Sydsudan

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Republikken Sydsudan
Republic of South Sudan
Flag
Motto: "Justice, Liberty, Prosperity"
engelsk: Retfærdighed, Frihed, Velstand
Nationalmelodi: "South Sudan Oyee!"
Hovedstad
(og største by)		 Juba (flytter til Ramciel[1])
04°51′N, 31°36′E
Officielle sprog Engelsk[2][3]
Anerkendte nationale sprog Alle indfødte sprog i Sydsudan[4]
Demonym sydsudaneser
Regeringsform Føderal præsidentiel demokratisk republik
 -  Præsident Salva Kiir Mayardit
 -  Vicepræsident Riek Machar
Lovgivende forsamling National Legislature
 -  Overhus National Legislative Assembly
 -  Underhus Council of States
Selvstændighed fra Sudan 
 -  Naivashaaftalen 6. januar 2005 
 -  Selvstyre 9. juli 2005 
 -  Selvstændighed 9. juli 2011 
Areal
 -  Total 619.745 km2 (nr. 42)
Indbyggertal
 -  Anslået Juli 2013 11.090.104[5] (nr. 76)
 -  Folketælling 2008 8.260.490 (omstridt)[6] (nr. 92)
BNP (nominelt) Anslået 2012
 -  Total 13,227 mia. USD[7] 
 -  Pr. indbygger 1.000 USD[7] (nr. 217)
Valuta Sydsudanske pound (SSP)
Tidszone Østafrikansk tid (UTC+3)
Kører i højre side af vejen
Internetdomæne .ss[8] (registeret, men endnu ikke i brug)
Telefonkode +211[9]
ISO 3166-kode SS

Sydsudan, officielt Republikken Sydsudan,[10] er en indlandsstat i det nordøstlige Afrika, der fik sin uafhængighed fra Sudan pr. 9. juli 2011.[11] Det har historisk været uafhængigt,[Kilde mangler] og som et resultat af den 2. sudanske borgerkrig vandt det status som autonom region. Fra den 9. januar 2011 og en uge frem blev der afholdt en folkeafstemning om fuldstændig uafhængighed fra regeringen i Khartoum.[12] Resultatet af denne afstemning blev 98,83 % for løsrivelse.[13] Den 9. juli 2011 deltes Sudan, og en ny stat skabtes. Sydsudans hovedstad er Juba. Nabolandene er Sudan, Etiopien, Kenya, Uganda, Den Demokratiske Republik Congo og Den Centralafrikanske Republik. 14. juli 2011 blev Sydsudan optaget i FN som medlemsland nummer 193 [14].

Historie[redigér | redigér wikikode]

Der er ikke mange skrevne kilder til tidlig Sydsudanesisk historie, men ifølge de mundtlige overleveringer var Sydsudan befolket af nomadefolk, indtil nilfolkene (Dinka-, Nuer- og Shillukfolket) slog sig ned i Sydsudan omkring det niende århundrede.

Kristendommen nåede det som senere blev det nordlige Sudan, da kaldet Nubien, allerede i løbet af det første århundrede efter Kristus. Dette udviklede sig særlig under indflydelsen fra Østromerriget.[15] Særlig influerede byzantinsk arkitektur på de tidlige kristne kirker i det nedre Nubien.[16]

Kejser Justinian 1. den store gjorde Nubien til et kristent støttepunkt tidligt i middelalderen[17], og i 580 blev kristendommen den officielle religion i det nordlige Sudan, centreret omkring katedralen i Faras. Denne er senere forsvundet som følge af islamiske erobringer, som hovedsagelig skete kort efter profeten Muhammeds død i 632, og fandt sted i dette område allerede i 640'erne.

I 1822 blev Nordsudan besat af en osmannisk-ægyptisk invasionshær ledet af Muhammed Ali, mens Sydsudan forblev frit.[18] Fra 1899 var både Nordsudan og Sydsudan under egyptisk/britisk overherredømme.[19] Indtil ganske få år før deres fælles uafhængighed fra Storbritannien blev Nordsudan og Sydsudan behandlet som separate regioner. Praktisk blev regionerne adskilt ved den 8. breddegrad, og af hensyn til risikoen for spredning af sygdomme begrænses enhver bevægelse på tværs af denne breddegrad så vidt muligt. Regionerne fik uafhængighed i 1956, men der udbrød borgerkrig mellem Nordsudan og Sydsudan i 1955, idet Sydsudan ikke ville styres fra Khartoum. Dette udgjorde indledningen til en blodig konflikt mellem Nordsudan og Sydsudan, hvor regeringen i Khartoum menes at have begået folkedrab mod befolkningen i Sydsudan.

