ARTIKEL

DEN SORTE HÅND - JORDLOVENE AF 1963

Finn Becker-Christensen, maj 2001

I sin bog om "24 danske statsministre", der kom sidste år, skrev historikeren Søren Mørch, at alle kunne se fornuften i denne væsentlige lovgivning, som blev forkludret og udskudt. Han skrev "Skadevirkningerne på det politisk system var langt mere ubestemmelige, men når det kom til stykket antageligt også mere skæbnesvangre".

Der var ti love, som blev fremsat i Folketinget 23. januar 1963 og vedtaget 31. maj med regeringens stemmer, Socialdemokratiet og Radikale samt støtte fra SF. Imod stemte Venstre, Konservative og de Uafhængige. Afstemningen fandt sted på Folketingets sidste mødedag før sommerferien.

Herefter modtog tingets formand samme dag fra 71 folketingsmedlemmer (samtlige medlemmer af Venstres og det Konservative Folkepartis folketingsgrupper) en underskrevet begæring om, at der i henhold til grundlovens &42, stk.1 måtte blive afholdt folkeafstemning om nedennævnte vedtagne lovforslag.

De ti lovforslag var en helhed, men her skal først og fremmest omtales de fire, som kom til folkeafstemning 25. juni 1963. Vælgerne skulle tage stilling til følgende:

1. Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt.

2. Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord.

3. Kommuners forkøbsret til fast ejendom samt støtte til kommuners jordkøb.

4. Naturfredning.

1. Landejendomme og bopælspligt

Den første lov handlede om erhvervelse af landbrugsejendomme i de egentlige landbrugsområder, dvs. beliggende uden for byernes inder- eller mellemzoner.

Efter erhvervelsen af en landbrugsejendom skulle man inden 6 måneder efter erhvervelsen tage bopæl på ejendommen. For egentligt landbrugsuddannede var der dog lempelser i den senere meget omdiskuterede bopælspligt.

Kun med landbrugsministerens tilladelse skulle det være muligt at erhverve mere end to landbrugsejendomme.

2. Statshusmandsloven

Den anden lov (også om yderzoner) gav ved enhver erhvervelse staten forkøbsret til faste ejendomme med et areal på 1 ha (10000m2) og derover.

Formålet var at give staten mulighed for at erhverve fast ejendom, når det skønnes af betydning for det offentlige at råde over ejendommen med henblik på fremskaffelse af jord direkte eller gennem mageskifter til oprettelse eller supplering af landbrug eller gartnerier, til fremme af hensigtsmæssig jordfordeling, til havekolonier, almene rekreative områder, egnsudvikling, byudvikling, sommerhusbebyggelse eller til offentlige formål. Ejendomme således erhvervet kunne udstykkes i lodder, fortrinsvis af en sådan størrelse, at der på hvert lod kunne oprettes et landbrug, som er tilstrækkeligt til at ernære en familie ved dennes arbejdskraft. Formodentlig deraf navnet statshusmandsloven, men mange andre end skulle tilgodeses i loven, ikke mindst vordende sommerhusejere.

Købsprisen pålagt staten ved udnyttelse af forkøbsretten fremgik ikke klart af loven.

3. Kommuners forkøbsret

Den tredie lov lignede den foregående, dog med den forskel, at det her drejede sig om arealer beliggende i en inder- eller mellemzone i forhold til en godkendt byudviklingsplan. Forkøbsretten tilfaldt her den berørte kommune og drejede sig om erhvervelsen af arealer på 6000m2 eller derover.

Formålet var at give kommunerne mulighed for at byggemodne jord til en rimelig pris.

4. Naturfredning

Den fjerde lov skulle gøre det muligt at iværksætte fredning af områder, som på grund af deres skønhed, beliggenhed eller ejendommelighed har væsentlig betydning for almenheden, herunder områder, som på grund af udsigter, beplantninger, træer, trægrupper, stengærder og andre specifikt nævnte herlighedsværdier har væsentlig betydning for almenheden. Herunder kom også landskaber, som af naturvidenskabelige og historiske hensyn er af væsentlig interesse, og som derfor bør plejes og bevares.

