Kontraterrorisme har længe været en af Politiets Efterretningstjenestes kerneopgaver. Det er tjenestens opgave i nødvendigt omfang at overvåge personer og miljøer, der sympatiserer med eller har relationer til organisationer, der er involveret i terrorisme for at se, om de overtræder lovgivningen eller er på vej til at gøre det. Målet er at forhindre, at der planlægges og udføres terrorhandlinger i Danmark, eller at Danmark bliver brugt som base for støtte til planlægning eller udførelse af terrorhandlinger andre steder i verden.

Foto: Scanpix

Desuden er det tjenestens opgave, i det omfang det er muligt, at tilvejebringe grundlaget for en strafferetlig forfølgning i medfør af de nye bestemmelser i terrorpakken.

Særligt efter terrorhandlingerne i USA den 11. september 2001 er international terrorisme blevet dominerende på den internationale sikkerhedspolitiske dagsorden. Danmark deltager i det internationale samarbejde i kampen mod terrorisme, bl.a. gennem FN's Sikkerhedsrådsresolution 1373 og EU's rammeafgørelse 2002/475/RIA om bekæmpelse af terrorisme.

Inden for rammerne af dette samarbejde er Danmark bl.a. forpligtet til at forhindre forberedelse af terrorhandlinger og sikre, at Danmark ikke udgør en såkaldt "safe haven", d.v.s. at terrorister kan etablere baser, hvorfra terrorhandlinger kan planlægges og udføres. Desuden skal Danmark sikre strafforfølgning af og passende sanktioner mod terrorister og bistå andre lande i gennemførelse af straffesager vedrørende terrorisme. Sikkerhedsrådsresolutionen og rammeafgørelsen udgør bl.a. sammen med FN's terrorfinansieringskonvention grundlaget for den anti-terrorpakke, som Folketinget vedtog den 31. maj 2002 og som trådte i kraft den 8. juni 2002.

Politisk har det gennem tiderne ofte været sådan, at en og samme person er blevet kategoriseret som terrorist eller frihedskæmper, afhængig af øjnene der så. Efterretningstjenestens indsats på terrorområdet er imidlertid baseret på en strafferetlig og dermed juridisk tilgang.

Den danske straffelovs § 114 definerer således terrorisme som en række meget alvorlige forbrydelser (f.eks. drab, brandstiftelse, kidnapning, flykapring o.s.v.), som begås af grupper, organisationer og personer for at skræmme befolkningen, destabilisere samfundsordenen eller søge at tvinge danske eller udenlandske myndigheder og internationale organisationer til at foretage eller undlade at foretage en handling.

Terrorisme har oftest det overordnede mål at gennemtvinge et politisk, økonomisk eller religiøst systemskifte. Gennem terrorhandlinger forsøger man at ødelægge fundamentale samfundsmæssige interesser og strukturer, og f.eks. gennem attentater og angreb mod civile at skabe frygt og utryghed i befolkningen. Der er med andre ord tale om forbrydelser rettet mod statens og befolkningens sikkerhed og de demokratiske værdier. Derfor er indsatsen mod terrorisme højt prioriteret, herhjemme såvel som i udlandet.

Man har traditionelt sondret mellem national terrorisme, statssponsoreret og international (transnational) terrorisme.

Der er tale om national terrorisme, når en stats egne borgere retter terrorhandlinger mod landets myndigheder, institutioner og borgere. Op gennem 1970'erne og 1980'erne var det bl.a. Rote Arme Fraktion i Tyskland og De Røde Brigader i Italien. ETA i Spanien og fraktioner fra IRA i Storbritannien er eksempler på nationale terrorgrupper, der stadig er aktive i deres respektive lande.

Statssponsoreret terrorisme er udtryk for det fænomen, at en stat støtter terrororganisationer eller terrorister for at fremme egne inden- eller udenrigspolitiske mål. Det antages, at der har været tale om statssponsoreret terrorisme i forbindelse med en række alvorlige terrorhandlinger i forhold til bl.a. amerikanske interesser i 1980'erne.

I dag vurderes den væsentligste terrortrussel at komme fra den internationale terrorisme. Det skyldes ikke mindst terrornetværket al-Qaida, der stod bag terrorhandlingerne i USA i september 2001. Her blev det med stor tydelighed demonstreret, at international terrorisme foregår via globale netværk, hvor terrorceller i mange lande på forskellig vis kan spille en rolle for udførelsen af et angreb. Desuden var terrorhandlingerne i USA yderligere en understregning af de senere års udvikling inden for international terrorisme, hvor antallet af dræbte pr. terrorhandling er øget.

Terrorisme er altså langt fra et nyt fænomen, men har igennem tiderne skiftet fra primært at være et nationalt problem til i dag at være et globalt problem, som langt de fleste lande i verden i større eller mindre grad er eller kan blive berørt af. Det gælder også Danmark. Det betyder, at vi også herhjemme kan risikere at blive udsat for terrorhandlinger, selvom terrortruslen mod Danmark traditionelt har været anset for lav.

I forhold til den mere bredspektrede kontraterrorindsats er det endvidere tjenestens opgave at sikre, at de mange myndigheder, der hver for sig indgår i det samlede terrorberedskab, dels inddrages i og bidrager til arbejdet med at udarbejde trussels- og risikovurderinger, dels at der i forhold til de enkelte delkomponenter er retning og substans på den samlede indsats.

Et andet centralt element i indsatsen mod terrorisme er samarbejdet mellem udlændingemyndighederne og efterretningstjenesten med henblik på at sikre, at udlændinge, der må antages at kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, ikke får ophold i Danmark. Dette samarbejde er blevet yderligere styrket i forbindelse med terrorpakken.

Et yderligere væsentlig element i indsatsen på kontraterrorområdet er det såkaldte non-proliferationsarbejde. Non-proliferation er den engelske betegnelse for foranstaltninger, der skal hindre ukontrolleret spredning af produkter eller viden, der kan anvendes til fremstilling af masseødelæggelsesvåben.