Viborg Domkirke
St. Marie eller Vor Frue af Viborg

Du er her: Forsiden > Domkirken

Omkring 1060 blev Viborg Stift oprettet, idet Svend Estridsen delte Ribe bispedømme i fire: Ribe, Århus, Viborg og Vestervig. Allerede da var Viborg en stærk kirkeby med sine 12 sogne.

Man ved ikke, om der har ligget en ældre kirke, hvor kampestenskatedralen blev opført under kong Niels (1104-34). I denne væksttid for den danske kirke blev også bygningen af de beslægtede domkirker i Lund, Slesvig og Ribe iværksat.

Viborg Domkirke blev den lange korskirke med to vesttårne, to smukke østtårne og sideskibe, højkor og krypt, der først blev færdiggjort, da Eskild i 1133 blev myrdet under ottesangen i St. Margrethes Kirke i Asmild.
Mens Ribe Domkirke blev bygget af tufsten, blev Viborg især rejst af kampestenskvadre. Den genstridige granit blev besejret af jysk stædighed og skønhedsvilje, og kirken er helt unik i anvendelsen af dette bygningsmateriale. Viborg Domkirke er formentlig verdens største granitkirke (den næststørste herhjemme er Vestervig).
Allerede inden kirken var helt færdig, truedes den i ca. 1145 af en brand i byen, men domprovst Kjeld, der døde i 1150) ilede efter legenden op i et af tårnene, og på hans bøn stilnede branden af ved kirkens fod.

I 1501 ramtes kirken af en lynbrand. Vesttårnene, korsarmenes gavle og det øverste af apsis blev ødelagt. Biskop Niels Friis nåede inden sin død i 1508 at få kirken genopført.
I reformationstiden blev Viborg ved Hans Tausens virke et åndeligt foregangssted. Den evangeliske gudstjeneste kunne indføres i Domkirken i 1530, men allerede i 1567 hærges hele byen af en brand. Cirka 100 adelsgårde lægges i aske, og Domkirken gik heller ikke ramt forbi. Genrejsningen tog lang tid. Tårnene fik slanke spir på godt 55 meter - 13 meter højere end de nuværende! Næste brand indtraf i 1726, hvor disse store spir knuste kirkens hvælvinger. Efter denne katastrofe stod kun de nøgne mure og nogle rester af hvælvingerne tilbage. Denne gang skete genopførelsen i rekordtempo af Altona-bygmesteren Claus Stallknecht. Han genrejste Domkirken, Sortebrødrekirke og bispegården samt opførte rådhuset og en fløj af hospitalet for 36.000 rdl.
Kirken fik "snekkegavle" på tværskibet og "kalotter" på tårnene. I det indre kom nye hvælvinger til, og ligeså en stor prædikestol samt en kolossal altertavle. Herefter blev kirken genindviet i 1730, men arbejdet var ikke udført godt. Trods gentagne reparationer begyndte hvælvingerne at åbne sig, og kirken blev lukket i 1862.

I 1864 startede genopførelsen efter bl.a. en landsindsamling (100.000 kr.), og alterets grundsten blev nedlagt af kongen i december. Arkitekterne Nebelong og Julius Tholle ledede arbejdet, som efter begges død i 1871 blev det afsluttet af professor Storck i 1871 med indvielse den 10. september 1876.

Ved genopførelsen brugte arkitekterne malede lofter, og det blev historiemaleren F. C. Lund, der dekorerede midterkuplen og apsis (med samme motiver, som senere Skovgaard). Prædikestolen er udført i Bremersandsten af billedhugger Rosenfalk og bæres af tre polerede granitsøjler, som hviler på liggende granitløver, modelleret af H. Bissen.
Skibet oplyses af otte 2 meter høje bronzeengle med lysklaser og koret af to engle med lysklaser. Alle er skabt af Skovgaard i 1911.
Den store ombygning havde som mål at genskabe den oprindelige kirke. Med hård hånd afklædte man bygningen næsten al dens historie, men som kirken nu står, er den det klareste eksempel på den ideale romanske storkirke. Dens første mestre har bestemt rummets harmoniske forhold: længden af midtkirken er den dobbelte af tværskibets, og korets kvadrat overholdes i hvert af tværskibets tre partier.
Siden er Joakim Skovgaards kalkmalerier kommet til som en protestantisk billedbibel, enestående i sin art. Det har atter gjort kirken til et turistmål og valfartssted, der må opleves og ses, når man er i Viborg.

Det gyldne alter er modelleret af billedhuggeren, professor C. C. Peters og udført i stil med Valdemartidens metalaltre. I altertavlens midterfelt ses et maleri af Vor Frue med Jesus omgivet af billeder af Jesu liv.
Foran knæfaldet ligger en stor sort sten på det sted, hvor Erik d. 5. (Klipping) blev gravsat efter mordet i Finderup St. Cæcilienat d. 22. november 1286. Det kongetro domkapitel klædte liget, der var gennemboret af 56 dødelige sår, i rødt silke inden han blev lagt i sin blykiste sammen med sit store slagsværd og andet.

Ad nedgange ved kortrappen når man "Kraftkirken" eller "Den skjulte kirke". Det er biskop Eskilds krypt, der samtidig er det ældste romanske rum i Danmark. Hvælvingerne hviler på seks søjler, de to midterste af poleret porfyr, mens resten er af granit. I væggene er foruden granit anvendt jernal fra heden - eller måske er det "rødsten" fra Fur og frådsten (kildekalk - på Viborgegnen kaldet "bakkesten"). Kirkens første alter, formodentlig for Vor Frue, stod i en niche mod vest.
I et nordre kryptkapel findes en yderst sjælden ligkiste af granit og hugget af én sten. Øverst er et særskilt rum til hovedet og i bunden ses afløbsrender! Antagelig er kisten fra det 12. århundrede helt tilbage fra kirkens tilblivelsestid. Spørgsmålet melder sig da, om den har rummet en af de bisper, der byggede kirken (Eskild, Svend eller Niels)? Eller kirkens egen helgen, domprovst Kjeld? I kryptens søndre kapel ses Sct. Kjelds brønd, hvor mange syge, især blinde, blev helbredt.