De vigtigste skadegørere

Biavlen udsættes for mange skadegørere. Det drejer sig om sygdomme, der skyldes bakterier, vira, svampe og encellede dyr, samt om mider og insekter. Nogle skadegørere har vi haft i mange år, andre er kommet til i de seneste år, og atter andre har vi endnu ikke set i Danmark, men vi vil sandsynligvis se dem inden for en overskuelig årrække.

De største problemer i dansk biavl rangordnet efter kyndige biavleres besvarelse af spørgeskemaundersøgelsen 2004.
Skadegører
Af største betydning
Varroamider
43%
Ondartet bipest
35%
Akut paralysevirus
8%
Nosema
7%
Kalkyngel
3%
Trakémider
3%
Europæisk bipest
2%

Der er tillige en række dyr, som er knyttet til bier, men som ikke gør nævneværdig - om overhovedet nogen - skade, f.eks. mosskorpioner, snegle, bænkebidere, kakerlakker og diverse biller, som trives under bifamilier. Musvitter, svaler, edderkopper og biulv (en gravehveps) æder en del bier, men kræver næppe nogen forhåndsregler. Spætter kan en sjælden gang tromme på stader og forårsage uro.

Offentlig bisygdomsbekæmpelse

Der er i dag offentlige bekæmpelsesprogrammer for ondartet bipest, stenyngel, den lille stadebille og tropilaepsmiden. Biavleren har indberetningspligt til offentlig myndighed (her), hvis han finder tegn på eller har mistanke om angreb af en af disse skadegørere eller af europæisk bipest eller varroamide.

Ansvaret for den offentlige sygdomsbekæmpelse ligger hos Plantedirektoratet i samarbejde med Danmarks JordbrugsForskning (DJF), Forskningscenter Flakkebjerg.

DJF's opgaver på området indebærer bl.a., at institutionen skal foretage bekæmpelse og forebyggelse af bisygdomme herunder diagnosticere bisygdomme, organisere undersøgelser af bifamilier, uddanne kyndige biavlere, udføre oplysningsopgaver samt forske i diagnose, forebyggelse og bekæmpelse.

Geografisk er bisygdomsbekæmpelsen organiseret på den måde, at Danmark er opdelt i 48 lokalområder. I hvert område har DJF ansat en bisygdomsinspektør, som har det daglige ansvar for bekæmpelsen i området.

Kyndige biavlere og bisygdomsinspektører

Hos Plantedirektoratet er der registreret ca. 900 kyndige biavlere og heraf 42 bisygdomsinspektører.

Kyndige biavlere er biavlere med beføjelse til at foretage eftersyn for ondartet bipest og stenyngel i bigårde forud for flytning af bifamilier og ubeboede bihuse. Kyndige biavlere uddannes af Danmarks JordbrugsForskning (se kursusplan) og registreres af Plantedirektoratet for 5 år ad gangen.

Bisygdomsinspektører er kyndige biavlere med ansvar for bisygdomsbekæmpelse i hvert af landets 48 lokalområder

Mider

Varroamiden er det mest betydende skadedyr på honningbier i Danmark. Bierne svækkes dels af midernes sugning af kropsvæske fra bierne, men også på grund af, at miderne overfører virus, som kan medføre døden for bierne. Ubehandlet vil en bifamilie bryde sammen efter 2-3 år. En række andre midearter kan findes som skadedyr i bifamilierne. De fleste gør kun mindre skade, men trakémiden kan være årsag til store tab .

Mider er en meget gammel dyregruppe. De tilhører ikke insekterne, men er nærmere beslægtet med edderkopper, og har som disse 4 par ben. I dag lever der mider næsten overalt på jorden. Gruppen har haft så stor succes, at den på enkelte punkter overgår insekterne i tilpasningsevne. I dag kender man over 50.000 midearter, og der bliver beskrevet nye hvert eneste år (Gjelstrup, 1983).

Eksperterne regner med, at der findes over 200.000 arter. I Danmark er der indtil nu fundet omkring 1.000 arter. Miderne har således også fundet tilpasning som skadedyr for honningbien.

Varroamider

Varroamider (Varroa destructor) er ektoparasitter (dvs. de sidder uden på værtsdyret), som findes udbredt over det meste af verden. Første fund i Danmark var i 1984, og de er nu udbredt over hele Danmark på nær nogle enkelte øer, bl.a. Anholt.

Biologi

Varroamiderne er små rød-brune mider, der er bredere (ca. 2 mm), end de er lange (ca. 1,5 mm). De lever af at suge kropsvæske fra bierne. Om sommeren bliver de i gennemsnit 5-6 dage på de voksne bier, mens de om vinteren kan sidde der i 6-7 måneder. Da varroamiderne kun kan formere sig i forseglede celler, søger de efter tiden på de voksne bier ind i uforseglede celler. Efter forseglingen lægger de æg og gennemfører de nødvendige udviklingsstadier, hvorefter de parrer sig. Når bien kryber ud af cellen, søger de parrede hunmider også ud for at finde bier at snylte på. Hanmider og uparrede hunmider dør. 1-7 uger efter søger hunmiderne atter ind i uforseglede celler for at lægge æg.

En arbejdercelle er forseglet i 12 dage, og et lagt varroamideæg kan i i gennemsnit blive til 1,6 parrede midehunner. En dronecelle er forseglet i 14 dage, og et lagt varroamideæg kan i i gennemsnit blive til 2,4 parrede midehunner.

Sygdomsbilledet

Varroamiderne kan umiddelbart ses på både voksne bier og larver. Der kan være op til flere mider på en bi, der på grund af sugning fra kropsvæsken svækkes stærkt. Bierne kan ikke selv lukke deres sår, som herefter fungerer som indgangsveje for angreb af virus, bakterier og svampe, som kan gøre bierne syge eller dræbe dem. Varroamiden overfører virus ved selve stikket, hvilket betyder, at selv et mindre varroaangreb kan medføre døden for bierne.

Jo flere varroamider, der snylter på en bi, jo mere skades den. Da en varroamidepopulation udvikler sig eksponentielt under gunstige forhold, vil man i begyndelsen kun finde få mider, men efter 2-3 år vil antallet være så højt, at bifamilien bryder sammen og går til grunde. Det er derfor vigtigt hele tiden at følge med i varroamideudviklingen og foretage de nødvendige bekæmpelser.

Bekæmpelse

Der findes mange forskellige metoder til nedsættelse af varroamidernes antal. I Danmark har Danmarks JordbrugsForskning, Offentlig bisygdomsbekæmpelse i samarbejde med Danmarks Biavlerforening udviklet en skadetærskelbaseret metode til bekæmpelse af varroamider uden brug af pesticider.

Metoden går kort fortalt ud på, at man optæller antal nedfaldne varroamider i en indskudsbakke i bunden af bistadet. Finder man mere end én mide pr. dag, iværksættes en bekæmpelse, som dels består af organiske syrer (myresyre, mælkesyre, oxalsyre), og dels af dronningeindespærring, droneyngelfjernelse og varmebehandling af yngeltavler (Læs om bekæmpelsen under "Sygdomme").

Nogle biavlere anvender pesticider til bekæmpelse af varroamider, mens andre er begyndt at anvende forskellige former for æteriske olier. Formålet med at følge ovennævnte strategi er at sikre, at der ikke forekommer pesticidrester i honningen. Imidlertid diskuteres det blandt biavlere, hvor hårdt de organiske syrer påvirker bifamilierne.

Anvendte bekæmpelsesmetoder mod varroa rangordnet efter kyndige biavleres besvarelse af spørgeskemaundersøgelsen 2004.
Bekæmpelsesmiddel
Anvendes af
Myresyre
76%
Oxalsyre
47%
Mælkesyre
20%
Bayvarol (pesticid)
18%
Andre pesticider
2%
Andre metoder
21%

Skadetærskel

Som oven for nævnt anbefales det at iværksætte bekæmpelse af varroamider, hvis man finder mere end én varroamide pr. dag i indskudsbakken. Varroamidernes eksponentielle vækst betyder, at der i yngelsæsonen sker en 100-dobling af midepopulationen. På grund af vinterdødeligheden sker der dog kun en 10-dobling fra år til år. Det er til en vis grad muligt at bestemme antallet af varroamider på grundlag af nedfaldet i indskudsbakken ved at gange nedfaldet med en faktor 120 (Brødsgaard, 1995), men metoden er meget usikker, da faktoren varierer gennem sæsonen

Det er vigtigt at kende de præcise sammenhænge for at kunne anvende skadetærskelbaseret bekæmpelse. Tidligere blev der regnet med en tærskel på mellem 12.000-20.000 mider, før bifamilierne brød sammen. I de senere år ser det ud til, at dette tal ligger betydeligt lavere - måske omkring 3.000-5.000 mider. Det skyldes med stor sandsynlighed de følgesygsomme - specielt virusrelaterede, som nu forekommer sammen med varroamiderne.

Tolerante bier

Den indiske honningbi (Apis cerana) er varroamidens oprindelige vært. Gennem tiderne er der fundet en gensidig tilpasning sted, således at bifamilierne ikke bryder sammen ved angreb. Denne tilpasning skyldes bl.a., at bierne har udviklet forskellige forsvarsmekanismer over for varroamiderne. Det er endnu ikke lykkedes at fremavle lignende varroatolerance hos andre honningbier. De bifamilier, man har konstateret en vis tolerance hos, har vist sig at have mange biavlsmæssige ulemper som f.eks. lavt honningudbytte, stor sværmiver og stærk aggressivitet.

Trakémider

Trakémiden (Acarapis woodi) er en mikroskopisk parasitisk mide, som lever og formerer sig i voksne biers åndedrætssystem (trakéer). Miden blev fundet for første gang i danske bier i 2000. Den kan være årsag til meget store tab af bifamilier, men kan bekæmpes med myresyre og vil sandsynligvis kun blive et problem i Danmark hos biavlere, der ikke i forvejen anvender myresyre til varroabekæmpelse.