Efter den 2. sudanesiske borgerkrig blev der i 2008 rejst tiltale ved Den Internationale Straffedomstol, ICC, mod Sudans præsident, Omar al-Bashir for ligeledes at organisere folkedrab på befolkningen i Sydsudan. Siden fredsplanens gennemførelse med folkeafstemningen om uafhængighed den 9. januar 2011 har situationen været forholdsvis fredelig, om end der er forekommet mindre sammenstød med oprørsgrupper.

Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan

Man anså den største forhindring for sydsudanesisk uafhængighed for at være, at SPLM havde måttet gå med til, at 60 % af de stemmeberettigede skulle afgive stemme for, at Sydsudan kunne opnå uafhængighed, hvilket kunne have været en betydelig hindring i en region præget af krig, analfabetisme og fattigdom. Afstemningen foregik fra den 9. januar 2011 og en uge frem.[20] Efter, at man havde optalt stemmerne fra både det nordlige og det sydlige Sudan, viste det sig dog i slutningen af januar 2011, at stemmeafgivningen lå på over 80 %, og at 98,83 % af de deltagende havde stemt for en deling. Den 7. februar tilkendegav Sudans præsident Omar Hasan Ahmad al-Bashir, at han ville anerkende det selvstændige Sydsudan. [21][22]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sydsudans politik

Sydsudanesisk politik har i overvældende grad været præget af forholdet til regeringen i Khartoum og ønsket om uafhængighed herfra. George W. Bush er blevet rost af styret i Juba for sin store støtte i kampen for uafhængighed. Sydsudans præsident er Salva Kiir Mayardit. Han tilhører Dinka-folket og er kristen.[23]

Regeringen[redigér | redigér wikikode]

Salva Kiir Mayardit, den første præsident for Sydsudan. Hans varemærkehat var en gave fra USAs præsident George W. Bush.
Sydsudans præsident-vagt på Independence Day, 2011.

Den nu hedengangne Sydsudans lovgivende forsamling ratificerede en overgangsforfatning, [24] kort før selvstændigheden den 9. juli 2011.[25]Forfatningen blev underskrevet af præsidenten for Sydsudan på selvstændighedsdagen og trådte dermed i kraft. Det har siden været den øverste lov i landet, der erstattede den midlertidige forfatning fra 2005.[26]

Forfatningen etablerer et blandet præsidentstyre ledet af en præsident, der er statsoverhoved, leder af regeringen og leder over de væbnede styrker. Det fastlægger også en national, lovgivende forsamling bestående af to huse: en direkte valgt forsamling (den nationale lovgivende forsamling) og et andetkammer af repræsentanter fra staternr (Rådet af stater).

John Garang, grundlæggeren af SPLA/M var den første præsident for den autonome regering indtil sin død den 30. juli 2005. Salva Kiir Mayardit,[10] hans stedfortræder, blev taget i ed som første næstformand for Sudan og præsident for regeringen Sydsudan den 11. august 2005. Riek Machar[10] erstattede ham som næstformand for regeringen. Den lovgivende magt ligger hos regeringen og tokammersystemmet. Forfatningen giver også mulighed for et uafhængigt retsvæsen, det øverste organ er højesteret.