I forhold til gældende lovgivning var der indført to nye fredningsobjekter. For det første var områder, som efter "deres beliggenhed i forhold til opvoksende bysamfund" har væsentlig betydning for almenheden, medtaget for at muliggøre en planlægning af rekreative områder som led i en samlet planlægning for en byudvikling. For det andet var medtaget landskaber, som kan sidestilles med andre landes natur- eller nationalparker. Loven nævnte ikke noget om erstatning til grundejere for fredning.

Lovenes forelæggelse

Lovene blev forelagt af statsminister J. O. Krag, landbrugsminister K. Skytte, indenrigsminister Lars P. Jensen og minister for kulturelle anliggende J. Bomholt. En række ordførere og andre folketingsmedlemmer deltog i debatten.
Krag sagde, at lovene havde det fælles formål at sikre en hensigtsmæssig og med danske interesser stemmende anvendelse af dansk jord og samtidigt at hindre, at der opnås urimelige private gevinster ved prisstigninger på jord og grunde.

I sin forelæggelsestale omtalte Krag de sidste års udvikling, som havde skabt betydelige problemer vedrørende fremskaffelse af byjord og kraftige prisstigninger på jorden i de større byudviklingsområder.

For en nutidig læser forekommer det yderst prisværdigt, hvis Krag ville standse en sådan udvikling. At lovene om stat og kommuners forkøbsret kunne løse dette problem er muligt, men ikke sikkert, da lovene ikke nævnte den pris, det offentlige skulle betale for at udnytte forkøbsretten. I den efterfølgende diskussion og polemik kom det frem, at det drejede sig om den pris, som den private sælger og den private køber på forhånd var kommet frem til inden staten gjorde sin forkøbsret gældende. I hvert finansår kunne staten i en såkaldt jordfond afsætte midler til formålet.

Om naturfredningsloven sagde Krag: "Med den stærke industrialisering vi er inde i vil den aktive planlægning af rekreative områder få stadig stigende betydning." - "Dette gør det nødvendigt, at sommerhusbebyggelsen søges samlet på dertil egnede steder under hensyntagen til de landskabelige værdier". Og statsministeren sluttede: "Ikke blot i den ene af vore smukke nationalsange skal det hedde, at de danske bebor et yndigt land. Det skal også være tilfældet i virkeligheden, og det er vort ansvar at sikre dette."

Folketingets debat

I månederne efter forelæggelsen var der i Folketinget foregået detaljerede forhandlinger om det komplicerede og omfattende lovkompleks.

Morten Lange, ordfører for SF, anbefalede og roste lovforslagene, om end han ønskede en stramning i socialistisk retning på bekostning af en række undtagelser og dispensationsmuligheder i lovene.

Venstres ordfører, Peter Larsen, mente, at lovforslagene nærmest var overflødige. Begrundelsen var, at netop stedfundne markedsforhandlinger med EF var brudt sammen således, at ønsket om at bevare dansk jord på danske hænder ikke længere var et problem. Han kritiserede regeringen for ikke længere at have et nationalistisk sigte med lovgivningen, men stræbe mod, at stat og kommuner skulle have hals- og håndsret med hensyn til erhvervelsen af og rådighedsretten over den danske jord.

Både han og andre borgerlige, bl.a. de konservatives ordfører H.C.Toft, rettede kritik mod bopælspligten. Og så var der prygl til lillebror i regeringen, det Radikale Venstre. Partiet blev beskyldt for at være opslugt af den socialistiske tanke. De borgerlige mente, at statens mulighed for erhvervelse af jord betyder at tage penge fra folk og begrænse befolkningens mulighed for initiativ og virkelyst.

De borgerlige mente, at begrænsningen af adgang til sammenlægning af landbrugsejendomme var en skadelig forhindring for opnåelse af den ønskværdige strukturtilpasning med stordrift i fremtidens danske landbrug. Lovene var angiveligt i modstrid med anerkendte principper for ejendomsretten til Danmarks jord, jvn. grundlovens §73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.

