Egypten

جمهوريةمصر العربية; Ǧumhūriyyat Miṣr al-ʿArabiyyah
Flag	Nationalvåben
	Motto: Intet
	Nationalmelodi: Bilady, Bilady, Bilady
Hovedstad; (og største by)	Kairo; (2007)) 30°3′N, 31°14′E
Officielle sprog	Arabisk
Regeringsform	Enhedsstat, semi-præsidentialistisk republik
Uafhængighed
Areal
Indbyggertal
Valuta	Egyptisk pund (EGP)
Tidszone	(UTC+2)
Kendings-; bogstaver (bil)	ET
Luftfartøjs-; registreringskode	SU
Internetdomæne	.eg
Telefonkode	+20

Egypten eller Ægypten er et transkontinentalt land som spænder over det nordøstlige hjørne af Afrika og det sydvestlige hjørne af Asien via en landtange dannet af Sinai-halvøen. Det meste af landets areal (1.010.000 km²) ligger i Nordafrika og deler landegrænser med Libyen mod vest, Sudan mod syd og Gaza-striben og Israel mod øst. Den nordlige kyst grænser til Middelhavet, og den østlige kyst til Rødehavet. Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika. Hovedparten af dets 80.300.000 indbyggere i 2007 bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km². De store områder i Sahara-ørkenen er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.

Egypten er berømt for sin antikke civilisation og har nogle af verdens mest berømte monumenter som Giza-pyramidekomplekset. Den sydlige by Luxor rummer mange antikke kunstskatte som Karnaktemplet og Kongernes Dal. I 47 f.Kr. brændte Biblioteket i Alexandria, som på tiden var verdens største bibliotek. Egypten er en vigtig politisk kulturnation i Mellemøsten.

Indholdsfortegnelse

1 Historie
- 1.1 Historiske byer
- 1.2 Pyramiderne
2 Geografi
- 2.1 Vigtige byer
- 2.2 Administrativ inddeling
3 Demografi
4 Kilder
5 Se også
6 Ekstern henvisning

Historie[redigér | redigér wikikode]

Satellitbillede. Den alt overvejende del af Egyptens 80 millioner store befolkning bor langs Nilens bredder.

Uddybende artikel: Egyptens historie og Det gamle Egypten

Værktøj og andre arkæologiske fund viser, at der har levet mennesker i Nildalen i mere end 60.000 år. Omkring 3300 f.Kr. dukker en politisk og religiøs kultur op.

Historikerne opdeler almindeligvis den egyptiske civilisation i disse perioder:

Den Prædynastiske Tid, ca. 53000-3000 f.Kr.
Tidlig Dynastisk Tid, 1.-2. Dynasti, 3000-2686 f.Kr.
Det Gamle Rige, 3.-8. Dynasti, 2686-2160 f.Kr.
Første Mellemtid, 9.-11. Dynasti, 2160-2055 f.Kr
Det Mellemste Rige, 11.-14. Dynasti, 2055-1650 f.Kr.
Anden Mellemtid, 15.-17. Dynasti, 1650-1550 f. Kr
Det Nye Rige, 18.-20. Dynasti, 1550-1069 f.Kr.
Tredje Mellemtid 21.-25. Dynasti, 1069-664 f.Kr

Ind imellem var landet svagt og uden autoritet og ofte delt. Efter disse perioder kommer:

Den sene Periode, 26.-30. Dynasti, 664-332 f.Kr
Persertiden 27. Dynasti, 525-404 f.Kr og igen fra 343-332 f.Kr
Den Ptolemæiske Periode, 332-30 f.Kr
Den Romerske periode, 30 f.Kr-395 e.Kr

I år 639 erobrer araberne Egypten fra det byzantinske rige og introducerer dels det arabiske sprog og dels Islam. Kunsten begynder igen at blomstre med elegante offentlige bygninger og paladser. I 969 erobrer det shiitiske dynasti, Fatimiderne, Egypten og etablerer Kairo som sin hovedstad. Dette styre varer til 1171, hvor Saladin erobrer Egypten og slår det sammen med Syrien. Desuden konverteres Egypten til Sunni-Islam. I 1250 gør mamelukkerne, der oprindelig er kommet til Egypten som krigsfanger, oprør og vinder magten. Under deres styre bliver Egypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. I 1517 bliver Kairo erobret af sultan Selim I, som reducerer Egypten til en provins i det Osmanniske Rige.

Det osmanniske styre består indtil 1798, hvor en fransk ekspedition under ledelse af en ung officer ved navn Napoleon Bonaparte invaderer Egypten. Formålet er at blokere den engelske adgang til Indien. I slaget ved Abukir i 1798 tilintetgør englænderne de franske styrker, som må forlade landet i 1801. Den kortvarige besættelse får dog stor indflydelse på Egyptens fremtid som følge af kontakten med vesten.

