Robert De Niro

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Robert De Niro
Robert De Niro TFF 2011 Shankbone.JPG
De Niro på Tribeca Film Festival 2011, premieren på The Bang Bang Club
Fulde navn Robert Mario De Niro, Jr.
Født 17. august 1943 (72 år)
New York City, New York, USA
Ægtefælle(r) Diahnne Abbott (1976-1988)
Grace Hightower (1997-)
Kendte roller Jake LaMotta i Raging Bull
Travis Bickle i Taxi Driver
Jimmy Conway i Goodfellas
Don Vito Corleone i The Godfather: Part II
Oscars
Bedste mandlige hovedrolle
1980 Tyren fra Bronx
Bedste mandlige birolle
1974 The Godfather: Part II
Travis Bickle i Taxi Driver
Golden Globe
Bedste skuespiller - drama
1980 Tyren fra Bronx

Robert De Niro, født Robert Mario De Niro 17. august 1943 i Greenwich, New York, er en amerikansk skuespiller, producent og instruktør. Han har lavet mange af sine største film under instruktion af Martin Scorsese. Det gælder film som Taxi Driver, Tyren fra Bronx, Cape Fear, Goodfellas og Casino. Han har vundet to Oscarstatuetter for bedste mandlige hovedrolle i Tyren fra Bronx og for bedste mandlige birolle i The Godfather II. Han har bl.a. instrueret filmene A Bronx Tale og The Good Shepherd.

Tidlig karriere[redigér | redigér wikikode]

Robert De Niro blev født i New York City, New York, som søn af kunstnerne Virginia Admiral og Robert De Niro, Sr.[1] Faderen var af italiensk og irsk oprindelse, mens moderens forfædre stammede fra Tyskland, Frankrig og Holland. Forældrene blev skilt, da De Niro var tre år gammel, og han voksede op hos moderen i området omkring Little ItalyManhattan. Allerede som 10-årig fik han sin skuespil-debut, da han spillede løven i en skoleopsætning af Troldmanden fra Oz. I et forsøg på at forfølge drømmen om at blive professionel skuespiller, droppede han som 16-årig ud af skolen. Han begyndte i stedet at studere skuespil, og hans mor fik ham ind på the Fiorello H. La Guardia High School of Music and Art i New York, hvor bl.a. også skuespilleren Al Pacino har studeret. De Niros første filmrolle kom i 1963, da han medvirkede i Brian De Palmas The Wedding Party. Filmen blev dog først udsendt seks år senere. Instruktøren Brian De Palma var på mange måder manden, der introducerede den unge De Niro til filmverdenen. Således var De Palma også manden bag komedien U.S. Greetings - Hilsen fra Amerika fra 1968 samt efterfølgeren Hi, Mom! fra 1970. De Niros rolle som Jon Rubin i de to film gik ikke ubemærket hen i Hollywood. Hans popularitet tog til, da han i 1973 spillede rollen som Major League baseball-spilleren Bruce Pearson i Bang the Drum Slowly, og specielt senere samme år, da han indledte sit samarbejde med Martin Scorsese. Gaden uden nåde, eller Mean Streets som filmen oprindelig hedder, og rollen som Johnny Boy overfor Harvey Keitel, blev startskuddet til utallige roller indenfor gangster og krimi-genrerne.

Succes i Hollywood[redigér | redigér wikikode]