Siden det første fund af trakémider i fire bifamilier i 2000 er miden kun registeret i 2002 (2 bigårde), 2003 (1 bigård) og 2005 (1 bigård). Miden indgår i den danske offentlige bisygdomsbekæmpelse. Der er ikke meldepligt for trakémiden i Danmark, men Danmark har meldepligt til Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) og EU.

Det er vigtigt at skelne mellem at have trakémider i sine bier og have trakémidesygdom, hvor bifamilien mister så mange bier, at dens overlevelsesevne eller honningproduktion nedsættes. Der har været rapporter fra Læsø og fra en enkelt biavler ved Brovst om skade på bierne, men det er svært at vurdere, om det er sygdom forårsaget af trakémider, eller bare et sammenfald.

Biologi

Trakémiden er ca. 0,13 mm lang og 0,08 mm bred. Hunmiderne trænger ind i det første traképar på helt unge voksne bier, men ældre bier, specielt i vinterklyngen, kan også angribes. Ynglen angribes ikke.

Midehunnerne lægger æg i trakéerne. Æggene udvikles gennem larve- og nymfestadium til voksne hanner og hunner på henholdsvis 11-12 og 14-15 dage. Både larver, nymfer og voksne mider stikker hul i trakévæggen og suger blodvæske. Gennem sårene kan blodvæsken inficeres med bakterier og virus.

Miderne overvintrer i biernes trakéer og spredes herfra til unge bier næste forår. Værtskiftet foretages kun af unge nyparrede midehunner, mens hannerne forbliver i de trakéer, hvor de er fremkommet. Ved værtskiftet forlader miderne trakéen og kravler ud på spidsen af et af biens hår. Herfra kravler de over på en ung bi, som tilfældigt passerer. Når de er kommet over på den ny vært, kravler de ind i det forreste traképar.

Miden kan kun overleve udenfor værten i nogle få timer og er derfor helt afhængig af værtens mobilitet for at kunne spredes mellem bifamilier. Naturlig spredning af trakémider kan ske ved røveri, fejlflyvning, med sværme eller rømmede bier. Flytning af bier i forbindelse med vandrebiavl og handel med dronninger kan medføre hurtig og omfattende spredning.

Sygdomsbilledet

Angreb af trakémider er alvorligst om foråret og efter længere regnvejrsperioder. Angrebne bier kan have både æg, nymfer og voksne mider i trakéerne. Hvor skadelig angrebet er, afhænger af antallet af mider. Miden forårsager skader og fysiologiske forstyrrelser som følge af tilstopning af luftvejene, sår i trakévæggene og tab af blodvæske. Efterhånden som antallet af mider øges, bliver trakéerne mørke af sår efter midernes sugning.

Foran staderne med kraftigt angrebne bifamilier kan der kravle en del bier omkring med spredte sitrende vinger. Årsagen til dette er formentlig, at flyvemusklerne er skadet pga. for lille ilttilførsel. Andre symptomer som opsvulmet bagkrop, bugløb, kort levetid, øget vinterdødelighed og dårlig udvikling i foråret kan skyldes angreb af trakémider, men kan også have andre årsager.

Diagnose

Angreb af trakémider er svært at påvise på grund af midernes ringe størrelse og deres skjulte levevis, og tidskrævende laboratorieundersøgelser af aflivede bier er derfor nødvendige for en sikker diagnose.

Undersøgelsen foretages ved at skære skiver af den forreste del af biens bryst, således at det forreste traképar med eventuelle mider frilægges. Skiverne behandles og undersøges derefter under stereomikroskop, hvor man kigger efter trakéernes farve og forekomst af mider.

Bekæmpelse

Da miderne det meste af tiden opholder sig i trakéerne, kan de bekæmpes med midegiftige midler, som ved fordampning eller afbrænding trænger ind i trakéerne. Kontaktmidler, som bierne får på sig ved direkte berøring, vil kun slå miderne ihjel, når de under værtskifte er uden for trakéerne. Der kan derfor kun foretages en effektiv bekæmpelse med kontaktmidler, hvis de anvendes over en meget lang periode.

Den danske strategi for bekæmpelse omfatter anvendelse af olietærter, fordampning af myresyre, toleranceavl og midefri småfamilier.

Olietærter, der består af sukker og plantemargarine, placeres oven på bærelisterne i nærheden af yngellejet. Olietærternes præcise virkemekanisme er ikke dokumenteret, men det antages, at de virker ved at indfedte bierne og herved øge deres pudseaktivitet, så mider, der er i færd med værtskifte, lettere fjernes. Tærter kan med størst fordel anvendes i maj og juni, hvor det ikke er muligt at anvende andre bekæmpelsesmidler. En bekæmpelse på dette tidspunkt mindsker risikoen for spredning af mider fra vinterbierne til de nye bier. Behandling med tærter kan suppleres med en senere myresyrebehandling.

Myresyre er effektiv mod trakémider. Der behandles over en to ugers periode eller længere. For at undgå rester i honningen skal behandling ske efter honninghøst. Der behandles i alt fire gange med tre til fire dage mellem hver behandling.

Der er fremavlet adskillige bistammer, som er resistente mod trakémiden. Buckfast bier var de første på markedet. Det er uvist, om de Buckfast stammer, som i dag findes på det danske marked, er modstandsdygtige.

Midefri småfamilier tager udgangspunkt i, at biyngel ikke angribes af trakémider. Ved at ryste alle bier af forseglede yngeltavler fra angrebne bifamilier og anbringe tavlerne i en inkubator og lade bierne krybe ud her, kan man opnå midefri bier, som sammen med en midefri dronning bruges til at starte midefri småfamilier.

Den danske strategi er effektiv over for trakémiderne, selv om der er visse ulemper ved de enkelte elementer (olietærter - langvarig; myresyre - ætsende; toleranceavl - tidskrævende; midefri småfamilier -arbejdskrævende). Der er ikke behov for ændringer i strategien.

Hals- og rygmider

Halsmiden (Acarapis externus) og rygmiden (A. dorsalis) er parasitiske mider, som er udbredte i danske bifamilier. Miderne er så vidt vides ikke skadelige for bierne. Miderne tilhører samme slægt som trakémiden (A. woodi).

Biologi

De meget små (ca. 0,1 mm lange) mider op holder sig på biernes ydre overflade mellem hoved og hals, på vingerne, brystet og forreste kant af bagkroppen. Kendskabet til midernes livscyklus er begrænset, men man ved, at de ernærer sig af voksne biers blodvæske, og at nye hanner og hunner værtskifter til nye bier.

Diagnose

Miderne er vanskelige at opdage og endvidere vanskelige at skelne fra hinanden. Ligeledes er det vanskeligt at skelne hals- og rygmiderne fra trakémiden (A. woodi). De identificeres ofte med udgangspunkt i deres opholdssted på bien i stedet for morfologiske (formmæssige) karaktertræk. Det er dog kun trakémiden, der positivt kan diagnosticeres udfra opholdsstedet (brysttrakéerne).

Bekæmpelse

Miderne udgør ikke et problem for dansk biavl, og bekæmpelsesforanstaltninger er ikke aktuelle.

Tropilaelaps-mider

Tropilaelaps clareae er en asiatisk parasitisk mide på biernes yngel. Miden er aldrig fundet i Europa, men er alligevel underlagt den danske offentlige bisygdomsbekæmpelse af hensyn til eksport af dronninger. Det anses for usandsynligt, at Danmark vil få store problemer med denne mide.

Miden har sit udbredelsesområde fra Iran i nordvest til Papua New Guinea i sydøst og er aldrig fundet i Europa. Man har kendt til midens skadelige virkning i mere end 20 år, men den har endnu ikke kunnet etablere sig uden for det asiatiske område, hvilket formodentlig skyldes, at miden er meget afhængig af biyngel og derfor ikke har optimale betingelser i egne med vinter (det vil sige med yngelfrie perioder). Miden er et stort problem for asiatisk biavl baseret på den europæiske honningbi.

Biologi

Den rødbrune mide er ca. 1 mm lang og 0,6 mm bred med et afrundet rygskjold. Den bevæger sig frit og hurtigt hen over yngeltavlerne.

Den naturlige vært for T. clareae er den asiatiske kæmpebi (Apis dorsata), men miden er også fundet på andre biarter, herunder den europæiske honningbi. Livscyklus minder om varroamidens livscyklus: Hunnen opsøger en yngelcelle lige inden den forsegles og placerer her 3-4 æg i løbet af forseglingsperioden. Modsat for varroamiden kan man se, at T. clareae ind i mellem går ned på åben yngel for at fouragere. Desuden bevæger både hunner og hanner sig frit på yngeltavlerne. T. clareae angriber både arbejder- og droneyngel (foretrækker droneyngel), hvor den suger blodvæske fra larverne.

Midens udviklingstid fra æg til voksen er ca. 1 uge. De nye voksne mider spredes videre med voksne bier. Imidlertid er midens munddele ikke så veludviklede, at den kan suge på voksne bier, hvorfor det ikke forventes, at miden kan overleve i yngelfrie bifamilier.

Spredning mellem bifamilier sker ved fejlflyvninger, røveri og sværmning, eller ved flytning af inficerede bier eller materiale.

Sygdomsbilledet

Angreb af miden vil medføre død eller skadet yngel samt et meget uregelmæssigt yngelleje med opbidte cellelåg. Voksne bier, som fremkommer fra angrebne larver, vil være deforme med skadede vinger og bagkrop. Deformiteterne forkorter biernes levetid og begrænser deres mulighed for at hente nektar og pollen. Endvidere vil man kunne se de små rødbrune mider løbe rundt på yngeltavlerne, når man åbner forseglingen på yngelcellerne. Bifamilien vil bryde sammen eller sværme.

Diagnose

Miden kan nemt genkendes under en lup ved 10 ganges forstørrelse.

Bekæmpelse

De gængse bekæmpelsesmidler, herunder myresyre, mod varroamider virker også på T. clareae. Hvis miden konstateres i Danmark, vil det formentlig være hensigtsmæssigt at slå inficerede bier ihjel for at hindre miden i at sprede sig.

