| |
[Samlere og forskere]
Svend Grundtvig
(*1824, †1883)
Folkemindeforsker. Næstældste søn af N. F. S. Grundtvig
og hans første hustru, Lise Blicher. Faderen ledede drengenes undervisning i
græsk, engelsk og dansk, men ikke i latin, og han lod dem læse
historieskrivningens og poesiens storværker såsom Bibelen, Homer, Herodot, de
oldnordiske sagaer og Eddaen, Saxo og hele den nationale digtning. I nyislandsk
undervistes sønnerne af den islandske sproggransker og politiker Jón
Sigurðsson, som Svend Grundtvig senere udgav de islandske folkeviser sammen
med. Da Svend var fjorten år gammel, købte faderen for to rigsdaler et
folkevisehåndskrift fra 1656 og forærede ham. Sønnen kastede sig over viserne
og begyndte at sammenligne dem med tidens trykte udgaver, hvorved han opdagede,
hvor forvanskede disse var, og hvorledes de slet ikke tog hensyn til varianterne
– et indtryk der forstærkedes, da han begyndte at studere andre
adelsvisebøger. Derved var hans interesse for folkeviserne vakt én gang for
alle, og han kom til at se det som sin livsopgave at fremdrage alle bevarede
danske viser og bringe klarhed over de dermed forbundne forhold, en bestræbelse
som gamle Grundtvig støttede og opmuntrede. Det blev da også som den
videnskabelige folkemindeforsknings grundlægger, at Svend Grundtvig kom til at
slå sit navn fast, skønt han som ung drømte om at følge i
faderens fodspor og opildne sit folk ved at besynge fædrenes bedrifter (om hans
poetiske evner vidner den af ham bearbejdede almuevise "Det var en lørdag
aften" optaget i P. O. Boisens Nye og gamle Viser af og for det danske
Folk fra 1849).
Det første udbytte af Svend Grundtvigs arbejde med viserne
blev en oversættelse af nogle engelske og skotske folkeviser, som udkom i fire
små hæfter 1842 og 1846. I 1843 tog faderen ham med på sin store
Englandsrejse, hvor han på bibliotekerne i London, Oxford og Edinburg fik
lejlighed til at studere folkevisehåndskrifterne fra det 18. århundredes
slutning, som han opdagede var lige så mangelfulde som de danske. Hjemme igen
fremsatte han i et par artikler i Dansk Folkeblad
sine planer om en ny udgave af de danske folkeviser og udstedte sammen med
Christian S. Ley opråbet Om Kæmpevisen til danske Mænd og Kvinder
(december 1843) med opfordring til at indsamle alle de viser, der endnu måtte
leve i folkemunde. Da arbejdet med de engelske og skotske folkeviser var
færdiggjort, og han var blevet student, udgav han i februar 1847 sin plan til
og i august 1847 sin prøve på en ny udgave af Danmarks gamle folkeviser for
Samfundet til den danske Litteraturs Fremme. Grundsætningen var, at værket
skulle medtage alle varianter af viserne både fra håndskrifter, fra Vedels og
Syvs udgaver og fra nutidsoptegnelser efter mundtlig overlevering uden
ændringer. Der skulle også gerne så mange melodier med som
muligt, og arbejdet med dem ville Grundtvig overlade til komponisten A. P.
Berggreen. Planen vakte en voldsom modstand fra mænd som Christian Molbech, I.
Levin, Liebenberg, P. Hjort o. fl., og en større strid udkæmpedes på
samfundets generalforsamlinger, i dagspressen og i en række tidsskrifter, men
modstandernes forståelse for folkeviserne var gennemgående meget ringe. Mænd
som N. F. S. Grundtvig, B. S. Ingemann, C. Paludan Møller, P. A. Munch, George
Stephens og Hyltén-Cavallius stod Svend Grundtvig bi i kampens hede, og da
Molbech begyndte at udgive sin egen folkeviseudgave, fik han med Etatsraad
Molbech og Kæmpeviserne. Et Stridsskrift (1848) overbevist selv mange af
Molbechs tilhængere om, hvor uskikket denne var til at have med folkeviserne at
gøre. Efterhånden lagde modviljen sig, men nu fik Grundtvig også andet at se
til, idet Treårskrigens brød ud. Han meldte sig straks som frivillig ligesom
broderen Johan og flere af vennerne, lod sig uddanne til løjtnant og var med i
krigen til sidste dag; bl.a. deltog han i slagene ved Dybbøl og Isted og fik
tildelt Ridderkorset. I et brev til faderen skrevet lige efter udfaldet fra
Fredericia i juli 1849, nævner han som sit livs røde tråd "håbet om
Danmarks frelse fra fjendehånd og dets opblomstring under folkeånden...." Da
han under våbentilstanden opholdt sig i København, blev hans plan vedtaget den
3. maj 1850, og han fik tilsagn om støtte fra staten. I mellemkrigsårene
genoptog han folkemindearbejdet med fuld styrke, støttet af danskernes nye
stærke fædrelandsfølelse. Allerede i 1853 udkom første del af Danmarks
gamle Folkeviser indeholdende de egentlige kæmpeviser, 1856 fulgte endnu et
bind trylleviser og 1862 et bind historiske viser, i alt 2043 sider med en
grundig videnskabelig indledning til hver enkelt vise. Senere blev værkets
banebrydende udgivelsesmåde lagt til grund for bl.a. Childs engelske og John
Meiers tyske folkeviseudgaver.
