Annonce
Annonce
Bolig

’Riv ned, og byg nyt’ hitter i den dyre hovedstad

Køb et gammelt hus på en god grund, riv det ned, og byg et splinternyt. Det er historien bag familien Christiansens drømmehus, og det er historien bag 7 ud af 10 nybyggede huse i hovedstadsområdet. Og selv om det kan lyde omkostningsfuldt, kan det faktisk ofte betale sig.

Nyt på gammel grund

I alt 85,7 procent af de huse, som blev bygget i hovedstadsområdet i 2014, er opført på en grund, hvor køberne først har revet et ældre hus ned.

Det svarer til 7 ud af 10 nybyggerier.

I 2013 gjaldt det kun hvert andet nybyggeri.

’Riv ned, og byg nyt’-bølgen skyldes lave renter, meget få ledige byggegrunde, stor tilflytning til området, samt at gamle huse ofte har få kvadratmeter, men tårnhøje energiudgifter.

På Akacievej i Roskilde ligger murermestervillaerne side om side. En håndfuld af dem er ens. De er lige omkring 120 kvadratmeter og blev opført i 1952. Indtil for et år siden var nr. 1 sådan et hus. Nu er det et helt nyopført hus. Et etplanshus på 175 kvadratmeter, med en pulverlakeret carport i aluminium, der aldrig skal males, og en lille firkantet plæne, hvor græsset står karseklippet og uden mos og mælkebøtter. Her bor familien Christiansen, der tæller Poul, Lotte og to drenge, Marcus på 9 år og Victor på 6 år. Det er dem, der har revet det gamle hus ned for at få plads til deres drømmebolig.

LÆS ARTIKELFamilie byggede arkitekttegnet nybyg på farmors grund

»Vi ville bo tæt på byen, tæt på skolen, i et etableret område og i et hus på 175 kvadratmeter. Vi kunne ikke finde et hus, vi var tilfredse med, som det var. Så muligheden var, at vi købte noget og rev det ned«, siger Poul Christiansen.

Og det er de langtfra de eneste, der har gjort det seneste år. Netop nu er antallet af huskøbere, der river ned og bygger nyt, rekordhøjt. I København og 24 omkringliggende kommuner blev i alt 390 huse i 2014 opført på ruinerne af et gammelt hus. Samtidig falder det samlede antal nybyggerier i hovedstadsområdet, og derfor udgør ’riv ned, og byg’ nu 85,7 procent af alt nybyggeri.

»Det fylder mere og mere. I starten var det rigtig meget i Storkøbenhavn. Men det breder sig, og vi laver en del i Roskilde nu. Jeg tror, at ved 70 procent af dem, vi bygger for, river vi et gammelt hus ned først«, siger Ole Brink Jensen, der er direktør i typehusfirmaet Eurodan, som har opført familien Christiansens hus.

»Det er simpelthen bare blevet noget, man gør, hvis man gerne vil bo i og omkring byen. Det er den mulighed, folk har«, siger Ole Brink Jensen og hentyder til det faktum, at hovedstadsområdet allerede er så udbygget, at man skal lede længe efter en ledig byggegrund.

LÆS OGSÅDin bolig er ikke så energivenlig, som du tror

Minimal vedligeholdelse

Ole Brink Jensen sælger sine typehuse – som er færdige huse, der opføres fra grunden – til mange forskellige slags mennesker. Han fortæller, at køberne ofte ønsker masser af glas og ovenlys, hvide lofter, store klinker, køkkener med grebsfri låger og tage uden udhæng, så vedligeholdelsen af huset bliver minimal. Og at de fleste går efter et hus på 170-195 kvadratmeter med mange og store værelser og stort køkkenalrum og aktivitetsrum, hvor familien kan være sammen.

»De river et lille hus ned og bygger et hus så stort, som grunden tillader. Mange af de huse, der rives ned, er under 100 kvadratmeter«, siger Ole Brink Jensen.

før.  119 kvadratmeter i to plan. Murermestervilla opført i 1952. Grundplan på kun 85 kvadratmeter, smal gang og små rum, mange mursten og meget lidt glas, høje energi- og vedligeholdelsesomkostninger. Privatfoto Næsten alt det passer på familien Christiansen. Indvendig har de indrettet sig med en bred fordelingsgang, hvorfra der er adgang til kombineret bryggers og baggang, kontor, to børneværelser og husets ene badeværelse. Gangen ender i et stort køkkenalrum med et minimalistisk køkken, stort spisebord og udgang til terrassen. Væggene er hvide, og møbleringen, som er holdt i mørke farver, er moderne, sparsom og enkel.

»Man får lov at ændre alt indvendigt og sætte sit eget præg på det, for typehuse er meget konfigurerbare. Det var vi meget tiltrukket af. Havde vi købt et eksisterende hus, var der måske et nyt køkken, som egentlig var okay og alt for godt til at rive ned, men det var ikke lige det, man selv havde valgt«, siger Poul Christiansen.

LÆS OGSÅGuide: Sådan energirenoverer du smartest din bolig

Ikke kun huset, men også vedligeholdelsen er minimal. Det eneste familien skal, ud over at holde huset rent, er, at de en gang imellem skal støvsuge filteret i husets udsugningssystem.