Perspektiver for Danmark

T. clareae er underlagt den danske offentlige bisygdomsbekæmpelse. Midens manglende evne til at kunne fouragere på de voksne bier, og deres ringe evne til at kunne overleve uden adgang til åben yngel, gør, at man i Danmark sandsynligvis ikke får varige problemer med denne mide. Internationalt har Danmark meldepligt til Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) og EU, hvis Tropilaelaps-miderne findes.

Saprofytiske mider

Forskellige saprofytiske (svampeædende) mider kan optræde i bistader. Selv om de kan gøre en vis skade, udgør de som regel ikke noget stort problem for den danske biavl.

Biologi

De saprofytiske mider opholder sig især på bundbrættet, hvor de ernærer sig af voksrester, døde bier, svampe, andre mikroorganismer o.lign. Miderne kan også invadere honning- og pollenlagrene, hvis disse opbevares under dårlige ventilationsforhold med relativ høj temperatur. Sådanne lagertavler kan ødelægges af miderne.

Miderne er potentielle allergener for mennesker. Hvis man gentagne gange udsættes for dem, kan man få allergiske reaktioner.

Tre af de almindeligste arter er husmiden, melmiden og sveskemiden.

Husmiden (Glycyphagus domesticus) er den almindeligste saprofytiske mide i bistader. Miden er hvid, hannen 0,3-0,4 mm lang og hunnen noget større, op til 0,75 mm. Hårene på kroppen er lange og fjerformede.

Melmiden (Acarus siro) er ligeledes almindeligt forekommende i bistader. Miden er hvid med rosa eller brunlige ben, hannen 0,3-0,4 mm lang og hunnen optil 0,65 mm. Hårene på melmiden er meget kortere end hårene på husmiden.

Sveskemiden (Carpoglyphus lactis) kan også forekomme i bistader. Miden er gullig-hvid med gennemsigtig hud, som gør, at maveindholdet skinner igennem og giver den farve efter den mad, der er ædt. Den ovale krop er 0,25-0,45 mm lang. Rygsiden har ganske korte, glatte hår, mens de bagerste hår er lange.

Midernes livscyklus består af æg, larve, nymfestadier og voksen mide. Kendskabet til sveskemidens livscyklus er begrænset, men for husmiden varer livscyklus ved stuetemperatur ca. 22 døgn og for melmiden 17-28 døgn. For hus- og melmiden kan det andet nymfestadium optræde som et hvilestadium, der ikke tager næring til sig. Disse hvileformer dannes under dårlige miljø- og ernæringsforhold og er i stand til at overleve ugunstige forhold, f.eks. tørke, i lang tid.

Diagnose

Miderne er nemme at identificere under en stereolup.

Bekæmpelse

Selv om de kan forekomme i stort antal, gør de saprofytiske mider kun begrænset eller ingen skade i friske bifamilier. Det er ikke nødvendigt at iværksætte anden bekæmpelse end at fjerne det nedfald, som samler sig på bundbrættet, især efter vinteren. For at undgå at miderne ødelægger fodertavler, bør disse opbevares på et tørt sted med god ventilation.

Bakterier

Ondartet bipest

Ondartet bipest er den mest alvorlige sygdom i dansk biavl og også på verdensplan. Det er en smitsom bakteriesygdom, som angriber unge bilarver, og som generelt medfører bifamiliens død, hvis en behandling ikke sættes ind. Ondartet bipest er under offentlig bekæmpelse (se aktuel status). Det er ikke muligt at udrydde sygdommen landsdækkende, men gennem den offentlige bekæmpelse søges bakterieinfektionen reduceret til et niveau, hvor bifamilien ikke tager skade, og spredning til andre bifamilier og bigårde søges forhindret.

Siden registreringen af det største antal bigårde med ondartet bipest i 1955, som beløb sig til godt 600 bigårde, faldt antallet af angrebne bigårde til under 100 om året i 1970'erne og holdt sig derunder til midten af 1990'erne, hvor der skete en stigning til over 100 pr. år. I 2003 blev der atter registreret under 100 bigårde med ondartet bipest efterfulgt af yderligere fald i 2004 og 2005 . Det ser således ud til, at den anvendte strategi inden for den offentlige bekæmpelse af ondartet bipest fungerer (læs forskrift for bekæmpelse).

Danmarks JordbrugsForskning har påbegyndt undersøgelser af, om der eksisterer genetisk variation mellem lokale populationer af ondartet bipestbakterier. Der foregår en vis målrettet avl mod at opnå større resistens hos honningbier mod ondartet bipest, og i 2006 begynder et større projekt vedrørende fremavl af øget modstandsdygtighed hos danske honningbier over for ondartet bipest.

Biologi

Ondartet bipest forårsages af en sporedannende bakterie (Paenibacillus larvae). Man har tidligere skelnet mellem to nært beslægtede underarter, nemlig P. larvae larvae og P. larvae pulvifaciens, men denne inddeling er ikke meningsfuld efter nye genetiske undersøgelser. Alle typer af P. larvae forårsager symptomer på ondartet bipest hos honnningbier. Sporer af P. larvae kan overleve mange år i indtørrede rester af bilarver, larvefoder og jord. Sporerne er meget modstandsdygtige over for varme.

Ondartet bipest angriber kun larver, både drone-, dronninge- og arbejderlarver. Sygdommen udvikles, når larven får sporer af bakterien ind i tarmsystemet med foderet. Sporerne spirer til aktive bakterier, som trænger gennem tarmvæggen ud i kropshulen. Larverne er mest følsomme, når de er 24-28 timer gamle, hvorefter de bliver mere og mere modstandsdygtige, for efter et par døgn efter klækningen at være helt resistente. Voksne bier angribes ikke af ondartet bipest. De angrebne larver dør oftest først efter, at cellerne er forseglet.

Bakterien formerer sig voldsomt i den angrebne larve, og den døde larve fungerer som smittekilde, når den fjernes af stadebier. Under udrensningen får stadebien bakterier på munddelene og bringer derved smitten videre. Spredning mellem bifamilier sker også med sværme, ved røveri og fejlflyvning, og hvis biavleren bruger inficeret materiale og foder (Hansen, 1993; Hansen og Brødsgaard, 1999c).

Sygdomsbilledet

Symptomerne ses i yngeltavlerne. Cellelågene bliver indfaldne og mørke. Nogle cellelåg er gennembidte. Nogle celler er helt åbne, fordi larverne er blevet udrenset. De døde larver og pupper rådner til en brunlig masse, som med en tændstik kan trækkes ud til en lang sej tråd. Lugten er som surdej (Hansen, 1992b).

Diagnosen

Bisygdomsinspektører og kyndige biavlere er oplært i at genkende symptomer på ondartet bipest i yngeltavler. Ved mistanke udtager bisygdomsinspektøren en prøve af yngeltavlen, som sendes til Offentlig bisygdomsbekæmpelse. Her kan bipestbakterien påvises ved forskellige metoder som f.eks. mikroskopering af sporer og dyrkning af prøven på et substrat, hvor sporer spirer frem til bakteriekolonier (Hansen og Brødsgaard, 1999c).

Inden for de seneste år er der udviklet DNA-baserede metoder til at påvise bipestbakterien. Offentlig bisygdomsbekæmpelse anvender en sådan metode, hvor de traditionelle metoder giver et usikkert resultat. En ny udvikling fra England er et test-kit baseret på antistof, som kan anvendes i bigården. Der synes dog at være et problem med holdbarheden.

Til påvisning af sporer i honningprøver er udviklet en metode, der anvendes af Offentlig bisygdomsbekæmpelse (Hansen, 1984a, 1984b).

Omfanget af angreb af ondartet bipest i Danmark

De foreliggende data for hyppigheden af ondartet bipest i Danmark er opgjort som antal bigårde, hvor der er registreret ondartet bipest i prøverne indsendt til Offentlig bisygdomsbekæmpelse. Opgjort på denne måde vil hyppigheden bl.a. afhænge af

Antallet af kyndige biavlere steg fra ca. 5% af samtlige biavlere i 1976 til ca. 20% i 1998 (Hansen og Brødsgaard, 1999a). Det be tyder på den ene side, at flere biavlere i dag end tidligere kan opdage udbrud af ondartet bipest, men på den anden side er mange biavlere dygtigere end tidligere til at forebygge udbrud af sygdommen.

Statistikken viser, at angrebsniveauet af ondartet bipest synes at have været nogenlunde konstant (ca. 0,4% af bigårdene) siden 1975, undtagen i perioden 1995-2001, hvor niveauet var op imod dobbelt så højt. Årsagerne kendes ikke. Måske havde bierne mistet deres genetiske modstandskraft mod ondartet bipest, fordi sygdomsforebyggende egenskaber ikke indgik som avlsparameter i avlen. Eller bierne kan have været svækket af angreb af varroamider som følge af deres spredningen efter den første forekomst i 1984. Eller der kan være sket genetiske ændringer i bipestbakteriens patogenitet, det vil sige evne til at angribe honningbier.

Ved registreringen i 1955 blev det højeste antal bigårde, angrebet af ondartet bipest nogensinde, optalt til 610 bigårde. Der var skønsmæssigt 255.000 bifamilier i 1955, så ud fra samme forudsætninger kan det beregnes, at 2,2% af samtlige bigårde i 1955 var angrebet af ondartet bipest. Resultaterne indikerer, at den offentlige indsats til bekæmpelse af ondartet bipest har bidraget til at formindske omfanget af angreb meget væsentligt.

Forebyggelse og bekæmpelse

Når der er påvist visuelle symptomer på ondartet bipest i en bifamilie, kan der anvendes forskellige bekæmpelsesmetoder. De globalt mest anvendte er destruktion af bifamilie og tavler, dobbelt omsætning og behandling med antibiotikum. I Danmark er hidtil anvendt enten destruktion af svage bifamilier og afbrænding af tavler m.m. og omhyggelig rengøring af stader eller dobbelt omsætning. Hvis der er tale om bifamilier med generel dårlig modstandskraft mod ondartet bipest, skal der i forbindelse med omsætningen ske et skifte til dronninger fra tolerante bistammer.

