|
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blev
etableret i 1959. Domstolen i Strasbourg vurderer gennem et klagesystem
om staterne efterlever menneskerettighederne. Domstolens afgørelser
om staternes brud på Menneskerettighedskonventionen er bindende,
og har gennem tiden fået stor indflydelse på udviklingen inden
for menneskerettighedsområdet.
Et menneskerettighedsdokument er i sig selv kun
et stykke papir som staterne kan bestræbe sig for at overholde,
eller undlade at overholde. Derfor er der til flere af disse dokumenter
knyttet forskellige redskaber, fx i Europarådet og i FN, som kan
bidrage til at sikre at menneskerettighederne også føres ud i livet.
Ofte overvåger såkaldte komitéer om staterne overholder
menneskerettighederne. Fx besøger komitéen der er knyttet til Den
europæiske konvention til forebyggelse af tortur, staterne regelmæssigt
for ved selvsyn at danne sig et indtryk af situationen i landet,
og aflægger derefter rapport om besøget. Staterne skal selv aflægge
periodisk rapport til en komité om tilstanden på det menneskeretsområde
som komitéen arbejder med. Desuden modtager en komité ofte klager
fra personer der mener at staten har overtrådt den og den af hans
eller hendes menneskerettigheder. Komitéens afgørelse i sagen kan
ofte falde ud til fordel for klageren, men komitéen har ingen mulighed
for at tvinge staten til at efterleve afgørelsen.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er
i en enestående position i verden i og med at der er en egentlig
domstol, i Strasbourg, til at vurdere om staterne efterlever menneskerettighederne,
og et redskab der skal sørge for at dommene føres ud i livet, nemlig
Ministerkomitéen som repræsenterer medlemsstaternes regeringer,
og som er Europarådets besluttende organ.
Læs mere her:
Europarådets
historie
Indtil 1998 bestod klagesystemet i Strasbourg
af både en Menneskerettighedskommission og en Menneskerettighedsdomstol.
Det var Den Europæiske Menneskerettighedskommission som i første
omgang tog stilling til henvendelser fra enkeltpersoner, grupper
af personer, eller organisationer der mente at staten havde overtrådt
en eller flere af deres rettigheder. Det var og er en betingelse
at klagerne ikke kan komme længere i det hjemlige retssystem. Alle
retsinstanser i ens stat skal være prøvet før man kan klage til
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Hvis Kommissionen fandt at klagen skulle tages
op til egentlig sagsbehanling, det vil sige erklærede sagen for
"admissible" (skal antages til behandling), forsøgte
den først at mægle mellem parterne for at finde en løsning som
begge kunne acceptere. Hvis ikke det lykkedes, vurderede Kommissionen
om klagen skulle afvises, eller sendes videre til Domstolen.
Kommissionen kunne imidlertid også vælge at sende klagen til
Ministekomitéen som så kunne beslutte hvordan sagen skulle afgøres.
Ligesom Domstolens afgørelse, var også Ministerkomitéens bindende
for staten. Det var også Ministerkomitéen der kontrollerede om
staterne overholdt Kommissionens og Domstolens afgørelser.
Antallet af klager er vokset støt siden klagesystemet
begyndte at virke. I 1960 var der 291 klager. I 1990 var der 1657,
i 1996: 4758 klager, og i 1999: 8396. Fra 1. januar 1989 til 31.
december 1997 modtog Kommissionen 827 klager over Danmark. Stigningen
i antallet af klager kan bl.a. forklares med at flere og flere
efterhånden kender til klagesystemet i Strasbourg. Desuden er der
blevet mange flere medlemsstater, især i 1990'erne med opløsningen
af Sovjetunionen og af Sovjetimperiet i Østeuropa. Følgen var at
behandlingen af klagerne tog stadig længere tid, og Europarådet
besluttede at få forretningsgangen ændret. Det er sket med vedtagelsen
af den 11. protokol til konventionen - med virkning fra slutningen
af 1999. Denne er indarbejdet i selve konventionen.
For at afkorte sagsbehandlingstiden er Kommissionen
blevet nedlagt, og klager går herefter direkte til Domstolen. Domstolen
tager sig af sagen - lige fra den indledende beslutning om hvorvidt
en klage skal tages op til egentlig behandling, til den endelige
dom.