Efter Muhammad Ali Pasha begynder det at gå tilbage med økonomien på trods af åbning af Suezkanalen i 1869, bygget med fransk hjælp. Da det kniber med tilbagebetaling af udenlandske lån, tvinges Egypten i 1875 til at afstå størsteparten af aktierne til England. I 1881-82 hjælper englænderne med at nedkæmpe et nationalistisk oprør. Det ender med, at England sætter sig på magten i Egypten og udnævner en engelsk administrator. I 1922 afsluttes protektoratet med, at Egypten bliver et monarki under kong Fuad. I 1937 efterfølges han af kong Farouk, og de engelske tropper trækker sig ud af Egypten bortset fra Suez-området.

Efter krigen vokser de nationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel i 1948. I 1952 overtager hæren kommandoen og tvinger kong Farouk til at træde tilbage. I 1953 afskaffes monarkiet, og Egypten bliver en republik med general Muhammad Naguib som landets første præsident.

Kort over Egypten

I 1954 tvinger oberst Gamal Abdel Nasser Naguib til at træde tilbage og bliver selv præsident. Da vesten afviser at finansiere den ønskede Aswandæmning, nationaliserer Nasser Suezkanalen i 1956, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderer Egypten. Efter pres fra USA, Sovjetunionen og FN må de dog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden vokser skyerne.

Nasser dør i 1970 og følges af sin vicepræsident, Anwar Sadat. I november 1977 tager Sadat et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøge Jerusalem og tale i Knesset (det israelske parlament). Den endelige aftale underskrives den 26. marts 1979 i Washington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerer Egypten og Israel diplomatiske forbindelser – til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden.

Så stor er forbitrelsen, at Sadat i 1981 bliver dræbt af muslimske fundamentalister. Hans efterfølger Hosni Mubarak opfylder den indgåede fredsaftale, men kritiserer kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Egypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være mere markedsorienteret med liberalisering og privatisering.

Den 25. januar 2011 begyndte gadedemonstrationerne i Egypten. Demonstrationernes hovedformål er at vælte Egyptens præsident Hosni Mubaraks regime. Den 11. februar trådte han tilbage.

Pyramiderne

Historiske byer[redigér | redigér wikikode]

Pyramiderne[redigér | redigér wikikode]

Pyramide ved Giza

Egypten er kendt for sine pyramider, hvoraf Keopspyramiden er den største med en højde på ca. 146 meter. Det har længe været et mysterium, hvordan egypterne for mange tusinde år siden kunne konstruere disse enorme bygningsværker, men et godt kendskab til matematik har været en forudsætning.

Den første pyramide i Egypten, Djoser-pyramiden, blev bygget i Sakkara, da Djoser regerede. Den største og mest berømte af alle pyramider er Keopspyramiden. Kong Keops regerede fra ca. 2589 til 2566 f. Kr., og selv om der blev bygget på hans pyramide i alle disse år, var den ikke færdig, da han døde. Man anslår, at pyramiden består af over to mio. kalkstens- og granitblokke med en gennemsnitlig vægt på 2,5 tons hver. Blokkene blev slæbt op ad lange jordvolde helt til pyramidens top. Hver blok måtte trækkes og skubbes på en slæde af hundredvis af mennesker. Da den store pyramide var færdig, blev den dækket udvendigt af hvide kalkplader, så den kunne stråle i solen og ses på lang afstand.

Indgangen til gravkammeret blev dækket af store stenblokke, så den var skjult. Der blev lavet falske gange, så røvere ville fare vild og dø, hvis de prøvede at bryde gravfreden. For at undgå gravrøvere var der kun få, der vidste, hvor i pyramiden kongens gravkammer lå.

Den anden pyramide blev bygget 2634 f. kr., og blev bygget under Farao Ank Aulius' ledelse. Den blev færdig en dag før Aulius' død, og det siges at han blev myrdet af en af slaverne, der ville tage hævn, og derfor valgte at gøre det, lige da Aulius' glæde og status blandt borgerne var på sit højeste. Den er omtrent halvt så stor som Djoser-pyramiden og mindst ligeså velholdt og smuk. Kalkpladerne den er bygget af, er i dag meget velholdte, hvilket skyldes en anden form for kalkblanding. Blokkene er dog de samme. Man har i 2008 fundet ca. 138 pyramider.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Egyptens geografi

Feluk på Nilen

Egypten ligger i den nordøstlige del af Afrika med grænser mod øst til Gazastriben og Israel, mod nord til Middelhavet, mod vest til Libyen, mod syd til Sudan. Landets areal er godt 1 mio km². Klimaet giver yderst varme og tørre somre og meget milde vintre. Landets højeste punkt, Katharinabjerget (eller Sinai-bjerget) 2.642 meter over havet ligger i den sydlige del af Sinai ørkenen. Egypten har kontrollen over den næsten 200 km lange Suezkanal, den korteste søvej mellem Det Indiske Ocean og Middelhavet.

