Egil Skallagrimssons Saga  2. del 
Gå til 1. del



  

  

 1  3  5  7  9  11  13  15  17  19  21  23  25  27   29  
31
  33  35  37  39  41  43   45   47   49  51  53   55

Kapitler

Skallagrims død

Egil og Arinbjørn på hærtog sammen

Striden mellem Steinar 
og Thorstein Egilsson

Egils 
Englandsrejse

Tildragelser 
på Island

Egil Skallagrimsson 
på tinge

Egil og Hakon
Adelstensfostre

Bødvars død

Steinars 
endelige fordrivelse

Holmgangen 
med Ljot den Blege

Sønnetabet

Egil Skallagrimssons død

Egil og Atle den Korte

Kvædet om Arinbjørn

Kristendommen 
kommer  til Island

Egils sidste udenlandsrejse

Ejnar Skåleglam 
og Egil

Her ender Egils saga

 

 

Egil endnu ikke var ude af landet. Hans broder Hadd var hos ham. I nærheden på kongens gård Ålreksstad opholdt sig en ung mand ved navn Frode, en slægtning af kongen og opfostret hos kongen, en meget smuk ung mand, lige udvoksen; kong Erik lod ham tilbage til hjælp for Bjergønund. På Alreksstad hos Frode opholdt sig en ung søn af kong Erik og Dronning Gunhild ved navn Ragnvald; han var da ti eller elleve år gammel og tegnede til at blive en ypperlig mand. Inden kong Erik drog i krig mod sine brødre, lyste han Egil fredløs over hele Norge, fra den ene ende til den anden, at dræbe for allemand. Arinbjørn fulgte kongen i leding. Egil lå ude ved et havskær, der hedder Vitar, udenfor øen Alden, fjernt fra hvor skibe kom; nogle fiskere lå her, hvem han spurgte om nyt, og her hørte han, at kongen havde gjort ham fredløs. Han kvad:

Ud på de lange veje
lukker han mig, lovskænderen,
blodøksen, brodermorderen,
forbryderen - selv under åget!
For det er Gunhild, den grusomme,
der er grund til forfølgelsen.
Men jeg skal dog vise heksen,
hvis hals der er hårdest!

Vejret var roligt, med vind fra fjeldet om natten og havbrise om dagen. En aften sejlede Egil ud til havs; og fiskerne, som var sat til at udspejde, hvad Egil tog sig for, roede da i land og kunne fortælle, at nu var Egil lettet og stået ud til havs, og nu var han rejst. Beskeden blev bragt for Bjergønund, og da han havde fået den, sendte han alt det mandskab fra sig, han havde haft til sin bevogtning, og roede ind til Alreksstad for at indbyde Frode til gilde, for Bjergønund havde meget øl hjemme. Frode fulgte med ham tillige med nogle mænd, og de gjorde sig nu lystige ved drikken uden at tænke på nogen fare. Ragnvald kongesøn

tilbage

havde en seksårers karve, som var malet over vandgangen; og da Frode var rejst hjemmefra, tog han sammen med sit følge, som altid var med ham, tolv mand, i karven ud til Øen Herdla. Her var en stor kongsgård, som blev bestyret af en mand ved navn Skægthorer; Ragnvald var bleven opfostret hos ham i barneårene. Thorer tog kærligt imod kongesønnen; og det skortede heller ikke på øl der. Egil sejlede ud på havet om natten som før omtalt; men om morgenen faldt vinden, og det blev stille. De drejede bi og lod skibet ride på søen; men da havbrisen kom, vendte de og sejlede ind til skærene udenfor Herdla, hvor de fandt et godt tilflugtssted og tjeldede over for resten af natten. Egil gik selvtredje i skibsbåden og roede ind til Herdla. Han sendte en mand op på Øen for at spejde, og han kom tilbage og fortalte, at Ragnvald kongesøn og hans mænd sad oppe på gården og drak. Af en af huskarlene, der var fuld, havde han fået at vide, at de ville drikke mindst lige så meget som henne hos Bjergønund, skønt Frode med andre fire mand sad der; men ud over husfolkene var der ellers ingen mandskab på gården. Egil roede nu tilbage til skibet og bød sine mænd stå op og væbne sig. Skibet lagde de ud for anker parat til at sejle, og Egil lod tolv mand blive tilbage for at vogte det. Med de andre sytten mand gik Egil i skibsbåden og roede ind ad sundene. De passede det sådan, at de kom om aftenen ind til Fenring, og der lagde de til uset i en vig. Egil bad de andre bie på sig, mens han selv gik op på Øen for at spejde. Han havde sine sædvanlige våben, hjelm og skjold, sværd ved bæltet og en kesja i hånden. Han gik frem på Øen og henimod, hvor der var nogen skov; en hat havde han trukket ned over hjelmen. Ved skoven traf han nogle drenge sammen med nogle store hyrdehunde; han spurgte dem, hvad de ville der med de store hunde. De undrede sig over hans uvidenhed, at han ikke vidste, hvad alle var optaget af, at her på Øen gik en stor bjørn, som havde dræbt både mennesker og kvæg, og på hvis hoved der var sat en pris. De

3  tilbage

vågede hver nat på Ask over kvæget, som var spærret inde i et indelukke. Hvorfor manden for resten gik væbnet om natten? Af frygt for bjørnen, oplyste Egil; og han kunne tilføje, at den længe havde været efter ham om natten; men nu havde han set den; den lå i dette Øjeblik inde i skovbrynet. Om alle folk lå og sov på gården? Drengene sagde, at Bjergønund og Frode sad endnu og drak; de holdt altid længst ud. ,,Så skulle I sige dem, hvor bjørnen er," tilrådede Egil; men selv ville han begive sig hjem. Han gik derpå sin vej, og en af drengene løb hjem til gården. Der havde alle lagt sig til at sove på nær Ønund, Frode og Hadd. Straks de hørte af drengen, hvor bjørnen var, tog de deres våben og løb op mod skoven. En flig skød frem af skoven med nogle spredte buske; her sagde drengen, bjørnen var bleven set. De så kvistene bevæge sig og mente at skelne, at bjørnen var der. Da sagde Bjergønund til Hadd og Frode, at de skulle løbe frem bagom buskene og hindre bjørnen i at søge skoven; selv løb han frem imod buskene. Han var væbnet med hjelln og skjold, sværd om livet og en kesja i hånden. Men den bjørn, der var i busken, det var Egil, og da han så Bjergønund komme, trak han sværdet og hængte sig det draget på armen ved en strop i hæftet; kesjen tog han i hånden og løb frem mod Bjergønund. Da Bjergønund så ham, øgede han farten og skød skjoldet for sig; inden de mødtes, kastede de begge spydet. Egil skivede sit skjold imod kesjen, så at den strejfede af og fløj i jorden; men Egils spyd kom på bredsiden af Bjergønunds skjold og gik igennem det på midten, langt op på bladet, så at spydet sad fast, og Ønund fik vanskeligheder med at håndtere skjoldet. Egil greb nu øjeblikkelig til sit dragne sværd; Ønund drog sit, men havde det ikke halvt ude af balgen, før Egil var igennem ham med sit sværd; Ønund hældede over, og Egil snappede rask sværdet til sig og huggede omtrent hovedet af Ønund. Han tog derpå kesjen ud af skjoldet. Hadd og Frode så Bjergønund falde og kom løbende til; Egil vendte sig imod dem og kastede

4  tilbage

kesjen imod Frode, så at den gik gennem skjoldet og brystet på ham; odden stod ud af ryggen, og han faldt død bagover. Nu gik Egil med sværdet imod Hadd, og de skiftede ikke mange hug, før Hadd faldt. Til drengene, som kom løbende, sagde Egil: ,,Sæt jer til hyrder nu over jeres husbond Ønund og hans følgesvende og pas vel på, at ikke vilde dyr og fugle kommer og tager deres lig." Egil gik derpå sin vej, men var ikke kommen langt, førend han mødte elleve af sine ledsagere; seks var bleven tilbage i båden. De spurgte, hvad han havde udrettet. Egil kvad:

Længe nok var jeg langmodig,
lod mig min ejendom berøve
af en brovtende bøddel;
nu har jeg brudt halsen på ham;
den rå, skrydende rise
ramlede endelig sammen.
Hadd og Frode, frygter jeg,
fulgte Ønund i døden.

,,Men nu," sagde Egil, ,,skal de smage vikingetægt her på gården. Slå alle ihjel, I ser, og tag alt med, hvad I kan bære!" De løb til gården og ind i husene og dræbte der femten til seksten mand, men nogle undløb. Derpå røvede de alt, de kunne føre med, og ødelagde resten. Kvæget drev de til stranden, slagtede det og bar kødet i båden, så meget den kunne bære. Efter det roede de ud imellem Øerne. Egil var nu så vild, at ingen kunne snakke med ham. Han styrede båden; og da de søgte ud af fjorden mod Herdla, kom Ragnvald kongesøn roende den anden vej i den malede karve sammen med sine tolv mand. De havde hørt, at Egils skib lå ved Herdla, og agtede nu at underrette Ønund derom; men da Egil så karven, kendte han den, styrede lige på den, og idet skibene stødte sammen, kom skudens stævn imod rælingen af karven; den krængede sådan over, at Søen strømmede ind og fyldte den. Egil greb kesjen og råbte

5  tilbage

til sine mænd, at ingen ombord på karven skulle spares. De værgede sig ikke stort og blev dræbt alle tretten, Ragnvald kongesøn og hans følge. Egil roede nu ind til Øen Herdla. Han kvad følgende:

  • Nu har jeg gengældt Gunhild

  • for hendes kunster på Gaular!
    Erik, for svig i arvesager,
    har jeg givet røde øjne.
    Ragnvald traf vi selvtrettende;
    travlhed skaffer os kongen:
    meget bistår vi Blodøksen
    i mordet på hans familie!

  • På Herdla stormede de fuldtbevæbnet op til gården. Skægthorer og hans husfolk så dem og rømte straks ud af gården, karle dg kvinder, alt hvad gå kunne; og Egils folk plyndrede derpå gården. Endelig begav de sig tilbage til skibet. Det varede heller ikke længe, før landvinden rejste sig, og de gjorde sig rede til at sejle.

    Men da alt var sejlklart, gik Egil op på øen. Han tog en hasselstang og gik op på en bjerghammer, der vendte mod land. På enden af stangen satte han et hestehoved, læste over det og sagde: ,,Her sætter jeg op nidstang og vender forbandelsen imod kong Erik og dronning Gunhild." Han vendte hestehovedet ind mod land. "jeg vender forbandelsen imod alle landvætter tillige, som beskytter dette land, så at de skal fare husvilde omkring og ikke kende deres sted, før de har jaget kong Erik og Gunhild ud af landet!" Derpå stødte han stangen ned i en fjeldspalte og lod den stå der. Han ristede runer på stangen, som sagde, hvilken forbandelse der var nedlagt deri. Derpå gik han tilbage til skibet. De satte sejl og styrede ud til havs. Vinden tog nu til, og det blev hårdt vejr agterind; skibet arbejdede og skred stærkt i Søen. Da kvad Egil:

    tilbage

    Vældigt gynget af vinden
    vælter brusende bølger;
    bjerge af vand mod stavnen
    stemmer stormenes jætte.
    Den blæsendes stride ånde
    bryder isnende over
    havhestens stavne og skyder
    den skummende frem gennem sprøjtet.
       

    Skallagrims død.

    Egil nåede uden uheld Island og slog sig ned igen på Borg. Skallagrim var nu bleven gammel og alderdomsskrøbelig, så Egil overtog helt ledelsen af ejendommen og driften.

    En gang om høsten blev Egil indbudt til gilde hos sin slægtning Thord på Lambestad nede ved Alftanæs. Thord var søn af en søster til Bera Yngvarsdatter, Egils moder. Han havde ladet brygge øl og bød Egil og hans kone Asgerd på besøg hos sig, og de tog til Lambestad tilligemed en halv snes mand. Inden de rejste, kom Skallagrim ud, tog afsked med Egil, før han steg til hest, og sagde: ,,Det trækker ud, synes jeg, Egil, med regnskabet over de penge, kong Adelsten sendte mig. Hvorlænge har du tænkt at lade gælden stå?" ,,Er du nu helt pengesøde, fader?" spurgte Egil. ,,Det vidste jeg ikke. Penge skal du få af mig, så såre jeg ved, du trænger til det; men så vidt jeg ved, gemmer du endnu både en og to kister fulde af sølv." ,,Du lader til at mene, at du allerede har delt pengene med mig," siger Skallagrim. ,,Så har du vel heller ikke noget imod, at jeg gør, hvad jeg vil med, hvad jeg har i gemme?" ,,Det har du ikke nødig at spørge mig om," svarer Egil, ,,aldenstund du dog gør, som du vil, hvad jeg så råder dig." Derpå red Egil til gildet på Lambestad; det var meningen, de skulle blive der tre dage. Men den samme aften, efter at Egil var redet hjemmefra, lod Skallagrim sin hest sadle og red hjemmefra

    7  tilbage

    ved den tid, da andre folk gik i seng. Foran Sig på hesten havde han en temmelig stor kiste og under armen en kobberkedel, da han red bort; og det har siden været folks formodning, at han sænkede den eller begge dele ned i en kilde, som kaldes Krumkilden, og styrtede et stort klippestykke ned ovenpå. Skallagrim kom hjem ved midnatstid og gik til sit sengekammer, hvor han lagde sig med klæderne på; men om morgenen, da det blev lyst, og folkene stod op, fandt de Skallagrim siddende død på sengestokken, allerede så stiv, at de hverken kunne rette ham ud eller flytte ham af stedet. Man jagede en mand på en hest, og han sprængte afsted til Lambestad og fortalte Egil, hvad der var sket. Egil tog sine våben og klæder og red hjem til borg om aftenen, og straks han var stået af hesten, gik han ad omvej og gennem en bagdør ind i huset til briksen, hvor sengene stod, tog Skallagrim i skuldrene og bøjede ham bagover, lagde ham ned på briksen og ydede ham lighjælp. Egil lod nu grave hul i sydvæggen, og da det var gjort, tog han selv ved hovedet af Skallagrim, de andre ved benene, og bar ham ud igennem hullet og ud på Nøstenæs; her blev han stillet foreløbigt under et telt for natten. Men om morgenen ved flodtid lagde de Skallagrim i en båd og roede ham over til Digranæs. Her lod Egil rejse en høj på den yderste spids af næsset, og heri lagde man Skallagrim tilligemed hans hest, hans våben og hans smedeværktøj. At der skulle være givet ham penge med i højen, forlyder der intet om.
    Egil overtog nu arven, jorder såvel som løsøre. Hos Egil opholdt sig Thorolfs og Asgerds datter Thordis.
       

