Hvem var Marie Grubbe???
 
Marie Grubbe institutionen har fået sit navn efter en fattig kvinde, der levede i Stubbekøbing området i slutningen af 1600-tallet. En af skolens tidligere lærere med interesse for historie og slægtsforskning, har stykket hendes historie sammen.
 
Nedenfor er denne historie gengivet med venlig tilladelse af forhenv. overlærer Steen Bilde Christensen.
 
Historien om Marie Grubbe:
 
Længst mod nordøst på Falster - hvor færgen indtil 1943 sejlede de rejsende over til Møn - lå Borrehuset, hvor Marie Grubbe og hendes mand, Søren Sørensen Møller (Ladefoged) boede. Vi befinder os i begyndelsen af 1700-tallet. Inden vi går videre, skal der fortælles om baggrunden for denne beretning. 
 
Hvem var Marie Grubbe?
Hun fødtes 1643 på Havreballegaard ved Aarhus som datter af adels- og lensmanden Erik Grubbe på Tjele. Hendes mor mistede hun tidligt, men havde dog en søster, Anne Marie.
Som ung pige kom Marie til København, hvor hun 17 år gammel blev gift med kong Frederik 3.s søn, Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704). Moderen til Ulrik var kongens elskerinde, Margrethe Pape. Marie og Ulriks ægteskab blev ingen succes. Han, som i forvejen var hemmeligt gift, rejste meget udenlands, og under hans lange frævær trøstede Marie sig med adskillige elskere. Det endte med deres skilsmisse i 1670, samme år som hendes svigerfar, kong Frederik 3. døde.
Efter et par år i udlandet, hvor hun levede af sin tilbagebetalte medgift på 12000 rigsdaler (svarende til ca. 2 mio kroner i dag), vendte hun tomhændet hjem til sin far på Tjele. Erik Grubbe får hende så i 1673 viet - med et par herregårde som medgift - til herremanden Palle Dyre (d. 1707), og sammen flytter de ind på Trinderup ved Hobro. Senere, i 1684, forpagter de Tjele efter den gamle Erik Grubbe, og med sig fra Trinderup har de en karl, Søren Sørensen Møller, som Marie forelsker sig i. De indleder et forhold, som alle på godset er vidende om - ikke mindst fordi Marie intet gør for at skjule sin kærlighed til Søren - og som endelig, i marts 1691, fører til Marie og Palles skilsmisse.
Omsider er hun fri til at få sin Søren, og sammen rejser de til Holsten, hvor de bliver gift. De næste år fører de en omflakkende tilværelse, lever bl.a. som gøglere, for omsider, kort før århundredskiftet, at dukke op på Møn. Søren arbejder her ved landbruget, og de må leve i yderst trange kår.
 
Marie og Søren i Borrehuset
Kongen, Christian 5., døde i 1699, og hans enke, dronning Charlotte Amalie (1650-1714), fik Lolland og Falster som enkegods. Hun lod bygge et hus ved Grønsund på Falster, kaldet Borrehuset, og dronningen lod Marie og Søren få hvervet med at holde tilsyn ved udskibningen af brænde fra de falsterske skove til hovedstaden.
Det var i 1705, og i de følgende 13 år levede den tidligere adelsfrue og svigerdatter til kongen i dette hus som færgekone, i fattigdom og med sin fordrukne mand, som foruden at sejle de rejsende over Grønsund tillige havde krohold. Egentlig var kroen bestemt til at betjene de rejsende, men da der ovre på Møn-siden lå en færgegård, der havde flere bekvemmeligheder end Borrehuset, blev dette mere et tilholdssted for egnens sviregaster end en egentlig færgekro. Færge- og kromanden Søren Møller drak som nævnt flittigt med gæsterne, og da han var en stridbar herre, blev han jævnligt indviklet i slagsmål. Det fremgår da også af retsreferaterne, at han gang på gang var tiltalt for slagsmål, faderskabssager, tyveri etc.
 