Udvikling af statens kapacitet[redigér | redigér wikikode]

Det post-konflikt miljø er vigtigt for forståelsen af Sydsudans regeringens evne til at fungere og med held gennemføre sin politik. Regeringen i Sydsudan har haft stor succes med at opbygge sin egen kapacitet ved at udvikle et integreret system til planlægning og forberedelsesbudget.[27] Dette er opnået gennem ledelse af Finansministeriet, den stærke tekniske ledelse og støtte af det samme ministerium og gøre disse mål relevante for de lokale myndigheder.[27] Resultaterne har været, at regeringen har været bedre i stand til at styre de finansielle aspekter af sine funktioner og projekter og stigninger i ekspertisen af sit personale på afgørende færdigheder såsom grundlæggende IT.[27]

Projekt om grundlæggelsen af en ny hovedstad[redigér | redigér wikikode]

Hovedstaden i Sydsudan er placeret i Juba i den sydlige del af Sydsudan. Byen er også hovedstad i provinsen Central Equatoria og administrativt centrum for den navnkundige provins Juba, samt at det er landets største by. Men på grund af Jubas dårlige infrastruktur og massive byvækst, og at den geografisk ligger yderligt i Sydsudan, vedtog Sydsudans regering en resolution i februar 2011 om at iværksætte oprettelsen af en ny planlagt by, som skal fungere som hjemsted for regeringen.[28][29] Dette forslag minder om lignende byggeprojekter i Abuja (Nigeria), Brasília (Brasilien) og Canberra (Australien), blandt andre i den moderne æras planlagte nationale hovedstæder. Det er dog uklart hvordan, regeringen vil finansiere projektet.

I september 2011 sagde en talsmand for regeringen, at landets politiske ledere havde accepteret et forslag, om at bygge en ny hovedstad i Ramciel,[30] i Lakes, et sted nær grænsen til Central Equatoria og Jonglei. Ramciel anses for at være det geografiske centrum af landet, [31], og den afdøde leder John Garang havde angiveligt planer om at flytte hovedstaden før sin død i 2005. Forslaget blev støttet af Lakes' delstatsregeringen og mindst én Ramciel høvding.[32] Udformning, planlægning og konstruktion af byen vil sandsynligvis tage fem år, og flytningen af nationale institutioner til den nye hovedstad vil blive gennemført i etaper.[30]

Stater og amter[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Stater i Sydsudan.
De ti stater i Sydsudan gruperede i de tre historiske provinser i Sudan.      Bahr el Ghazal      Equatoria      Greater Upper Nile

Sydsudan er opdelt i ti stater, der svarer til tre historiske regioner: Bahr el Ghazal, Equatoria og Greater Upper Nile

Bahr el Ghazal
Equatoria
Greater Upper Nile

De 10 stater er yderligere opdelt i 86 amter.

Abyei-området, en lille region i Sudan grænser op til det sydlige sudanesiske stater i det nordlige Bahr el Ghazal, Warrap og Enhedslisten, har i øjeblikket en særlig administrativ status i Sudan og er styret af en Abyei-administrationen. Det skyldtes en folkeafstemning i 2011 om hvorvidt, man skulle slutte sig til Sydsudan eller forblive en del af Republikken Sudan, men i maj angreb sudanesiske militær Abyei, og det var ikke klart, om folkeafstemningen ville blive afholdt.

Militær[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Det Sudanske Folks Befrielses Hær

Et papir om forsvaret blev udarbejdet i 2007 af daværende minister for SPLA anliggender Dominic Dim Deng, og et udkast blev udformet i 2008. Det erklærede, at det sydlige Sudan i sidste ende ville bevare land-, luft- og marine hære.[33][34]

Medier[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Medier i Sydsudan

Mens den tidligere informationsminister Barnaba Marial Benjamin svor, at Sydsudan vil respektere pressefriheden og give journalister uhindret adgang i landet, hævdede chefredaktør for Juba avisen The Citizen, at i mangel af en formel medielov i den spæde republik, har han og hans oplevet overgreb udført af sikkerhedsstyrkerne. Denne påståede indskrænkelse af mediefriheden blev af Jazeera tilskrevet den vanskelige situation som det regerende parti SPLM stod over for med at reformere sig selv som en legitim regering efter års oprør mod den sudanesiske regering. The Citizen er Sydsudans største avis, men dårlig infrastruktur og fattigdom har gjort, at avisen har holdt sit personale relativt småt, og det har begrænset dens effektivitet i både dens rapportering og dens cirkulation uden for Juba, hvor den ikke har nogen dedikerede nyhedesbureauer i fjerntliggende stater, og avisudgivelse der ofte tager flere dage at nå stater, som Northern Bahr el Ghazal.[35]