Gaden uden nåde blev en relativt stor succes, både for Scorsese og De Niro, og for sidstnævnte skulle succesen hurtigt vise sig at nå endnu større højder. De Niro havde i 1972 været til audition på den første Godfather-film,[2] hvor de søgte efter skuespillere med italiensk oprindelse, uden at han dog fik tilbudt en rolle. To år efter kunne instruktøren af The Godfather, Francis Ford Coppola, stadig huske De Niro. Det havde været Coppolas første intention, at få Marlon Brando til også at spille Vito Corleone som ung. Men da han i stedet kom i tanke om De Niro, valgte han at tilbyde rollen til det nye store talent. Det var nok ikke noget dårligt valg. De Niro har altid haft ry for at leve sig totalt ind i de roller, han skal spille, en stil der ofte refereres til som ’method acting’, og rollen som Vito Corleone i The Godfather: Part II' var ingen undtagelse. Som forberedelse rejste han f.eks. til Sicilien, boede der i en periode, og brugte efter sigende fire måneder på at lære at tale den sicilianske dialekt. Denne præstation indbragte i 1975 De Niro hans første Oscar-statuette, for Bedste mandlige birolle. Mindeværdig blev også De Niros næste præstation på det store lærred, og citatet ”You talkin' to me?” (som han improviserede[3]) blev synonym med Robert De Niro og rollen som Travis Bickle i Martin Scorseses Taxi Driver. De Niro arbejdede som taxachauffør i tre måneder for at kunne leve sig ind i rollen og historien om den mentalt ustabile Vietnam-veteran, der har natarbejde som taxachauffør. Filmen var præget af bemærkelsesværdige billeder, lyd og klipning samt ligeså bemærkelsesværdige præstationer af De Niro, Jodie Foster og Harvey Keitel, og både De Niro og Foster blev efterfølgende nomineret til Oscar. Samme år, 1976, giftede De Niro sig med den afroamerikanske sangerinde Diahnne Abbott. Hun har en mindre rolle i Taxi Driver, samt i bl.a. De Niro / Scorsese-filmene New York, New York og The King of Comedy. De Niros succes nåede også til Italien, hvor instruktøren Bernardo Bertolucci, som senere instruerede Den sidste kejser, var i gang med et kæmpe filmprojekt. Det storslåede historiske drama 1900, som udspiller sig i Italien fra 1900 til omkring 1945, handler om spændingsfeltet mellem rig og fattig omkring en herregård i Norditalien og om fremblomstringen af fascisme og kommunisme. Store internationale navne som Gérard Depardieu, Donald Sutherland, Burt Lancaster og De Niro selv, samt storslåede kulisser, var medvirkende årsag til, at filmen gik 3 millioner dollars over budget. Men 1900, hvis fulde version varer lidt over fem timer, blev færdigindspillet, klippet og udsendt, og regnes i dag for ét af hovedværkerne i moderne italiensk filmindustri, selvom den i 1976 blev en kommerciel fiasko. Magtens sødme, baseret på romanen Den sidste mogul af F. Scott Fitzgerald, fik en okay modtagelse. Det samme fik Scorseses musical New York, New York med Liza Minnelli, uden at de to film dog blev større succeser. Det blev derimod Michael Ciminos Vietnam krigsfilm The Deer Hunter fra 1978. Historien om de tre venner Michael, Nick og Steven, om deres oplevelser som soldater i Vietnam og ikke mindst om følgerne af deres udsendelse, blev en verdensomspændende succes. Christopher Walken vandt en Oscar for bedste mandlige birolle, mens De Niro måtte tage til takke med sin nominering for bedste mandlige hovedrolle. Total, nærmest fanatisk indlevelse, lå også bag De Niros portræt af den amerikanske bokser Jake LaMotta i Martin Scorseses Tyren fra Bronx, Raging Bull. De Niro lærte at bokse, og for at kunne spille den afdankede LaMotta i den sidste del af filmen, tog han omkring 25 kg på i vægt. Den næste film instrueret af Martin Scorsese, The King of Comedy fra 1982 blev også godt modtaget, men dog ikke lige så populær som den foregående.

Der var engang i Amerika[redigér | redigér wikikode]

I 1972 havde den italienske filminstruktør Sergio Leone, ophavsmanden til den italienske spagetti-western-tradition, afslået at instruere The Godfather. Det fortrød han senere, da han egentlig var meget interesseret i gangster-genren. Efter udelukkende at have instrueret westernfilm i hjemlandet, bl.a. Den gode, den onde og den grusomme og Vestens hårde halse, begyndte han i stedet at undersøge mulighederne for at lave et komplet gangster-epos i Amerika. Forberedelserne til filmen Der var engang i Amerika (Once Upon a Time in America) strakte sig over flere år. Bearbejdning af manuskriptet, research, og casting af skuespillere tog meget lang tid. Således har Leone selv fortalt, at han havde over 200 skuespillere til audition til rollen som Max, som i den endelige film bliver spillet af James Woods, hvorimod rollen som David 'Noodles' Aaronson stort set havde været tiltænkt De Niro hele vejen igennem. Da optagelserne var overstået, havde man 8-10 timers film. Sergio Leone og hans klipper, Nino Baragli, fik bearbejdet filmen, så den kom ned på en længde af seks timer, og fremlagde en idé for filmselskabet om at udsende den som to helaftensfilm. Dén idé var producenterne ikke imponerede over, og de mindedes hvordan et lignende forslag fra instruktøren Bernardo Bertolucci i 1976 resulterede i økonomisk kaos omkring filmen 1900 (også med Robert De Niro). Leones endelige cut af filmen endte på 3 timer og 49 minutter, men findes i dag i flere udgaver, bl.a. en forkortet, censureret udgave til det amerikanske marked. Historien er egentlig baseret på Harry Greys roman The Hoods, men ikke mindre end syv forskellige manuskriptforfattere var inde over processen, inklusiv instruktøren selv. Indspilningen af Der var engang i Amerika havde været krævende, og de følgende år valgte De Niro roller, som lå langt fra gangster-genren. Således blev den først følgende film det romantiske drama Falling in Love med Meryl Streep. En noget særpræget rolle fik De Niro i Terry Gilliams Brazil fra 1985. Filmen var på sin vis en hyldest til George Orwells fremtidsroman 1984, og historien, som foregår i en slags retro-fremtidig verden, var på mange punkter mystisk og fantastisk, og det samme kan man sige om De Niros mindre rolle som Archibald 'Harry' Tuttle, der på én gang hjælper og forvirrer hovedpersonen Sam Lowry, spillet af Jonathan Pryce. Brazil blev ikke en stor kommerciel succes, og var sikkert heller ikke tænkt som en sådan. I stedet regnes den i dag som en slags kult-film. I The Mission fra 1986 så man endnu engang De Niro i nye omgivelser, nemlig som Rodrigo Mendoza, der får arbejde på en kristen missionsstation i det 18. århundredes Sydamerika, under ledelse af Father Gabriel (Jeremy Irons). Før 1987 havde man ikke set Robert De Niro i en gyserfilm. Det kom han nu til, og her spillede han overfor Mickey Rourke i Alan Parkers uhyggelige Djævelen i hjertet.