    Egils Englandsrejse.

    Erik Blodøkse regerede kun et år i Norge efter sin faders død; så kom Hakon Adelstensfostre en anden søn af Harald Hårfager, til Norge fra England; det var den samme sommer, som da Egil rejste til Island. Hakon drog nordpå til

    8  tilbage

    Throndhjem og blev taget til konge der; vinteren over var både han og Erik konger i Norge. Men om foråret samlede de begge to hære sammen, og Hakon fik så langt de fleste folk; Erik så da ingen anden udvej end at rømme landet; han rejste bort sammen med sin dronning Gunhild og deres børn. Arinbjøn herse var kongens fosterbroder og havde opfostret et af hans børn; kong Erik satte mest pris på ham af alle lensmænd og havde sat ham til høvding over hele Fjordefylke; Arinbjørn fulgte kongen ud af landet. De sejlede først vesterpå over havet til Orknøerne. Der giftede kong Erik sin datter Ragnhild med Arnfinn Jarl. Siden hærgede han med sin hær på Skotland og England. Da kong Adelsten hørte det, samlede han en hær og drog imod Erik; men da de traf hinanden, kom det til et forlig imellem dem, og kong Adelsten overlod Erik styrelsen af Northumberland imod, at han skulle være kongens landeværnsmand mod skotter og irer. Kong Adelsten havde gjort Skotland skatskyldig under sig efter Olaf den Rødes fald; men skotterne gjorde dog jævnlig opstand. Kong Erik havde sit sæde i Jorvik eller York.

    Det fortælles nu, at Gunhild lod berede sejd og koglede det sådan sammen, at Egil Skallagrimsson aldrig skulle finde ro på Island, før hun fik ham for øje. Den sommer, da Hakon og Erik stredes om Norge, var der forbud for alle skibe mod at forlade Norge, og der kom således ingen skib til Island og ingen efterretninger fra Norge. Egil Skallagrimsson sad på Borg; men den anden vinter, efter at Skallagrim var død, blev Egil tungsindig, mere og mere uglad, jo længere vinteren skred frem. Om foråret gjorde han bekendt, at han agtede at rejse bort samme sommer, og skaffede sig skibsfolk, tredive mand; farten gjaldt England. Egil havde i sinde at besøge kong Adelsten for at se, hvordan det havde sig med de løfter, han havde gjort ham i sin tid, da de skiltes. Asgerd blev hjemme og styrede gården. Det blev sent, inden Egil kom af sted; medbør måtte de vente på, og

    9  tilbage

    det led mod efterår og uroligt vejr. De kom først ned nordenfor Orknøerne; men der ville Egil ikke lægge ind, fordi han frygtede for, at kong Eriks magt rakte til øerne; de sejlede derfor ned mod Skotland, fik storm og medvind og klarede uden om Skotland ind mod Nordenglands kyst. En aften ved mørkefald og i hårdt vejr så de brænding både forude og om bagbord; der var da ikke andet at gøre end at sætte skibet på land, og det gjorde de. De kom ind ved mundingen af Humber, og besætningen og størstedelen af ladningen bjergedes, men skibet blev vrag.

    Da de traf folk, fik Egil at vide og forstod, at nu var der fare for ham, idet kong Erik og dronning Gunhild var kommen til England, havde styre der, og det ikke langt fra, hvor de var landet, i byen York. Han fik også at vide, at Arinbjørn herse var der hos kongen og i stor gunst hos ham. Og da Egil var klar over dette, tog han sin beslutning. Der var ringe udsigt til at undkomme, selv om han forklædte sig, så lang vej der var ud af kongens riger, og let kendelig som han var, og han kunne ikke tænke sig skammen ved at blive greben på et flugtforsøg. Han bed da tænderne sammen, skaffede sig en hest og red samme nat, som de var strandet, af sted mod York. Han kom dertil næste dags aften og red straks ind i byen. Over hjelmen havde han en bredskygget hat og var fuldt væbnet. Egil spurgte sig for om, hvor Arinbjørn var at finde, og da han havde fået det at vide, red han til huset, steg af hesten og traf en mand, hvem han henvendte sig til; det blev ham sagt, at Arinbjørn just sad ved måltidet. ,,Vær så god, min gode svend," siger Egil, ,,at gå ind i hallen og spørg Arinbjørn, hvor han helst vil tale med Egil Skallagrimsson, ude eller inde." ,,Ingen ulejlighed," siger svenden; han går ind i hallen og siger ganske højt: ,,Der står en mand her udenfor døren, så stor som en trold; han bad mig gå ind og spørge, om du ville tale med Egil Skallagrimsson ude eller inde."
    "Gå ud og bed ham vente udenfor," siger Arinbjørn, ,,han skal ikke vente længe

    10  tilbage

    Arinbjørn lod bordene tage bort og gik udenfor med alle sine huskarle. Han hilste på Egil og spurgte, hvorfor ban var kommen. Egil sætter ham med få ord ind i, hvad der var sket. ,,Og nu skal du råde mig, hvad jeg skal gøre, hvis du vil stå mig bi." ,,Har du truffet nogen her i byen, som har kendt dig, før du kom hertil?" ,,Ingen," siger Egil. ,,Vil hver mand tage sine våben," siger Arinbjørn til sine folk. Det gjorde de, og da de alle var væbnede, gik de til kongsgården, og Arinbjørn bankede på døren ind til hallen og sagde, hvem han var. Dørvogteren åbnede straks døren. Kongen sad ved måltidet. Arinbjørn udtog ti mand til at gå med ind og sagde til Egil: ,,Nu skal du bringe kongen dit hoved og omfavne hans knæ, men jeg skal tale din sag." Derpå gik de ind. Arinbj ørn trådte frem for kongen og hilste ham. Kongen bød ham velkommen og spurgte, hvad han ville. Arinbjørn holdt følgende tale: ,,Jeg har fulgt en mand herhen, som har rejst en lang vej for at opsøge dig og bede dig om tilgivelse. Det tjener til din hæder, herre, at dine uvenner af egen drift kommer rejsende fra fjerne lande, fordi de selv der ikke har været i stand til at bære din vrede. Tag nu imod denne mand, som det er en høvding værdig. Lad ham få din tilgivelse, han, som er rejst så langt, over store have, og har forladt hus og hjem, og som ingen anden grund havde til at drage ud på denne færd end længslen efter at udsone sig med dig." Kongen så sig om og fik ovenover hovedet på alle de andre mænd øje på Egil, så med hvasse øjne på ham og sagde: ,,Hvor tør du vove, Egil, at vise dig for mig? Sidst vi skiltes, var det sådan, at der ingen håb var for dit liv fra min side." Da gik Egil frem til bordet og omfattede kongens knæ; han fremsagde følgende:

    Jeg kom over vrede bølger,
    havhestens våde veje,
    sinket af vind og sø,
    anglers drot, for at se dig.
    Vel må du kalde et sådant
    venneskridt forvovent,
    som at jeg nærmer mig
    Harald Hårfagers herligste ætling.

    11  tilbage

    Kong Erik sagde: ,,Jeg behøver ikke at tælle alle de sager op, der skiller imellem os; de er så mange og så fældende, at en eneste af dem er nok til at dømme dig fra livet. Her er ikke andet for dig at vente end at dø. Og det kunne du vide på forhånd, at hos mig er der ingen forlig at få." Gunhild falder ind: ,,Hvorfor ikke dræbe Egil straks, eller husker du ikke, konge, hvad han har gjort, dræbt dine venner og frænder, oven i købet din egen søn, og rejst nidstang imod dig; har nogen nogensinde hørt mage til vold imod kongen selv?" Arinbjørn siger: ,,Hvis Egil har skadet kongens omdømme, er han i stand til at gøre det godt igen med en lovprisning, som vil stå til evige tider." ,,Vi vil ikke høre hans ros," sagde Gunhild. ,,Lad Egil straks blive ført ud, konge, og halshugget. Jeg vil ikke høre et ord af ham og ikke se ham." ,,Kongen vil ikke lade sig ophidse til ethvert niddingsværk af dig heller," sagde Arinbjørn. ,,Han vil ikke lade Egil dræbe i nat, for drab om natten er mord." ,,Det skal være som du siger, Arinbjørn," siger kongen, ,,Egil skal have lov at leve i nat. Tag du ham med dig hjem, og kom så til mig med ham i morgen." Arinbjørn takkede kongen for hans ord og holdt endnu følgende tale: ,,Vi håber, herre, at Egils sag vil stille sig i et noget bedre lys. For har Egil forbrudt sig svært imod dig, så var der dog en årsag dertil, den uret, han har lidt fra dine frænders side. Din fader kong Harald tog Thorolf, Egils farbroder, af dage, en udmærket mand, uden anden grund end lavsindede menneskers bagvaskelse. Og du, konge, nægtede Egil lovens beskyttelse imod Bjergønund, stræbte ham efter livet og dræbte hans mænd samt berøvede ham hans ejendom; oven i købet gjorde du ham fredløs og jagede ham ud af landet. Og Egil er ikke

    12  tilbage

    en mand, der lader sig tirre. Men vil man dømme en mand, får man tage hensyn til, hvor udæsket han har været. Nu skal jeg tage Egil med hjem i min varetægt for i nat." Så snart de kom hjem, gik Arinbjørn med Egil til et lille kammer på loftet og rådslog om sagen.
    Arinbjørn siger: ,,Kongen var meget vred; men det forekom mig dog, han blev noget mildere stemt, inden vi skiltes; det er muligt, skæbnen vender sig for dig. Men Gunhild, ved jeg, vil sætte al sin magt ind på at ødelægge din sag for dig. Nu vil jeg give dig det råd, at du våger i nat og digter et lovkvæde om kong Erik. Jeg tror, det var det bedste, om det blev en drapa på tyve vers, og den kunne du så kvæde i morgen, når vi kommer for kongen. Således bar min frænde Brage sig ad, da han var falden i unåde hos den svenske kong Bjørn; han digtede en drapa på tyve vers på en nat og frelste dermed sit hoved. Det er muligt, vi kunne forsone kongen på samme måde." ,jeg skal forsøge denne udvej," siger Egil, ,,når du vil. Men aldrig er det kommen i min tanke, at jeg skulle digte lovkvæde om kong Erik." Arinbjørn had ham forsøge og gik derpå bort til sine mænd. De sad ved drikken til midnat, så gik Arinbjørn med sit følge til sovekamrene; men inden han havde klædt sig af, gik han op på loftet til Egil og spurgte, om det skred godt med kvædet. Egil siger, at han slet ikke havde fået noget gjort.
    ,,Der har siddet en svale her ved gluggen og skreget hele natten, så jeg ikke et øjeblik har haft ro for den." Da gik Arinbjørn ud af en dør, som førte op på huset, og satte sig ved gluggen; han så, at en fugl eller noget. der havde forgjort sig som fugl, forsvandt ned til den anden side af huset. Arinbjørn blev siddende der ved gluggen hele resten af natten, til det blev lyst.
    Og efter at Arinbjørn var kommen, gjorde Egil hele drapaen og havde indprentet sig den sådan, at han kunne fremsige den om morgenen for Arinbjørn. De holdt sig nu rede til det øjeblik, de kunne træffe kongen.
    Kong Erik gik til bords til sædvanlig tid med et stort følge,

    13  tilbage

    og Arinbjørn begav sig da med alle sine mænd fuldt væbnede til kongsgården og krævede at blive indladt i hallen. Det blev ham tilstedet; han og Egil gik ind med halvdelen af deres følge; resten blev stående udenfor døren. Arinbjørn hilste på kongen, som modtog ham vel, og sagde:

    ,,Her er jeg nu med Egil. Han har ikke gjort forsøg på at løbe bort i nat. Nu vil vi vide, herre, hvad der skal blive hans lod. Jeg venter, at du holder mig noget til gode, at jeg aldrig har sparet nogen ulejlighed, ord eller dåd, når det gjaldt din fordel. Alle mine ejendomme, frænder og venner i Norge lod jeg tilbage for at følge dig, da alle dine andre lensmænd skilte sig fra dig, ikke mere end rimeligt efter alt, hvad du har gjort for mig." ,,Hold op, Arinbjørn," siger Gunhild, ,,at tale så vidt og bredt om dette. Du har gjort meget for kong Erik, og han har lønnet dig rigelig derfor. Du skylder kong Erik mere end Egil; det kan ikke være din mening, at Egil skulle slippe ustraffet af kong Eriks vold, efter hvad han har forbrudt." Arinbjørn siger: "Hvis du, konge, og din dronning er bleven enige om, at Egil ikke skal have forlig, så er det æresskik mellem mænd at give sin fjende lejlighed til at frelse sig indenfor uges frist. Egil er kommen her af egen fri vilje og venter for så vidt fred. Lad ham da gå, og lad os så se, hvordan skæbnen arter sig imidlertid." ,,Det er let at se, Arinbjørn," siger Gunhild, ,,at du er Egil en bedre ven end kong Erik. Hvis Egil skal have lov at ride herfra med en uges frist, vil han i den tid kunne nå til kong Adelsten. Men kong Erik kan ikke skjule for sig selv, at han begynder at stå tilbage for andre konger nu. For ikke sålænge siden ville ingen have troet, at han ikke skulle have vilje og magt til at hævne sin tort på enhver mand af Egils slags." Til det siger Arinbjørn: ,,Ingen vil holde Erik for en bedre mand, fordi han slår en udenlandsk bondesøn ihjel, der er kommen for at give sig i hans vold. Men hvis han vil øge sit ry med sligt, da skal jeg sørge for, at det skal blive en begivenhed, man vil snakke længe om, for hvad der

    14  tilbage

    fra nu af hænder Egil, det skal hænde os begge. Dyrt vil du, konge, komme til at købe Egils liv, inden vi alle sammen bider i græsset, jeg og mine følgesvende. Jeg havde ikke ventet mig af dig, at du hellere ville se mig strakt til jorden end skænke en mand livet på min forbøn." Da siger kongen: "sætter ikke lidt på spil, Arinbjørn, for at stå Egil bi. ville gøre mig ondt at tilføje dig skade, hvis det kommer så vidt, at du hellere vil udsætte dit liv end se ham dræbt. Men skyldig er Egil, hvad jeg så siden gør ved ham." Da kongen havde talt ud, gik Egil frem for ham og begyndte at fremsige sit kvæde; han kvad med høj røst og fik straks ørenlyd:

    1. Jeg drog mod vest
    på havets hest.
    Da isen veg,
     jeg skib besteg.
    Jeg bar om bord
    det gyldne ord,
    for over have
    med sangens gave.

