 |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||
 |
||||||||||||||||
En ridetur i Dyrehaven er som en rejse gennem tiden. Så snart man drager gennem de røde låger, sætter historien sit præg overalt. Det var Frederik d. 3. der i 1669 dannede fundamentet til den indhegnede skov, vi kender i dag. Dyrehavens nuværende udseende er dog skabt over en længere periode, hvor primært den jagtglade Christian d. 5. har gjort sin enevældige magt gældende. l 1669 lod Frederik d. 3. en mindre dyrehave indrette lige nord for Klampenborg. Da Christian d. 5. blev konge året efter i 1670, fandt han denne dyrehave for lille til sine parforce-jagter og lod den udvide til både at omfatte den nuværende Dyrehave og Jægersborg Hegn. Omegnens oprindelige hjortebestand blev drevet sammen i det nye hegn. Det var kongens private jagtområde, og almindelige borgere havde ingen adgang.
Dyrehavens låger og porte Selve Dyrehaven blev indhegnet med riskviste og enebærstokke og de røde porte blev sat op. Klampenborgs Røde Port er nok den berømteste. I tidens løb er den flyttet hele tre gange. Skiltet på overliggeren bærer den nuværende regents initialer, benævnt monogram, og dette må ikke kopieres uden tilladelse. Af røde porte og låger der omkredser Dyrehaven findes følgende:
Hjortevildt i Dyrehaven og Jægersborg Hegn I Dyrehaven går omkring 2000 stykker vildt fordelt med ca. 300 krondyr, 50 sikahjorte og resten dådyr. Hjortene lever i såkaldte rudler, det vil sige grupper af vekslende størrelse. Rådyrene lever udelukkende i Jægersborg Hegn. Forklaringen på dette kommer senere. I Dyrehaven fødes årligt ca. 700 kalve i maj-juni, derfor er der forbud mod at ride udenfor stierne fra 1. maj til 1. august. Da Dyrehaven ikke kan bære mere end de 2000 dyr, nedlægges der også ca. 700 dyr af skytter i løbet af efteråret. Det er de sent fødte kalve, mangelfuldt udviklede dyr samt de ældste og svageste, der nedlægges. Om vinteren, når bestanden er nede på 13-1400, fodres dyrene i de fem foderhuse. En stor del af foderet dyrkes i øvrigt selv af Jægersborg Skovdistrikt. Men nu til de enkelte arter: Krondyrene er de største, idet hjortene kan veje op til 200 kg. De er faktisk Danmarks største vildt levende pattedyr. Det er krondyrene, der sørger for, at træhøjden er ca. 180 cm. i hele Dyrehaven samt at nye skud fra træerne ikke får en chance for at vokse op, da de æder skuddene. Derfor må Skovdistriktet indhegne de unge træer, de ønsker skal vokse. Sommerpelsen er brun og om vinter-en er pelsen grålig. Spejlet er lyst gulligbrunt. Geviret kastes i februar - april, og det nye gevir fejes i august. Efter fejningen æder hjorten tit både bast og en del af geviret. Nogle mener, det skyldes mineralmangel, mens andre hælder til teorien om, at de vil skjule deres efterladen-skaber. Hjorten omtales efter opsatsens, gevirets, størrelse som en spids, seksender eller kapitalhjort. Dådyr har ifølge kildematerialer været kendt i Danmark siden 1231. Om sommeren er de rødbrune med hvide pletter og om vinteren gråbrune. De har hvidt spejl med sort hale. Efter opsatsen kaldes hjorten en spids, stang, halvskuffel eller fuldskuffel. Sikahjortene er de mindste og ligner små krondyr. Dyrene er indført fra Japan i 1923. Rådyrene lever i Jægersborg Hegn. De skal have nogle gode gemmesteder, da de er mere sky end de andre hjortearter. Derfor foretrækker de den tætte underskov, der er i Hegnet. Det er desuden sådan, at hvis rådyrene skulle leve i Dyrehaven, ville de blive fortrængt til marginalom-råderne af de stærkere krondyr. Tilbage Parforce-jagt Christian d. 5. havde lært parforcejagten at kende ved Solkongen Ludvig d. 14.'s hof. Ved parforce-jagten, som er forbudt i Danmark nu om dage, forfulgte et stort