Censur[redigér | redigér wikikode]

Den 1. november 2011 anholdte Sydsudans National Security Services (NSS) redaktøren af en privat Juba-baseret avis, Destiny og suspenderede dens aktiviteter på ubestemt tid. Dette var en reaktion på en udtalelse i en artikel af klummeskribent Dengdit Ayok med titlen "Let Me Say So", der kritiserede præsidenten, for at lade sin datter gifte sig med en etiopisk statsborger, og anklagede ham for "farvning hans patriotisme". Et officielt brev beskyldte avisen for manglende overholdelse af "adfærdskodeks i medierne og faglig etik", og for at udgive "ulovlige nyheder", der var ærekrænkende, inciterende og invadere privatlivets fred. Committee to Protect Journalists havde udtrykt bekymring over pressefriheden i Sydsudan i september.[36] NSS frigav journalisterne uden sigtelse, efter at have været tilbageholdt i 18 dage.[37]

Udenlandske relationer[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Udenlandske relationer i Sydsudan

Siden uafhængigheden har forbindelsen med Sudan været under forandring. Sudans præsident Omar al-Bashir annoncerede først i januar 2011, at dobbelt statsborgerskab i Nord og Syd ville være tilladt,[38] men ved Sydsudans uafhængighed har han trukket tilbuddet tilbage. Han har også foreslået et konføderation i EU-stil. [39] Essam Sharaf, premierminister i Egypten efter den egyptiske revolution i 2011, gjorde sit første udenlandske besøg i Khartoum og Juba i op til Sydsudans løsrivelse.[40] Israel har hurtigt anerkendt Sydsudan som et uafhængigt land,[41] og er vært for tusindvis af flygtninge fra Sydsudan,[42] der nu står over for udvisning til deres hjemland.[43][44] Egypten, Sudan, Tyskland og Kenya anerkende landets uafhængighed den 8. juli 2011.

Sydsudan er medlem af FN,[45] den afrikanske union,[46][47] og det fælles marked for det østlige og sydlige Afrika.[48] Sydsudan har planer om at deltage i Commonwealth of Nations[48], Det Østafrikanske Fællesskab[49][50][51], Den Internationale Valutafond[52] og Verdensbanken. [53]

Fuldt medlemskab i Arabiske Liga er blevet forsikret, bør landets regering vælge at søge det,[54], selv om det også kan vælge observatørstatus.[55] Det blev indlagt på UNESCO den 3. november 2011.[56] Den 25. november 2011, er landet officielt tiltrådte Mellemstatslige Organisation for Udvikling, en regional gruppering af østafrikanske stater.[57]

Den amerikanske regerings langvarige sanktioner mod Sudan blev officielt fjernet i december 2011, og ledende RSS embedsmænd deltog i et internationalt engagementkonference i Washington D.C., for at hjælpe forbinde udenlandske investorer med RSS og sydsudanesiske repræsentanter for den private sektor.[58] I betragtning af den indbyrdes afhængighed mellem nogle sektorer af økonomien for Republikken Sydsudan og Sudan, kræver visse aktiviteter stadig OFAC tilladelse. En fraværende licens, vil de nuværende sudanesiske sanktionsmuligheder forordninger fortsat forbyde amerikanske personer fra at handle i ejendom og interesser, der gavner Sudan eller Sudans regering.[59] En 2011 Congressional Research Service rapport, "The Republic of South Sudan: Opportunities and Challenges for Africa’s Newest Country", identificerer udestående politiske og humanitære spørgsmål, som landet smedjer sin fremtid.[60]

Menneskerettigheder[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Menneskerettighederne i Sydsudan

Kampagner for grusomheder mod civile er blevet tilskrevet SPLA.[61] I SPLA/M forsøg på at afvæbne oprør blandt Shilluk og Murle folkene, som brændte snesevis af landsbyer, voldtog hundredvis af kvinder og piger, og dræbte et uoverskueligt antal civile.[62] En civil hævder, vedrørende tortur, at fingernegle bliver revet ud, brændende plastikposer så det dryppede på børn, og brændte landsbyboere levende i deres hytter, hvis oprørerne var mistænkt for at tilbringe natten der.[61] I maj 2011 havde SPLA angiveligt satte ild til over 7.000 boliger i Unity provinsen.[63]