    2. Kun som en vånd
    i kongens hånd
    jeg bør af bånd
    mig fri med ånd.
    Får frem jeg bære
    et digt til ære
    for den folkekære,
    som leder hære?

    3. Giv alle agt på,
    hvad med pragt
    her bliver sagt
    om kongens magt.
    Ukendt af få
    hans bane lå;
    alverden så
    kong Erik slå.

    4. Blandt skjoldes brag
    på kampens dag
    slog kongens slag
    alting i kvag.
    Og sværd, som skrød
    på skjold, som lød,
    og spyd, man skød,
    forkyndte død.

    5. Af gny beruset
    i våbensuset
    fyrsten syner,
    hvor slaget lyner;
    vejen han baner
    for flyvende faner
    i våbenbyger,
    hvor blodet ryger.

    6. For slagmarksskrald
    og fjende fald i våbengny
    fik Erik ry.

    15   tilbage

    7. Hirdmænd i hallen,
    lytter til skjalden!
    Jeg melder mere,
    frasagn flere,
    i mange riger
    om Erik kriger,
    som voldte skårede
    skjolde og sårede.

    8. Sværd hørtes hamre
    mod jernhjelm-kamre
    og spydstråler springe
    mod brynje og bringe.
    Mænd blegne
    så jeg og segne,
    fældet som egen
    i jernlegen.

    9. Hvor oddene bed,
    og mænd gik ned
    i våbengny,
    Erik fik ry.

    10. Det blodige blad
    skilte kroppe ad,
    og den røde brad
    gjorde ravnen glad.
    Skotternes øder
    ulven føder.
    Ørn sætter blodspor
    i Eriks fodspor.

    11. Helvedes guder,
    Ravn ådselbebuder,
    af luft luder,
    mens ulve tuder.Ravnen gynger
    på ligdynger,
    og ulven mætter
    sig mange nætter.

    12. Ulv og ravn
    giorde Erik gavn.
    Der stod blod om hans stavn
    og om Eriks navn.

    13. Mod målet ile
    de slanke pile.
    Buen strammes,
    og mænd rammes.
    Med pil peges,
    ulv vederkvæges,
    hørstreng flyver,
    og pil klyver.

    14. Sit skjold smider han,
    i slaget skrider han,
    til Hel sender
    han sine fjender.
    Fra morgengry
    og til aftensky
    vil gå et gny
    af Eriks ry.

    15. Han kom med krig
    og efterlod lig.
    Der stod blod om hans stavn
    og om Eriks navn.

    16. Om hvad kongen tragter
    imod, jeg agter
    til hirdmænds glæde
    endnu at kvæde:

    16  tilbage

    Forhugget skjold
    og mand gjort kold
    og fjendens hold
    i Eriks vold!

    17. Den store kriger
    sin hird beriger.
    Aldrig sparer
    en ven af farer.
    Guldet en blund
    Kun en stakket stund,
    når hånden er rund,
    får på kistebund.

    18. Så fulgte da ære
    Eriks hære,
    sværdsangen
    og bueklangen.
    Ringene delte han,
    sit rige helte han;
    skåler bør tømmes,
    når han berømmes.

    19. Kvad jeg med smag
    til kongens behag?
    Stilhed i hallen
    huede skjalden.
    Fra hjertegrunden
    vælded til munden
    ved Odins gunst
    skjaidskabets kunst.


    20. Til din pris jeg kvad,
    mens stille man sad.
    I kongens gård
    min kunst jeg forstår.
    Min tanke jeg spandt
    og med ordet bandt.
    Vist alle fandt,
    hvad jeg kvad var sandt.

    Kong Erik sad højt oprejst, mens Egil kvad kvædet og så ufravendt på ham. Da drapaen var sluttet, sagde kongen: ,,Kvædet kunne ikke fremføres bedre, og nu er jeg bleven enig med mig selv om, Arinbjørn, hvordan vort mellemværende med Egil skal ordnes. Du har taget dig af Egils sag med stor nidkærhed, så vidt som til at stille mig et brud med dig selv i udsigt. Nu skal jeg for din skyld lade det ske, som du vil have det, at Egil skal få lov til at rejse hel og uskadt fra mødet med mig. Men du, Egil, hyt dig for nogensinde at komme mig eller mine sønner for øje, når du er ude af denne stue, og kom aldrig i nærheden af mig eller min hær. For selv om jeg nu for denne gang skænker dig dit hoved, fordi du gav dig i min vold, og jeg ikke vil øve niddingsværk på dig, så skal du dog vide, at dette er ingen

    17  tilbage

    forlig hverken med mig eller mine sønner eller nogen af vore frænder, som står på deres ret." Da kvad Egil:

    Jeg er ikke ked af,
    konge, at få
    en så hæslig ting
    som mit hoved af dig.
    Når så man mere
    højmodig fyrste
    unde nogen
    ypperligere gave?

    Arinbjørn takkede kongen med fagre ord for den nåde og det venskab, han havde vist ham. Arinbjørn og Egil gik derpå hjem til Arinbjørns gård. Her lod han hundrede beredne mand gøre sig i stand og red med dem, fuldt væbnede, indtil de kom til kong Adelsten, af hvem de fik en god modtagelse. Kongen tilbød Egil ophold hos sig og spurgte ham, hvorledes det var gaaet ham hos kong Erik. Egil kvad:

    Erik, ravnens ernærer,
    mig overlod mine øjne,
    en kongelig gave, syntes jeg,
    selv om de også er sorte.
    Æren tilkommer Arinbjørn;
    ikke uden hans visdom,
    som greb om nælden med hånden,
    havde jeg nu mit hoved.

    Da svogrene skiltes, gav Egil Arinbjørn de to guldringe, han i sin tid havde fået af kong Adelsten; de vejede en mark hver. Arinbjørn på sin side gav Egil sværdet Dragvandel, som han selv havde fået af Thorolf Skallagrimsson, der havde det fra sin fader. Skallagrim havde det fra sin broder Thorolf Kveldulfsson, som havde fået det af Grim Lodinkinn, en søn af Ketil Høng. Dette sværd havde Ketil Høng ejet og brugt i sine holmgange; det bed bedst af alle

    18  tilbage

    sværd. Arinbjørn og Egil skiltes med megen kærlighed, og Arinbjørn rejste tilbage til York til kong Erik. Men Egils ledsagere og skibsfolk lod man have fred, og de omsatte deres varer i York under Arinbjørns beskyttelse; da vinteren var gået, rejste de sydpå ned i England og samledes med Egil.
        

    Egil og Hakon Adelstensfostre.

    Egil blev ikke lang tid i England, uagtet kong Adelsten gerne havde beholdt ham hos sig som landeværnsmand. Til England var fulgt med Arinbjørn en ung mand ved navn Thorstein Eriksson, søn af Erik Alspag, lensmand i Vigen; hans moder Thora var en søster til Arinbjørn, og han var bleven opfostret hos Arinbjørn.
    Samme høst som Egil kom til England, indløb der efterretninger fra Norge om, at Erik Alspag var død, og at kongens fogeder havde inddraget hans ejendom under kronen.
    Arinbjørn og Thorstein besluttede da, at Thorstein skulle rejse til Norge og kræve sin arv tilbage lagde vejen om ad London med jærtegn fra Annbjørn til kongen og til Egil, som skulle bede kongen om at give besked med til kong Hakon Adelstensfostre vedrørende Thorsteins arvekrav i Norge. Kong Adelsten var straks villig, da Arinbjørn var ham fordelagtigt bekendt.
    Men da benyttede Egil lejligheden til at meddele kong Adelsten sin beslutning om også at rejse til Norge for at inddrive det gods, Bjergønund ved Erik Blodøkses hjælp havde berøvet ham, og som nu var i broderen Atle den Kortes besiddelse hvis han fik ord med fra kongen. trøstede han sig til at få loven med sig denne gang. På indvendinger fra kongens side svarede Egil, at han i hvert fald måtte til Island for at se til sin kone og sine ejendomme der, inden han Atter gav sig i kongens tjeneste. Kong Adelsten føjede ham da og gav ham et godt købmandsskib til rejsen, lastet med hvede og honning og andre varer. Egil rejste sammen med Thorstein Erikksson eller Thorasson som han senere blev kaldt, efter

    19  tilbage

    at have taget afsked med kong Adelsten i den bedste forståelse. Efter en lykkelig sejlads kom de til Norge og sejlede gennem Vigen ind i Oslo fjord. Her og helt ind i Romerige lå Thorsteins ejendomme. Thorstein udtog nu stævning vedrørende sin arv, og da han forføjede over en anselig styrke og havde mange indflydelsesrige frænder, hvortil kom kong Adelstens indlæg, blev det til, at Thorstein foreløbig fik rådighed over arven; men kongen skulle foretage den endelige afgørelse. Egil tog vinterophold hos Thorstein sammen med andre tolv mand. Hveden og honningen blev ført hjem til Thorstein, og de havde megen gammen om vinteren; Thorstein gjorde store gilder, og de havde fuldt op af alting.

    Hakon Adelstensfostre, som nu var konge i Norge, sad den vinter i Throndhjem. Mod foråret rejste Thorstein og Egil sammen tilligemed tredive mand gennem Oplandene og over Dovrefjeld til Throndhjem og søgte foretræde hos kongen. Thorstein frembar først sin sag og førte vidner i den vedrørende arven, og kongen var ham venligsindet; han ikke alene fik bekræftelse på sin ejendomsret, men blev gjort til lensmand af kongen, som faderen før ham havde været. Derpå gik Egil til kongen og frembar sin begæring med samt en henstilling fra kong Adelsten, vedlagt hans jærtegn. Egil opnævnede det gods, som Bjørn høld havde efterladt sig, land og løsøre, og gjorde fordring på halvdelen for sig og sin kone Asgerd, tilbød vidner og edsaflæggelse i sin sag og oplyste, at han allerede havde gjort dette overfor kong Erik, men at loven var bleven ham forment på grund af Eriks overmagt og ophidselser fra dronning Gunhilds side; og her gjorde han rede for alt, hvad der var forefaldet på Gulating. Endelig bad han kongen unde ham lovens afgørelse i denne sag. Kong Hakon svarede: ,,Det er bleven mig fortalt som min broder Erik og hans dronning Gunhilds mening, at du, Egil, kastede med større sten, end du kunne magte, i dette mellemværende med dem. Det forekommer mig, du skulle lade det blive ved, at jeg ikke blander mig i

    20  tilbage

    sagen, selv om Erik og jeg ellers ikke enedes." ,,I en så betydelig sag kan du ikke holde dig tilbage, konge," sagde Egil, ,,sålænge hver mand her i landet, indfødt eller fremmed, har at lyde din anordning. Så vidt jeg ved, bestemmer du, at der skal være lov og ret for hver mand her i landet, og jeg kan ikke tro andet, end at du vil give mig adgang til loven lige så vel som andre mænd. Hvad angår byrd og frænder i ryggen her i landet turde jeg være ligestillet med Atle den Korte. Men med hensyn til kong Erik og mig er der det at Sige dig, at jeg mødtes med ham, og at vi skiltes sådan, at han bad mig fare i fred, hvorhen jeg ville. Jeg vil nu tilbyde dig at følge dig, herre, og gå i din tjeneste. Jeg skulle mene, at jeg ikke står tilbage tor nogen at dine mænd som kriger. Det skulle undre mig, om det varer længe, inden du og kong Erik kommer til at stå imod hinanden igen, og om du ikke vil få erfaring for, at Gunhild har lagt mange sønner til." ,,Min håndgangne mand bliver du ikke, Egil," siger kongen. ,,Du og dine har hugget for store skår i min æt til, at det går an, du får fast ophold her i landet. Rejs du ud til Island igen og bliv ved din fædrearv. Der skal du ingen overlast lide at mig og min familie; men her i landet vil du alle dine dage finde, at vi frænder er de stærkeste. Men for min fosterfader kong Adelstens skyld skal du have fred her i landet til at forfølge din sag efter lands ret, da jeg ved, kong Adelsten sætter dig højt." Egil takkede kongen for hans løfte og bad ham give sig uomstødelige jærtegn med til Thord på Aurland eller andre lensmænd i Sogn og på Hordaland. Det tilsagde kongen ham.
      