Retsforbundet

Retsforbundet var ikke i Folketinget, men anbefalede et nej til de to første love, og et ja til de to sidste. Måske har også retsstatsfolk ment, at ejendomsretten til jord blev krænket . Til gengæld mener modstanderne, at partiets retsliberale (georgeistiske) ejendomsretsbegreb er en krænkelse af grundloven.

EF

Såvel regering som den borgerlige opposition håbede på snarlig optagelse i EF. Derfor måtte der ikke stå noget i lovene, som kunne virke diskriminerende over for udlændinge.

Frygten for, at dansk jord skulle blive opkøbt af udlændinge var imidlertid meget udbredt i befolkningen. Jordpriserne i Danmark var fristende lave sammenlignet med niveauet syd for grænsen. Særlig i Sønderjylland var man urolig. Derfor handlede en af paragrafferne i den første af lovene om bopælspligt. Formålet med bopælspligten stod der ikke et ord om i loven, hvilket jeg finder kritisabelt, selvom statsministeren i en meget lang forelæggelsestale afslørede det egentlige formål. Fire måneder senere og få dage før folkeafstemningen sagde landbrugsminister Karl Skytte meget direkte: "Bopælspligten er eneste holdbare nationale værn over for den reelle fare: jordopkøb af kapitalstærke byboer i et fælledsmarked."

Bopælspligten, som de borgerlige var imod, havde også andre formål end værn mod udlændinge, nemlig at hindre byboere i at opkøbe landbrugsjord. Man ville lægge en væsentlig dæmper på ikke-landmænds erhvervelse af landbrugsejendomme.

Bopælspligten gjaldt imidlertid ikke personer med landbrugsuddannelse. Dette blev i modstandernes argumentation til, at nu kunne tyske junkere, der tilfældigvis havde gået på landbrugsskole købe dansk jord, medens danske byboere ikke måtte.

Lovenes udformning

Jeg har kun nævnt de vigtigste elementer i lovene og udeladt forskellige undtagelser fra lovene. De var affattet i en art fremmedsprog, som ligger de fleste danskere fjernt. Men noget andet var også uheldigt. Lovenes formål fremgik ikke klart. Regeringen spillede ikke med åbne kort. Måske ønskede man ikke, at befolkningen skulle forstå lovene, og måske derfor gik det galt, da man mod forventning skulle ud til folkeafstemning. Det var første gang, at det skete siden den seneste grundlovs vedtagelse i 1953. Ifølge Paul Hammerichs Danmarks krønike var regeringen forvisset om, at ingen magt kunne stampe 30% eller mere end 900000 nejsigere op af jorden.

Der blev uddelt en pjece til samtlige landets husstande. Her blev der redegjort dels for den hidtidige lovgivning på de pågældende områder og dels for lovene, som de ville komme til at se ud efter regeringsforslagene. Jyllandsposten kaldte det hamper læsning, som næppe mange vælgere ville kæmpe sig igennem. Statsminister Krag havde formodentligt et stort ansvar for udformningen eller i hvert fald for substansen. Tidligere statsminister Erik Eriksen satte imidlertid spørgsmålstegn ved, om Krag selv havde forstået lovene.

På det tidspunkt var der ikke længere saglig diskussion mellem regering og opposition. Krag sagde, at partierne havde talt sig bort fra hinanden, hvilket var en underdrivelse.

Kampagnen mod jordlovene og den sorte hånd

I Folketinget havde jordlovenes fortalere og modstanderne trods alt holdt sig til den urbane tone. Tonen ændrede sig helt i ugerne op til folkeafstemningen, hvor pressen, den 4. statsmagt, gik ind i sagen. Så blev det tunge skyts taget frem. Fra denne kampagne stammer en af Danmarkshistoriens kendteste plakater, Den Sorte Hånd, som viser en hånd, der griber fat i et lille parcelhus.

Argumenter mod loven om erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt gik på, at der ville ske en forvandling af danske landmænd til statsfæstere. Der ville også blevet givet tyske junkere adgang til at købe landbrugsejendomme, som danske byboere nægtes adgang til.