FN rapporterer mange af disse krænkelser, og den frustrerede direktør for en Juba-baseret international hjælpeorganisation kalder dem "menneskerettighedskrænkelser på Richterskalaen".[61] I 2010 udstedte CIA en advarsel om, at "over de næste fem år, ... en ny massemord eller folkemord er mest sandsynligt i det sydlige Sudan."[61] The Nuer White Army har oplyst den ønskede at "udslette hele Murle stammen på forsiden af jorden, som den eneste løsning på garanteret langsigtet sikkerhed for Nuer kvæg"[64] og aktivister, herunder Minority Rights Group International, advare om folkedrab i den aktuelle Jonglei konflikten.[65]

Peter Abdul Rahaman Sule, lederen af den centrale oppositionsgruppe Forenede Demokratiske Forum, har været arresteret siden 3. november 2011 over påstande forbinder ham til dannelsen af en ny oprørsgruppe kæmper mod regeringen.[66][67]

Børneægteskaber i Sydsudan er på 52 %.[68]

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Sydsudans areal er 619.745km2, hvilket er over dobbelt så stort som Italien (og mere end fjorten gange så stort som Danmark). Regionen har ingen kyst, men Den Hvide Nil løber tværs igennem Juba og Sydsudan. I grænselandet mellem Nordsudan og Sydsudan er der betydelige olieforekomster. Sydsudan er præget af store jungle- og sumpområder i modsætning til det nordlige Sudan, der hovedsageligt består af ørken.[20]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Man vurderer, at der bor mellem 7,5 og 13 mio. mennesker i Sydsudan. Tallet er stærkt omdiskuteret og af meget stor politisk betydning. Der har været adskillige optællinger af befolkningen, men disse har dels været besværliggjort af geografiske forhold og af nomadekulturen, dels af krigene. Yderligere mener man, at regeringen i Khartoum har haft en interesse i, at folketallet blev opgjort så lavt som muligt, da dette medførte mindre politisk vægt til regionen.[69][70]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Sydsudan er sammensat af mere end 200 etniske grupper og er, sammen med de tilstødende Nubabjerge, et af de mest sprogmangfoldige områder i Afrika. Imidlertid tales mange af sprogene kun ad et par tusinde brugere.

Det officielle sprog er engelsk. Mundtlig arabisk bliver talt i omfattende grad, skønt jubaarabisk, et pidginsprog, tales omkring hovedstaden. Det største sprog med hensyn til antal mordersmålstalende er dinka, som tales af mellem 2 og 3 millioner mennesker. Dinka er et vestnilotisk sprog, nært beslægtet med landets næst største sprog, nuerisk, et nilosaharisk sprog. Noget fjernere beslægtet er shillukisk. Større østnilotiske sprog, som tales i Sydsudan, er bari og otuho. Foruden den nilotiske sproggruppe, tilhører landets tredje største sprog, zande, den ubagianske sproggruppe, mens jur modo er et bongo-bagirmi-sprog.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Religion i Sydsudan

I Sydsudan er traditionelle afrikanske religioner og åndetro mest udbredt, men kristendommen har spredt sig som følge af mission og anden kontakt. Borgerkrigen i syd bevirkede en stor tilstrømning til de kristne kirker som en modvægt mod politisk og kulturel dominans fra nord.

Det blev antaget, at ved delingen af landet var omkring 16 % af den totale befolkning i det daværende Sudan kristne, mens muslimer udgjorde omkring 62 % og de resterende 22 % praktiserede traditionelle religioner. Den kristne befolkning var koncentreret i syd, hvorfor andelen af kristne i Sydsudan var omkring halvdelen af befolkningen der. Disse skal i midten af 2000-tallet have udgjort 2,6 millioner.[71] Senere skal antallet af katolikker være vokset til omkring 3 millioner.

De kristne tilhører hovedsagelig katolske eller anglikanske menigheder. En del blander også elementer fra kristne og traditionelle religioner.[72]

Sudans nationalhelgen er den tidligere slave, senere nonne Josephine Bakhita, som blev helgenkåret i 2000.