kobbel hunde vildtet, mens jægerne fulgte efter til hest. Når vildtet var løbet træt, fik en udvalgt jæger den store ære at dræbe byttet - at give det "fangst" - med en særlig dolk, som kaldes hirschfænger. At give fangst var ikke helt ufarligt. Ved en jagt i Dyrehaven den 19. oktober 1698 fik kongen et slag af en hjort, da han gav den fangst, og dette uheld sættes i forbindelse med hans død året efter. Til parforcejagt blæses i et Parforcehorn, der er det ældst benyttede horn i dag. Det er en reminiscens fra Solkongens jagter, der havde orkestre, der spillede efter noder på Parforcehornet. Det var på grund af parforce-jagten, at mange af Dyrehavens veje blev anlagt i stjerneform, så jægerne kunne stå i vejkrydsene og lettere overskue hundenes jagt af vildtet. l 1756 blev Dyrehaven åbnet for offentligheden. Jægersborg Hegn nord for Mølleåen blev skilt fra i 1838, og Dyrehaven fik den størrelse, vi kender i dag - i alt 1000 hektar. Von Langens plantage Det første vi rider igennem, når vi rider ind i Dyrehaven, er von Langens plantage. Her følger historien om, hvordan von Langen kom til Danmark: I 1747 blev Carl Chr. Gram (1703-80) udnævnt til overjægermester og han indså, at for at få et ordentligt afkast af de danske skove måtte der gøres noget. I 1761 sendtes fire jægere og fire gartnere ned til undervisning i henholdsvis Tyskland og Frankrig. Nogle af dem kom til von Langen i Braunschweig. Da Gram kort efter henvendte sig for at få råd om skovdrift/forstindretning resulterede det i, at von Langen tilbød sin tjeneste, blev engageret og kom til Danmark i 1763. Man fik kortlagt de kongelige skove i Nordsjælland og beregnede blandt andet, hvor meget træ man årligt måtte fælde fra hvert skovområde og i hvilken rækkefølge, så man ikke drev rovdrift på skoven. Ydermere fik man oprettet en skole i Jægersborg. Von Langen og Gram var også ophavsmænd til det, vi i dag betragter som meget naturligt, nemlig at skovriderne bor i skoven og ikke i landsbyerne udenfor. Dyrehaven blev opdelt i tolv skifter, hver på cirka 100 ha. Et skifte skulle tilplantes over en 10-årig periode. Desværre var det kun et skifte man fik fuldført, nemlig von Langens plantage. I 1776, samme år von Langen døde, opgav man at følge hans planer for skovdriften. Gram trak sig tilbage fra forstvæsenet to år senere. I 1895 blev flere af von Langens ædelgraner fældet, fordi de stod i vejen for Kystbanen. Men synet af nogle af disse ædelgraner kan stadig nydes: Seks store graner er brugt til loftsbjælker i byrådssalen på Københavns rådhus. Skibstømmer Der er også en historie om nogle af egetræerne i Dyrehaven: I 1807 gav englænderne os det ultimatum at enten gik vi i alliance med dem og stillede flåden til deres rådighed eller vi kunne stille flåden til rådighed og dermed vise vores neutralitet. Det endte med Københavns bombardement og vores kapitulation til englænderne, der så alligevel tog vores flåde. Så for at være fremsynet skrev man en Kongelig Forordning, hvori det pålagdes styrelsen af Dyrehaven at tilplante arealer med eg. Disse egetræer står mellem Tårbækstien og Chauséen. For en halv snes år siden var træerne i den ønskede højde, hvorefter Skov - og naturstyrelsen tilskrev Forsvarsministeriet, at de, i henhold til den Kongelige Forordning plantede egetræer, var hugst-modne og klar til at blive anvendt som master på marinens krigsfartøjer. Heldigvis står træerne der dog endnu. Ja, man har skøttet godt om egetræerne. Faktisk havde man i træskibenes tid Kongelige Ege-passere. Skibene blev jo bygget helt igennem af eg. Derfor blev grenene under opvæksten spændt i bueform ved hjælp af tove. Når træet blev fældet passede buerne til skibenes indvendige side - spanterne. Så var der ikke så meget træ at skære væk, når man skulle bruge tømmeret. Douschbad Mose