Der er ikke tradition i Danmark for at anvende antibiotikumbehandling mod bakteriesygdomme i bier, og heller ingen ønsker herom blandt biavlsorganisationerne. En meget væsentlig del af bekæmpelsesstrategien er at forebygge spredning af smitte fra smittede bifamilier og generel undersøgelse af bifamilier forud for flytning eller overdragelse.

Dobbelt omsætning bygger på, at voksne bier er immune over for bipestbakterien, men kan have honning med bakteriesporer i honningmaven. Ved at overføre bierne til rene stader uden yngel, hvor der skal bygges nye tavler, opnås, at den smitsomme honning bliver forbrugt samtidig med, at sporerne filtreres fra honningen i honningmaven og ind i midttarmen. Bakteriesporerne passerer gennem tarmen og fjernes, når biernes ekskrementer afkastes uden for stadet.

Det har vist sig, at sporer af bipestbakterien kan påvises i honningprøver mindst et år før, der udvikles visuelle symptomer i bifamilien. Derfor indgår undersøgelse af honningprøver fra bifamilier, der er under mistanke for at kunne være smittet, som en del af det forebyggende arbejde.

Resistens mod ondartet bipest

Ingen bistammer er immune over for ondartet bipest, men det er velkendt, at bilarver har forskellig modtagelighed over for ondartet bipest, og at dette er genetisk bestemt (Laidlaw og Page, 1984; Palmer og Oldroyd, 2003). Hansen og Brødsgaard (1999c) giver mange litteraturhenvisninger. Det er således muligt at selektere for større resistens mod ondartet bipest i avlsarbejdet. I Danmark er der udviklet en metode til, under kontrollerede laboratorieforhold, at teste bilarvers modtagelighed over for ondartet bipest (Brødsgaard et al., 1998).

Danske biavlere har indledt et avlsarbejde, der udnytter biernes evne til at opdage syg yngel og fjerne denne fra bifamilien. Metoden består i at udskære en del af yngellejet, hvor der endnu er nyforseglede celler, bort. Den udskårne del anbringes i en dybfryser, hvor larverne hurtigt dør. Derefter bringes det udskårne udsnit af yngellejet tilbage i stadet, og det registreres, hvor hurtigt bierne får renset cellerne for døde larver. På denne måde kan man få et udtryk for, hvor effektive de enkelte bifamilier er til at foretage udrensning. Denne udrensningstest er gennemført af en del avlere, og de danske bier ser ud til at være blevet bedre til at fjerne død yngel og dermed reducere smittetrykket.

Et væsentligt problem ved at arbejde med ondartet bipest er, at sygdommen er under offentlig bekæmpelse, så det er ikke muligt at arbejde med smittede bifamilier under naturlige forhold. I 2006 påbegyndtes et projekt ved Danmarks JordbrugsForskning, Afdeling for Plantebeskyttelse og Skadedyr med titlen: Fremavl af modstandsdygtighed hos danske honningbier over for ondartet bipest.

Projektets hovedformål er at identificere gener, som giver bier resistens over for ondartet bipest (markørgener), og således skabe et værktøj til at selektere for biernes modstandsdygtighed i avlen. I projektet vil resistensgener blive søgt identificeret ved at undersøge mikrosatellit-DNA fra bilarver, indsamlet fra bitavler fra bifamilier, angrebet af ondartet bipest.

Der er for nylig identificeret gener i honningbien, som koder for antibiotikalignende stoffer. Derfor vil der blive foretaget målrettede krydsninger for at undersøge, om et eller flere af disse gener er involveret i forskelle i bilarvers modtagelighed over for bipest.

Det er som nævnt ikke muligt at udføre feltforsøg med ondartet bipest på grund af smittefaren. Derfor er der i projektet indlagt en infektionstest i et kontrolleret, indelukket miljø. Testen er nødvendig for at kunne udføre reproducerbare forsøg, hvor så mange faktorer som muligt holdes konstante.

Nyere undersøgelse viser, at der findes adskillige genetiske typer af ondartet bipest, og tyske undersøgelser har vist, at disse typer af ondartet bipest kan have forskellig virulens. Derfor vil der indgå forskellige typer af ondartet bipest i projektet. Det vil blive forsøgt kemisk at identificere et eller flere antibiotikalignende stoffer i tarmen på modstandsdygtige bilarver. Projektet vil således kunne bidrage med ny og vigtig viden til videre avl af danske honningbier, som er mere modstandsdygtige over for angreb af ondartet bipest end den nuværende bestand.

Undersøgelser af genetisk variation mellem ondartet bipestbakteriepopulationer

Der eksisterer en del viden om honningbiers resistens mod ondartet bipest, mens der har været forbavsende lidt fokus på ondartet bipestbakteriens varierende patogenitet, det vil sige bakteriens evne til at inficere honningbier. Vi ved fra andre patogenværtssamspil, at når værten udvikler resistens over for patogenet, vil der blive et selektionstryk på patogenet for at overkomme resistensen.

Siden udviklingen af DNA-teknikkerne er der publiceret nogle få artikler om genetisk variation hos ondartet bipestbakterien ved hjælp af DNA-fingeraftryksmetoder. Ved hjælp af en DNA-fingeraftryksmetode kunne man opdele ondartet bipestbakterier, indsamlet i forskellige dele af Tyskland, i forskellige genetiske undergrupper (Genersch og Otten 2003, Ashiralieva et al. 2005).

De tyske undersøgelser har endvidere vist, at disse typer af ondartet bipest kan have væsentlig forskellige virulens.

I Danmark er en tilsvarende undersøgelse gået i gang. Nogle af de genetiske typer, der blev påvist i Tyskland, er nu også fundet i Danmark.

Videre frem vil bipestbakterier fra mange lokaliteter i Danmark blive undersøgt for at se, om den genetiske type varierer med den geografiske lokalitet, og om typen kan forklare, hvor hyppigt problemer med ondartet bipest forekommer på lokaliteterne..

Europæisk bipest

Sygdommen er blevet reduceret til et yderst begrænset problem ved at have været under offentlig bekæmpelse. Indsatsen er nu reduceret til anmeldepligt.

Europæisk bipest forårsager tab af bier og nedsat honningproduktion. Europæisk bipest var i 1950'erne og 1960'erne et stort problem i Danmark, og sygdommen var under offentlig bekæmpelse. Herefter faldt antallet af angrebne bigårde.

Biologi

Europæisk bipest forårsages af infektion af en ikke-sporedannende bakterie (Melissococcus plutonious). Bakterien angriber kun larver, både drone-, dronninge- og arbejderlarver. Sygdommen udvikles, når larven får bakterien ind i tarmsystemet med foderet. Bakterien opformerer sig voldsomt i tarmen, og under de rette betingelser ses symptomer på sygdommen halvanden til 2 døgn efter infektionen. Sygdommen medfører larvens død. Ved ældre eller mere fremskredne angreb forekommer andre bakterier, hvor Bacillus alvei, som forårsager forrådnelse af larven, er den vigtigste. Den døde larve fungerer som smittekilde, når den fjernes af stadebier. Under udrensningen får stadebien bakterier på munddelene og bringer derved smitten videre. Spredning sker også med sværme, ved røveri og fejlflyvning, og hvis biavleren bruger inficeret materiale, idet bakterien kan overleve i smittede tavler et par år (Hansen, 1993; Hansen og Brødsgaard, 1999d).

Sygdomsbilledet

Symptomer ses i yngeltavlerne som åbne cellelåg og larver, der ligger forvredne i cellerne. Ved tidlig infektion af europæisk bipest hvidfarves de døde larvers luftrør. Larverne lugter syrligt og kan tørre ind til skorper. Ved mere fremskreden infektion, hvor den råddannende bakterie Bacillus alvei også er til stede, bliver larverne slimede og mørke og lugter som råddent kød. Den slimede masse kan med en tændstik trækkes ud til en meget kort tråd, men ikke nær så meget som ved ondartet bipest. (Hansen, 1992b; Hansen, 1993; Per Kryger pers. komm.).

Diagnose

Indsendte tavleprøver til Offentlig bisygdomsbekæmpelse diagnosticeres ved farvning og mikroskopering af prøver udtaget fra døde larver.

Omfanget af angreb af europæisk bipest i Danmark

Europæisk bipest var i 1950'erne og 1960'erne et stort problem i Danmark. Det største antal angrebne bigårde blev registreret i 1964 med 350 bigårde, men mere end 100 angrebne bigårde pr. år var almindeligt i perioden. Herefter faldt antallet af angrebne bigårde, og siden 1993 blev der ikke registreret angreb af europæisk bipest i Danmark, indtil 2002, hvor sygdommen dukkede op i 5 bigårde i Jylland. Antal registrerede angreb de efterfølgende år har været: 2003: 1 bigård, 2004: 4 bigårde og 2005: 1 bigård. Nogle af de samme bigårde er registreret angrebne flere år i træk (Brødsgaard og Hansen, 2002b; Per Kryger pers. komm.). Europæisk bipest er bl.a. et stort problem i England (Morton og Brown).

Forebyggelse og bekæmpelse

Europæisk bipest var tidligere under offentlig bekæmpelse. Nu er indsatsen reduceret til, at biavleren har anmeldepligt ved mistanke, hvorefter prøver skal indsendes til Offentlig bisygdomsbekæmpelse. Ved positiv diagnose skal bisygdomsinspektøren vejlede biavleren om forebyggelse og behandling.

Vejledningen består primært i at indføre nye dronninger med afstamning fra bier med god udrensningsevne, hyppige tavleskift og høj hygiejne. Ved kraftigt angreb anbefales fjernelse af al yngel og rengøring (Hansen, 1993; Hansen og Brødsgaard, 1999d; Per Kryger pers. komm.).