Islam er en minoritetsreligion i Sydsudan. De fleste muslimer støttede uafhængigheden under folkeafstemningen.[73] Den sidste folketælling, som tog hensyn til religion, er helt tilbage fra 1956, hvor de fleste blev klassificerede som tilhængere af traditionelle religioner eller kristne, mens 18 % var muslimer.[74]

Kristendommen kan siges at være en central faktor i forsøget på nationsbygning i Sydsudan. Det ses blandt andet ved, at en af de mest markante eksponenter for sydlig løsrivelse, den nu afdøde leder af SPLA John Garang, blev begravet i en katolsk kirke i Sydsudan. Også den nuværende præsident Salva Kiir Mayardit er katolik. Under en tale i St. Theresa-katedralen i Juba 20. februar 2011 understregede han, at Sydsudan skulle være en nation som respekterede religionsfrihed.[75]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sydsudans kultur

Området har været præget af en nomadekultur. Man mener, at den globale opvarmning har været skyld i sammenstød mellem nomadefolkene og den fastboende del af befolkningen.[76]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ↑ South Sudan's capital to move to Ramciel (engelsk). Government of South Sudan. Besøgt 4. september 2011.
  2. ↑ The Transitional Constitution of the Republic of South Sudan, 2011 (engelsk). Government of South Sudan. Besøgt 12. juli 2011. Part One, 6(2). "English shall be the official working language in the Republic of South Sudan".
  3. ↑ At a Glance (engelsk). Official portal. Government of Southern Sudan. Besøgt 12. juli 2011.
  4. ↑ The Transitional Constitution of the Republic of South Sudan, 2011 (engelsk). Government of South Sudan. Besøgt 12. juli 2011. Part One, 6(1). "All indigenous languages of South Sudan are national languages".
  5. ↑ The World Factbook
  6. ↑ "Discontent over Sudan census" (på engelsk). News24.com. AFP. 21. maj 2009. Hentet 14. juli 2011. 
  7. ↑ 7,0 7,1 South Sudan National Bureau of Statistics (NBS) "Release of first Gross Domestic Product (GDP) and Gross National Income (GNI) figures for South Sudan by the NBS" 11 August 2011 Retrieved 2011-09-05
  8. ↑ Mbuvi, Dennis (10. august 2011). "South Sudan gets own 'ss' domain" (på engelsk). CIO East Africa. Hentet 20. august 2011. 
  9. ↑ International Telecommunication Union (14. juli 2011). "New country, new number: Country code 211 officially assigned to South Sudan" (på engelsk).
  10. ↑ 10,0 10,1 10,2 "South Sudan". The World Factbook (CIA). 11 July 2011. Hentet 14 July 2011. 
  11. ↑ UN classification of world regions. UN. Hentet 25 September 2011. 
  12. ↑ Sudan's Referendum Commission says southern Sudan referendum on Jan. 9 – People's Daily Online
  13. ↑ Kæmpe flertal gør Sydsudan til et land
  14. ↑ UN welcomes South Sudan as 193rd Member State
  15. ↑ Kristendommen i Nubia
  16. ↑ Bilder av kirker i Nubia
  17. ↑ Det kristne Nubia og Østromerriket
  18. ↑ Chronology
  19. ↑ Sudan – en tragisk historie i den arabiske verdens periferi
  20. ↑ 20,0 20,1 BBC News – Q&A: Southern Sudan referendum
  21. ↑ "Bashir erkänner valresultat i Södra Sudan", Dagens Nyheter, 2011-02-07 (Läst 2011-02-08)
  22. ↑ "99 procent för delning av Sudan", Svenska Dagbladet, 2011-01-30 (Læst 2011-01-30)
  23. ↑ BBC News – Profile: Southern Sudan leader Salva Kiir
  24. ↑ The Transitional Constitution of the Republic of South Sudan, 2011. Government of South Sudan. Hentet 12 July 2011. 
  25. ↑ "South Sudan passes interim constitution amid concerns over presidential powers". Sudan Tribune. 8 July 2011. Hentet 24 July 2011. 