Gangster igen[redigér | redigér wikikode]

Kort sagt kom De Niro omkring flere forskellige typer roller i midten af 80’erne, inden han i 1987 vendte tilbage til gangster-genren og rollen som Al Capone i De Uovervindelige. Her blev De Niro genforenet med instruktøren Brian De Palma, som havde instrueret De Niro i flere film fra slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. I 1920’erne skal Elliot Ness (Kevin Costner) sætte en stopper for korruptionen, og spiritussmuglingen i Chicago. Hans værste modstander er gangsteren Al Capone, som vil gøre alt for at Ness’ projekt mislykkes. Rygter fortæller, at De Niro udtrykkeligt bad om at bære det samme silkeundertøj, som den virkelige Al Capone havde, selv om det aldrig skulle åbenbares i filmen. Året efter blev De Niro skilt fra Diahnne Abbott, efter 12 års ægteskab. Sammen har de sønnen Raphael De Niro, og De Niro adopterede også hendes datter Drena De Niro, som hun havde fra et tidligere ægteskab. Martin Scorsese og Robert De Niro havde ikke arbejdet sammen siden 1982, men det kom de til endnu engang i 1990. Goodfellas, baseret på Nicholas Pileggis bog og manuskript, blev en kæmpe succes, og regnes sammen med The Godfather som en af de bedste gangsterfilm nogensinde. Ray Liotta spiller hovedrollen som Henry Hill, en dreng som vokser op i Brooklyn, New York. Som han selv siger i starten af filmen: "As far back as I can remember, I've always wanted to be a gangster." De Niro spiller smågangsteren James 'Jimmy' Conway, mens Joe Pesci spiller den meget temperamentsfulde Tommy DeVito. Samme år indspillede De Niro Livet længe leve. Her spiller han Leonard Lowe, som er i en sær form for koma. Lægen Malcolm Sayer (Robin Williams) beslutter sig dog for at undersøge lidelsen nærmere, da den ikke synes blot at være et enkeltstående tilfælde. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og blev bl.a. nomineret til en Oscar for bedste film, og De Niro fik sin femte oscarnominering for den krævende rolle. De Niro lavede 12 film i 80’erne. I 90’erne blev det tal mere end fordoblet. Goodfellas og Livet længe leve blev fulgt op af en række spændingsfilm; Guilty by Suspicion, Flammehav og Cape Fear. I Ron Howards Flammehav med Kurt Russell og William Baldwin i hovedrollerne, spiller De Niro Donald 'Shadow' Rimgale, som efterforsker en række brande, for forhåbentlig at kunne fange en skrupelløs pyroman. I Martin Scorseses genindspilning af klassikeren Cape Fear fra 1962, spiller han den mystiske Max Cady, som efter at have afsonet en længere fængselsstraf, sætter sig for at terrorisere advokaten Sam Bowden (Nick Nolte) og dennes familie. Mere melodramatiske roller findes i Night and the City fra 1992 og specielt i Min mors kæreste fra 1993, med blandt andre en meget ung Leonardo DiCaprio. I 1993 fik De Niro også sin debut som instruktør. Dette skete, fristes man næsten til at sige, naturligvis med en gangster-film; A Bronx Tale. En far (De Niro) ser sin søn blive interesseret i kvarterets kriminelle bande, og specielt dennes leder Sonny LoSpecchio, spillet af Chazz Palminteri. Filmen bygger på den selvbiografiske historie af Chazz Palminteri, og han ville kun sælge rettighederne til De Niro, hvis han selv måtte skrive manuskriptet og spille rollen som Sonny. Da De Niros far døde samme år, valgte han at dedikere filmen til ham. Casino, fra 1995, havde en historie, der på flere punkter mindede om Goodfellas. Også instrueret af Martin Scorsese, skrevet af Nicholas Pileggi og med De Niro og Joe Pesci i hovedrollerne. Samme år blev også Michael Manns Heat indspillet. En krimi med den kriminelle Neil McCauley (De Niro) på den ene side og politiefterforskeren Vincent Hanna (Al Pacino) på den anden. Mange film-fans havde set frem til mødet mellem to af tidens allerstørste skuespillere De Niro og Pacino, og at dømme ud fra anmeldelser og salgstal, var der mange, der var tilfredse. Val Kilmer, Jon Voight og en ung Natalie Portman spiller også med i filmen. Quentin Tarantino har ry for at genetablere fallerede skuespillere i Hollywoods bevidsthed. I 1997 var De Niro nu på ingen måde falleret, men ikke desto mindre spillede han den mærkværdige rolle som Louis Gara i Jackie Brown. Året efter spillede han hovedrollen i John Frankenheimers actionprægede spændningsfilm Ronin, hvor stort opsatte og perfekt timede biljagter prægede handlingen.