Her står elletrunterne med deres spændende rødder, der til dels er over vandet. Elletrunterne, der er stubbe fra gamle elletræer, skyder friske skud fra gamle stammer og fornyr dermed hele tiden sig selv. Alderen er svær at beregne, men nogle mener, at elletrunterne er op til 3-400 år gamle. Træet hedder rød-el, og det skyldes, at snitfladen i opskåret træ bliver rød, når det iltes. I øvrigt er området et fristed for hjortene, især når de har kalve. Her er både for fugtigt og for mange brændenælder til at vi mennesker vover os ind i mosen. Hvidtjørnesletten Nogle siger, hvidtjørnene er et levn fra den oprindelige bevoksning og at de blomstrede op, da egene i sin tid blev fældet til skibstømmer. Andre mener, at de blev plantet på Chr. 4.´s eller 5.´s tid. Tjørnene har som bekendt torne, dog er tornene mindre på gamle tjørne end på de unge; men på trods af tornene, spises skuddene af hjortene, der dermed også præger disse planters vækst. Ikke alle historier om Dyrehaven er fortid. En nyere tradition knytter sig til hvidtjørnene: Arkitekt Lohse fra tegnestuen Grønnestudiet var i 1978 initiativtager til afholdelsen af hvidtjørne-dag. En skovtur den første lørdag i juni, hvor man mødes under hvidtjørnene i hvidt tøj, med hvid dug og madkurve. Den hvide dag faldt fint i tråd med deres søgen efter danske elementer, der kunne symbolisere poesien, drømmen og naturen. De første år var de, der fejrede dagen, skriftligt inviteret. Det var familie, venner og bekendte til folk fra tegnestuen. I 1979 fik skovturen presseomtale og blev nævnt som årets bedste sommerfest, og i løbet af 4-5 år blev fejringen af hvidtjørnedag en fast tradition, der stadig foregår, hvori alle kan deltage. Hubertusjagten
Sankt Hubertus` kalenderdag er 3. november, og man afholder derfor altid jagten den første søndag i november for at være så tæt på kalenderdagen som muligt. Når man tænker på jagten, er der nogle specielle emner samt steder i Dyrehaven, man straks ihukommer nemlig: Sankt Hubertus, Magasindammen, hvor talrige tilskuere at håber en rytter får en vandgang, Den gamle Galopbane, hvor opløbet i jagten finder sted og ikke mindst Eremitageslottet, hvor vinderen af opløbet bliver hyldet. Mere om Hubertusjagten Sankt Hubertus
Her blev Hubertus af paven viet til biskop af Liège. I Liège byggede han en kirke til sin forgænger Den hellige Lambert´s ære. Han knogler blev skrinlagt i 743, og dette relikvie blev i 825 overført til et kloster i Ardennerne. Hubertus forveksles ofte med Eustacius, en martyr, der blev henrettet i 100-tallet. Under en jagt mødte Eustacius en hjort med et krucifiks i panden og omvendtes herefter til kristendommen. Eustacius påkaldes, hvis man er i livsfare. Eremitageslottet
I midten af slottet var tidligere indrettet et spisebord, der mekanisk kunne hæves og sænkes mellem køkkenet i kælderen og spisesalen. På denne måde var herskabet fri for tjenerstabens tilstedeværelse, dvs. være i "ensomhed". Eremitageslottet var en kort tid i privateje, men det var for dyrt at vedligeholde og overgik derfor til staten, der stiller det til rådighed for kongehuset. Mere om Eremitageslottet Den gamle Galopbane
Der var opført en tribune og selve løbsdagene var en københavnerbegivenhed, hvor man mødte op i den mest moderigtige påklædning, man havde. Selve galopbanen var opbygget med forskellige baner og forhindringer såsom hurdler, vandgrav og grøfter. Tiden løb fra banen, den lå for langt væk fra byen, efterhånden som interessen for væddeløbssporten voksede. Derfor anlagde man en ny galopbane - vores nuværende - i Ordrup Mose, og den åbnede i 1910. Magasindammen
