Mandatområdet i Palæstina
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Mandatområdet i Palæstina i Mellemøsten (Palæstinamandatet, Mandatet for Palæstina eller Det britiske mandatområde i Palæstina) var det nuværende Jordan og Israel med Vestbredden og Gazastriben. Det tilhørte tidligere det Osmanniske Rige og blev i dønningerne efter 1. verdenskrig betroet Storbritannien som et mandatområde.
Indholdsfortegnelse
Historie[redigér | redigér wikikode]
Under opdelingen af Det Osmanniske Rige ved fredskonferencen i Versailles blev det, der siden kendes som Jordan, Israel og de besatte palæstinensiske områder udlagt som mandatområde under Folkeforbundet med Storbritannien som mandatar.
Baggrunden[redigér | redigér wikikode]
Da Tyrkiet indtrådte i verdenskrigen 29. oktober 1914, blev Syrien med Palæstina overladt til Djemâl Pasha; Palæstina blev basis for angreb på Suez-kanalen og forsynedes derfor med nye jernbaner (Nabulus—Tulqarm—Ludd og Ludd—Birsaba) med Birsaba som centrum. Men angrebene på kanalen i begyndelsen af 1915 og 1916 mislykkedes, og den 9. januar 1917 stod englænderne i Rafah ved indgangen til Palæstina. v. Falkenhayn overtog kommandoen over de tysk-tyrkiske styrker. Efter nogle mislykkede angreb på Gaza 1917 indtog de britiske tropper under general Allenby byen i oktober, og den 11. december 1917 holdt han sit indtog i Jerusalem. Nogle mindre franske og italienske korps deltog i dette felttog, der gik planmæssigt, også efter at Liman v. Sanders tog kommandoen over de tyrkisk-tyske soldater i marts 1918. De blev slået den 19.—20. september syd for Jisreelsletten (Tulqarm, Nabulus); de næste dage fuldendtes erobringen af Palæstina.
Det zionistiske projekt[redigér | redigér wikikode]
Der havde været flere forhandlinger om Palæstinas fremtid. I maj 1916 fastsloges det i forhandling mellem Sykes (engelsk) og Picot (fransk), at Palæstina skulle stå under et internationalt styre efter overenskomst mellem England, Frankrig og Rusland, idet dog England forbeholdt sig havnene Haifa og Akko som adgang til Mesopotamien. Men den 2. november 1917 erklærede den britiske udenrigsminister Arthur Balfour i et brev til formanden for den engelske zionistiske forening, lord Walter Lionel Rothschild, at den engelske regering ville yde støtte til grundlæggelsen af "a national home" for det jødiske folk i Palæstina. Frankrig, der hævdede sin historiske stilling i Orienten ved at overtage Syrien, billigede denne plan i februar 1918. Italien og USA sluttede sig hertil.
England gøres til mandatar[redigér | redigér wikikode]
Ved Sèvres-traktaten af 10. august 1920 erklæredes Palæstina for uafhængig under Englands mandat for Folkeforbundet, som det allerede var afgjort i december 1919. 24. juli 1922 billigedes det af Folkeforbundet. Den 29. september 1923 trådte det formelt i kraft. Sir Herbert Samuel blev udnævnt til High Commissioner, med residens i den tidligere »Kaiserin Viktoria Augusta Stiftung« på Oliebjerget, 7. juli 1920 oplæste han her den engelske konges proklamation. Der tilsagdes befolkningen respekt for dens love; som officielle sprog anerkendtes arabisk, engelsk og hebræisk; de kristne, jødiske og muhammedanske helligdage skulle respekteres. Der udnævntes et råd af syv muhammedanere og kristne og tre jøder. I den plan, England forelagde Folkeforbundet, anerkendtes det zionistiske bureau i Jerusalem, som regeringen skulle forhandle med for at virkeliggøre ideen om Palæstina som jødisk nationalhjem. Grænsen mod Syrien fastsattes den 26. december 1920 ved en linje Râs en-Nâqûra—Banijâs. Palæstina deltes i syv administrative distrikter under (mest engelske) gouvernors. Ordningen af Palæstinas forhold vakte megen modstand. Fra syrisk side protesteredes mod adskillelsen af Syrien og Palæstina, paven protesterede den 23. juni 1921 kraftigt mod katolikkernes stilling i Palæstina, og voldsomme protester kom fra Palæstinas ikke-jødiske befolkning.
Begyndende jødisk indvandring[redigér | redigér wikikode]
Fra 1919 til oktober 1922 indvandrede ca. 30.000 jøder (41 % fra Polen, 14 % fra Ukraine, 9 % fra Rusland, 12 % fra Rumænien), hvorved jødernes antal blev 83.794, af 757.182 (pr. 3. oktober 1922). De arabisktalende protesterede mod Englands antagelse af zionismens program og mod valget af en jøde til High Commissioner. Der kom flere alvorlige tumulter navnlig i maj 1921. I juli 1921 sendtes en arabisk-palæstinensisk delegation af muslimer og kristne til England. En palæstinensisk-arabisk kongres blev nedsat som fast institution med en eksekutivkomité. Den 11. januar 1923 erklærede det engelske koloniministerium, at tilsagnet til jøderne skulle opretholdes, men at det ikke betød, at Palæstina skulle være jødisk, at den zionistiske komité intet havde med landets regering at gøre, og at indvandringen skulle begrænses til, hvad landet kunne bære.
