Rosenkrantziana (II)
Af P.J. Snare

Redegørelsen for Palle R.s forfatterskab begrænser sig til en kort omtale af "Hvad Skovsøen gemte" samt titelangivelse for en håndfuld andre kriminalromaner, og trækker i høj grad på Harald Mogensens "Mord og mysterier" (1983). For Morten Korchs vedkommende redegøres bl.a. nærmere for grundelementerne, værdinormerne, i hans forestillingsverden, således som det kommer til udtryk i hans romaner. Den forskellige vægtning i fremstillingen kan bl.a. ses som udtryk for værkets konstatering af, at Palle R. er næsten glemt nu, mens der stadig er liv i Morten Korchs forfatterskab.

I Politikens blot 20 år ældre "Dansk litteraturhistorie" er de to forfattere end ikke nævnt ved navn.

Palle R. er nogenlunde samtidig med Morten K., der dør 78 år gammel i 1954. De havde deres bogdebut omtrent samtidigt (1898-99), og de skrev, til pennen faldt dem af hånden.

Deres forfatterskaber har ikke mange lighedspunkter. En håndfuld af Mortens romaner har dog afgjort hældning mod krimigenren (se nærmere herom i "Med et øje i storbyens skygge", Pinkerton 1999, af P.J.Snare), og nogle af Palles romaner, f.eks. hans debutroman, bærer undertitlen Herregårdsroman - uden af han dog for alvor går Morten i bedene. Palle tager sig af adelen og ser møllere og gårdmænd og sognerådsformænd over hovedet.

Da Palle R. døde i 1941, 74 år gammel, havde han i mere end 40 år levet af at skrive. Han skrev for at leve - og fordi han var et flittigt og engageret menneske. Han påtog sig mange opgaver - han oversatte, arbejdede som journalistisk medarbejder (Politiken), redigerede og bidrog til diverse faghistoriske værker, anmeldte litteratur og teater, skrev teaterstykker, filmmanuskripter og hørespil. Men hans hovedindsats lå på romanens område; underholdningsromaner, historiske romaner (som han selv satte højest) - og kriminalromaner og -noveller. Det var på dette felt, han fik sit største publikum.

På bare 5 år, fra 1903 til 1908, skrev han de bøger, der stort set er hans indsats i krimigenren; 6 romaner og et par novellesamlinger. Det blev et spring fremad for genren. Hans senere produktion på det område viser en tydelig faldende kvalitet.

Ved hjælp af Bjarne Nielsens bibliografi over dansk kriminallitteratur, "Hvem begik hvad" (hvis genreafgrænsning er noget diffus) kan man tælle sig frem til, at der i perioden 1900-1910 udkom ca. en snes danske titler (udover Palle R.s egne). Det er en blanding af forbryderhistorier, eventyrlige fortællinger, skildringer af historiske "sensationelle" retstilfælde, samt en lille håndfuld romaner, der kan henføres til kriminalgenren. Det er tydeligt, at der ikke var konkurrence på feltet.

Udenlandsk kriminallitteratur i oversættelse gjorde sig i den periode gældende ved en næsten komplet serie af A.C.Doyles Sherlock Holmes-historier, der udkom første gang i 1893-98 (bogform), og igen i 1905. Ind imellem kom romanen "Baskervilles hund" og enkelte noveller. En vis afsmitning finder sted på dansk spændingslitteratur, tydeligst i Anton Mølgaards "En dansk Sherlock Holmes" (1905), men i Palle Rosenkrantz' tilfælde er der højst tale om en indirekte påvirkning. Han anvender ikke Doyles geniale greb med "Watson-fortælleren", og nogen gennemgående detektivfigur finder man ikke i Palle R.s romanrække.

For god ordens skyld skal nævnes, at den første danske oversættelse af Edgar Allan Poe kom i 1907-08, "Hemmelighedsfulde Fortællinger", der bl.a. indeholder de tre berømte Dupin-historier. Poe/Dupins verden ligger langt fra Palle R.