    Holmgangen med Ljot den Blege.

    På vejen til sit mellemværende med Atle den Korte stødte Egil sammen med Ljot den Blege.
    Egil og Thorstein skiltes på Dovrefjeld på tilbagevejen fra kongen; Thorstein rejste hjem til sine ejendomme i Vigen, og Egil agtede sig ned gennem Romsdalen til Sogn og

    21  tilbage

    Hordaland, hvorfra han, når han havde forrettet sit ærinde, samme sommer ville sejle tilbage til Island. Egil rejste med tolv mand ned gennem Romsdal og derfra videre til Møre, indtil de kom til øen Hød; her tog Egil som gæst ind på Blindheim. Her boede en lensmand ved navn Fridgeir, en ung mand, som just havde overtaget sin fædrearv. Hans moder hed Gyda og var en søster til Arinbjørn herse, en meget dygtig og gæv kvinde; hun styrede gården sammen med sønnen. Der var god tid på gården, og Egil og hans mænd blev modtaget på det prægtigste; et gilde blev givet for dem om aftenen. Husfruen Gyda gik til samtale med Egil, spurgte til sin broder Arinbjørn og til flere af sine frænder og venner, som var rejst til England med Arinbjørn. Egil gav hende de oplysninger, hun ønskede. Da hun spurgte ham, hvorledes det var gået ham selv, fortalte han hende det vigtigste og kvad følgende:

    Ugerne sætter sig gøgen
    på steder, hvor hunde glammer:
    Eriks tænder i England
    skulle jeg hellere undgået.
    Endnu en gang var det Arinbjørn,
    som blev Egils frelse.
    Vel rejst og forvaret
    er den, der har trofaste venner.

    Egil var meget munter om aftenen; men Fridgeir og hans hjemmemænd lod til at være forstemte. En køn og net pige, som Egil forstod var datteren i huset, havde sorg i en eller anden anledning og græd sine modige tårer hele aftenen til forundring for Egil og hans fæller. De overnattede på gården; men om morgenen var vejret så hårdt, at de ikke kunne tænke på at sejle; de blev liggende vejrfaste på øen i tre dage og blev ypperligt beværtede på gården. Omsider, da vej ret bedagede Sig, gjorde de Sig rede til afrejse; Egil tog afsked, med megen tak til husfruen og Sønnen, som fulgte

    22  tilbage

    dem ud af gården. Her så han Gyda stå og tale sagte afsides med sin søn Fridgeir; Egil henvendte sig imidlertid til datteren: ,,Hvorfor græder du, pige, jeg så dig aldrig glad?" Hun kunne ikke svare, men græd endnu mere. Fridgeirs og hans moders hviskende samtale endte med, at han højt sagde til hende: ,,Nej, nu vil jeg ikke bede ham om det, nu er de færdige til rejsen." Da tog Gyda mod til sig, gik til Egil og sagde: ,,Du skal vide, Egil, hvordan det står til med os. Der er en mand, der hedder Ljot den Blege; han er bersærk og holmgangsmand, alle er bange for ham. Han kom her og friede til min datter; men vi svarede straks og gav ham nej, og nu har han æsket Fridgeir til holmgang med sig; han skal stille i morgen på en ø, der hedder Vorl. Nu vil jeg bede dig, Egil, om du vil følge med Fridgeir til tvekampen. Hvis Arinbjørn havde været her i landet, skulle vi sikkert ikke have behøvet at finde os i vold af sådanne folk som Ljot." ,,Så meget skylder jeg din broder Annbjørn," sagde Egil, ,,at jeg følger med din søn, hvis han tror, han kan have nogen nytte af det." Gyda takkede ham, og de blev nu dagen over på gården. Om aftenen kom Fridgeirs venner, som skulle følge ham til holmgangen; de var mange mennesker og gjorde sig lystige om natten ved et gilde. Dagen efter gjorde Fridgeir sig rede og hans følge med ham; det var godt sejlevejr, og de kom til øen Vorl. Her var der en grønning i nærheden af søen, hvor holmgangen skulle finde sted; pladsen var afmærket med en kreds at sten. Nu ankom Ljot med sit følge og rustede sig til tvekamp. Han var væbnet med skjold og sværd. Ljot var en meget stor, stærk mand. Og da han gik frem på marken til ringen, kom bersærkergangen over ham; han begyndte at tude blodtørstigt og bide i sit skjold. Fridgeir var en velvoksen og smuk mand, men hverken stor eller overstærk; han havde aldrig før været i kamp. Da Egil så Ljot, kvad han:

    23  tilbage

    Farlig kan blive for Fridgeir
    den fjantede skjoldefortærer.
    Lad mig befri møen
    i mag for Mokkurkalven!
    Se, hvor han holder omhyggeligt
    skjoldet for hoppehjertet
    og vender øjnene i hovedet;
    han ved nok, hvad der venter ham!

    Ljot fik øje på Egil og hørte, hvad han sagde. Han vendte sig imod ham: ,,Kom du herhen, du store mand, og slås med mig, hvis du tør. Det er mere lige end at slås med Fridgeir; ingen vil regne det for noget, hvis jeg lagde ham omkuld." Egil kvad:

    Hvem i alverden kan modstå,
    når Mokkurkalven mjæger?
    Ljots lille bøn er bevilget;
    vi leger lidt med den Blege.
    Se, hvor han skuler; vi skynder os;
    skåne ham skal vi ikke!
    Mokkurkalven skal mærke,
    at han er til kamp på Møre!

    Derpå gik Egil til tvekamp med Ljot. Han havde det skjold, han plejede at bruge, sit sværd Nadr ved bæltet, men Dragvandel i hånden. Men da han var kommen indenfor ringstenene, var Ljot endnu ikke færdig. Egil rystede sværdet og kvad:

    Drab plejer at påfølge,
    når Dragvandel er draget.
    Blodet at den Blege
    bladet ret snart skal farve.

    24  tilbage

    Vi vil stede den store
    fredsforstyrrer til hvile.
    Det anes at Ljots ansigtsfarve,
    at ørnene snart vil få davre.

    Nu kom Ljot frem i ringen, og de rendte imod hinanden; Egil huggede til Ljot, og Ljot dækkede sig med skjoldet; men Egil huggede hug på hug så hurtigt, at Ljot slet ikke fik hugget imod; han veg tilbage til ringstenene, og Egil efter med det ene hug efter det andet, til han havde drevet Ljot ud at ringen og langt ud på marken. Det var den første omgang. Ljot bad om hvil, som Egil tilstod ham. De gik tilbage til ringen, og mens de hvilede sig, kvad Egil henvendt til Fridgeir:

    Det forekommer mig,
    Fridgeir, at frieren lægger for dagen
    evner som baglænsgænger.
    Er den Blege mon bange?
    Flittigt i løb på ageren
    undgår mig ugerningsmanden;
    han skulle da aldrig Ønske
    at skåne Skaldepanden?

    Nu bad Egil Ljot gøre sig færdig, for at de kunne få en ende på holmgangen. Han løb ind på ham og huggede til ham, og denne gang så nær, at Ljot veg bagover, ud at dækning at skjoldet; Egil huggede til og traf ham på benet ovenfor knæet, huggede hele benet at, og dermed var Ljot færdig. Egil gik tilbage til Fridgeir og de andre, og de takkede ham meget for bedriften. Egil kvad:

    Den rå morder og røver,
    ransmanden, ham har vi strattet.
    Jeg tog et ben at den trække;
    fred nyder nu Fridgeir.

    25  tilbage

    Ingen tak til skjalden,
    fordi jeg tugtede tyveknægten;
    nærmest var det en fornøjelse
    at nappes med den Blege.

    Ljots død beklagede ingen; han havde kun gjort ulykker. Han var at svensk oprindelse og havde ingen frænder i landet, var vandret ind og havde beriget sig ved holmgange. Han havde dræbt mange gode bønder og bagefter tilegnet sig ejendomsretten over deres jord; på den måde var han bleven en rig mand både på land og løsøre. Det var den gang holmgangslov, at enhver mand kunne æske en anden til tvekamp, uden at det kunne afslås, og den, der sejrede, havde ret til den andens ejendom. Efter holmgangen tog Egil med Fridgeir hjem og blev hos ham en kort tid, inden han rejste sydpå til MØre. Han og Fridgeir skiltes med megen kærlighed. Egil overgav Fridgeir at inddrage de ejendomme, han havde ret til efter Ljots fald. Lov var det den gang, at hvis en udlænding døde i landet uden at efterlade sig arvinger, skulle arven efter ham tilfalde kronen; heraf rejste der sig siden vanskeligheder. Egil drog til Fjordene og derfra ind i Sogn til Thord på Aurland, overfor hvem han trembar sit ærinde med samt fuldmagt fra kong Hakon. Thord lovede ham sin bistand i Sogn mod Atle, og Egil og holdt sig en del at foråret hos Thord.
       

    Egil og Atle den Korte.

    Egil sejlede til Hordaland på et rofartøj sammen med tredive mand og kom til gården Ask, gik derop med tyve mand, mens ti blev tilbage ved skibet. Atle den Korte var hjemme, og Egil lod ham kalde ud med besked om, at Egil Skallagrimsson havde ærinde til ham. Atle tog sine våben og gik ud sammen med alle de væbnede mænd, han havde hos sig. Egil afkrævede ham den arvedel, der tilkom hans kone Asgerd,

    26  tilbage

    og som han havde i forvaring. Hertil svarede Atle, at han betragtede sig som retmæssig ejer at godset efter den afgørelse, kong Erik havde ladet falde overfor hans broder Bjergønund. ,,Jeg troede, da jeg så dig, at du var kommen for at tilbyde mig erstatning for mine brødre. Hvis det var tilfældet, ville jeg tale med dig, men denne sag svarer jeg ikke paa." Egil erklærede, at Ønund var falden på sine gerninger, eftersom han havde forholdt ham retten med magt og voldeligt beslaglagt hans ejendom. Men nu ville han tilbyde Atle, som han havde tilbudt Ønund, at Gulatingsloven I dømte dem imellem; hertil havde han kongens minde. Han endte med at stævne ham for Gulating, og Atle lovede at komme. Derpå rejste Egil tilbage til Aurland i Sogn til sin frænde Thord og blev hos ham, til tingtiden kom.  

    Egil og Atle den Korte mødtes så på tinget og talte hver sin sag for mændene, der skulle afsige dommen. Egil gjorde sit arvekrav gældende; men Atle tilbød tolv mands ed på, at han ikke i sin besiddelse havde noget gods, som tilkom Egil. Men da Atle gik frem for dommerne med sine vidner, standsede Egil ham og sagde, at han ikke ville tage imod eder for sit gods. ,,Jeg vil derimod byde dig afgørelse efter en anden lov, den nemlig, at vi går i holmgang med hinanden her på tinget, og lad så godset tiltalde den, der sejrer." Atle svarede, at han ikke ville afslå at gå i holmgang med Egil. ,,Du foreslår mig der noget, som jeg selv burde have foreslået efter al den skade, jeg har at hævne på dig. Mine to brødre tog du at dage, og hellere end at trættes med dig, til hvad side det så går, vil jeg slås med dig, når du byder mig det."

    Derpå gav Egil og Atle hinanden hånden på, at en tvekamp skulle afgøre, hvem at dem der skulle have jorderne, de stredes om. De gjorde sig straks rede til holmgangen. Egil gik frem med hjelm på hovedet og skjold for sig og en kesja i hånden; men sværdet Dragvandel havde han ophængt ved sin højre hånd; det var i brug ved holmgange, at man havde sværdet rede straks for

    27  tilbage

    ikke at have nødig at drage det under kampen. Atle var udrustet på samme måde; han var en prøvet holmgangsmand, stærk og meget modig. Nu ledte man en stor, gammel tyr frem, det såkaldte blotnød, som den skulle ofre, der sejrede i kampen. Denne gang var der kun et, til andre tider kunne hver at parterne have sit blotnød, som han ledte frem. Og da de var færdige til holmgangen, løb de frem og kastede begge to spydet; de gik i jorden begge to uden at ramme. Derpå tog de til sværdene og huggede rask ind på hinanden. Atle veg ikke; de huggede hårdt og længe, så at skjoldene snart blev forhuggede. Men da Atles skjold var helt ubrugeligt, kastede han det fra sig, greb sværdet med begge hænder og fordoblede sine hug. Egil ramte ham på skulderen; men sværdet bed ikke; han ramte ham anden og tredie gang, kunne ramme ham, hvor han ville, da Atle var uden dækning; men sværdet bed ikke, skønt Egil svang det at al sin magt. Hans eget skjold blev ubrugeligt, og han indså nu, at det ikke kunne gå på den måde; her var heksen med i spillet; han kastede da sværd og skjold, sprang på Atle og greb ham med de bare hænder. Nu viste sig forskellen i kræfter; Atle gik bagover, og Egil ovenpå ham, og mens han holdt ham nede, bed han struben over på ham. Det blev Atles død. Egil rejste sig og stormede frem til oftertyren, greb den med den ene hånd i mulen og den anden i hornene og kastede med et vridetag dyret, så det vendte benene i vejret, og halsbenet brødes. Derpå gik han tilbage til sit følge. Egil kvad:

    Selv Dragvandel duede ikke
    mod den, der døvede egge;
    med de bare næver klemte
    jeg kraften at Atle den Korte.
    Mod egge og alskens våben
    havde Åtle forsikret sig;
    men det timedes troldkarlen,
    at der er noget, der hedder tænder.

    28  tilbage

    Egil fik nu alle de jorder, han havde gjort fordring på sin kone Asgerds vegne. Efter at have skøttet sine ejendomme i Sogn rejste han til Thorstein Thorasson og opholdt sig hos ham en tid.