Perspektiver for Danmark

Det meget lave antal angreb efter et tidligere meget højt niveau antyder, at europæisk bipest kan bekæmpes effektivt, og at den aktuelle indsats for øjeblikket er tilstrækkelig. Erfaringer fra bl.a. England, hvor europæisk bipest forekommer hyppigere end ondartet bipest, selvom begge sygdomme længe har været under offentlig bekæmpelse, viser, at der til stadighed skal overvåges for sygdommen.

Virus

På verdensplan er der fundet 20 virusarter i honningbier. Heraf er 12 arter fundet i honningbien, Apis mellifera. I Danmark er der nu påvist 8 virusarter.

Virus behøver hjælp

Vira er parasitter, der har så få gener i deres arvemateriale, at de ikke er i stand til at formere sig uden hjælp af andre. De er derfor afhængige af at parasitere andre organismers levende celler, hvori de bruger værtens gen-apparat til at opformere sig selv.

Angreb af virus medfører ikke sjældent værtens død. Da virus kun kan overleve i levende celler, står viruset dermed over for problemet at blive ført over i en ny levende vært. Virus har udviklet forskellige mekanismer, som sikrer dette. F.eks. er deform vingevirus koncentreret i hovedet på de voksne bier og smitter med fodersaft til andre bier.

Honningbiernes arbejdsdeling efter alder kan også udnyttes af virus: Unge bier, som er dem, der renser ud i stadet, kan komme i kontakt med virus, når de fjerner døde larver af eksempelvis sækyngel. Når disse bier senere begynder at fodre yngel, kan virusen overføres til ny yngel.

Virus: Skjult eller synlig

Virusinfektion i honningbier forekommer i to former: Latent (dvs. sovende) og i akutte udbrud. Honningbier er hyppigt latent inficeret med 1-4 forskellige virus uden at vise symptomer. Betydningen af latent infektion for biernes sundhed er dog ikke afklaret. Overførslen af latent virus foregår antageligt gennem virusinficerede foderkirtler hos voksne bier og virusinficeret foder.

Virusudbrud fremmes af skadedyr

Akutte udbrud af virussygdomme har i mange tilfælde kunnet forbindes med angreb af andre parasitter som varroa-miden og Nosema apis. Varroa-miden kan fungere som vektor (dvs. smittebærer) for akut biparalysevirus, deform vingevirus og sækyngelvirus. Dette er grunden til, at der i bifamilier med varroa-mider er påvist omfattende angreb af sygdomme.

Når en virusbærende varroamide suger på en bi, kommer viruset direkte ind i kropsvæsken, og det er antageligt dette, som forårsager det akutte sygdomsudbrud. Bekæmpelse af varroa-miden har således den sidegevinst, at den forebygger disse tre virussygdomme.

Angreb af sort dronningecellevirus og Kashmir bivirus er blevet forbundet med Nosema apis, en éncellet parasit, der lever i cellerne på tarmens inderside. Det er dog ikke bevist, at nosema kan være smittebærer for de to vira.

Generelt vil alle parasitter påvirke biers immunforsvar ved at indføre gifte i biens kredsløb. Det giver vira en bedre chance for at angribe.

Igangværende undersøgelser

Danmarks JordbrugsForskning påbegyndte i 2004 en undersøgelse af forekomsten af seks bivira i Danmark. Forekomsten af netop disse seks bivira undersøges også i Frankrig og Tyskland. Vi har således noget at sammenligne vores resultater med.
Virus Sygdomsymptomer m.m. Antal inficerede danske bigårde i 2005
Sækyngelvirus Larver bliver til "sækyngel". Kan overføres af varroamider. 62
Deform vingevirus Vinger deformeres. Kan overføres af varroamider. 40
Kronisk biparalysevirus Bier sortfarves. 4
Akut biparalysevirus Bier paralyseres, dvs. lammes. Kan overføres af varroamider. 1
Sort dronningecellevirus Dronningeceller sortfarves. Sygdomsudbrud er ofte forbundet med nosema 1
Kashmir bivirus Bier dør. Nyklækkede bier kan se gennemsigtige og ældre bier fedtede ud. 0 (endnu ikke fundet i Danmark)
Bivirus X og Bivirus Y Bier dør. Ikke undersøgt i 2005, men tidligere fundet i Danmark
Uklar vingevirus Vinger bliver uklare Ikke undersøgt i 2005, men tidligere fundet i Danmark

De mest slående forskelle indtil nu er, at akut og kronisk biparalysevirus og sort dronningecellevirus forekommer meget hyppigere i Frankrig og Tyskland end i Danmark, og at Kashmir bivirus er fundet adskillige steder i Frankrig og Tyskland, men endnu ikke i Danmark.

Ser man på, hvor i landet de to hyppigste vira (sækyngel og deform vingevirus) forekommer, giver undersøgelsen fra det første år 2005 dog ikke et retvisende billede af den geografiske fordeling. Prøverne afspejler i for høj grad blot fra hvilke egne, vi modtog prøver.

Derfor vil vi fremover med hjælp fra bisygdomsinspektørerne få indsamlet prøver fra hele landet for at få et billede af, om nogle virus forekommer i særlige egne, eller om de er jævnt spredt i hele landet. Med den viden kan vi mere målrettet forebygge virussygdommene.

Svampe

Kalkyngel volder ikke længere de store problemer i dansk biavl. Den sjældent forekommende stenyngel er underlagt offentlig bekæmpelse og kan håndteres, hvis den konstateres.

Kalkyngel

Kalkyngel er en svampesygdom, som angriber biers yngel. Sygdommen er udbredt i Danmark. I 1990'erne havde avlerne i visse områder af Danmark store tab i honningudbyttet på grund af kalkyngel, men sygdommen volder ikke længere de store problemer, selv om angreb kan svække bifamilierne og reducere honningudbyttet.

Biologi

Kalkyngel forårsages af svampen Ascosphaera apis, som findes hos mange bifamilier i Danmark. Angreb kan medføre kraftig svækkelse af bifamilien, og eventuelt at bifamilien bukker under.

Både arbejderyngel og droneyngel er udsat for angreb. Larverne er mest modtagelige for angreb frem til de er 3-4 dage gamle. Yngelen er særligt udsat under kølige og fugtige forhold, hvorfor sygdommen oftest optræder om foråret og i forsommeren.

Larverne kommer i kontakt med svampesporerne via føden. Sporerne spirer i tarmen, og svampehyferne trænger ud fra tarmen gennem tarmvæggen og videre gennem larvehuden. Den angrebne yngel dør som regel efter cellernes forsegling og ofte i puppestadiet. Svampens mycelium giver larverne en hvid og skimlet overflade. Senere tørrer de døde larver ind til hårde og kalklignende mumier. Efterhånden som svampen danner sporer, ændres larvernes farve til mørk grå eller sort. Sporer af A. apis kan leve i mindst 15 år.

De voksne bier fjerner selv mange af de døde larver - disse kan ses på bundbrættet eller uden for stadet.

Sygdommen anses for at være stressrelateret og er hyppigere i bifamilier, som af en eller anden grund er svækkede. Stader med få bier i forhold til yngel er særligt udsatte, fordi dette ofte medfører en dårlig opvarmning af yngellejet og en ringe fodring af larverne. Svampens temperaturoptimum er på 30ºC(Bamford og Heath, 1989; Liang et al., 2000), og den vil derfor trives, hvis temperaturen falder under biernes optimaltemperatur på 34.5ºC.

Få bier betyder endvidere, at udrensningen ikke er tilstrækkelig effektiv til at hindre svampens spredning i stadet. Bifamilier, som er svækkede af andre sygdomme eller parasitter, kan være mere udsatte for kalkyngel. Det er endvidere muligt, at varroamiden kan fungere som en direkte vektor (dvs. smittebærer) for sporer af A. apis(Glinski, 1988; Liu, 1996)(Bienkowska, et al., 1996).

Diagnose

Kalkyngel er relativ nem at diagnosticere. Angrebne larver dækkes af svampens hvide mycelium, som kan ses i mikroskop. Hvis svampen danner sporer, skifter farven til gråsort. Larven mumificeres og bliver hård kalkagtig.

Forebyggelse og bekæmpelse

Forebyggende foranstaltninger omfatter fjernelse og destruktion af tavler med meget kalkyngel, fjernelse af døde larver på bundbrættet og uden for stadet, regelmæssig rengøring af materiel og udstyr, eventuelt indskrænkning af pladsen, således at yngelen holdes varm, samt god ventilation.

Erstatning af dronningen med en dronning fra en bifamilie uden kalkyngel og med god hygiejnisk adfærd er ligeledes en hyppigt brugt foranstaltning.

Kalkyngel kan endvidere bekæmpes med eddikesyredampe, som antages at virke ved at ødelægge svampens sporer. Det er dog nødvendigt at anvende iseddikesyre, det vil sige i en stærkt koncentreret form, hvilket kan ødelægge cementgulv/havefliser eller lignende underlag. Anvendelse af iseddikesyre er en mulighed for biavlere, der ønsker at gemme tavler til det følgende år.

Kalkyngel anses ikke længere for et problem i dansk biavl, hvilket antageligvis skyldes, at modtagelige dronninger efterhånden er sorteret fra i avlsarbejdet.

Stenyngel

Stenyngel er en sjælden svampesygdom, som kan angribe både biyngel og voksne bier. Det sidste tilfælde af stenyngel blev registreret i Danmark i 1970. Stenyngel er alligevel underlagt offentlig bekæmpelse, da svampen kan angribe slimhinderne hos mennesker og bl.a. fremkalde allergiske lidelser. Honning fra angrebne bifamilier kan desuden indeholde aflatoksin, som blandt andet er et meget potent nyretoksin og kræftfremkaldende.

Biologi

Stenyngel forårsages af svampe, som tilhører slægten Aspergillus, især A. flavus. Svampene findes overalt og er almindeligt forekommende i jord. De er patogene for andre insekter og kan forårsage sygdom (Aspergillose) hos mennesker og dyr.

Til trods for den udbredte forekomst er det sjældent, at svampene forårsager stenyngel. Antagelig udvikles sygdommen kun, hvis biyngelen i forvejen er svækket.