Se også:
Europarådets
historie
Antallet af dommere svarer til antallet af stater
der har tilsluttet sig konventionen, dvs. at der i dag er 43 dommere.
Det er medlemslandene der foreslår kandidater til dommersæderne
for en seks-årig periode, og det er Den Parlamentariske Forsamling
der vælger dem. Dommerne kan genansættes.
En komité på tre dommere afgør i første omgang, om sagen er
grundløs. Hvis de tre dommere er enige, kan sagen afvises allerede
her. De fleste af de sager som kommer videre, vil blive behandlet
i kamre med syv dommere. Domstolen kan forsøge at mægle, inden
den afsiger endelig dom. Sager der vedrører generelle og principielle
spørgsmål, fx fortolkninger af konventionen, kan henvises til i
Storkammeret der består af 17 dommere.
Domstolens afgørelse af om en stat har brudt en
eller flere af konventionens menneskerettigheder, er bindende for
staten. Domstolen kan fx idømme staten at betale en nærmere fastsat
erstatning til klager, og/eller staten skal ligefrem tage skridt
til at ændre på retstilstanden, fx ved at ændre en lovbestemmelse
der er i strid med konventionen, eller ved at skabe en ny lovbestemmelse
for at leve op til en bestemmelse i konventionen.
Ministerkomitéen skal ikke længere afgøre sager,
men har beholdt den vigtige opgave at sikre at staterne fører dommene
ud i livet. Staterne skal sørge for at deres lovgivning lever op
til de domme, der afsiges.
Flere domme
Domstolen har indtil 2000 afsagt henved 1.600 domme, dvs. afgørelser
baseret på en vurdering af om sagens kendsgerninger talte for eller
imod at staten havde overtrådt en eller flere menneskerettigheder.
Hvad angår andre afgørelser, vurderer Domstolen at der ikke er
forhold i sagen der taler for eller imod en overtrædelse. Sådanne
sager kan fx munde ud i et forlig mellem parterne, eller sagen
"slettes af listen".
I ca. to tredjedele af tilfældene finder Domstolen at staten
har overtrådt konventionen.
Teksterne om Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
bestemmelser om menneskerettighederne som man kan læse på denne
hjemmeside, er først og fremmest baseret på hvordan Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol, og indtil 1999 Den Europæiske Menneskerettighedskommission,
har fortolket bestemmelserne. Det har haft stor betydning for udviklingen
af menneskerettighederne at Domstolen og Kommissionen har bestræbt
sig for at fortolke konventionens bestemmelser i lyset af samfundsudviklingen
og udviklingen af retsopfattelse og moralopfattelse i de enkelte
medlemsstater.
Opfattelse af ret, menneske og samfund er ganske
forskellig i Europarådets medlemsstater, men Domstolens og Kommissionens
afgørelser har medvirket til at disse forskelle bliver mindre i
og med at de to organer i deres behandling af klagesager har fastslået
fælles retningslinier på forskellige områder, fx hvad man skal
forstå ved en umenneskelig behandling eller straf, eller hvor vidt
ytringsfriheden må strækkes, eller hvad en familie er for en størrelse.
De tusinder af klager, og udviklingen i Domstolens
og Kommissionens fortolkning og behandling af disse sager, er bl.a.
beskrevet af følgende juridiske forfattere:
Den Europæiske Menneskeretskonvention kommenteret
af Peer Lorenzen m.fl., Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København
1994,
Hans Danelius: Mänskliga rättigheter i europeisk
praxis. En kommentar till Europakonventionen om de mänskliga rättigheterna,
Norstedts Juridik AB, Stockholm 1998,
P. Van Dijk et al.: Theory and Practice of
the European Convention on Human Rights, Kluwer Law International,
The Hague 1998.
Mens den juridiske litteratur i høj grad baserer
sine kommentarer til artiklerne i selve Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
på Domstolens og Kommissionens behandling og fortolkning, så er
de såkaldte forklarende protokoller (explanatory reports) der er
uddybende kommentar til tillægsprotokollerne, en vigtig kilde til
at forstå tillægsprotokollerne til Konventionen. Her har der nemlig
ikke været så mange klagesager.
|