    Men om sommeren gjorde Egil sit skib i stand og sejlede til Island. Han landede i Borgetjord nær ved sin gård, lod sine varer bære hjem og satte skibet op. Egil var nu en meget rig mand, førte et stort og prægtigt hus. Egil viste sig ikke trættekær eller umedgørlig overfor folk på Island; men der var heller ingen, der gik ham for nær. Han holdt sig nu i ro på sin gård i en årrække. Egil og Asgerd havde følgende børn: sønnerne Bødvar og Gunnar samt Thorstein og døtrene Thorgerd og Bera, alle smukke og velbegavede bern. Thorgerd var den ældste at Egils børn, den næstældste Bera.
       

    Egils sidste udenlandsrejse.

    Efter års forløb spurgte Egil østerfra over hav, at Erik Blodøkse var falden på vikingetog i vesten, hans englandshær opløst, og at Gunhild og hendes Sønner havde begivet sig sydpå til Danmark. Arinbjørn var vendt tilbage til Norge, hvor han var genindtrådt i sine forrige værdigheder og besiddelser og stod i megen gunst hos kongen. Egil kunne da igen ikke modstå sin lyst til at tage til Norge. Mellem tidenderne udefra var også den, at kong Adelsten var død, og at hans broder Jatmund rådede for England. Egil gjorde da sit skib i stand og sørgede for bemanding. Med på rejsen fulgte Ønund Sjone, søn at Åne på Ånabrekka; han var en stor og stærk mand, den stærkeste i sin egn på den tid; somme ville mene, at han endogså besad overnaturlige kræfter. Han havde været udenlands før. Ønund var noget ældre end Egil; de havde længe været venner.

    Rejsen forløb heldigt; de kom ind for midten at Norge, og da de så land, stævnede de ind i Fjordene. Her hørte de, at Arinbjørn var hjemme på sin gård; Egil lagde i havn i

    29   tilbage

    nærheden at gården, og det kom til et glædeligt møde mellem ham og Arinbjørn. Egil tog ophold hos ham tilligemed elleve mand. Han havde ladet gøre et udsmykket langskibssejl; det gav han Arinbjørn tilligemed flere andre anstændige gaver. Egil blev der om vinteren i gammen og ære. Han gjorde en rejse til Sogn for at hæve sin landskyld og siden tilbage til Arinbjørn, som gjorde et stort julegilde for sine venner og for bønderne i herredet. En mængde mennesker kom til stede, og der var en rigelig beværtning i julegave skænkede Arinbjørn Egil en slæbkjole af silke, rundelig guldsømmet og med guldknapper hele vej en ned foran; han havde ladet den gøre efter Egils størrelse. Desuden gav han ham en ganske nysyet klædning at engelsk mangetarvet klæde. Til andre at sine gæster gav Arinbjørn vennegaver, for han var en gavmild og formående mand. I anledning at sine gaver kvad Egil:

    At Arinbjørn foræret
    fik Egil en kappe at silke,
    helt besat med guldknapper.
    Gaves der gævere ven?
    Hvad havde Erik evnet,
    Blodøksen, uden Arinbjørn?
    Få at en slig favnvidde
    fødes nu om stunder.  

    Men efter julen blev Egil tungsindig i den grad, at han ikke sagde et ord. Da Arinbjørn skønnede det, tiltalte han Egil og spurgte ham, hvorfor han var tungsindig, om han var syg, eller om der var andet i vejen, som man kunne hjælpe ham med. ,,Syg er jeg ikke," siger Egil, ,,men jeg gør mig Æd hovedbrud over, hvordan jeg skal komme i besiddelse at de ejendomme, jeg erhvervede mig ret til, da jeg fældede Ljot den Blege nord på Møre. Jeg hører, kongens fogeder har beslaglagt alt godset og lagt det ind under kronen. Skulle du ville hjælpe mig at bjærge det gods?" ,,Jeg tror ikke, det

    30  tilbage

    er mod andsloven, hvis du tilegner dig dette gods," siger Arinbjørn, ,,men som det er nu, er det min tro, det ligger dig for fast. Til kongens gård er der en rummelig indgang, men udgangen er trang. Vi har haft mange vanskeligheder med stridige mænd i arvesager og det under forhold, hvor vi kunne lide mere på kongen, end vi kan nu; vort venskab med kong Hakon stikker ikke dybt. Her gør man vel i at følge det gamle ord, at man skal skåne den eg, i hvis skygge man vil bo." ,,Alligevel," siger Egil, ,,står min hu til at prøve et søgsmål, hvis vi har loven med os. Mulig vil kongen unde os vor ret i denne sag, eftersom man har sagt mig, kongen skal være en retfærdig mand og endogså selv følger de love, han har sat her i landet Jeg vil tro, jeg gjorde bedst i at rejse til møde med kongen og forelægge sagen for ham." Dette forslag optog Arinbjørn uden varme: ,,Din stridbarhed, Egil, og din frygtløshed går dårligt i spænd med det sindelag og den magt, kongen har; jeg ved, han er ikke din ven, og jeg synes, han har årsag til ikke at være det. Jeg ville foretrække, at vi lader den sag falde og bero, som den er. Men hvis du vil have det, Egil, må jeg hellere rejse til kongen og forebringe ham sagen." Dette tilbud modtog Egil med megen tak og erkendtlighed. Kong Hakon opholdt sig just i Rogaland og var ikke vanskelig at få adgang til; Arinbjørn traf ham og blev vel modtaget. Efter en passende tids forløb frembar han sit ærinde og forklarede, at Egil Skallagrimsson var kommen til landet, og at han mente at have ret til det gods, Ljot den Blege havde efterladt sig. ,,Så vidt vi ved, konge, har Egil loven på sin side i denne sag; men dine fogeder har beslaglagt godset og henlagt det under din ejendom. Min bøn til dig, herre, er nu, at Egil må have lov til at forfølge sin ret efter loven." Kongen var sen til at svare. ,jeg ved ikke, hvorfor du påtager dig den slags sager for Egil. Han søgte mig en gang, og da sagde jeg ham, at jeg ikke ville have ham her i landet af årsager, som er dig tilstrækkelig bekendt. Egil skal ikke

    31  tilbage

    vove at stille de samme fordringer til mig som til min broder Erik. Men til dig, Arinbjørn, er der at sige, at du skal ikke blive en time mere i landet, hvis du agter udlændinge mere end mig og mine ord. Jeg ved godt, at din tilbøjelighed er, hvor din fostersøn Harald Gråfeld er; men i så fald gør du bedre i at slutte dig til Gunhildssønnerne straks; jeg for min part regner ikke med din hjælp, hvis jeg skulle komme i krig med dem." Da kongen tog sagen så brysk, indså Arinbjørn, at det ikke førte til noget at forfølge den videre; han beredte sig da til at rejse hjem. Kongen viste sig temmelig unådig imod Arinbjørn, efter at han var bleven gjort bekendt med hans ærinde; og Arinbjørn på sin side var ikke til sinds at gøre mange indrømmelser overfor kongen. Således skiltes de. Til Egil erklærede Arinbjørn, da han kom hjem, at han ikke ønskede at forebringe flere af den slags sager for kongen. Egil tog det mørkt; det var meget gods at miste og imod al retfærdighed.

    Få dage efter lod Arinbjørn Egil kalde til sig i sin opholdsstue en tidlig morgen i nogle få folks nærværelse og lod en kiste lukke op, udbetalte heraf Egil fyrretyve mark sølv. ,,Disse penge skal du have, Egil, i erstatning for Ljot den Bleges jorder. Jeg finder det rimeligt, at du holdes skadesløs af min søstersøn Fridgeir, fordi du frelste hans liv imod Ljot, og jeg ved, du gjorde det af hensyn til mig; jeg føler mig derfor pligtig til at sørge for, at du ikke berøves din ret." Egil tog imod pengene og takkede Arinbjørn; her efter fik Egil sin glæde igen.
       

    Egil og Arinbjørn på hærtog sammen.

    Denne vinter blev Arinbjørn hjemme pa sine garde; men om foråret bekendtgjorde han, at han agtede at drage i viking. Han havde tre meget store langskibe, som han udrustede med tre hundrede mand, sine egne huskarle og bondesønner for resten. Egil besluttede at rejse med ham og fik et af skibene at styre; med ham fulgte en del af de ledsagere,

    32  tilbage

    han havde haft med fra Island. Men købmandsskibet, han var rejst til Norge med, lod han føre til Vigen og overdrog en anden part af sit mandskab at forhandle sine varer.

    Arinbjørn og Egil holdt sydpå langs kysterne så langt som til Saksland og hærgede der om sommeren med godt udbytte. Men hen imod efteråret vendte de om og lagde på tilbagevejen ind til Frisland. En nat i stille vejr søgte de ind i en flodmunding på grundt vand; indenfor var store sletter og kort til skoven. Markerne var opblødte, fordi det havde regnet meget. Her rustede de sig til landgang og lod en trediedel af besætningen blive ved skibene. Inde mellem floden og skoven lå den ene store landsby efter den anden; indbyggerne flygtede, så snart vikingerne viste Sig. Landet vedblev at være lavt, og vidt og bredt var det gennemskåret af grave, hvori der stod vand; på den måde var agre og enge indhegnet; nogle steder, hvor vejene gik over, var der broer. Indbyggerne flygtede til skovene; men da vikingerne var kommen langt ind i landet, samlede friserne sig i skoven, indtil de var bleven over tre hundrede mand, og stævnede mod vikingerne. Det kom til et slag med dem; friserne blev slået på flugt, og under forfølgelsen blev vikingerne spredt. Egil forfulgte med nogle få andre en meget talrigere trop; friserne kom til en bro, løb over den og kastede broen af efter sig. Da Egil kom til graven, sprang han uden videre over den, et spring, som ikke var for andre mænd, og de få, var med ham, gjorde da heller ingen forsøg derpå. Således blev Egil alene med elleve frisere, som vendte om, da de så, at han var alene, og angreb ham. Sammenstødet endte med, at han fældede dem alle. Derefter skød Egil broen tilbage over graven og fulgte efter vikingerne, som imidlertid var begyndt at vende tilbage til skibene. Egil holdt Sig langs skoven for at dække Sig i den, hvis han fik det nødig; men mellem ham og vikingerne samlede der Sig snart en bob forfølgende frisere, så mange, at de til sidst fylkede sig for anden gang og begyndte at skyde på vikingerne. Nogle af

    33  tilbage

    dem søgte skibene med byttet, hvoriblandt kvæg, som de slagtede og bragte ombord, andre stillede sig op i en skjoldborg og afværgede frisernes angreb så længe. Der gik ingen anden vej til skibene end gennem frisernes slagorden; Egil i tog da sin kesja i begge hænder, kastede skjoldet om på ryggen og sprang huggende og stikkende ind på alt, hvad der kom ham i vejen, og på den måde pløjede han sig frem igennem fylkingen, indtil han nåede igennem til sine stalbrødre. De syntes, de havde fået ham tilbage fra de døde. Man gik nu ombord og lagde ud fra landet. Derefter sejlede de til Danmark.

    Da de kom til Limfjorden og lå ved Hals, holdt Arinbjørn husting med sine mænd og kundgjorde dem sin beslutning at slutte sig til Eriksønnerne med den del af folkene, der ville følge ham. Erikssønnerne, vidste han, lå i Danmark med en stor styrke hver vinter, imellem at de var i viking om sommeren. Arinbjørn ville nu lade dem rejse tilbage til Norge, der ikke ønskede at følge ham; Egil gav han det råd også at vende tilbage til Norge og derfra hurtigst muligt til Island. Man fordelte sig nu på skibene; de, der ville tilbage til Norge, fulgte Egil; men resten, og det var størsteparten, fulgte Arinbjørn. Han og Egil skiltes da med inderligt venskab fra hinanden. Arinbjørn begav Sig til Erikssønnerne og sluttede sig til sin fostersøn Harald Gråfeld; hos ham blev han siden, så længe de begge levede. Men Egil sejlede til Vigen, hvor hans købmandsskib lå. Om vinteren tog han ophold hos Thorstein Thorasson.

    Denne vinter foretog Egil en farefuld færd til Vårmland i Sverige for på Thorstein Thorassons vegne at inddrive en skat for kong Hakon Adelstensfostre.

    Egil gjorde om sommeren sit købmandsskib i stand; langskibet, som han var kommen fra Danmark med, forærede han Thorstein ved afskeden. Af Thorstein fik han gode gaver, og de skiltes med megen kærlighed. Egil sendte bud til Thord på Aurland og overdrog ham at afhænde de jorder,

    34  tilbage

    han havde i Sogn og på Hordaland, hvis der fandtes købere dertil. Og da alt var rede, sejlede Egil ud af Vigen og op nord langs Norge og derfra ud i havet. De fik god bør og landede i Borgefjord, satte skibet op og lod varerne bringe i land. Egil drog hjem til sin gård, hvor man modtog ham med glæde. Han forlod ikke siden Island.
         

    Tildragelser på Island.

    I disse år, mens Egil havde været på udenlandsrejser, blev herredet omkring Borgefjord fuldt bebygget. Alle de første landnamsmænd var døde, men deres sønner eller sønnesønner befolkede herredet.