  26. ↑ The Interim Constitution of Southern Sudan of 2005.  Arkiveret 2011-07-20.
  27. ↑ 27,0 27,1 27,2 Planning and budgeting in Southern Sudan: starting from scratch | Publication | Overseas Development Institute. ODI. 2013-07-26. Hentet 2013-12-21. 
  28. ↑ New capital city for South Sudan?. Radio Netherlands. 6 February 2011. Hentet 24 July 2011. 
  29. ↑ South Sudan to establish a new capital city and relocate from Juba after independence. Sudan Tribune. 6 February 2011. Hentet 24 July 2011. 
  30. ↑ 30,0 30,1 South Sudan relocates its capital from Juba to Ramciel. Sudan Tribune. 3 September 2011. Hentet 3 September 2011. 
  31. ↑ Amos, Mashel (29 April 2011). The search for new nation's capital in South Sudan. The Independent. Hentet 24 July 2011. 
  32. ↑ Lakes Leaders Visit Prospective South Sudanese Capital. Gurtong. 15 February 2011. Hentet 24 July 2011. 
  33. ↑ "Juba parliament authorizes establishment of South Sudan air force". Sudan Tribune. 25 June 2008. Hentet 24 July 2011. 
  34. ↑ "Creation of the South Sudan Air Force". aircraft.zurf.info. 9 January 2011.  Arkiveret 2011-02-12.
  35. ↑ Carlstrom, Gregg (12 July 2011). South Sudan journalists facing intimidation. Al Jazeera English. Hentet 12 July 2011. 
  36. ↑ South Sudan security detains two journalists. Committee to Protect Journalists. 7 November 2011. Hentet 8 November 2011. 
  37. ↑ "South Sudan releases two journalists without charges". Sudan Tribune. 18 November 2011. Hentet 2 January 2012. 
  38. ↑ Ross, Will (9 January 2011). Southern Sudan votes on independence. BBC. Hentet 2 April 2011. 
  39. ↑ South Sudan becomes an independent nation. BBC News. 9 July 2011. Hentet 9 July 2011. 
  40. ↑ AlAhram Weekly – Heading for headwaters. Weekly.ahram.org.eg. 6 April 2011. Hentet 2 May 2013. 
  41. ↑ Lior, Ilan (10 July 2011). Netanyahu: Israel recognizes South Sudan as independent state. Haaretz.com. Hentet 2 May 2013. 
  42. ↑ "120 South Sudanese leaving Israel under pressure". Fox News. 17 June 2012. 
  43. ↑ "Israel launches African migrant deportation drive". Reuters. 17 June 2012. 
  44. ↑ IRIN Middle East | SOUTH SUDAN-ISRAEL: Returnees complain of harsh treatment in Israel | Israel | South Sudan | Early Warning | Economy | Governance | Human Rights | Migration. Irinnews.org. 2012-06-19. Hentet 2013-12-21. 
  45. ↑ UN welcomes South Sudan as 193rd member. BBC News. 14 July 2011. Hentet 14 July 2011. 
  46. ↑ South Sudan Becomes African Union's 54th Member. Voice of America News. 28 July 2011. Hentet 28 July 2011. 
  47. ↑ The Peace and Security Council of the African Union (AU), at its 285th meeting held on 13 July 2011, was briefed by the Commissioner for Peace and Security on the accession to independence of the Republic of South Sudan. African Union. 13 July 2011. Hentet 15 July 2011. 
  48. ↑ 48,0 48,1 COMESA Welcomes New Member. MENAFN.com. 31 October 2011. Hentet 13 November 2011. 
  49. ↑ South Sudan: Big trading potential for EAC. IGIHE. 8 July 2011. Hentet 9 July 2011. 
  50. ↑ Welcome South Sudan to EAC!. East African Business Week. 10 July 2011. Hentet 10 July 2011.  Arkiveret 2011-09-27.
  51. ↑ South Sudan avails new foreign policy, to open 54 embassies. Sudan Tribune. 25 July 2011. Hentet 6 August 2011. 
  52. ↑ IMF Receives Membership Application from South Sudan, Seeks Contributions to Technical Assistance Trust Fund to Help New Country. International Monetary Fund. 20 April 2011. Hentet 10 July 2011. 