Marie skilles fra Søren
Efter således at have levet sammen i 6 år går det endelig helt galt for Søren.
Natten mellem 18. og 19. maj 1711 hjalp Søren og to sømænd en skipper med at bringe brænde om bord på dennes skude, og herunder deltog han naturligvis i det fælles drikkelag. Skipperen blev på et tidspunkt træt og ville slutte festen, men Søren og de to andre fortsatte i Borrehuset med at stille tørsten. Marie var ikke glad ved udsigten til druk hele natten, men da hun opfordrede de to gæster til at vende tilbage til skuden, svarede den ældste: "Jeg vil ikke gaa om Bord i Nat eller i Morgen med, mens jeg endnu kan sjunke en Taar. I samfulde 10 Aar haver jeg ikke haft saa lystigt et Slag og siddet oppe den udslagne Nat og drukket!".
Han skulle dog have lyttet til Maries henstilling, for hen på morgenen kom det til et heftigt klammeri mellem svirebrødrene, og på et tidspunkt hentede Søren Møller sin bøsse, idet han sagde: "Det var intet Synd at skyde den gamle Hundsvot ihjel paa Panden!"
Hvad enten det var med fortsæt eller ej, gik bøssen pludselig af, skuddet ramte den gamle af gæsterne, så han faldt død om på bænken.
Fra referaterne fra Falsters Herredsting ved vi, at Søren følgende blev taget i forvaring af øvrigheden, og den 28. maj stod han for denne retsinstans tiltalt for drab. Han blev her dømt fra livet, selv om han påberåbte sig, at det var et vådeskud, der havde afstedkommet ulykken.
Dommen prøvedes i januar 1712 ved Landstinget i Maribo, som delvis frikendte Søren, og lod ham slippe med at bøde 40 lod sølv til den dræbtes arvinger.
Men sagen gik videre til Højesteret i København, hvortil Søren blev ført fra sit hidtidige fængsel på Nykøbing Slot. Omsider, 4. august 1712, sluttede hans sag med at Højesteret skærpede landstingsdommen til 3 års arbejde 'slaaet udi Jern' på Bremerholm. Fjorten dage senere påbegyndte han afsoningen.
Det sidste man hører om Søren Møller, er da han halvandet år senere, 4. marts 1714, sammen med andre fanger føres til Kronborg.
 


Maries sidste år
Endnu 7 år levede Marie i Borrehuset som færgekone - nu uden sin elskede Søren.
Samme år, 1711, som Søren dræbte sømanden, rasede pesten i København. Alle der havde mulighed for det - dvs. mest de velhavende - flygtede fra byen for at undgå den dødelige smitte. En af disse, den 27-årige Ludvig Holberg (1684-1754), kom en dag sejlende fra Møn og gik i land ved Borrehuset. Her besøgte han den nu enlige Marie Grubbe, som i deres følgende samtaler beretter for Holberg om sin fantastiske skæbne - og betror ham, at hun trods jordisk armod og fornedrelse har levet et lykkeligt liv, som hun ikke ville gøre om. (Se notatet til højre herfor.)
I juni 1718 døde Marie Grubbe, 75 år gammel, og "i en meget fattig og slet Tilstand". Hendes gravsted kendes ikke, idet kirkebogen for Aastrup sogn ikke nævner hendes begravelse, hvilket måske er enten fordi kirkebogen er meget ufuldstændig og slet behandlet, eller måske fordi slægt eller venner fra tidligere dage har foranlediget hende begravet andetsteds.

 Forside      Tilbage      Top
© copyright Marie Grubbe Skolen 2009

Forside
Marie Grubbe Skolen
Landsidrætsstævnet 2010
Nyheder
STU / Ungdomsuddannelse
Første år
Andet år
Kompetencepapir
Ugeskema
Målgruppe
Optagelse
Bodelen
Første år
Andet år
Rejser
Bruger/pårørende råd
Elevrådet
Kollegiet
For forældre
Transport
FAQ
For kommunen
Links
Alt om os
Ledige stillinger
Historie
Historiens Marie Grubbe
Kontakt skolen
Medarbejdere
Projekter