De nuværende bygninger ved dammen (hvor den største nedbrændte natten til d. 18. februar 2000) stammer fra omkring århundredeskiftet. De har fungeret som henholdsvis stald og remise. I dag bruges de til undervisningslokaler for skovbrugsstuderende og lagerplads for vinterfoder til Dyrehavens hjorte. Den ene bygning kaldes Magasinet, og derfra har dammen formodentlig sit navn. Skatten i Dyrehaven Fra tid til anden tager medierne historien om skatten i Dyrehaven op, så når du er ved Magasindammen: læg mærke til det store egetræ, der står ved siden af bygningerne. Det er Englænder-egen. Det siges, at da englænderne i 1807 indledte belejringen af København, blev kassemesteren dræbt af et par mand fra besættelsesstyrkerne. På den ene af gerningsmændenes dødsleje fik man at vide, at pengekassen skulle ligge gravet ned et sted i Dyrehaven. Mange år senere fik Udenrigsministeriet oplysning om, at en pengekasse skulle være gravet ned under et stort egetræ nordøst for Eremitagen. Englænder-egen havde det på dette tidspunkt ikke særligt godt, men det var netop det sted, man gravede, og egen fik det bedre efter at have fået luft til rødderne. Skatten har man dog ikke fundet - endnu. Andetsteds kaldes egen for Skatte-egen. Ifølge hvad Otto Walsted skrev i Nationaltidende d. 13 dec. 1936, er det formodentlig ganske vist, at: "Når man lægger øret til jorden og lytter nøje efter, skal man kunne høre de penge klinge, som er begravet under denne skatteeg". Prøv selv! Stokkerup - en landsby du ikke kan se
Gadekæret kan stadig ses sydvest for Eremitageslottet, dvs. på højre hånd når man rider ad Kongevejen mod Fortunen. Om vinteren, hvis sneen ligger over sletten, kan man også se mærkerne efter de højryggede agre, som blev dyrket af Stokkerups bønder. I 1231 nævnes landsbyen som Boveskov (som skovridergården, Boveskovgård, er opkaldt efter) i "Kong Valdemars Jordebog", og i 1492 nævnes Stokkerup i Københavns lens Jordebøger, som bestående af 15 gårde, en dobbeltgård (d.v.s. to gårde lagt sammen) samt nogle mindre huse. Tingbogen omtaler 100 år senere - i 1592 - stadig de 15 gårde og nu fem gadehuse. Gårdene var fæstegårde under Ibstrup Slot (i Ordrup), hvortil de betalte landgilde (fæsteafgift), nemlig : 9 skæpper byg, 1 lam, 1 gås, 2 høns, ½ svin samt et mindre beløb årligt. Yderligere kan man ud af tingbogen læse, at de fleste beboere i Stokkerup var i familie med hinanden. Stokkerupboerne ernærede sig primært ved landbrug. Indtil Svenskekrigene i 1650´erne var det en rimelig velstående by, der også havde en smed, tømrer, væver, skomager, mølle og kro. Ifølge undersøgelser af jorden havde de 16 gårde ca. 170 ha, der svarer til ca. 10 ha (10.000 m2) eller 19 tdr. land til hver beliggende på Sletten. Der har formodentlig været opdyrket mere land, bare ikke under plov, så man kan ikke se sporene efter det. Nær gårdene havde man toften, som man dyrkede med det, man ville. Uden for toften kom bymarken, der blev drevet fælles på den måde, at bymarken var delt i tre vange med f. eks. rug, byg og en brakmark. Vangene var delt i åse, der igen var delt i parallelle agre. En ager for hver gård. Det er disse agre, man kan se især efter snevejr. Man pløjede jorden til vintersæd (f. eks. rug) sammen til en ryg på midten af hver ager. Så kunne vandet løbe væk, og hvis det blev frostvejr, ville vandets udvidelse ved frysning ikke beskadige planterne. Uden for bymarken lå overdrevet, hvor kvæget græssede. Udover kvæg havde man heste, fjerkræ og svin. Det er nævnt, at man havde et sti-leje for svin i Ulvedalene. I byen havde man hunde, og barbarisk nok fik de løsgående hunde hugget et forben af til knæet for ikke at angribe kongens vildt!. Men som sagt: I 1670 nedlagde man alle bygninger og flyttede beboerne væk fra Stokkerup for at få plads til Dyrehaven. Hvor folk flyttede hen, ved man ikke så meget om. Man formoder en del muligvis flyttede til Taarbæk, da man ved, at Taarbæk i slutningen af 1600-tallet pludseligt udviklede sig til et stort fiskerleje. I omegnens små byer var der en del tomme gårde efter Svenskekrigene. Men det eneste, man mener med sikkerhed at vide, er, at Stokkerup Kro flyttede til Springforbi under navnet Spring-ej-forbi. Kapere i Dyrehaven