90’erne og frem til i dag[redigér | redigér wikikode]

Robert De Niro ved en pressekonference ved filmfestivalen i Berlin i 1998 i forbindelse med premieren af filmen Wag the dog
Foto: Agon S. Buchholz

Med Familie Terapi, Analyze This, fra 1999 indledte De Niro en ny stil. Han brugte sit ry som gangster skuespilleren over dem alle, i rollen som mafiabossen Paul Vitti, hvis psyke er lettere ustabil. Psykologen Ben Sobel (Billy Crystal) skal hjælpe ham igennem krisen. De Niro havde stort set ikke indspillet komedier siden begyndelsen af sin karriere, men med Familie Terapi var De Niro godt i gang med at etablere sig selv som komedieskuespiller. De efterfølgende år er det blevet til flere komedier, bl.a. Meet the Parents, Showtime, Analyze That og Meet the Fockers. De Niro er dog ikke blevet fuldtids komedieskuespiller. Sideløbende med de komiske roller har han sørget for også at holde plads i kalenderen til mere seriøse projekter. Af disse har de mest bemærkelsesværdige været Mænd af Ære, The Score og Hide and Seek. Mænd af Ære handler om Chief Carl Brashear (Cuba Gooding Jr.), der vil være den første sorte mand, der bliver dykker i den amerikanske flåde. De Niro spiller Chief 'Billy' Sunday, der skal træne de håbefulde rekrutter. Han er barsk, og har ikke i sinde at lade nogle slippe let igennem. The Score fra 2001 er en typisk kup-film, med en velkendt hvem-snyder-hvem-problematik. Bagmanden Max (Marlon Brando i sin sidste rolle) og de småkriminelle Nick Wells (De Niro) og Jack Teller (Edward Norton) skal begå et stort kup, som ikke burde kunne gå galt. Hide and Seek er en mystisk psykologisk thriller om enkemanden David Callaway og hans datter Emily (Dakota Fanning). Filmen fik en blandet modtagelse, mens Dakota Fannings præstation blev vel anerkendt. I 2006 instruerede De Niro sin anden film The Good Shepherd. Filmen handler om det amerikanske efterretningsvæsens, CIAs, problematiske første år efter dannelsen i 1947, set i Edward Wilsons (Matt Damon) perspektiv. Året efter spillede De Niro den mærkværdige kaptajn Shakespeare i eventyrfilmen Stardust, der har en hang til at gå i dametøj. Senest har man endnu engang kunnet opleve De Niro spille over for Al Pacino (for første gang siden Heat) i Righteous Kill.[4] Filmen fik relativt dårlige anmeldelser, men forventningerne til de to skuespillere havde også været ekstremt store, og måske større end plottet kunne bære. I 2010 skal De Niro spille Senator McLaughlin i Robert RodriguezGrindhouse-film Machete, rollen som Jack Maybury i thrilleren Stone, med bl.a. Edward Norton, mens der også er planlagt en Meet the Fockers-efterfølger.

Trivia[redigér | redigér wikikode]

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Robert De Niro Biography (1943-)". filmreference.com. Hentet August 20, 2007. 
  2. The Godfather Family: A Look Inside (1990 documentary)
  3. "'There was a sense of exhilaration about what we had done'". guardian.co.uk. 
  4. Fleming, Michael (October 14, 2008). "CBS, Tribeca pact for pilot trio". Variety. Hentet March 10, 2010. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]