    Grim Svertingsson hed en mand, der boede på Mosfell, en rig og ætstor mand; en søster af ham var gift med Thorodd gode, og deres søn var Skapte lovsigemand. Også Grim blev lovsigemand. Han friede til Thordis Thorolfsdatter, Egils broder- og steddatter. Hun var meget smuk; Egil satte hende lige så højt som sine egne børn. Og da han vidste, Grim var en udmærket mand og partiet godt, blev Thordis gift med Grim. Egil udbetalte hende derpå hendes fædrene-arv, og hun levede siden længe på Mosfell med Grim. Olaf På, som var en søn af Høskuld Dalakollsson og Melkorka, den irske konge Myrkjartans datter, bejlede til Egils datter Thorgerd. Olaf boede på Hjardarholt i Laksådal vester i Bredefjordsdalene; han var en meget rig mand og anset for den smukkeste mand på den tid på Island; han var en meget dygtig mand. Thorgerd var en stor, køn kvinde, klog og temmelig heftig, men stille af sig til daglig. Egil fandt Olaf i alle måder egnet for forbindelsen, så han fik Thorgerd, og hun flyttede hjem med ham til Hjardarholt. De fik mange børn, hvorfra der nedstammede en udbredt slægt. Egils anden datter Bera blev gift med Øssur Ejvindsson, en broder til Thorodd gode i Ølvus.

    35  tilbage
       

    Bødvars død.

    Egils søn Bødvar var da i opvæksten, en meget håbefuld ung mand, køn og stor og lige så stærk, som Egil eller Thorolf havde været i hans alder. Egil elskede ham meget, og Bødvar var også faderen meget hengiven. En sommer lå der i Hvidå et skib, som drev handel; Egil havde købt en del træ, som han lod sine huskarle fragte hjem på et otteårers fartøj. En dag bad Bødvar om at sejle med dem, og det gav de ham lov til. De var seks mand på det otteårede skib, og da de skulle vende tilbage, blev det sent flodtid, så at de blev forsinkede til ud på aftenen. Da rejste der sig en rasende sydvest, som brødes med flodbølgen og satte hele fjorden i oprør, som det så ofte hænder; skibet kæntrede under dem, og de omkom alle. Dagen efter drev ligene i land. Nogle blev fundet sammen med skibet inde ved Reykjarhamar; Bødvars drev ind ved Ejnarsnæs. Da Egil fik ulykken at vide, red han straks ud for at søge efter ligene, og det første, han fandt, var Bødvars. Han satte ham på sine knæ foran på hesten og red ud med ham på Digranæs til Skallagrims høj. Han lod højen åbne og lagde Bødvar ned i den hos Skallagrim; derpå kastede de højen til igen, og med det blev de ikke færdige før ved solnedgang. Derefter red Egil hjem til Borg. Da han kom hjem, gik han straks til det sengested, han plejede at sove i, lagde sig og skød skodden for. Ingen vovede at tale til ham. Det fortælles, at Egil havde snørede hoser på og en trang kjortel af rød fustan og da de satte Bødvar ned i graven, siger man at han svulmede sådan op, at både kjortlen og oserne revnede. Dagen efter lukkede Egil ikke op for sengekamret og tog hverken spise eller drikke til sig. Han lå der den dag og natten efter, uden at noget menneske dristede sig til at tale til ham. Men den tredie dags morgen, så snart det blev lyst, lod Asgerd en mand kaste sig på en hest og ride, alt hvad remmer og tøj kunne holde, vesterpå til Hjardarholt for at sige det til Thorgerd, og om hun ville komme til Borg, så snart hun

    36  tilbage

    kunne. Budet kom der om eftermiddagen, og Thorgerd lod straks sadle og red tilligemed to mænd samme aften og resten af natten, indtil de kom til Borg. Thorgerd gik med det samme ind i ildhuset; Asgerd hilsede hende og Spurgte hende, om hun havde fået noget at spise. ,,Nej, jeg har ikke spist," svarede Thorgerd tydeligt og jeg har ikke i sinde at tage mad i min mund før hisset hos Freja. Jeg ved ikke bedre råd end min fader og vil ikke overleve min fader og min broder." Hun gik til sengekamret og kaldte ind: ,,Luk døren op, fader, jeg har besluttet, at vi skal følges ad." Egil skød døren fra, og Thorgerd gik op i aflukket og stængede igen efter sig, lagde sig ned i en af de andre senge. Da sagde Egil: ,det er vakkert af dig, min datter, at du vil følge din fader. Du har vist mig megen kærlighed. Hvor kan man vente, at jeg vil leve efter sådan en ulykke?" De tav nu en stund. Da siger Egil: ,,Hvad er det, min datter, tygger du på noget?" "Jeg tygger på tang" siger Thorgerd, ,,for det tror jeg, man bliver ringere af; ellers får det ingen ende for mig med at dø." ,,Er det da skadeligt?" spørger Egil. ,,Meget skadeligt," siger hun. ,,Vil du have noget?" ,,Hvorfor ikke," siger han. Lidt efter kaldte hun og bad om noget vand at drikke, og man bragte hende et horn. ,,Det kommer af tangen," siger Egil, ,,den bliver man endnu mere tørstig af." ,,Vil du have noget at drikke, fader?" spørger hun. Han tog dyrehornet og drak en mængde. ,,Nu har de narret os, sagde Thorgerd, ,,det er jo mælk, vi har drukket." Da bed Egil et skår ud af hornet, så dybt tænderne rakte, og kastede hornet fra sig. ,Hvad skal vi nu gribe til?" sagde Thorgerd, ,,nu er vort forsæt jo strandet. Nu synes fader at vi skulle forlænge vort liv så længe, du får hittet et mindekvad over Bødvar:

    "Hvis det skal blive din søn Thorstein, der skal gøre mindekvad over Bødvar, vil det ske sent; det passer sig heller ikke, at der ingen gravøl bliver drukket efter ham, men hvordan skulle du og jeg kunne sørge for det?" Egil siger, det var

    37  tilbage

    ikke at vente, at han skulle kunne sætte noget sammen, selv om han ville. ,,Men forsøges skal det," Siger han. Egils anden søn Gunnar var også død kort tid før. Egil digtede da det mindekvad, der er kommen til at hedde: 
        

    Sønnetabet

     
    1. Det falder mig træls
    at røre tungen;
    en sten på brystet
    stemmer for åndedrættet.
    Med ordets tryllemagt
    har det Sig trangt,
    når tankens hus
    i stormen hælder.

    2. Digtergaven,
    den idræt for guder,
    ypperst af alle
    fra oldtider,
    for den er der lukket;
    fra sindets lønkamre
    vælder den ikke;
    det volder sorgen.

    3. Lydefrit lystrede
    mig længe ordet,
    viddets våben,
    vel slebet;
    men nu bruser brændingen
    ind mod mine bådskure
    og dundrer på døren
    til min faders dysse.

    4. Thi med min æt
    lakker det mod enden,
    som en skov skæmmet af stormen.
    Den mand har mistet
    sin munterhed,
    der har set sine dyrebare
    båret som lig over dørtærskelen.

    5. Først vil jeg mindes
    min faders endelig
    Min moder
    mistede jeg.
    Inderst i sjælen
    slynger et løvværk,
    de gamles minde,
    sig gennem min tanke.


    6. Det hul, som bølgen
    brød i min faders
    gamle slægtsgærde,
    det græmmer jeg mig over.
    Men skarret efter min søn,
    som søen slog,
    det ved jeg vil altid,
    altid stå åbent.


    7. Meget har Ran,
    havet, berøvet mig.
    Ene er den,
    hvem ingen elsker.
    Mine slægtebånd
    har søen sønderslidt;
    livsstrengen i mit bryst
    er bristet.

    38  tilbage

    8.Kunne jeg skifte
    mig ret med spydskaftet,
    da var det ude
    med ødelæggeren.
    Kunne man få ram
    på den våde rovmorder,
    gik jeg i holmgang
    med havet gerne.


    9. Men jeg fandt
    mine kræfter for få
    til at binde an
    med min Søns bane.
    Åbenbart
    er det for alle,
    at oldingen
    er enligstillet.


    10. Meget har Ran
    berøvet mig.
    Sent forvindes
    ve over frændedød,
    senest når han,
    der var ættens håb,
    blev taget bort
    til lysere boliger.


    11.Det ved jeg selv,
    at i min søn
    ytrede sig ikke
    slet mands anlæg.
    Raskhed, rankhed
    var ham beredt,
    havde ej Odin
    lagt hånd på ham.


    12. Altid var han
    og jeg enige,
    hvad så resten
    rådede til.
    Mit hus
    holdt han oppe,
    mine Støtter
    stivede han af.


    13, Ofte følte jeg
    savnet af fæller;
    blottet i ryggen
    er den broderløse.
    Det tænker jeg på,
    når tvist trækker op;
    ene mand
    har lange øjne.


    14. Hvor finder man nu
    en modig fælle,
    en stalbroder,
    uræd for stålet?
    Uden lyst
    farer man med lempe,
    når vennernes antal
    skrumper ind.


    15. Ransag, om du vil,
    ryst hele fylket,
    der lever ikke en,
    du kan lide på.
    Her falbyder man
    sin broder for bøder
    og åbner en handel
    i hævnsager

    39      tilbage

    16. Det Siger man for sandt,
    at mister man en søn,
    gives ingen anden erstatning
    end at avle en ny;
    heller ikke
    fyld er man hullet
    med den første den bredeste
    efter en broder.


    17. Hoben huer mig ikke.
    Frækhed og fred
    følges ad.
    Min døde dreng,
    del af sin moder,
    han er faret hen
    til fædrenes solboliger.


    18. Skibenes fjende,
    den skummende
    manddraber
    står mig imod.
    Kraftesløst,
    når sorgen kører,
    raver tankernes
    tunge læs.


    19. Min anden søn
    af sygdom,
    helsot,
    for heden.
    En dreng
    uden dadel,
    af ingen
    ilde omtalt.



    20. Det glemmes ikke,
    da livets giver
    gramsede til sig
    gaven igen,
    ættens blomst,
    blod af mit blod,
    og al min hustrus håb.


    21. Med livets herre
    var jeg forligt.
    Pligtskyldigst
    holdt jeg pagten,
    til Odin selv,
    al skæbnens ophav,
    af eget vælde
    brød venskabet.


    22. Jeg ofrede gerne
    til alfader 0din,
    gudernes øverste,
    siden man gør det.
    Dog skylder jeg
    skjaldenes fader
    det, der er mere
    end magt, i ulykker.


    23. Af ulvens banemand,
    den gamle blodsudgyder,
    fik jeg fejlfri færdigheder,
    dertil et sind,
    om nødte somme
    lurende avindsmænd
    til åbent fjendskab.

    40  tilbage

    24. Hårdt er jeg ramt.
    Nu står Hel,
    den nådeløse,
    ude på næsset.
    Dog skal jeg glad
    og med god vilje
    bie mine dage
    på døden.

    Jo længere frem Egil kom i kvædet, desto mere rettede han sig. Og da det var færdigt, fremførte han det for Asgerd og Thorgerd og hele sin husstand. Derpå stod han op og satte sig i sit højsæde. Han lod siden holde gravøl for sine sønner efter hævdvunden skik. Og da Thorgerd rejste hjem, fulgte han hende af gården med gaver.
       

    Kvædet om Arinbjørn.

    Egil boede nu i mange år på Borg og blev en meget gammel mand. Der haves ingen overlevering om, at han havde retstrætter med nogen her i landet; heller ikke holmgange eller manddrab berettes der om, efter at Egil havde taget fast ophold på Island. Grunden til, at han ikke mere besøgte Norge, var den, som før omtalt, at kongen ikke yndede ham. Han boede meget standsmæssigt, som hans hu stod til, og savnede heller ikke midler dertil.

    Hakon Adelstensfostre rådede længe for Norge; men omsider kom Erik Blodøkses sønner til Norge og gjorde ham riget stridigt; de mødtes i flere slag, og Hakon sejrede som oftest. Det sidste slag mellem dem stod på øen Stord i Hordaland; her sejrede kong Hakon, men fik selv et sår, der blev hans død. Derefter overtog Erikssønnerne kongevældet i Norge. Arinbjørn herse fulgte Harald Gråfeld og var rådgiver for ham; han nød alle æresbevisninger, ledede hæren og landeværnet; i forlening havde han Fjordefylke. Arinbjørn var en stor kriger og en lykkelig hånd. Egil skallagrimsson

    41  tilbage

    spurgte disse tidender om kongeskiftet i Norge og om, at Arinbjørn igen var kommen tilbage til sine gårde i Norge og holdtes højt i ære. Da digtede Egil kvædet om Arinbjørn. (Arinbj arnarkvida). Det begynder således:

    1. Jeg digter hurtigt
    til heltens ære
    og knapt
    om den karrige.
    Jeg kvæder frit ud
    om fyrstens fortrin
    og forholder mig tavs
    om tykke løgne.


    2. Spot har jeg tilovers
    for skrydere
    og for mine venner
    veltalenhed.
    Ofte har jeg siddet
    i sal hos fyrster
    med en udadlelig
    digterevne.


    3. Det glemmes ikke,
    da Erik, den mægtige
    konge, havde
    mit liv i sin hånd.
    Da var det, jeg drog
    dristigheds hat
    over mit hoved
    og søgte til hersen.


    4. Der hvor den vældige
    valens herre,
    folkets støtte,
    stod for landet,
    hård som jern,
    i Jorvik,
    vesterude
    i det våde England.


    5. Farligt at se,
    frygteligt,
    var da Eriks blik
    under hvasse bryn,
    de lyse, skarpe
    slangeøjne,
    kolde som månens
    klare stråler.


    6. Da gjaldt det for skjalden
    om at stinde sig,
    ville han fremføre
    sit kvad for fyrsten.
    Siges tør det,
    de strømmende strofer
    overhørtes
    i hallen af ingen.


    7. Skjaldelønnen,
    som fyrsten skænkede
    mig i mageskifte
    for Suttungs mjød,
    min ulvegrå,
    ældede isse,
    få ville
    finde den fager.

    42 tilbage

    8. Gerne tog jeg
    dog mod gaven
    med samt de side,
    sorte bryn
    og denne mund,
    hvis mæle førte
    ,,Hovedløsningen"
    for kongens knæ.