I perioden op til 1. verdenskrig var Palle R. en af landets mest produktive og udbredte forfattere, men det blev Morten K., der med tiden fik den store gevinst hjem. I 1976 er hans bogproduktion optalt til 6 mio. eksemplarer, og det tal må jo stadig vokse. Bølgen af Morten Korch-filmatiseringer fra 1950 og fremefter har naturligvis stimuleret både bogudgivelser og forfatterpopulariteten.

Palle R.s produktion kan opgøres til ca. 600.000 ekspl. Nogle få af hans romaner blev filmatiseret. Han har kunnet glæde sig over, at et af hans hørespil kom til at danne forlæg for den meget roste og efter manges (også min) mening stadig seværdige film "Sørensen og Rasmussen" fra 1940.

Palle Rosenkrantz følte sig, som han skriver, "dansk ind til marven". Han var aristokrat af fødsel og langt ind i sjælen, og han var dybt konservativ af holdning. Han var tillige bredt kulturelt orienteret, belæst og berejst. Det er symptomatisk, at i "Hvad Skovsøen gemte" er vigtige dele af handlingen henlagt til Sverige og Italien, hvor han havde rejst og opholdt sig meget, og hvis miljøer han skildrer med stor indlevelse.

Sådanne skildringer af fremmed natur og miljø er ukendt i vor ældre kriminallitteratur, bortset fra det rent skabelonagtige. Det er som bekendt blevet et markant element igen, i vore dages krimier - så på det felt er Palle R. faktisk en genreforfatter med moderne træk.

I den tidligere nævnte radiosamtale om "Mordet i Vestermarie" var deltagerne enige om, at romanen er lykkeligt fri for det patetiske, bortset fra de få siders "efterskrift", hvor det slår igennem. Det synes jeg personlig er urimeligt kritisk over for efterskriften - men sandt er det, at patos og "høj" (svulstig) tale ikke sjældent forekommer i Palle R.s romaner, især uden for krimigenren.

De helt store højder svinger han sig op til, når han vil læse samtiden teksten. Tilfreds var han ikke - og som sagt stok konservativ af overbevisning. Helt rabiat og ubærligt, formentlig allerede for samtiden, bliver det i romanen "Jordskælvet", der udkom i 1919. Med Rosenkrantz' optik var det først og fremmest det år, der bragte lensafløsningsloven og udstykning af storgodser til husmandsbrug, og social (socialistisk og syndikalistisk) uro i arbejdermassen.

I romanen holder han dommedag over den politiske udvikling i landet, og her lades intet håb tilbage. Ligesom der ikke lades sten på sten tilbage i det skildrede lokalsamfund, hvor de gode og de onde - magtfuld gods- og virksomhedsejer med trofast tyende på den ene side, og arbejdere og håndværkere, vildført af opviglere og drukkenbolte, på den anden side - tørner sammen i åben kamp med kanoner og maskingeværer. Død og godsafbrændig bliver resultatet. Myndighederne, regeringen, politiet, stikker hovedet i busken.

Mellem de stridende parter står en besindig, erfaren men afmægtig junker (!), beslægtet med den stolte godsejer, og på samme tid god ven med ærlige, jævne mennesker. Da det det sociale jordskælv er forbi, står der for junkeren blot tilbage at strø roser over liget af den unge heltinde, godsejerens ædle datter, der blev offer for brutale arbejdernæver. Det er på enhver måde patetisk, og mere end det..

Privat noterer Palle R., at bogen blev køligt modtaget; den er, siger han, skrevet af en frafalden radikal. Det må være et af de tilfælde, hvor et politisk parti er dybt taknemlig for at miste en tilhænger.

Det er godt, at Det danske kriminalakademi samler sig om Palle Rosenkrantz som krimiforfatter. Med "Hvad Skovsøen gemte" er man på sikker grund. September 2001