Landet består af fire større geografiske regioner, Nildalen og deltaet, Den arabiske ørken, Den libyske ørken og Sinaiørkenen. Nildalen er godt 1.530 km lang. I den sydlige del er dalen sjældent mere end tre km bred, nord for Edfu typisk 8-16 km. Fra Kairo og nordpå breder dalen sig ud i det frugtbare delta. Den arabiske ørken er en udvidelse af Sahara. Den indeholder kun få oaser og er stort set ubeboet. Den nubiske ørken er en højslette, som fortsætter ind i Sudan. Sinai-halvøen er også en ørken.

Nilen, Egyptens eneste flod, er af uendelig stor betydning for landet. Den græske historieskriver Herodot kaldte Egypten for "Nilens gave" omkring 450 f.Kr. Nilen er med sine 6.500 km verdens længste flod. Den kan besejles så langt sydpå som Aswan, hvor den første katarakt ligger. Aswan High Dam har skabt en reservoir – "Lake Nasser" eller "High Dam Lake" – som er verdens største kunstige sø. Før reguleringen oversvømmede Nilen dalen hvert år. En stor oversvømmelse betød masser af vand til vanding og følgelig et stort udbytte. En lille oversvømmelse betød dårlig høst og sult. Udover i Nildalen kan der også dyrkes afgrøder i de kystnære områder på Sinai-halvøen. Ca 35 % af den indenlandske produktion kommer fra landbruget: majs, hvede, ris, byg, sukkerrør, kartofler, løg mv. Hertil kommer en særdeles stor bomuldsproduktion samt alle former for frugt. Men som alle andre steder i verden er den andel af befolkningen, som ernærer sig ved landbrug, faldende. På trods af stor egenproduktion må Egypten importere næsten halvdelen af sine fødevarer.

Olie er Egyptens mest værdifulde eksportvare, efterfulgt af bomuld og bomuldsprodukter. Turisme, drift af Suezkanalen samt indtægter fra egyptere, som arbejder i udlandet, er også betydelige indtægtskilder. Egypten har siden 1930 været den betydeligste producent af arabiske film til biograf og TV. Det bør også nævnes, at Kairo Symfoniorkester nyder udbredt anerkendelse.

Vigtige byer[redigér | redigér wikikode]

Abydos, Alexandria, Aswan, Asyut, Al-Mahalla al-Kubra, Gizeh, Hurghada, Luxor, Kairo, Kom Ombo, Port Safaga, Port Saïd, Sharm el-Sheikh, Shubra el-Khema, Suez, Zagazig.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Egyptens guvernementer

Administrativt er landet inddelt i 28 guvernementer, og en by med selvstyre på samme administrative niveau som guvernementerne:

Egyptens guvernementer

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Egyptens demografi

De fleste egyptere nedstammer fra de forskellige arabiske indvandrere, der fulgte efter den muslimske erobring i det 7. århundrede, blandet med den oprindelige befolkning. Knapt halvdelen af befolkningen på 70 millioner (2002) er bønder – fellah på arabisk. De egyptiske koptere, et kristent mindretal, udgør ca 6 %. Kopterne er den mindst "blandede" befolkningsgruppe. Nubierne syd for Aswan har antaget den arabiske religion og kultur, men de ældre taler stadig nubisk indbyrdes. Nomaderne i ørkenområderne er typisk af arabisk afstamning. Der findes endvidere et lille berbisk mindretal i de vestlige oaser.

Det officielle sprog er arabisk. Det koptiske sprog bruges efterhånden kun i den kirkelige liturgi. Ca 94 % af egypterne er sunni-muslimer. Der er selvfølgelig også små grupper af græsk ortodokse, romersk-katolske, armeniere og jøder, især i byerne. Egypten har en stor befolkningstilvækst. I 1995 var ca 40 % af befolkningen under 15 år. Den årlige befolkningstilvækst udgjorde i 1990-erne 2,3 %. Det betyder, at befolkningstallet stiger med 1½ million om året. Omkring 99 % bor i Nildalen eller i deltaet. Det beboede areal udgør ca 35.000 km², svarende til Danmark minus Sjælland.

I 1940-erne var ca 80 % af den egyptiske befolkning analfabeter. Efter indførelse af tvungen skolegang er andelen faldet til under 50 %. Undervisning er gratis, også på universitetsniveau. Børn mellem 6 og 14 skal have 5+3 års skolegang i underskolen og den videregående skole. "al-Azhar" i Kairo, verdens ældste universitet, grundlagt i 970, varetager islamisk uddannelse. "Ain Shams Universitet" (1950) og "Cairo Universitet" (1908) er Egyptens største.