    9. Da stod en mand
    mægtigt mig bi,
    mer end alle
    andre tilsammen,
    en ven, om hvis trofasthed
    der aldrig var tvivl,
    uforfærdet
    i alle farer.


    10. Arinhjørn,
    ypperst af mænd,
    hyttede mig
    imod kongens had,
    fyrstens ven
    og bedste værn,
    han turde sige
    fyrsten sandheden.


    11. Kold mod venner
    måtte man kalde mig,
    skrøbelig
    som skjald,
    ufortjent
    til nogens tillid,
    gjorde jeg ikke
    mod hersen gengæld.


    12. Lang og stejl
    er den sti, som fører
    skjalden til hersens
    hæders tinde.
    Men se, jeg ved,
    hvordan man åbner
    mængdens Øjne
    for mandeære.


    13. Et sligt emne
    som Arinbjørns hæder
    former vennehånd
    uden vanskelighed,
    så lette at finde
    er hans fortrin,
    så elsket
    er Arinbjørn.


    14. Det første træk,
    jeg taler om,
    og som vides
    af alverden,
    er den ædle
    Arinbjørns
    ubegribelige gavmildhed.


    15. Alle folk
    med undren ser,
    hvor rundhåndet
    han er med sin rigdom.
    Og få har som han
    af Frejr og Njord
    fået så endeløse
    indtægtskilder.

    43  tilbage

    16. Hans hånd er åben,
    hvor andres er knyttet,
    selv om de ejer
    aldrig så meget.
    Der er langt mellem gårdene,
    hvor gavmilde bor.
    Ingen skæfter
    allemands spyd.


    17. Der gik ingen
    fra Arinbjørn
    med nej
    i næven
    eller knubbede,
    krænkende ord,
    men med glæden
    over en gave.



    18. Han samler ikke
    længe på sølv
    eller fjæler penge,
    den mand fra Fjordene.
    Guld yngler
    for ejer at skifte.
    Ringen gjordes
    rund for at rulle.


    19. Ingensinde
    skulle det spørges,
    at hvad skjalden
    skylder denne
    grænseløse
    giver af gaver
    skulle med utak
    øses i havet.



    20. Disse strofer
    føjede jeg sammen
    med morgenens klarhed
    over min kunst,
    en æresstøtte,
    som urokket
    skal længe stå
    i digtningens land.
      

    Ejnar Skåleglam og Egil.

    Mellem Egil og en yngre skjald ved navn Ejnar, kaldet Skåleglam, opstod der et vcnskabsforhold. Ejnars bedstefader Bjørn var en af landnamsmændene, som havde bosat sig i Bredefjord. Ejnar var stor og stærk og en god idrætsmand; straks som ung var han begyndt at digte og var meget lærelysten. En sommer på altinget gik Ejnar til Egil Skallagrimssons bod; de kom til at tale sammen, inden ret længe

    44  tilbage

    om skjaldskab, som var begges bedste fornøjelse. Efter den tid indfandt Ej nar sig ofte for at tale med Egil, og de blev særdeles gode venner. Ej nar havde nylig været i udlandet, og Egil udspurgte ham udførligt om sine venner i Norge, ligeledes om dem, han havde grund til at tro var hans uvenner; om stormændene udspurgte han især meget. På sin side forhørte Ejnar sig om Egil og hans storværker, og herom havde Egil ikke noget imod at udtale sig. Ej nar spurgte ham, ved hvilken lejlighed han syntes, han havde været udsat for den sværeste prøvelse. Egil kvad:

    Ene jeg sloges mod otte
    og to gange mod elleve
    og blev samtliges bane;
    til bords bød jeg ulven.
    Skrald vi gjorde på skjolde
    med skud af flyvende jern,
    fægtende stødte vi sammen,
    så funker fødtes af stålet.

    Egil og Ejnar lovede hinanden venskab, inden de skiltes. Ejnar rejste siden udenlands igen og kom sammen med de store. Han var ødsel og lod stå til med, hvad han ejede, men en meget dygtig og tapper mand. Han var i Hakon jarls bird på den tid, da han og Erikssønnerne droges med hinanden og vekselvis fortrængte hinanden fra landet. Kong Harald Eriksson Gråfeld blev fældet søndernede ved Hals i Danmark, og det var ved svig; han sloges med Harald Knutsson, som blev kaldet Guldharald, og denne derefter med Hakon jarl. Sammen med kong Harald faldt også Arinbjørn herse. Og da Egil hørte om Arinbjørns død, kvad han:

    Ja, de bliver færre nu,
    de fribårne, de faste,
    som stod vel i strid
    og var store givere.

    45  tilbage

    Som enlige øer i havet
    er åbensindede mænd.
    Hvorhen nu vende sig
    efter en ven i verden?

    Ejnar Skåleglam digtede den drapa om Hakon jarl, som er bleven kaldt Vellekla. Jarlen ville en overgang ikke låne øre til kvadet, fordi han var vred på Ejnar; men da Ejnar truede med at rejse sin vej, lod han ham fremføre kvadet; og i skjaldeløn gav han ham et skjold, som var en meget stor kostbarhed. Optrin fra gamle dage var afbildet på det, og mellem dem var der lister af guld, indlagt med stene. Ejnar Skåleglam var på Island for at besøge sin familie; om høsten red han til Borg og tog ind som gæst der. Egil var ikke hjemme; han var taget nordpå i herredet, men ventedes hjem. Ejnar blev i tre dage; længere var det ikke skik at forblive som gæst på et sted. Inden han rejste, gik han til Egils sæde og hængte det dyrebare skjold op over det, idet han sagde til husfolkene, at skjoldet var en foræring fra ham til Egil. Derpå red han bort; og samme dag kom Egil hjem. Så snart han kom til sit sæde, så han skjoldet og spurgte, hvis kostbarhed det var; man sagde ham, at Ejnar Skåleglam havde været der og givet ham skjoldet. Da udbrød Egil: ,,Hvad bilder han sig ind. den elendige? Mener han, jeg skal våge om natten og digte om hans skjold? Tag mig min hest; jeg skal ride efter ham og slå ham ihjel." Man sagde ham da, at Ejnar var redet tidligt om morgenen og nu allerede måtte være langt borte. Egil digtede da alligevel en drapa, som begyndte således:

    Sin røst opløfter skjalden
    om skibenes prydelse,
    skjoldet, det gyldne,
    som den gavmilde
    bragte mig til min gård.
    Atter med digterskuden

    46  tilbage

    stævner jeg ud og styrer
    den (agt på mit kvad,
    Ejnar) med øvelse.

    Egil og Ejnar bevarede venskabet for hinanden, så længe de begge levede. Men om skjoldets videre skæbne fortælles det, at Egil en gang havde det med til et bryllupsgilde; der blev det tabt i et kar med surmælk og ødelagt. Egil lod guldlisterne tage af det, og der var guld i dem til en vægtværdi af tolv øre.

    Striden mellem Steinar og Thorstein Egilsson.

    På gården Ånabrekka boede der en rig bonde ved navn Ønund Sjone. Da han blev gammel, overdrog han gården til sin søn Steinar, en j ættestærk mand, styg og skrutrygget, langbenet og kort i kroppen; han var anmassende og hensynsløs, en hård, angrebslysten person. Da Thorstein Egilsson var bleven mand på Borg, rev det straks ud med ham og Steinar. Bækken Hafsløk dannede fra gammel tid skellet mellem Ånabrekkas og Borgs jorder. Syd for Hafsløk ligger der en frodig engstrækning, som hedder Staksmyr; den hørte til Borg. Stridighederne mellem Steinar og Thorstein skyldtes, at Steinar flere år i træk lod sit kvæg græsse på Staksmyr. Da Thorstein ikke med det gode kunne tale sin nabo til rette, dræbte han to af hans trælle, som var sat til at vogte kvæget med udtrykkeligt pålæg om at rydde enhver af vejen, der ville hindre dem adgangen til græsningen på Staksmyr. Efter loven betød det tre års landsforvisning at dræbe en træl, med mindre man inden tre dages forløb havde betalt trællebod; men to sådanne drab var lige med landsforvisning for stedse eller fredløshed. Denne bestemmelse søgte Steinar at benytte sig af overfor Thorstein. For gode ord og betaling skaffede han sig løfte om støtte af høvdingerne Ejnar og Tungu-Odd til at føre sagen mod Thorstein og stævnede ham derefter for trælledrab. Thorstein udtog ingen modstævning for Steinars forseelse; men kort efter sendte han bud til sin frænde Grim Svertingsson på Mosfell og lod ham sige, hvad der var sket.
    Egil ytrede sig ikke meget om sagen, men skaffede sig dog i stilhed nøje underretning om uenigheden mellem Thorstein og Steinar, ligeledes om, hvilke mænd Steinar havde

    47  tilbage

    til at stå bag sig ved retsforfølgelsen. Sendebudene kom tilbage, og Thorstein lod til at være tilfreds med udfaldet af deres færd. Thorstein Egilsson samlede en stor styrke til vårtinget og kom der en dag før de andre mænd. Han begyndte straks at tjelde sine boder; da han var færdig, lod han en anden bod indrette og tjelde, og den var meget større end andre boder; men der var ingen folk til den. Steinar kom ridende til tinget med et stort følge; Tungu-Odd havde et meget stort følge. Der var sort af mennesker på tinget. Man begyndte nu på retsforhandlingerne. Thorstein tilbød ikke forlig og erklærede overfor forligsmændene, at han ønskede at lade dom falde i sagen, idet han tillagde det liden betydning, hvad Steinar påstod i anledning af sine trælles drab; de havde givet årsag nok dertil. Steinar gjorde stort væsen ud af sagen; han havde lovens bogstav på sin side og et tilstrækkeligt stort følgeskab til at sikre sig lovens overholdelse; han gjorde sig meget tyk på tinget. Efter at man dagen igennem havde fremført sagerne, skulle dommerne træde sammen til afsigelse om aftenen. Med ordenen på tinget havde Thorstein opsigt, det var en hævd fra den tid, hans fader havde haft godordet og rådighed over tingfølget. På begge sider var man fuldt væbnede.
      

    Egil Skallagrimsson på tinge.

    Da så mændene fra tingsletten, at der kom en skare krigere ridende nede langs med Gljufrå med blinkende skjolde. Og da de red ind på tinget, red der en mand i spidsen iført en blå kappe, med forgyldt hjelm på hovedet, omgjordet med sværd og med guldbeslået skjold; i hånden havde han en kesja, også guldindlagt. Det var Egil Skallagrimsson, der kom, og med ham firsindstyve mand, alle vel væbnede og rede som til slag. Det var lutter udvalgte folk; Egil havde opbudt alle de bedste og forvovneste bondesønner i omegnen af Mosfell. Egil red med flokken til de boder, som Thorstein havde ladet tjelde og gøre i stand til dem på forhånd; der

    48  tilbage

    steg de af hestene, og Thorstein gik sin fader imøde med hele sin styrke og bød ham velkommen. Egil lod sit rejsegods bære ind i boderne og hestene sætte på græs; derpå gik Thorstein og deres forenede mandskab til tingstedet og satte sig, hvor de plejede at sidde. Nu rejste Egil sig op og sagde med høj stemme: ,,Er Ønund Sjone her til stede?" Ønund svarede og tilføjede: ,,Jeg er glad over, at du er kommen, Egil. Nu vil alt det ordne sig, der skiller folk fra hinanden." ,'Er det på din anstiftelse, at din søn Steinar har lagt sag an imod min søn Thorstein og har samlet en hob sammen for at få ham gjort fredløs?" ,,Nej," siger Ønund, ,,jeg har ikke voldet deres trætte. Tværtimod har jeg sat meget ind på at bevæge Steinar til at slutte forlig med Thorstein, såsom jeg altid har villet spare din søn Thorstein for skam, begrundet på det hjertevenskab fra fordums tid, der altid har bestået mellem dig og mig, Egil, siden vi blev opfødt her sammen som nabos børn." ,"Det vil hurtigt vise sig," siger Egil, ,,om du mener noget med det, du siger, eller om det kun er mundsvejr, hvilket jeg ikke er for at tro. Jeg husker de dage, da vi begge ville have fundet det usandsynligt, at vi skulle have noget udestående med hinanden, eller at vi ikke skulle kunne styre vore sønner og forbyde dem den slags fjanteri, jeg hører skal opføres her. Det er mit råd, så længe vi er i live og så nær, at vi kan have indflydelse på deres stridigheder, at vi tager denne sag i vor hånd og gør ende på den og lader ikke Tungu-Odd og Ejnar hidse vore sønner sammen som et par hvinske heste. Og lad så Odd og Ejnar for fremtiden se sig om efter andre indtægtskilder." Da stod Ønund op og sagde: ,,Det er, som du siger, Egil, vi kan ikke være bekendt at være til stede på et ting, hvor vore sønner trættes. Aldrig skal den skam overgå os, at vi ikke skulle holde dem forligt. Det er min vilje, Steinar, at du lægger denne sag i mine hænder og lader mig afgøre den, som jeg synes." jeg ved dog ikke," sagde Steinar, ,,om jeg sådan uden videre vil lade min sag falde, efter at

    49  tilbage

    vi har fået så store folk til at tage sig af den. Det vil komme an på Odd og Ejnar, hvorvidt sagen skal sluttes eller fremmes." Steinar forhandlede med Tungu-Odd, og Odd stod ved, hvad han havde lovet, at hjælpe ham til en kendelse efter loven eller en sådan afgørelse, som han kunne være tilfreds med; han advarede ham imod, hvad der ville ske, hvis Egil kom til at dømme i sagen. Da sagde Ønund:

    ,,Hvad Odd har under tungen, kan jeg ingen hensyn tage til. Ham skylder jeg hverken godt eller ondt, men Egil har gjort mig store tjenester, og ham tror jeg mere end alle andre. Heri vil jeg råde for os begge, som jeg har gjort før. Det vil være klogt for dig ikke at få os alle sammen imod dig." ,,Du tager hårdt på vej, fader," siger Steinar, ,,men jeg tror, vi vil komme til at angre det, hvis vi følger dit råd." Og Dermed gav Steinar sagen i Ønunds hånd at fremme eller forlige efter loven. Og så snart Ønund havde fået rådighed over retsforfølgelsen, gik han til Thorstein og Egil og sagde:

    ,,Jeg overlader nu dig Egil, selv og alene at træffe retsafsigelsen i denne sag efter dit eget forgodtbefindende; du er den, jeg stoler på i denne min sag som i alle andre." Derpå gav Ønund og Thorstein hinanden håndslag og tog vidner på, at Egil Skallagrimsson skulle ene mand afgøre sagen, uomstødeligt, på tinget; forhandlingerne sluttede for den dag, og folk begav sig til deres boder. Thorstein lod tre okser trække til Egils boder og slagte til fortæring for ham på tinge. Men da Tungu-Odd og Steinar kom til deres boder, erklærede Odd sig løst fra sin forpligtelse overfor Steinar, siden sagen var lagt i Egils hånd; Steinar havde ikke andet hertil at sige, end at Odd havde fulgt ham som en mand, så vidt han kunne, og at deres venskab kun var blevet yderligere styrket herved.