Skovrideren fastsætter også hvor mange passagerer, der må sidde i en vogn. Her kan nævnes, at 2 børn under 14 år betragtes som én voksen. Men er uheldet ude, tæller forsikringen kun hoveder - og hvad så? Derfor er det tilrådeligt for sikkerheden, at man ikke tager nogen op på bukken og ej heller tager barne- og klapvogne med. Det er jo kun passagertransport og ikke kombineret gods- og passagertransport. Man må kun kører i landauer, kalechevogne, charabancs og lignende vogne, der kan godkendes af skovrideren. Kane må man køre uden begrænsninger. Man har en speciel konstruktion, der kan sættes på kanen, så man har mulighed for at skifte mellem meder og hjul. Det tilrådes at sneen er 20 cm dyb til kanekørsel. Der skal kaperkort til at fører et kaperkøretøj i Dyrehaven. Ønsker man at få et kaperkørekort til Dyrehaven, sker det på følgende måde: Man henvender til en af vognmændene (ligesom til en kørelære) og modtager undervisning i hestens pleje, påsætning af seletøj og forspænding for vogn. Herefter modtager man køretimer med vognmanden ved sin side på bukken. Når vognmanden synes, at man kan kører forsvarligt og man har fremvist en ren straffeattest, udfyldes der et skema. Den kommende kusk får taget et pasbillede og henvender sig til sin læge, som udfærdiger en lægeerklæring til kørsel med passager. Vognmanden tager nu kusken med op til skovrideren og der udfyldes atter et skema, der samtidig giver skovrideren adgang til personlige oplysninger om den evt. kommende kaperkusk. Der går ca. 1 mdr. før skovrideren sender dig dit kaperkort med billede, som alm. kørekort til bil. Kaperkortet er gyldigt i 4 år. Kortet skal vises på forlangende og dets gyldighed bortfalde, hvis man ophører sin ansættelse hos en kapervognmand eller gør sig skyldig i strafbare handlinger. Den store sæson for kaperkørsel er april til sidst til august (Bakkens sæson), men der køres hele året rundt. Om vinteren skal vognene systematisk efterses, repareres; seletøjet får en grundig overhaling, hvis ikke vognmanden udskifter det hele (pris ca. 15.000 pr. hest). Mange af kuskene kører på deltid og har så deres almindelige arbejde ved siden af, men der også en del pensionister mellem kuskene. Når foråret nærmere sig mødes kuskene hos den vognmand, de skal kører for og går til hånde. Hovedparten af vognmænd har deres stalde i Skovshoved. De findes dog også i Taarbæk, Hjortekær, Lundtofte, Fortunen eller på de nærliggende rideskoler ved Dyrehaven. Vognene står i garage hos vognmanden, så vejr og vind ikke ødelægger dem. En almindelig vogn koster mellem 40.000 til 70.000 kr. Om vinteren hvor der ikke bliver kørt med så mange vogne, bliver hestene sendt til f.eks. rideskoler, så man på den måde sparer foder og de bliver rørt. Kapervogne bliver brugt til mange arrangementer: Til studenterkørsel bruges skovvogne af forskellig udformning. Disse vogne bruges til skovturs-arrangementer med over 10 personer. Bryllupskørsel kan foregå i en almindelig kapervogn, men mange foretrækker en rigtig brudekaret. Her ligger prisen fra omkring 2.500 - 7.000 kr. Kusken forventes til denne lejlighed at være iført rød postfrakke, hvide handsker, hvidt halstørklæde, sort hat, bukser og sko. Hvis man vil bestille en kapervogn, kan man henvende sig Mattssons Rideskole for nærmere orientering eller slå op i telefonbogen. TilbageHullet i Nordfronten