Kampagnen mod jordlovene blev ført ved hjælp af kostbare dagbladsannoncer, hvor man spillede på den almindelige socialistforskrækkelse: "Tænk blot på den dag, da folkesocialisterne og de kommunistisk rester får chancen for at støtte socialdemokraterne ved KOMMENDE socialiserings-overgreb! Hvad tror De f.eks, at der den dag vil ske med 10.000 kvadratmetergrænsen? Og hvad så næste gang den sænkes. Hvordan vil det da være med sikkerheden for DERES HUS, Deres sommerhus, Deres mark, Deres gård, Deres ubebyggede grund? Tøver de med svaret? Fjern utrygheden: Stem NEJ!"

En annonce med dette indhold blev indrykket i flere af de store danske dagblade. Annoncen var underskrevet: "En kreds af danske".

Statsminister Krag krævede at få navnene frem på dem, som under anonymitetens dække i kæmpeannoncer gik imod en demokratisk reform til gavn for befolkningen. Men navnene kom ikke frem.

I nævnte annonce blev det påstået, at "Loven om naturfredningen" var en tilsidesættelse af den private ejendomsret. Sandheden var, at der var behov for at værne de mest naturskønne arealer i Danmark og hindre, at de blev gjort til genstand for privat spekulation. Loven var skrevet i denne ånd. Det var absurd, at man frit kunne ødelægge naturen og oven i købet skulle have erstatning for at lade være.

Folkeafstemningens resultat

Resultaterne ved folkeafstemningen 25. juni 1963 var: 73,0% af de stemmeberettigede deltog (2.222.200 personer)

  1. Erhvervelse af landbrugsejendomme og bopælspligt. Ja 27,7% - Nej 44,5%.
  2. Statshusmandsloven, statens forkøbsret til jord. Ja 27,9% - Nej 44,3%.
  3. Kommuners forkøbsret til fast ejendom. Ja 28,7% og Nej 43,6%.
  4. Naturfredning. Ja 30,8% og Nej 41,5%.

Andre love: Hele lovkomplekset blev trukket tilbage, da de fire lovet var blevet forkastet ved folkeafstemningen, blandt andet et forslag til skærpelse af grundværdiskatter i byudviklingsområder. Som led i den politiske stemningsbølge, der rejste sig efter folkeafstemningen kom der voldsomme angreb på den lov om grundstigningsskyld, som Danmark havde haft i 30 år.

Den miskredit, som Socialdemokratiet og de Radikale var kommet i f.eks. over for parcelhusejere, som en stærk vælgergruppe, var en direkte foranledning til, at man fra Venstre og Konservative fandt tiden moden til et forsøg på at afskaffe grundstigningsskylden. Den blev afskaffet i 1966.

Danmark havde i dag været et bedre og mere retfærdigt land at leve i, hvis jordlovene var blevet vedtaget. Uhæmmede jordprisstigninger og et slaraffenland for arbejdsfrie indtægter har vi set til overmål,- præcis som jordlovenes fortalere havde havde frygtet og havde forsøgt at forebygge.

Men hvad værre er - og det kunne man dengang ikke forudse - så har vi fået et industrialiseret landbrug med større og større enheder til animalsk produktion, specielt svinefarme, der med gylle og andet udslip brandskatter den danske natur, medens repræsentanter for den rå kapitalisme griner hele vejen hen til banken. Som SFs landbrugspolitiske ordfører Touborg sagde i fjernsynet 3. maj i år: "I hvert sogn vil der efterhånden kun være to gårde, en herregård og en kirkegård."

Mine kilder til kronikken om "Den sorte hånd " har først og fremmest været Folketingets årbog 1962-63 og Folketingstidende 1962-1963. Herudover har jeg gennemgået Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Retsforbundets blad Vejen Frem de sidste to uger før folkeafstemningen. Endelig skal jeg nævne: Gunnar Thorlund Jepsen. Fra grundstigningsskyld til frigørelsesafgift. Århus 1970.