Svampens sporer kan spire på larvernes overhud, hvorefter hyfer gror ind i larven. Oftest optages sporerne dog gennem munden og spirer i larvens tarm. Larverne dræbes af et toksin, som svampen udskiller. Døden kan indtræde på ethvert tidspunkt, men de fleste larver dør i forseglede celler. De voksne bier kan smittes på ethvert tidspunkt.

De døde larver er først hvide på grund af svampens mycelium. Senere dannes sporer, og de døde larver bliver grøngule-blågrønne og hårde og indskrumpne. Hos angrebne voksne bier lammes flyvemusklerne, og bryst og bagkrop bliver stenhårde. På de døde bier danner svampene især sporer på overgangen mellem bryst og bagkrop.

Det antages, at sygdommen kan spredes ved overføring af tavler fra syge til raske bifamilier eller ved fodring med inficeret honning eller pollen. Forhold, som kan gøre bierne mere modtagelige, er brug af antibiotika, som forstyrrer balancen i biernes naturlige tarmflora, højt vandindhold i foderet, dårlig ventilation i stadet og genetiske faktorer.

Der er i årenes løb højst registreret 2-3 danske bigårde pr. år med stenyngel, sidste gang i 1970.

Diagnose

Stenyngel er relativ nem at diagnosticere. I felten skelnes den fra kalkyngel ved, at mumierne vokser fast med biernes voks og derfor sidder fast i tavlerne. Biyngel angrebet af kalkyngel skrumper ind efter mumificeringen og er derfor nemme at ryste fra tavlerne.

Bekæmpelse

Ved bekæmpelsen slås bifamilier med sygdommen i udbrud ihjel, tavler og honning destrueres, udbyggede lagertavler omsmeltes, og materiel og udstyr rengøres.

Perspektiver

Sygdommen er meget sjælden, er underlagt offentlig bekæmpelse og kan håndteres, hvis den konstateres.

Andre

Blandt øvrige skadegørere har den encellede nosema-parasit en vis betydning. Pukkelyngel kan give store problemer i visse år, men sygdomstilstanden kan håndteres. Den lille stadebille en endnu ikke set i Danmark og kun i få tilfælde i Europa. Når den kommer til Danmark, vil den udgøre en stor risiko for biavlen. Voksmøl kan være et problem ved lagring af tavler.

Nosema

Nosema apis er et encellet dyr, som er tarmparasit hos voksne bier. Parasitten optræder i mange bifamilier, men medfører ikke altid symptomer. Sygdommen medfører reduceret forårsudvikling og honningudbytte, og i nogle tilfælde kan den angrebne bifamilie gå til grunde.

I Danmark er der efterhånden frembragt bistammer med god modstandsdygtighed over for Nosema. Disse stammer er meget udbredte i Danmark, og problemerne med Nosema er derfor ikke voldsomme. Den store import af dronninger og ledsagerbier til Danmark udgør imidlertid en risiko for introduktion af bier med ingen eller lav modstandsdygtighed, ligesom der er risiko for introduktion af nye Nosema-arter, særligt N. ceranae som er et stort problem i Spanien.

Biologi

Nosema er en tarmsygdom hos voksne bier forårsaget af Nosema apis, en encellet, sporedannende mikrosporidie. Sporerne findes næsten overalt, hvor der findes bier, ofte uden at man kan se kliniske symptomer på sygdom. Infektionen øges om vinteren og er alvorligst i april-maj, men falder brat, når vinterbierne dør.

Både dronning, droner og arbejdere kan angribes, men normalt angribes arbejderbier i størst omfang som følge af deres rengøringsfunktioner. Nye bier er altid frie for parasitten. Nosema-sporerne føres med maden via munddelene ned til biernes honningmave. Her sorteres faste partikler som pollenkorn og Nosema-sporer fra og føres ned til mellemtarmen, hvor sporerne spirer og trænger ind i tarmvæggens celler. Her formerer parasitten sig og danner nye sporer, som kommer ud i tarmhulen igen, når de inficerede celler afstødes. Sporerne føres herefter ud med ekskrementerne. Sporerne er i stand til at bevare deres infektionsevne i op til 1 år.

Bier, der er kraftigt angrebne, mister evnen til at absorbere sukker fra tarmen. Sukkeret i tarmen binder vand, og tarmen vil ofte svulme op sammen med biens abdomen. Hvis ikke bien kan komme ud af stadet, eller hvis den ikke længere kan flyve, vil den afgive sine ekskrementer inde i eller udenpå stadet i stedet for væk fra dette. På grund af indholdet af sukker vil andre bier ofte slikke disse ekskrementer op, hvorved parasitten komme over i en ny vært.

Voks, der er forurenet med ekskrementer, er antagelig den vigtigste smittekilde. Herfra spredes sygdommen, når unge bier om foråret rengør tavlerne før dronningens æglægning. Sygdommen kan endvidere spredes f.eks. ved fejlflyvning, deling og udjævning af bifamilier, indføring af fremmede dronninger med ledsagerbier og anvendelse af tavler fra angrebne familier.

Sygdomsbilledet

En række fysiologiske forandringer finder sted i bier, som angribes af Nosema. Bierne mister evnen til at omsætte protein som følge af skaderne i mellemtarmen, hvorved fodersaftkirtlerne udvikles dårligt, og produktionen af fodersaft forringes. Dette vil medføre en ringe yngeludvikling og et nedsat honningudbytte. Biernes immunforsvar kan svækkes ved angreb af nosema, hvorved risiko for angreb af andre sygdomme øges. Angrebne dronningers æggestok degenererer, og familien bliver dronningeløs eller skifter dronning. I nogle tilfælde går angrebne familier til grunde.

Diagnose

Der er ingen entydige symptomer på Nosema-angreb. Bagkroppen vil ofte svulme op som følge af forstyrrelser i biernes vandbalance, hvilket øger risikoen for bugløb. Kravlende bier, ofte med strittende vinger og manglende stikkerefleks, kan forekomme uden for stadet. Dette er et resultat af, at flyvemuskulaturen lammes.

En sikker diagnose kræver derfor mikroskopisk undersøgelse (300 x forstørrelse) af biernes tarmindhold eller af hele bier. Når metoden er indarbejdet, er der ingen problemer med diagnosticering af Nosema. Det er dog ikke muligt med denne undersøgelse at skelne mellem forskellige Nosema-arter.

Forebyggelse og bekæmpelse

Der er forskellige foranstaltninger, som kan medvirke til at begrænse smittespredning af Nosema og holde sygdommen på et minimum, herunder at undlade at sammenføre syge bifamilier med andre, anvendelse af kunsttavler og eddikesyresteriliserede eller varmebehandlede tavler, omsmeltning af fratagne tavler, regelmæssig rengøring/desinficering af udstyr og tilgang til rent drikkevand for bierne. Kraftigt inficerede familier bør slås ihjel.

I Danmark er bistammer med god modstandsdygtighed over for Nosema meget udbredte. Den gode modstandsdygtighed koblet med de hygiejniske foranstaltninger gør, at problemerne med Nosema ikke er voldsomme.

Perspektiver for Danmark

Selv om der ikke er de store problemer med Nosema i Danmark, vil den store import af dronninger og ledsagerbier kunne introducere bier med ingen eller lav modstandsdygtighed. Herved kan effekten af de relativt modstandsdygtige danske stammer fortyndes. Der er ligeledes risiko for introduktion af nye Nosema-arter, særligt N. ceranae, som er fundet i Europa for første gang i 2005, og som man mener har forårsaget voldsom bi-død i Spanien i de seneste år.

Pukkelyngel

Pukkelyngel er betegnelse for en tilstand i en bifamilie, hvor der udvikles droneyngel i arbejderceller. Pukkelyngel kan give store problemer i visse år.

Beskrivelse

Honningbiers køn bestemmes af, om ægget befrugtes. Droner kommer således fra ubefrugtede æg, mens arbejderbier og dronninger kommer fra befrugtede æg. Droner er dobbelt så store som arbejderbier, og derfor er forseglingen over deres celler kraftigt hvælvet. Dronningen måler cellens størrelse og lægger normalt kun ubefrugtede æg i særligt store celler. Pukkelyngel forekommer, hvis et ubefrugtet æg lægges i en arbejdercelle.

Pukkelyngel kan være forårsaget af sygdomme som f.eks. Nosema, men skyldes oftest, at dronningen er gået tabt eller lægger ubefrugtede æg, f.eks. på grund af alder (sædforråd opbrugt) eller på grund af ringe parringsforhold (f.eks. dårligt vejr). En dronning kan altså lægge æg i arbejderceller uden at være klar over, at hun ikke har sæd til disse æg. Der vil så opstå et pladsproblem for larven, som bierne løser ved at lave en meget højt hvælvet forsegling. Hvis dronningen er gået tabt, kan arbejderbierne begynde at lægge æg, men da arbejderbierne ikke er befrugtede, opstår der kun droner fra disse æg. Arbejderbierne lægger gerne æg i arbejderceller, selv om de ikke er befrugtede.

De hvælvede forseglinger over cellerne giver yngellejet et karakteristisk puklet udseende, deraf navnet. Pukkelyngel er nemt at diagnosticere.

Behandling

Da pukkelyngel skyldes, at der lægges ubefrugtede æg i arbejderceller, vil det kræve en befrugtet dronning at behandle pukkelyngel. Det må dog først vurderes, om bifamilien er stærk nok til at modtage en ny dronning. Det kan være meget svært at indføre en dronning i en bifamilie, hvor arbejderne i længere tid har lagt æg, så det er ofte enklere at ryste alle arbejderbierne ud foran andre stader og lade dem gå ind her, og derefter fjerne det oprindelige stade helt, så bierne ikke flyver tilbage.

Dronninger i familier med pukkelyngel betegnes dronemødre. Bierne vil ofte forsømme nogle af larverne, og der kan derfor i nogle tilfælde optræde døde larver. Dronemødre er værdiløse og bør derfor aflives. Kraftige familier kan herefter tilføres en ny befrugtet dronning. Hvis pukkelyngel skyldes, at bifamilien er svækket, bør den slås ihjel.

