Oktoberrevolutionen adskilte sig fra februarrevolutionen ved, at den ikke voksede ud af en masseopstand, og ved at den var planlagt – skønt den altså ikke gik efter planen. Oprettelsen af Folkekommissærernes råd indebar ikke mere, end at bolsjevikkerne nu havde magten i Petrograd, men i begyndelsen af november fik de efter hårde kampe også kontrollen over Moskva.
I 1918 sluttede det nye styre fred med Tyskland og trak sig ud af 1. verdenskrig. Det blev dråben, der fik bærgeret til at flyde over for styrets modstandere indenlands og udenlands. Omfattende væbnet opstand mod det bolsjevikiske styre begyndte, og Den Russiske Borgerkrig var en realitet. Den skulle vare de næste tre år, og først derefter var den bolsjevikiske magtovertagelse endeligt sikret. Sovjetunionen blev oprettet i 1922.