

Den aktuelle situation lægger derfor et større pres end tidligere på topembedsmændene i almindelighed og juristerne i særdeleshed. Det kræver deres ’karnovske’ velvilje at få flere kompromiser til at glide ned.

Det er sjældent rart for Centralpartiet at stå i denne situation. Omvendt har de nu lidt at handle med de næste dage og uger, da topembedsmændene også har konkrete ønsker i forhandlingerne.

Centralpartiet siger dem imidlertid sjældent højt. Men efter samtaler med en række topembedsmænd giver Skyggekabinettet her et bud på, hvordan Centralpartiets ønskeliste ser ud:

1. Statslige arbejdspladser

Det satiriske magasin, Rokokoposten, skrev forleden: ’Valg afslører eksistens af mennesker i provinsen’.

Og netop denne dårlige samvittighed over for Udkantsdanmark ser ud til at skubbe flere arbejdspladser til provinsen de næste måneder (se artiklen ovenfor).

Men for mange embedsmænd vil det være bøvlet. Mildt sagt. Nogle kan miste deres job, andre skal flytte familien til en ny landsdel, mens endnu andre skal forsøge at rekruttere djøf’ere på den jyske hede.

I tillæg mener flere i Centralpartiet også, at det bliver besværligt at koordinere på tværs i staten, hvis mange enheder flyttes væk fra Slotsholmen.

Derfor er flere topembedsmænd skeptiske over for de aktuelle planer om udflytning.

2. Ro og regelmæssighed

Embedsværket er garanten for kontinuitet. De sørger for, at tingene kører, også selv om det politiske spil skejer ud.

Der er dog også en anden side af kontinuiteten – og det er topembedsmændenes interesse i ikke at blive flyttet væk fra topposter.

Hvis Løkke danner en smal V-regering, vil det nemlig betyde, at måske 7 til 10 departementschefer bliver degraderet. Simpelthen fordi der vil blive udnævnt meget færre ministre med ét parti i regeringen.

Læg dertil, at der forestår en stor arbejdsbyrde med at sammenlægge ministerier. Alt fra nyt brevpapir til ressortgrænser skal optegnes. Og så er der alle de mange styrelser, som skal fordeles, hvor måske endda enkelte skal lægges sammen.

Med andre ord: Centralpartiet har ingen holdning til det politiske indhold, men antallet af ministerier må gerne være på det samme høje niveau, lyder det med fast røst. Og det kræver en flerpartiregering.

3. På den sikre side af loven

Endelig står Centralpartiet også over for en svær situation, når det kommer til grænserne for, hvad der er politisk. Jura er langtfra en eksakt videnskab. Her er der plads til fortolkning.

Spørgsmålet er så, hvor offensive embedsmændene ønsker at være. Og her er svaret ofte: Så lidt offensive som muligt. Mange embedsmænd vil gerne være på den sikre side af stregen.

Det kan blive svært. For store dele af Dansk Folkepartis ønsker betyder, at kronjuristerne skal anlægge en lige dele chancebetonet og provinsvenlig læsning af lovens bogstav. Især når det handler om udlændinge og EU, vil Thulesen Dahl formentlig tit havne i en tolkningskrig med juristerne. Mange i Centralpartiet ser derfor gerne, at deres skøn ikke bliver beklikket alt for meget i offentligheden.

Del link