Bilus

Bilus (Braula coeca) er vingeløse fluer, der kan findes i bistader, hvor de lever på biernes krop og ernærer sig ved nektar og pollen, som de stjæler fra biernes mund.

Bilus findes kun på få lokaliteter i Danmark og er ikke noget problem for dansk biavl. Særlige bekæmpelsesforanstaltninger er normalt ikke nødvendige.

Biologi

Voksne bilus er rødbrune vingeløse fluer, ca. 1,5 mm lange og 1 mm brede, dækket af stive hår. Hovedet, med små rudimentære øjne, og brystet har en sammenklemt facon. Ved første øjekast kan bilus forveksles med varroamider, men bilus er længere og har desuden kun seks ben, der har specielt udviklede takkede kløer, der hjælper bilusene med at holde fast til bierne.

De voksne bilus overvintrer i bifamilien. Fra forår til efterår lægger bilusen sine hvide, ca. 0,8 mm lange æg på indersiden af cellelåg over halvt forseglede honningceller, hvor de klækker til 1-2 mm lange, hvide og gennemsigtige larver.

Larverne gnaver gange i cellelågene og æder honning, pollen og bivoks. Gangene, som kan blive flere centimeter lange, ses som tynde hvide linjer i celleforseglingerne. Heri forpupper larverne sig. Udviklingen fra æg til voksen tager 21 dage.

Nyklækkede bilus er først hvide, men antager senere den rødbrune farve. De voksne bilus fæstner sig til bierne og stjæler nektar og pollen direkte fra biernes mund. De findes både på arbejderbier, droner og dronninger, men foretrækker at fæstne sig på dronninger, fordi disse fodres oftere og har længere levetid. I udlandet er dronninger med et meget stort antal bilus på sig observeret. Bestanden af bilus er normalt størst om efteråret og mindst om foråret.

Voksne bilus spredes f.eks. ved biers fejlflyvning, mens bilusens larver og pupper kan overføres til andre familier med inficerede honningtavler.

Bilus er mere irriterende end skadelig for bierne. Hårdt angrebne dronninger kan blive forstyrret i deres æglægning, og tavlehonning kan bliver usælgelig, fordi bilusens larver gnaver gange i celleforseglingerne.

Diagnose

Bilus er nemme at identificere visuelt ved hjælp af mikroskopi.

Bekæmpelse

Bilus er ikke et problem i dansk biavl, og det er som regel ikke nødvendigt at foretage særlige bekæmpelsesforanstaltninger. Vores kølige klima og det forhold, at forseglingen over cellerne bortskrælles før honningens slyngning, bidrager til, at angreb af bilus normalt holdes under kontrol.

Om nødvendigt kan der bekæmpes med forskellige kemiske midler - i Danmark er det mest almindelige at blæse tobaksrøg ind på befængte bier, hvilket får voksne bilus til at falde af bierne, så de efterfølgende kan opsamles på stadebunden. Angrebne tavler bør fjernes.

Den lille stadebille

Den lille stadebille (Aethina tumida) kan udgøre en stor risiko for biavlen i Europa. De voksne biller lægger æg i bistadet. Larverne lever af biernes yngel og pollenforråd og skader derved vokstavlerne.

Billen stammer oprindeligt fra Afrika, hvor bierne har udviklet forsvarsmekanismer mod den. Man formoder, den har spredt sig med importeret frugt til en række lande.

Den er endnu ikke set i Danmark og kun i få tilfælde i Europa, men er på listen over anmeldepligtige skadedyr, da man frygter en import med frugt.

For at få kortlagt udbredelsen i Europa og udviklet bekæmpelsesstrategier er der oprettet et fælles europæisk samarbejde, som inkluderer Danmarks JordbrugsForskning.

Det er vigtigt at udvikle en beredskabsplan, således at der kan iværksættes foranstaltninger, når den lille stadebille viser sig i Danmark.

Voksmøl

Voksmøl, henholdsvis det store voksmøl (Galleria mellonella) og det lille voksmøl (Achroia grisella), er to arter af halvmøl, hvis larver volder skade ved at gnave i voks, pollen og biyngel. Desuden dannes store flader med netspind.

I Danmark er voksmøl som regel kun et lagerproblem, der kan håndteres ved omsmeltning af tavler eller ved eddikesyrebehandling. En sjælden gang kan der ske angreb i selve stadet, hvis bifamilien i forvejen er svækket.

Biologi

Det store voksmøl er omkring 20 mm langt, mens det lille voksmøl er 10 mm langt. De to arter skelnes endvidere fra hinanden ved, at det lille voksmøl er skinnende gråbrunt med en brunlig-orange plet på hovedet. Det store voksmøl mangler denne plet og er spættet grålig-brun.

Voksmøl gennemgår tre stadier: æg, larve og puppe. Udviklingen fra æg til voksen tager normalt omkring fire-seks uger, men er temperaturen for lav eller er der mangel på føde, kan voksmøllet afbryde udviklingen for senere at fortsætte, når forholdene er bedre. Derfor kan den samlede udviklingstid strække sig op til et halvt år. Både æg, larver og pupper er i stand til at overvintre.

De rød-hvidlige og knapt synlige æg lægges i klumper á 50-150 i sprækker og revner, hvor bierne ikke kan komme til at fjerne dem. Der lægges normalt 300-600 æg pr. hun, men ægproduktion på 1.000-1.800 æg er rapporteret. Æggene klækker efter 3-5 dage til ca. 1 mm lange larver, der i starten er hvidlige, men senere mørknes på oversiden. Den udvoksede larve er normalt omkring 20 mm, men kan blive op til 28 mm lang.

Larverne æder sig gennem vokscellerne og efterlader gange med spind. Kosten består af stort set alle produkter i en bifamilie, særligt urenheder i yngeltavlerne (bl.a. bilarvernes kokoner og afføring), men også honning og pollen. Er føden knap, kan larverne æde biyngel. Dog æder de ikke kunst- og jomfrutavler.

Efter ca. 4 uger spinder larven en hvid kokon, som placeres på siderne af bistadet eller på rammelisterne. Puppestadiet gennemløbes inde i kokonen og varer 1-9 uger.

Skadebillede

I tavlerne ses gange af spind gennem cellerne og store mængder afføring. Afføringen kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier. De indvendige sider i bistadet vil være forsynet med kokoner. Er der tale om et kraftigt angreb af det store voksmøl, vil rammerne være ribbet for voks og samtidig være så godt spundet sammen af et gråligt spind, at de er svære at få fra hinanden. Larverne af voksmøl kan forvolde betydelig skade på stader og rammer. I forbindelse med larvernes forpupning vil de ofte udhule trærammer og stadevægge, og hvis der har været mange voksmøl, er materialet så svækket, at det må kasseres.

Identifikation af de to arter af voksmøl er uproblematisk.

Forebyggelse

For at forhindre, at bifamilier angribes af voksmøl, er det vigtigt at have stærke og sunde bifamilier, da disse hurtigt vil få slået indtrængende voksmøl ihjel.

På tavlelageret skal kun opbevares kunst- og jomfrutavler, da der er basis for voksmølangreb i tavler, hvor der har været ynglet. Ligeledes skal tavler indeholdende pollen fjernes fra lageret. Frasorterede tavler skal omsmeltes, da man herved også undgår spredning af sygdomme. Tavlerne skal opbevares under forhold, der er ugunstige for voksmøl, det vil sige lyst, køligt og med god ventilation.

Behandling

Lagertavler kan behandles med kulde eller eddikesyre. Ved angreb i selve stadet vil man oftest slå bifamilien ihjel, da angreb af voksmøl indikerer, at familien i forvejen er svækket.

Biologisk bekæmpelse af voksmøl er ligeledes en mulighed. Denne kan foretages med bakterien Bacillus thuringiensis, som er uskadelig for bier, mennesker og miljø og kan anvendes præventivt efter honninghøsten på tavler, før disse sættes på lager.

Kurstakistammen af B. thuringiensis kan købes i Danmark og har vist sig at være effektiv over for voksmøl. En anden stamme, aizawai, som bl.a. forhandles af et firma i Schweiz, er ligeledes effektiv over for voksmøl, men skal godkendes som nyt aktivstof, før den kan sælges i Danmark. Det er uvist, om der vil blive søgt om en sådan godkendelse.

Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse er ligeledes en mulighed. Der er flere arter af snyltehvepse, som angriber voksmøl, herunder flere arter af Trichogramma, hvoraf bl.a. T. evanescens kan købes i Europa.

Perspektiver for Danmark

I Danmark er voksmøl som regel kun et lagerproblem, der relativt effektivt kan håndteres ved omsmeltning af tavler eller ved eddikesyrebehandling. Der er dog visse ulemper forbundet med eddikesyrebehandling (lugtgener, brug af værnemidler påkrævet, risiko for ødelæggelse af betongulve o.lign.). Der kan endvidere opstå skader på lagertavler, som henstår hos smeltere eller større avlere, inden tavlerne når frem til selve smeltningen.

For vokssmeltere og biavlere kan der måske være fordele forbundet med udvikling af biologisk bekæmpelse og implementering af denne hos avlerne. For smelteren er der især fordele, når det drejer sig om aftagning af tavler fra mindre biavlere, der hermed kan opbevare og efterfølgende aflevere alle tavler på én gang til smelteren. Smelteren skal således modtage færre små partier og kan opnå en mere rationel arbejdsgang i afsmeltning, bogføring og ekspedition.

For biavleren vil det ligeledes være en fordel, idet prisen for afsmeltning og rammevask er kvantumafhængig. For de større biavlere vil fordelen være mindre, da deres tavlepartier til omsmeltning vil være af en størrelsesorden, hvor omsmeltningen ikke bliver ret meget billigere, selv ved aflevering efter hver slyngning.