    Dagen efter begav Egil Skallagrimsson sig til tingstedet tilligemed Thorstein og deres samlede mandskab. Ønund og Steinar såvel som Tungu-Odd og Ejnar havde også indfundet sig. Og da folk havde sluttet deres indlæg, stod Egil op

    50  tilbage

    og sagde: ,,Er Ønund Sjone og hans søn Steinar nær nok til at høre mine ord?" Ønund siger, at det var de. ,,Da vil jeg nu," vedblev Egil, ,,forkynde forligsafsigelsen mellem Steinar og Thorstein. Til at begynde med vil jeg minde om, at min fader Grim kom her til landet og tog land her, så langt myrerne går og hele herredet rundt, satte bo på Borg og
    gav sine venner land derfra, der hvor de siden har boet.

    Åne gav han hus og hjem på Ånabrekka, som Ønund og Steinar siden besiddet. Vi ved alle, Steinar, hvor skellet går mellem Borg og Ånabrekka, det er Hafsløk. Ikke fordi du er uvidende om det, Steinar, lod du dit kvæg græsse på Thorsteins jord og tilegnede dig hans ejendomsret; du mente, han var falden så meget fra sin slægt, at han ville finde sig i ran fra din side, og det skønt både du, Steinar, og din fader Ønund må have i erindring, at Åne fik sin jord af min fader Grim. Desårsag dræbte Thorstein de to trælle. Nu er det indlysende for enhver, at de er falden på deres gerninger, og at der ikke kan kræves bod for dem, ja, selv om det havde været frie mænd, ville boden være forbrudt. Fordi du derfor, Steinar, havde til hensigt at tilsnige dig ejendomsretten til min søns jord, den som jeg overdrog ham, og som jeg tog i arv efter min fader, skal du rømme din jord på Ånabrekka og ingen erstatning nyde derfor. Hermed følger, at bo eller ophold her i herredet søndenfor Langå skal være dig forment. Ånabrekka skal du være ude af før fardag eller efter fardag være fredløs for enhver mand, der vil stå Thorstein bi, hvis du ikke retter dig efter den dom, jeg her har afsagt over dig." Og da Egil satte sig, tog Thorstein vidner på hans kendelse. Da sagde Ønund Sjone:

    ,,Det vil folk synes, Egil, at den dom, du har afsagt, hælder noget rigeligt til den ene side. Hvad mig angår, skal det siges, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne, for at skille deres trætte; men herefter skal jeg ikke spare på, hvad jeg kan gøre for at skade Thorstein." ,,Jeg tænker," siger Egil, ,at du og din søn vil lægge lige så meget til jeres ulejlighed

    51  tilbage

    med os, som I lader striden med os trække længere ud. Jeg troede, du vidste, Ønund, at jeg har hævdet min ret før, selv overfor folk som dig og din søn. Men Odd og Ejnar, som har hjulpet med til dette lovtrækkeri, har sandelig indlagt sig fortjent ære!" Egil red igen hjem til Mosfell, og fader og søn skiltes meget venligt fra hinanden.
       

    Steinars endelige fordrivelse.

    Egils søstersøn Thorgeir Blund var med på tinget og havde stået kraftigt på Thorsteins side i retssagen. Han bad nu Egil og Thorstein om at give sig landet der ved Myrerne; han havde før boet søndenfor Hvidå ved Blundsvatn. Egil så det gerne og rådede også Thorstein til det, så det blev til, at de gav Thorgeir Ånabrekka. Han boede der en tid, men viste sig i alle måder som en dårlig nabo, og Thorstein blev da enig med sin fader om at fjerne ham. Han flyttede så længere sydpå i landet.

    Steinar drog med hele sit bo ud på den anden side af Langå og slog sig ned ved Leiruløk. Men Thorstein kunne ikke leve i sikkerhed for Steinar, sålænge han boede så nær ved som ved Leiruløk. Steinar søgte at få hævn for den tort, han havde lidt. Ved flere lejligheder lagde han sig i baghold efter Thorstein, og der forefaldt drab på begge sider, men det lykkedes ham ikke at komme Thorstein selv til livs. Stridighederne mellem de to endte med, at Thorstein med trusel om overfald og drab tvang Steinar til at flytte endnu længere nordpå.

    Thorstein Egilsson var en redelig, retsindig mand, som lod folk i fred, men fast, hvis man gik ham for nær; de fleste fandt det fordelagtigere at undgå at prøve ham.
       

    Egil Skallagrimssons død.

    Egil Skallagrimsson blev en meget gammel mand og alderdomsskrøbelig, så at syn og hørelse slog ham fejl; heller ikke var han sikker på benene mere. Han boede fremdeles

    52  tilbage

    på Mosfell hos Grim og Thordis. En dag Egil stavrede ude langs husvæggene, snublede han over sine fødder og faldt; det så nogle kvinder og lo af ham og sagde: ,,Det er ringe med dig nu, Egil, siden du går og falder over dine egne ben!" Husbonden Grim, som hørte det, bemærkede: ,,Kvinderne var knap så raske på det, da vi var yngre." Da kvad Egil:

    Den gamle krikke snubler
    med kraftesløse koder.
    Du slår dit skaldede hoved,
    når du hverken kan se eller høre.

    Med alderen blev Egil til sidst helt blind. En dag, da det var vinterkoldt, gik Egil til arnen for at varme sig. Kvindfolkene, som skulle lave mad, talte da om, at det var underligt, at sådan en mand, som Egil havde været, skulle ligge i vejen for dem, så at de ikke kunne passe deres arbejde. Egil gav gode ord og mente, det lod sig gøre at deles om pladsen ved ilden; men de jog ham væk, kunne ikke have ham til at sinke sig i arbejdet. Egil rejste sig og gik til sin plads. Han kvad:

    Den blinde føler med fødderne
    og famler sig frem til ilden
    og betler om varme hos kærlinger,
    som kyser ham bort med kosten.
    Og det var mig, hvem den ædle
    Englandsherre kong Ådelsten
    tyngede ned med guldringe
    til tak for min veltalenhed!

    En anden gang, da Egil gik hen til ilden for at varme sig, spurgte en mand ham, om han havde kolde fødder, og varede ham mod at komme for nær til ilden med dem. Egil indrømmede, at rådet var godt, men helt let var det ikke at

    53  tilbage

    styre sine fødder, når man ikke kunne se; det var sørgeligt at miste sit syn. Og Egil kvad:

    Tiden er lang.
    Her ligger den ældgamle,
    en gang yndet
    af konger, alene.
    Jeg har to koner:
    mine kolde hæle;
    hvem der kunne
    holde dem varme!

    Det var i de år, Hakon den Mægtige kom til regeringen, da var Egil Skallagrimsson oppe i firserne; han var endnu ved godt helbred, når undtages, at han var blind. En sommer, da folk gjorde sig i stand til at rejse til tings, bad Egil Grim om at måtte ride med ham. Det trak Grim på; til sin hustru Thordis sagde han, hvad Egil havde bedt om, og bad hende skaffe sig at vide, hvad der lå under hans anmodning. Thordis gav sig i samtale med Egil; hendes selskab var hans største glæde. ,,Er det sandt, frænde," spurgte hun, ,,at du vil ride til tings? Jeg ville ønske, du ville sige mig, hvad det er for en sag, du vil have fremmet." ,,Det skal jeg sige dig," svarede Egil, ,,det er noget, jeg har gået og tænkt på. Jeg har i sinde at tage de to kister med mig til tinget, som jeg fik af kong Adelsten, og som begge er fulde af engelske sølvpenge. Så vil jeg lade kisterne bære op på lovbjerget en dag, når der er allerflest folk til stede, og så vil jeg strø pengene ud, og tror du, de vil dele dem pænt og ligeligt mellem hverandre? Jeg tror, der vil blive en puffen og uddelen af kindheste, og måske at alle på tinget vil ende med at ligge i håndgemæng med hinanden." ,,Et ypperligt på fund," siger Thordis, ,,det vil blive husket, så længe Island står." Thordis fortalte derpå Grim, hvad det var, Egil havde fundet på, og Grim var klar over, at et sådant narrespil måtte forpurres. Og da Egil igen talte med Grim om ting-

    54  tilbage

    rejsen, slog Grim det hen, så at enden blev, at Egil blev siddende hjemme; men han syntes ikke om det og så ikke godt ud i den anledning.

    På Mosfell drev man kvæget til sæters, og Thordis var oppe på sætrene i tingtiden. En aften, da man var ved at gå i seng på Mosfell, kaldte Egil to af Grims trælle til sig og bad dem hente sin hest, han ville ride i bad. Da han var færdig og kom ud, havde han sine to sølvkister med og steg til hest, red med trællene over tunet og over en bakke; her så man dem sidst. Om morgenen, da folkene stod op, så de Egil tosse omkring mellem klipperne Østen for gården med hesten efter sig; de hentede ham og bragte ham hjem. Og hverken trællene eller kisterne kom siden for en dag. Man har gisnet meget på, hvor Egil kan have skjult sine penge. Østen for Mosfell skærer en dyb kløft sig op i fjeldet; om foråret ved tøbrudstid er der et vandfald her, og efter at kløften igen er løbet tør, har man fundet engelske penge i den; nogle mener derfor, at Egil har skjult pengene her. Nedenfor tunet på Mosfell er der et stort, meget dybt uføre; mange har været af den mening, at Egil har sænket kisterne ned her. Søndenfor åen er der varme bade og store huler i nærheden, og her mener andre, at Egil kan have skjult sine penge; man har ofte siden set ild brænde over stedet, som almindeligt hvor der er nedgravet skatte. Hvad trællene angår, forklarede Egil, at han havde dræbt dem, også at han havde fjælet pengene, men hvor sagde han aldrig til noget menneske.

    Om høsten faldt Egil i en sygdom, som blev hans endeligt. Og da han var død, lod Grim ham iføre gode klæder. Derpå blev han ført ned til Tjaldenæs; man gjorde en høj, og i den blev Egil lagt med sine klæder og våben.

    Kristendom men kommer til Island.

    Grim på Mosfell blev døbt, da kristendommen blev vedtaget ved lov på Island. Han byggede en kirke på Mosfell,

    55  tilbage

    og det hedder sig almindeligt, at Thordis lod Egils lig flytte til kirken. Et bevis derfor er, at da der siden blev bygget en ny kirke på Mosfell og den gamle brudt ned, fandt man menneskeben under det sted, hvor alteret havde stået, og de var meget større end almindelige menneskeben. Efter meget gamle folks udsagn måtte man formode, det var Egils. Skafte Thorarinsson, en troværdig mand, som den gang var præst ved kirken, tog Egils hjerneskal og satte den op på kirkegårdsdiget. Den var forunderlig stor, men især var det uåfaldende, hvor tung den var; udenpå var den ujævn som en muslingeskal. Skafte ville overtyde sig om, hvor tyk hovedskallen var; han tog derfor en temmelig stor håndøkse og slog på den af al magt med banen for at knuse den; men der, hvor slaget faldt, blev benet hvidt, men det hverken gav sig eller revnede; så man kunne da forstå, at den skalle ikke let havde taget skade af småmands hug, mens der endnu var svær og kød på den. Egils ben blev gravet ned udenfor på kirkegården på Mosfell.
       

    Her ender Egils saga

    Thorstein Egilsson lod sig døbe, da kristendommen kom til Island, og byggede en kirke på Borg. Han blev kristendommen tro og var en mand af gode sæder. Han blev en gammel mand, døde sottedød og blev begravet ved den kirke, han havde ladet bygge på Borg.

    Fra Thorstein nedstammer en udbredt slægt, hvorimellem mange stormænd såvel som skjalde; det er myremændenes æt, som går tilbage til Skallagrim. Det holdt sig længe i denne æt, at nogle af mændene var stærke og krigerske, andre derimod af et fredsommeligt sindelag. Flere af myremændene var de styggeste folk, men andre nogle af de smukkeste, der har været set på Island, som Thorstein Egilsson og hans søstersøn Kjartan Olafsson eller Hall Gudmundsson, ikke at tale om Helga den Fagre, Thorsteins datter, hende som Gunløg Ormstunge og Skjalde-Ravn stredes om.

    5tilbage

    Af Thorsteins sønner var Thorgeir den stærkeste, men Skule den betydeligste. Han boede på Borg efter faderens død. Skule var længe i viking. Han var stavnbo på Jerubarden, Erik jar's skib, i slaget ved Svold, hvor kong Olaf Tryggvason faldt. På sine vikingetog deltog Skule i syv slag.
     

    Oversat af Johannes V. jensen