»Vi har en travl hverdag og vil ikke være slaver af, at der er ting, som skal vedligeholdes. I stedet har vi frihed til at være sammen med ungerne og invitere gæster på besøg i vores fede rammer«, siger Poul Christiansen.

efter.  175 kvadratmeter i et plan. Typehus opført i 2014. Bred fordelingsgang, 12 kvadratmeter store børneværelser og luftige, lyse fællesrum, store glaspartier og døre, der åbner ud i haven og på terrassen. Centralt udsugningssystem, lave energiomkostninger, nul vedligeholdelse. Foto: Lasse Kofoed

Nyt kan være billigere

Ud over vedligeholdelsesfriheden er en anden fordel ved typehuse, at de altid er energioptimerede. Det er den allervæsentligste forskel på de nye huse og dem, folk river ned, fortæller Ole Brink Jensen fra Eurodan.

På grund af de to fordele kan det faktisk ende med at være billigere for en familie at bo i et nybygget hus end at renovere det gamle hus på grunden. Hvis man ikke selv er håndværker eller har stor hang til gør-det-selv, koster det næsten lige så meget at føre et gammelt hus op til nutidens standarder som at rive ned og opføre et standard typehus. Og i et nyt hus vil man hvert år kunne spare op til 50.000 kroner på renovering, el og varme.

Derfor skal man ikke være bange for at spørge sin bank, om den vil yde et lån til sådan et projekt, siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit.

LÆS OGSÅHåndværkersjusk sker markant sjældnere end for fire år siden

»Vi har kigget på området flere gange, og der er ingen tvivl om, at befinder man sig i dyre områder, kan der sagtens være økonomi i det her. Det har der været længe, men det er en særlig god idé lige nu, fordi renten er så lav«, siger hun.

»Jeg er faktisk overrasket over, at der ikke er endnu flere, der gør det lige nu. Men jeg tror ikke, det ligger længst fremme i danskernes mindset – når man kigger efter en ny bolig, kigger man ikke efter noget at rive ned. Man kigger efter et sted, man gerne vil bo«, siger hun.

Lise Nytoft Bergmann understreger dog, at der er flere vigtige ting, man skal tage stilling til og huske på, inden man kaster sig ud i et ’riv ned, og by nyt’-projekt, hvis man ikke har et meget stort økonomisk råderum. For det første skal man huske, at renten kan stige igen, og derfor sørge for, at minimum en del af boliglånet er fastforrentet. Dernæst skal man holde sig til typehusfirmaernes standardhuse. For mange tilvalg til boligen får hurtigt prisen til at stige drastisk.

LÆS OGSÅMiljøvenligt parcelhus bygges af affald

Og så har boligøkonomen en sidste huskeregel.

»Når alle økonomiske kort er på bordet, skal man overveje, hvilket hus man følelsesmæssigt har lyst til at bo i. For et boligvalg er så meget mere end økonomi. Det er den base, vi opholder os i flest timer«, siger Lise Nytoft Bergmann, der godt forstår, hvis nogle ønsker et ældre hus med charme, kreative løsninger og et ringere energimærke.

Pas på standardløsninger

At huse er mere end energimærke og vedligeholdelsesfrihed, er sociolog og tidligere leder af Center for Boligforskning Hans Kristensen enig i. Han forstår godt, hvorfor travle familier med et stort boliglån gerne vil undgå renovering i deres sparsomme fritid, men han håber samtidig ikke, at byområderne i Danmark bliver fulde af ens huse.

»For 10-20 år siden var vi i en periode, hvor man byggede ældre huse om. Der var ofte en arkitekt eller en anden fagmand på, og det gav spændende løsninger og et hus, der var blevet lidt unikt. Det kan man dårligt beskylde de nye huse for. Det er standardløsninger«, siger han.

Dog anerkender Hans Kristensen, at mange af de huse, der rives ned i disse år, ikke altid er værd at renovere. Det er typisk huse bygget i 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. De blev opført i en fart og bygget i billige materialer, så køberne havde råd til dem.

LÆS OGSÅBoligejere laver fejl på fejl i byggeansøgninger

»De valgte nogle løsninger, hvor man i dag siger: Det var da utroligt«, siger Hans Kristensen og uddyber, at kravene til isolering af ydervægge for eksempel var langt mindre dengang.

For 20 år siden stod sociologen og boligforskeren foran et nybygget hus i USA. Her fik han forklaret, at man regnede med, at huset skulle holde 30-40 år.

»Det var grænseoverskridende for mig at høre. Jeg havde altid tænkt, at huse bygger man for evigheden. Det er ikke ’brug, og smid væk’. Men det har ændret sig. ’Brug, og smid væk’-filosofien er ved at snige sig ind på boligmarkedet«, mener Hans Kristensen og tilføjer:

»Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men jeg tror, man bliver nødt til at sige, at sådan er det«.

Familien Christiansen på Akacievej er da heller ikke sentimentale over det hus, der har måttet vige pladsen for deres drømmebolig. Når de under alle omstændigheder skulle lægge over 4 millioner kroner, ville de gerne give lidt mere for at få det hus, de virkelig gerne ville have. Nu kan de leve i omgivelser, der er præcis, som de ønsker.

»Lige nu er det her det optimale for os. Vi kunne ikke have forestillet os det meget bedre«, siger Poul Christiansen.

Del link