For vokssmeltere vil det være en stor fordel, hvis en større del af omsmeltningsarbejdet kunne henlægges til perioden efter arbejdet med bierne, og slyngning af honning er overstået. Vokssmeltere vil antagelig ikke kunne anvende biologisk bekæmpelse på kundernes tavler i perioden mellem aflevering og omsmeltning, da disse er emballeret i bi- og hvepsetæt emballage(Poul Bach Sørensen, pers. komm.).

Andre indtrængere i bistadet

Der er en række andre dyr, ud over de allerede beskrevne, som findes hos bier, heraf en del som ikke gør nævneværdig - om overhovedet nogen - skade, f.eks. mosskorpioner, snegle, bænkebidere, kakerlakker og diverse biller. Disse vil ikke blive beskrevet nærmere. En decideret bekæmpelse foretages kun overfor myrer, hvepse, mus og spidsmus.

Myrer

Flere arter af myrer kan leve sammen med bier, eller i hvert fald tæt på bier, i et relativt fredeligt forhold. Myrer kan dog skade bistader, særligt hvis de er fremstillet af styropor (polystyren). Endvidere kan myrerne stjæle honning eller biyngel. Småfamilier til parring af dronninger er mere sårbare over for myrer end normale familier. De store skovmyrearter, især de røde, har smag for bier, og bistader opstillet i skov har brug for ekstra beskyttelse.

Beskyttelse mod myrer sker ved at hindre myrernes adgang til stadet ved hjælp af barrierer, som myrerne ikke kan eller vil krydse. Man kan f.eks. placere bistadets ben i dåser fyldt med vand eller (ofte) olie, som myrerne ikke kan forcere. Enkelte biavlere påsmører stadet et insekticid, som slår kravlende insekter ihjel, men dette er dog noget risikabelt for bierne. Det er vigtigt at have et bistade med en enkelt indgang, som de let kan forsvare - på denne måde kan de ofte selv holde myreangreb på et tåleligt niveau.

Hvepse

Hvepse kan sidst på sæsonen blive en plage for bifamilier. Bistadet er fuldt af søde sager, som kan tiltrække hvepse i stort antal. Igen er det især de mindre familier, der lider, eller bistader med for store eller for mange indgange, som bifamilien ikke selv kan overkomme at forsvare. Hvepsene stjæler honning og yngel og æder desuden bierne direkte. Dette gælder især for den store gedehams (Vespa grabo).

Man kan ikke hindre de flyvende hvepses adgang til stadet, men det er muligt til en vis grad at narre dem ved at anbringe et sort gitter som en skærm over bistadets indgang. Bierne lærer hurtigt, at indgangen til stadet befinder sig foran denne skærm, mens hvepsene, der ser bierne kravle under skærmen, ofte vil søge at angribe direkte ovenfra og derfor hverken kan nå bierne eller finde ind i stadet.

Mus og spidsmus

Mus og spidsmus vil ofte forsøge at trænge ind i bistader. Spidsmus er insektædere og vil gå efter bierne, mens mus mere vil forsøge at overvintre i stadets varme omgivelser. Skaderne er således ret forskellige - mange døde bier, hvor især bagkroppen er ædt, er et tegn på tilstedeværelse af spidsmus, mens tilstedeværelse af mus resulterer i bier, der er døde på grund af stress som følge af musenes bevægelser i stadet om vinteren.

Musene vil ofte gnave tunneler i stadets tavler, så de kan bevæge sig rundt, og man kan finde redemateriale i stadet. Forebyggelse mod indtrængen af mus er at have en minimal indgangsstørrelse på stadet, samt at anbringe stader lidt væk fra jorden, så adgangen for musene besværliggøres. Musefælder og musegift anvendes i nogen omfang.

Vinterdødelighed

Vinterdødeligheden kan være stor. Varroamiden begtragest som en væsentlig faktor, da den svækker hele kolonien og dermed dens evne til at overleve vinteren.

Årsager til bifamiliers død om vinteren rangordnet efter kyndige biavleres besvarelse af spørgeskemaundersøgelsen 2004.
Skadegører
Anses for vigtig
Varroamider
36%
Vejret
23%
Nosema
19%
Virus
16%
Andet
11%
Varroabekæmpelse
9%
Ondartet bipest
2%
Trakémider
1%

Resistens mod bekæmpelsesmidler

Der er i Danmark ikke konstateret pesticidresistens hos honningbiens skadegørere.

Da vi i Danmark kun anvender kemisk behandling til en enkelt parasit nemlig varroamiden, er eventuelt resistens hos ondartet bipestbakterien eller Nosema, som det kendes fra andre dele af verden, ikke relevant herhjemme.

Vi har endnu ikke konstateret resistente varroamider, men det er sandsynligt, at nogle populationer af varroamiden vil udvikle resistens mod de kemiske midler, som anvendes til bekæmpelse af den, hvad enten de er godkendte eller alternative. Individuel variation i en midepopulation vil resultere i et lille antal mider med resistente træk, som f.eks. tykkere kutikula, der forhindrer en effektiv indtrængen af det aktive stof, eller et stofskifte, som nedbryder stoffet, før det når at gøre skade på miden. Disse resistenskarakterer er genetiske og nedarves derfor.

Til at begynde med udgør de resistente mider kun en lille del af den totale population. Når varroamiderne vedvarende udsættes for et stof, vil selektionstrykket øges, og dermed øges forekomsten af de resistente mider også. Krydsresistens kan forekomme, hvis flere midler har samme virkemekanisme.

Imidlertid koster det ofte noget for en organisme at være resistent over for et middel, hvilket som regel vil give sig udtryk i en lavere formeringsevne. Derfor vil en ændret bekæmpelsesstrategi i resistente eller begyndende resistente populationer kunne nytte noget, idet resistensudviklingen vil opbremses, og i nogle tilfælde vil de resistente dyr blive selekteret væk..

Da organisk syrebehandling af varroamider i Danmark er en normal bekæmpelsesprocedure, er det muligt, at resistente varroamider er udviklet i et vist omfang. For at finde mere optimale bekæmpelsesstrategier, vil det være nyttigt at bestemme niveauet af de organiske syrers effektivitet over for forskellige varroamidepopulationer.

Omkring 20% af de danske biavlere anvender pesticider til bekæmpelse af varroamiden. I udlandet er denne andel langt højere, hvorfor man da også i Mellem- og Sydeuropa har set udbredt pesticidresistens. Det har man endnu ikke i Danmark, men det er heller ikke blevet undersøgt.

Biforgiftninger

Pludselige og omfattende dødsfald i bifamilier kan skyldes biforgiftninger. For at opklare, om der er tale om en forgiftning, kan man indsamle de døde bier og indsende dem til Danmarks JordbrugsForskning (DJF). Her er der mulighed for at få foretaget flere forskellige typer af undersøgelser til belysning af årsagen til dødsfaldene. Nye analysemetoder kan afsløre, hvilket insekticid der har været tale om.

Visuel bedømmelse

Bierne undersøges for tegn på forgiftning, f. eks. kan spredte vinger og strakt tunge være tegn på, at der er tale om en biforgiftning.

Bananfluetest

Eventuelle giftstoffer vaskes af bierne med et egnet opløsningsmiddel, hvorefter bierne filtreres fra, og væsken inddampes. De stoffer, der måtte være vasket af bierne, vil derefter sidde som et tyndt lag på glasset, og der tilføres et antal bananfluer. Er der insektgift til stede, vil flere eller færre bananfluer omkomme i glasset.

Fordelen ved denne metode er, at uanset hvilken gift, bierne har fået påført sig, vil det kunne vises, at der er tale om en biforgiftning. Ulempen er, at det ikke er muligt at afgøre, hvilken gift, der er tale om.

Præcise insekticidanalyser

For at afklare, hvilken insektgift, der er tale om, kan man i stedet for bananfluetesten bruge en instrumentel analyse, f.eks. den såkaldte LC-MSMS analyse. Med denne metode vil det med stor sandsynlighed kunne bestemmes, hvilken gift der måtte være tale om, og hvor meget gift der var på bierne på indsamlingstidspunktet.

Metoden er meget følsom, og selv meget små mængder gift vil kunne påvises. Ulempen er, at det kun vil være stoffer, der er indeholdt i analysemetoden, der vil blive bestemt. Er bierne blevet forgiftet af et stof, der ikke indgår i metoden - det kunne være et naturligt forekommende giftstof - vil det ikke blive afsløret. DJF´s metode dækker imidlertid op mod 100% af de insektgifte, der anvendes i dansk jordbrug.

Analyser af biforgiftninger de seneste år har vist, at det hovedsageligt er stoffet dimethoat, der er fundet på bier, der er indleveret til analyse for biforgiftninger.

Biforgiftningsskader i Danmark

Efter 1990 er der sket et betydeligt fald i antallet af anmeldte biforgiftningsskader. Dette hænger formentlig sammen med, at der næsten udelukkende anvendes syntetiske pyrethroider til sprøjtning af rapsmarker.

Pyrethroider må anvendes i den blomstrende af grøde, men uden for biernes flyvetid (fra 21 til 03, dansk sommertid). Pyrethroiderne har en afskrækkende virkning på bierne og er langt mindre farlige for bierne end de phosphormidler, der tidligere blev anvendt.

Før 1990 lå antallet af årligt anmeldte biforgiftningsskader på 30 til 40 med store årsvariationer. I 1950'erne og 1960'erne var der år, hvor der blev anmeldt over 100 forgiftninger. Efter 1990 har antallet af årligt anmeldte bi-forgiftningsskader været faldende til under 10 med store variationer fra år til år. Årsagen til faldet i antallet af biforgiftninger kan være krav om deltagelse i obligatoriske kurser for sprøjteførere, og at sprøjteførere skal have sprøjtebevis eller sprøjtecertifikat.

Udvikling af resistens mod pyrethroider rummer en risiko for tilbagevenden til mere udbredt anvendelse af dimethoat eller andre mere bigiftige insekticider og dermed større risiko for flere biforgiftninger. Bekæmpelsesmidler, der rummer en fare for biforgiftninger, er forsynet med bifaremærkning. Slå op i databasen med alle pesticider godkendt til brug i Danmark.