Nye tal for de amerikanske dagblade viser, at oplagene er raslet ned med 3,6 procent på et halvt år. En af årsagerne er, at det ikke lønner sig for aviserne at skaffe nye abonnenter.

De amerikanske avislæsere vender deres dagblade ryggen i stadigt stigende tempo. Den seneste måling fra Audit Bureau of Circulation viser, at avisernes oplag er faldet med 3,6 procent fra oktober til marts. Faldet var i samme periode sidste år 2,6 procent. Det skriver den svenske netavis E24.

Tidligere har indtoget af internetaviser fået skylden for de amerikanske avisers oplagsfald, men efterhånden er der også kommet andre faktorer i spil. Finanskrisen og dens konsekvenser for folks privatøkonomi er givetvis en del af årsagen, skriver netavisen, men oveni det kommer, at avishusene også har ændret adfærd over for deres læsere.

Utro læsere

Flere aviser - deriblandt New York Times - er simpelthen holdt op med den aggressive markedsføring med billige starttilbud, for det har nemlig vist sig, at kunderne hopper over til andre aviser, når den billige abonnementsperiode er ovre. New York Times har i stedet valgt at koncentrere sig om at holde godt fast på de trofaste kunder, de allerede har.

Oplagskontrollen fra Audit Bureau of Circulation dækker 600 udgivelser, og blandt de mest faldende aviser er Miami Herald, der er drønet ned med 11 procent på det halve år. Endnu værre ser det ud for Denver Post/Rocky Moutain News, som er faldet med knap 15 procent.

Enkelte aviser har da også haft stigende oplag i perioden. Blandt dem er Wall Street Journal og USA Today, der begge er steget med 0,3 procent.