Styrelsens indretning[redigér | redigér wikikode]
Et dekret af 10. august og 1. september 1922 gav Palæstina en ny forfatning, hvor efter regeringen lededes af en High Commissioner, assisteret af et Executive Council. Til lovgivningen valgtes et Legislative Council på 22 medlemmer foruden the High Commissioner; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed var i øvrigt stærkt begrænset.
Retsforhold[redigér | redigér wikikode]
Juridisk deltes Palæstina i distrikter med Magistrate Courts og District Courts, der skulle dømme efter den 1914 gældende lov, hvor den ikke var ændret; endvidere oprettedes særlige domstole for kriminelle forbrydelser og for spørgsmål angående grundejendom. Over disse stod en overret, Supreme Court, og som højesteret His Majesty in Council. Men alt, som angik familielivet og rent personlige spørgsmål, henvistes til de ulige religioners særlige domstole. Allerede den 20. december 1921 var der for islams vedkommende nedsat et højeste sharîa-råd på 5 medlemmer til at organisere og lede administrationen af muslimske domstole og stiftelser (awqâf). Den arabiske kongres erklærede imidlertid, at den ikke anerkendte den ny forfatning, der ikke mentes at sikre den indfødte befolknings indflydelse, og valgene i foråret 1923 blev boykottet.
Undervisning[redigér | redigér wikikode]
Der var stadig særskilt undervisning for de ulige samfund. Jødernes børnehaver søgtes 1922 af 2.600 børn mellem 3 og 6 år. Elementærskoler fandtes i alle landsbyer (7—14 år), af højere skoler var der tre: i Jerusalem, Jaffa (Tell Abib) og Haifa, og et jødisk universitet skulle oprettes på Scopus uden for Jerusalems nordmur. 1922 anvendtes der af de jødiske midler til undervisning 150.000 £. Den arabiske kongres søgte at fremme undervisningen blandt araberne.
Forskning[redigér | redigér wikikode]
Kort efter Englands overtagelse af Palæstina indrettedes et departement for oldsager under direktion af John Garstang; der oprettedes et museum og blev givet reglement for udgravninger og behandlingen af antikviteter. Siden blev gravningerne genoptaget i Asqalon (England), i Besan (Amerika), i Gibea (Amerika), i Galilæa, hvor jøderne udgravede en del synagoger, i Kapernaum (franciskanerne) og andre steder. De videnskabeligt interesserede kredse dannede en sammenslutning, The Palestine Oriental Society, der samlede alle religionsbekendere, og som udgav en journal.
Presse[redigér | redigér wikikode]
En del dag- og ugeblade udkom i Palæstina, således Palestine Weekly, de jødiske dô’ar hâ-jôm, hâ’âres, de arabiske karmel (i Haifa), filastîn (i Jaffa), mir’ât as-sharq (i Jerusalem) og andre.
Udskillelsen af Transjordan[redigér | redigér wikikode]
Ved dekretet 1. september 1922 udskiltes Transjordanien, der dannede et selvstændigt område under emir as-Sayyid Abdullah bin al-Husayn og med delvis uafhængighed allerede i 1923. Militæret, finanserne og udenrigspolitikken forblev dog under britisk kontrol indtil 1946.
Fortsat indvandring i mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]
I Palæstina fandt en omfattende jødisk indvandring sted i mellemkrigsårene, og de jødiske indvandrere påbegyndte forberedelserne til opbygningen af en zionistisk stat, en jødisk stat omfattende hele Palæstina, der skulle være uafhængig af den palæstinensiske lokalbefolkning. Det betød, at zionisterne bevæbnede sig og forsøgte at opkøbe landejendomme og derefter nægte lokalbefolkningen arbejde. Dette førte til øgede spændinger i området.
Det britiske mandat forsøgte sig i flere omgange som mægler, men de palæstinensiske ledere havde ingen tiltro til, at forhandlinger med zionistbevægelsen, der havde uddrivelse af palæstinenserne fra Palæstina som et erklæret mål, kunne bære frugt. I stedet arbejdede de på at udråbe en palæstinensisk nationalstat med et parlament valgt af muslimer, kristne og jøder. Flere mislykkede palæstinensiske opstande fandt sted i 20'erne og 30'erne. Den længste i 1936, hvor en palæstinensisk generalstrejke varede et halvt år.
Zionisterne krævede samtidig, at briterne skulle ophæve restriktionerne på immigration og opkøb af jord, og at de skulle slå hårdere ned på de palæstinensiske oprørere. Efter flere angreb fra de bevæbnede zionister så briterne i 1939 sig nødsaget til, at begrænse den jødiske indvandring yderligere, så situationen kunne kontrolleres så længe 2. verdenskrig varede. Det førte til forbitrelse hos mange jøder, der så Palæstina som et muligt tilflugtsted fra Nazitysklands jødeforfølgelser.
Afviklingen af mandatet[redigér | redigér wikikode]
Da Storbritannien i 1947 ikke længere ønskede at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og ejede 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, Israel, alligevel blev udråbt 14. maj 1948, dagen før mandatets udløb, førte det derfor til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder, der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning. Vestbredden og Gaza blev herefter administreret af henholdsvis Jordan og Ægypten. Under krigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.
Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Mandatområdet i Palæstina
|