Nogle af højene er rester af en ældre militærbefæstning, der bare er dækket til med jord og græs. Vor i dag fredelige Dyrehave var sidste led i 1800-tallets befæst-ning af København, hvor man manglede at udbygge "Hullet i Nord-fronten", der betegner området vi rider i nemlig Dyrehaven fra Fortun Fort til Øresund. Fortun Fort er placeret mellem Mande-hovedvej og Hjortekærsvej. I dag er det meget forfaldent, men faktisk har det i en periode huset en rideskole. Man kan ikke ride hen til Fortun Fortet, da det ligger i Fortunens Indelukke, men der er andre dele af befæstningen, man kan se til hest. Rider du ad Chausséen er der lige før Trepilevej en afmærkning, der viser hvor Taarbæk Fort ligger. Taarbæk Fort er militærteknisk meget dårligt placeret, men blev opført som et af resultaterne af forsvarsforliget i 1888. Det er egentligt et søfort med meget dårligt udsyn fra jorden og elendige muligheder for at beskyde en eventuel fjende på søen, med mindre fjenden ligger over to sømil ude i vandet. Det med udsynet har været løst ved hjælp af et 40 meter højt tårn, der straks fjenden rundede Kronborg advarede om, at her lå en befæstning. Fortet ligger for lavt, man kan faktisk beskyde det fra de omkringliggende høje. Egentlig burde Taarbæk Fort have ligget ved Den Slesvigske Sten, hvor der er et godt overblik over Sundet. Men skulle det ligge her, ville det betegnes som landbefæstning, og det gik imod forsvarsforliget i 1894. Det var med forsvarsloven af 1909 man besluttede sig for at bygge fortet, og det skulle altså være et søfort. Fortet var indtil 1937 en del af Københavns søbefæstning. Først da fjernede man kanoner og det høje tårn. Siden blev det lagerplads for ammunition og våben, for endelig i 1970 at blive nedlagt og dækket med jord. Men det ligger intakt under jorden den dag i dag. Nu skal du ride stik vest. der er en dejlig "grøn sti" med en grøft ikke alle heste umiddelbart vil forcere, tværs over Dalvej og op mod Christiansholmsvej og Præstesletten. Her følger du en tilkastet skyttegrav. På Christiansholmsvej i nærheden af Den Slesvigske Sten røber en tydelig cementkant, at der er et byggeri nedenunder græsset. Det er en såkaldt dobbeltkaponiere og ved siden af er der et bered-skabsrum med plads til 100 mand. Af disse blev der bygget fem, tre store til 100 mand og to små (de små ligger i Fortunens Indelukke) mellem Fortun Fort og Taarbæk Fort. På selve Præstesletten ligger en skanse bevaret og ved Kongevejen et batteri, begge dele under græsset. Hvis du og din hest nu skal have en lille tur ud af det, så rid ad Kongevejen mod Fortunen. Herfra følges Fortunstien, eller ridestien der løber parallelt, videre ned mod Fuglesangsø. Her er rester af et stort oversvømmelsesanlæg samt Østre og Vestre Ordrupkratbatteri. Idéen med et oversvømmelsesanlæg var at få et forsvarsanlæg fjenden ikke bare kunne passere; et frem-skudt forsvar svarende til søerne inde i København. Som navnet siger, gik det ud på at over-svømme et (stort) område, og det bestod i flere bassiner, dæmninger og selvfølgelig bemandede batterier opført i 1880´erne og nedlagt i 1920. Galopbanen er anlagt i bassin IV og resterne af dæmning III kan ses ved staldene, der er bygget midt mellem betonkonstruktionerne. Dæmning II kan ses fra Klampenborgvej ved Posemandens Hus. Den største del af oversvømningsanlægget er i dag bebygget af villakvarterer og som afslutning på anlægget ligger dæmning V under Klampenborg Station. TilbageKirsten Piils Kilde