  53. ↑ World Bank Group Congratulates People of South Sudan on Independence. The Financial. 9 July 2011. Hentet 10 July 2011. 
  54. ↑ South Sudan "entitled to join Arab League". Sudan Tribune. 12 June 2011. Hentet 8 July 2011. 
  55. ↑ El-Husseini, Asmaa (7 July 2011). Hoping for the best. Al-Ahram. Hentet 8 July 2011. 
  56. ↑ South Sudan is UNESCO's 194th member. Embassy of the Republic of South Sudan in Washington, DC. 3 November 2011. Hentet 1 December 2011.  Arkiveret 2 August 2012.
  57. ↑ East African bloc admits South Sudan as member. Reuters. 25 November 2011. Hentet 25 November 2011. 
  58. ↑ South Sudan. State.gov. Hentet 2013-12-21. 
  59. ↑ Doing Business in South Sudan | Embassy of the United States Juba, South Sudan. Southsudan.usembassy.gov. Hentet 2013-12-21. 
  60. ↑ Dagne, Ted (2011). Republic of South Sudan: Opportunities and Challenges for Africa's Newest Country. Congressional Research Service. 
  61. ↑ 61,0 61,1 61,2 61,3 Sudan: Transcending tribe. Al Jazeera English. Hentet 30 April 2011. 
  62. ↑ "Sudan: Transcending tribe". Al Jazeera English. Hentet 30. april 2011. 
  63. ↑ "SPLA set fire to over 7,000 homes in Unity says Mayom county official". Sudan Tribune. 24 May 2011. Hentet 9 July 2011. 
  64. ↑ "United Nations urges South Sudan to Help Avert Possible Attack". Bloomberg Television. 27 December 2011. Hentet 3 January 2012. 
  65. ↑ "Activists warn of "genocide" in S.Sudan's Jonglei conflict". Sudan Tribune. 16 December 2011. Hentet 2 January 2012. 
  66. ↑ S. Sudan's opposition leader arrested over rebel links. Sudan Tribune. 4 November 2011. Hentet 17 November 2012. 
  67. ↑ South Sudan arrests opposition leader turned rebel. AlArabiya. 4 November 2011. Hentet 17 November 2012. 
  68. ↑ Child Marriage Facts and Figures
  69. ↑ UNFPA Sudan Country Office
  70. ↑ Sudan census committee say population is at 39 million – Sudan Tribune: Plural news and views on Sudan
  71. ↑ World Christian Encyclopedia, redaktører: David Barrett, George Kurian og Todd Johnson (Oxford: Oxford University Press, 2001), 700
  72. ↑ Christianity, in A Country Study: Sudan, U.S. Library of Congress.
  73. ↑ [1] South Sudan's Muslims welcome secession, Agence France-Presse
  74. ↑ South Sudan's Muslims welcome secession. Agence France-Presse. Hentet 11. juli 2012. 
  75. ↑ South Sudan To Respect Freedom Of Religion Says GOSS President | Sudan Radio Service. Sudanradio.org. 21. februar 2011. Hentet 11. juli 2012. 
  76. ↑ Landefakta – viden.jp.dk

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

s·d·r
Lande i Afrika
Algeriet • Angola • Benin • Botswana • Burkina Faso • Burundi • Cameroun • Centralafrikanske Republik • Comorerne • Demokratiske Republik Congo • Republikken Congo • Djibouti • Egypten1 • Elfenbenskysten • Eritrea • Etiopien • Gabon • Gambia • Ghana • Guinea • Guinea-Bissau • Kap Verde • Kenya • Lesotho • Liberia • Libyen • Madagaskar • Malawi • Mali • Marokko • Mauretanien • Mauritius • Mozambique • Namibia • Niger • Nigeria • Rwanda • São Tomé og Príncipe • Senegal • Seychellerne • Sierra Leone • Somalia • Sudan • Sydafrika • Sydsudan  • Swaziland • Tanzania • Tchad • Togo • Tunesien • Uganda • Zambia • Zimbabwe • Ækvatorialguinea
 Afrika
1 Ligger delvis i Asien
Autoritetsdata

Koordinater: 7°N 30°Ø / 7°N 30°Ø / 7; 30

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Sydsudan&oldid=8264005"