Svend Grundtvig fik også udgivet de islandske folkeviser (Islenzk
Fornkvæði I-II 1854-59, slutningshæfte
1885) og den meget værdifulde sagn- og eventyrsamling Gamle danske Minder i
Folkemunde I-III (1854-1861), hvortil han fik god hjælp af mange af
faderens venner og familiemedlemmer, som også havde bidraget flittigt til
folkeviseudgivelsen. I løbet af nogle år havde han fået oparbejdet et
medarbejdernet på 330 mennesker fordelt over hele landet. I tredje bind af
Gamle danske Minder gjorde han rede for sin plan for det, som Axel Olrik
i 1904 virkeliggjorde ved stiftelsen af Dansk Folkemindesamling, nemlig at
oprette et "museum for Danmarks folkeminder" bestående af seks sale
indeholdende henholdsvis "Danmarks folkeviser", "Danmarks folkeeventyr", "Danmarks
folkesagn", "Danmarks folkeliv" (skikke, sædvaner, sanglege,
gåder, rim og remser), "Danmarks folketro" og "Danmarks ordsprog og mundheld." Desværre nåede Grundtvig aldrig at få udarbejdet den
fuldstændige videnskabelige udgave af folkeeventyrerne, som han havde haft
planer om, og hans meget betydelige eventyrsamlinger ligger utrykte hos Dansk
Folkemindesamling. Dog nåede han at udtænke sit eget typesystem til inddeling
af eventyrstoffet, som Olrik siden overtog, og som kom til at ligge til grund
for Aarnes internationale system. I Danske Folkeæventyr I-III
(1876-1883) sammenarbejdede og genfortalte han en række eventyr for at genskabe
den oprindelige folkelige form, ligesom han gjorde med viserne i Danske
Kæmpeviser og Folkesange fra Middelalderen (1867) og Danmarks Folkeviser
i Udvalg (1882), sidste bind illustreret af ungdomsvennen Lorenz
Frølich.
Efter ansættelsen ved Københavns Universitet i 1863 som docent i
nordisk filologi og krigen 1864, hvis udfald gik Grundtvigs hjerte såre nær,
svækkedes hans arbejdskraft. Bl.a. blev der pålagt ham en lang række
pligtarbejde, herunder ordbogsarbejde og udgivelsen af en kritisk håndudgave af
den ældre Edda. Hans konkurrenceforelæsning omhandlede de gamle nordiske
heltekvad, som han væsentligt opfattede som digtning i modsætning til bl.a. P.
A. Munch (Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning 1865). Med
hovedværket, Danmarks gamle Folkeviser, gik det nu trægt. Fjerde bind
blev først udgivet i 1873, 1ste halvbind af femte bind kom 1877-78 og i 1883
udførlige tillæg til DgF 1-56. Samme år døde Grundtvig ganske pludselig
efter et kolorineanfald, hvorved dansk folkemindeforskning led et stort tab.
Svend Grundtvigs arbejde med folkeminderne var dybt præget af hans
nationale og folkepoetiske synsmåde. "Erkendelsen af den nationale poesis hele
værd og betydenhed, som den mest umiddelbare udgydelse af, det troeste spejl
på et folks ejendommelighed, er vel i vore dage så almindelig, at den kan
forudsættes hos alle dem, der sætte pris på deres nationalitet, som den
enhed, hvori kræfterne må mødes, for at vinde betydning i menneskeslægtens
store levnetsløb. Denne erkendelse viser sig nu også trindt i den dannede
verden, så man kappes om at bringe for dagens lys, hvad der længe har ligget
ubemærket, ja vel endogså foragtet hos de ringeste af folket, men som man nu
nødes til at erkende som grundpillerne for et folks selvstændighed og
udvikling", skrev han i 1843. Folkepoesien var digtet af folket selv og mindede om den gyldne tid, hvor der "gaves een poesi for høje og lave, da
folket ikke betød en enkelt samfundsklasse, og ikke et agregat af flere
sådanne, men et ved sjælenes fælles bånd sammenknyttet hele; – en tid, da
endnu kun den nationale individualitet var udpræget, den enkelte endnu så
uudviklet, at et helt folk sang som een mand." (Prøve på en ny udgave af
Danmarks gamle Folkeviser. 2. opl. Kbh. 1847).
Udgivelser (udvalgte):
-
Etatsraad Molbech og Kæmpeviserne. Et Stridsskrift. København 1848.
-
Danmarks gamle Folkeviser I-IV, København 1853-1883.
-
Íslenzk fornkvæði I-II. Udg. af det nordiske Literatur-Samfund ved Svend
Grundtvig og Jón Sigurðsson. København 1854-1885.
-
Gamle danske Minder i Folkemunde. Folkeeventyr, Folkeviser, Folkesagn og
andre Rester af Fortidens Digtning og Tro, som de endnu leve i det danske
Folks Erindring I-III. København 1854-1861.
-
Udsigt over den nordiske Oldtids heroiske Digtning. 3 Forelæsninger. Upsala
1865.
-
Danske Kæmpeviser og Folkesange fra Middelalderen. Fornyede i gammel Stil
af Svend Grundtvig. Med Melodier. København 1867.
-
Danske Folkeæventyr. Efter utrykte Kilder gjenfortalte ved Svend Grundtvig.
København 1876.
-
Danske Folkeæventyr. Ny Samling ved Svend Grundtvig. København 1878.
-
Danmarks Folkeviser i Udvalg. København 1882.
-
Danske Folkesagn 1839-83 I-II. Udg. af Hans Ellekilde. 1944-48.
Om Svend Grundtvig:
Artikler på Folket
af Ælde om Svend Grundtvig:
Hans
Ellekilde: Svend Grundtvig og de danske Folkeminder (1924)
Tekster på Skræp af Svend Grundtvig:
Til danske
mænd og kvinder (1843)
Dansk på
Færøerne (1845)
[Samlere
og forskere]
|
|