Hvem tænker egentligt på, at den brede asfalterede vej fra Klampenborgs røde port til Peter Lieps hus og videre til Fortunen var det nedre grænsehegn for Dyrehavens Indelukke mod syd? Omkring sidste del af 1750 fandt to københavnske forretningsfolk på mod betaling at transportere folk til Kirsten Piils Kilde. Man mente nemlig, at man kunne blive helbredt, når man vaskede sig i kildens vand. Her skal det lige tilføjes, at datidens befolkning havde en hygiejne, der i vores øjne var under al kritik. Valfarten til kilden blev en stor succes - men uden mad og drikke, duer helten ikke. Så det næste blev, at nogle søgte om tilladelse til at slå telte op. Her kunne der købes kommenskringle, pølser, drikkevarer med mere. I begyndelsen af 1800-tallet åbnedes Dyrehaven som sagt for offentligheden. Det skete samtidig med, at folk begyndte at søge skoven. Kunstnere og digtere tog til den sydvestlige del af Dyrehaven for at dyrke deres former for samvær. Blandt andre vor digter Oehlenschläger. Han skar endda sit navnetræk i et bøgetræ, der stod ca. 100 meter fra Kirsten Piils Kilde. Stod - fordi den voldsomme decemberstorm i 1999 gjorde en ende på denne attraktion. Netop der, hvor kunstnere og digtere tog hen, opstod senere Studenterkilden og Kongekilden ved Posemandens Hus. De er i dag godt besøgte restauranter. Det var ikke alle, der tog til skoven. Det rige borgerskab drog til cottagerne i Indelukket nord for Bellevue. Der nød de livet i sus og dus. Mere om Kirsten Piils Kilde Kilder: |
||||||||||||||||
 Tip en ven |
||||||||||||||||
| Tilbage | ||||||||||||||||
Af Birgitte Rühmann og Mugge.
1. Klampenborgs røde Port.
Rider du til højre ad Chausséen, et lille stykke til venstre ad Kirsebær Allé og igen til højre ad Mathildevej, kommer du gennem Douschbad Mose. I fugtigt vejr, lige efter regn, kan man føle sig hensat til elvernes rige. 
Hubertusjagten er en klassisk jagt med engelsk foxhunting som forbillede, der er foregået i Dyrehaven siden år 1900. Blot er ræven i dag udskiftet med ryttere, der har rævehaler fæstnet til skulderen. 
Om Sankt Hubertus, jægernes skytshelgen, siges det : Da Hubertus som ung klerk en højtidsdag var på jagt, mødte han en hjort med et gyldent kors mellem takkerne på geviret. Han undlod at nedlægge hjorten, han gjorde i stedet bod og drog herefter til Rom. 
Eremitageslottet er opført i 1736 af Lauritz de Thurah under Chr. VI. Idéen til Eremitagen fik de Thurah fra Schloss Garden i Dresden. Slottets navn kommer af ordet eremit, der betyder eneboer. 
Den gamle Galopbane blev opført på Eremitagesletten nordvest for slottet (ligger langs med golfbanen med start fra Hjortekæret) i slutningen af 1860´erne af "Foreningen til den ædle hesteavls Fremme" med tilladelse fra kong Chr. 9.
Selve Magasindammen er en vandfyldt lavning efterladt ved isens tilbagetrækning.
Vi ved lidt mere om nedlæggelsen af Stokkerup end oprindelsen. Nedlæggelsen skete i 1670, da Chr. 5. ønskede at udvide Dyrehaven. Dog er der stadig spor efter den lille landsby på begge sider af Kongevejen. 
For at have tilladelse til at køre kapervogn i Dyrehaven, kræver det at man har en kaperbevilling. Det er nu skovrideren der opslår bevillingerne og bestemmer antallet af dem. En bevilling kan så søges til en bestemt vogn, der får påsat nummeret på bagsmækken. Bevillingen er gyldigt i 1 år, men kan bortfalde, bl.a. hvis man ikke overholder reglerne for kaperkørsel. Selvfølgelig skal en kapervognmand også have den lovpligtige ulykkesforsikring, for en evt. medhjælp, samt have tegnet en ansvarsforsikring. Den skal dække person- og tingsskade, begge til kr. 1. mio.
Ikke alle høje i Dyrehaven er restaurerede bronzealderminder:
At køre til Klampenborg i fordums tid var ikke bare at tage bussen eller S-toget fra hovedstaden til Klampenborg Porthus for derefter at stige om til en drosche/kapervogn og videre gennem Dyrehaven til Bakken.