Hvad er et velfærdssamfund?

July 17th, 2008


Jeg har tænkt en del over, hvad begrebet velfærdssamfund egentlig dækker over, og jeg har forsøgt at nå frem til en forståelse af, hvad sådan et samfund skal gøre for at leve op til sin målsætning. Visse partier og individer, mener at velfærdssamfundets vigtigste opgave er at give alle borgerne de samme muligheder. Andre partier og individer mener, at velfærdssamfundets opgave er at beskytte borgeren mod interne og eksterne fjender samt støtte op om at sikre væksten i samfundet, således samfundet beskyttes mod arbejdsløshed, inflation og andre dårligdomme.

Den første part, dem som mener, at velfærdssamfundets vigtigste opgave er at sikre lighed, glemmer ofte, at den eneste måde, det kan finde sted på er at udbygge bureaukratiske tendenser i selve staten. Den bureaukratiske opfattelse giver en stat i staten, hvor bureaukraterne i stedet for at tildele den fornødne hjælp, starter magtkampe om hvem, som skal stå for at tildele den fornødne hjælp. Den første part glemmer ligeledes, at velfærdssamfundet ikke reelt garantere nogen former for beskyttelse af de ’svage’ i samfundet, da samfundsøkonomien reelt afhænger af skat fra private virksomheder og borgere ansat i de private virksomheder. Årsagen hertil skyldes, at offentlige virksomheder meget sjældent generere et overskud, og de offentlige ansatte betales med penge, som opkræves i skat fra de private virksomheder og borgere ansat i den private sektor.

Den første part glemmer ligeledes at velfærdssamfundet (også kendt som velfærdsstaten) er skyld i en række problemer, som i dag findes i vort samfund. Blandt disse kan nævnes den desværre dårlige integration af nydanskere, dårlig behandling af syge på landets hospitaler, et dårlig / middelmodig offentlig betalt uddannelsessystem. Det er under velfærdssamfundet at disse problemer opstod, og årsagen til problemerne skyldes velfærdssamfundets mangel på evne inden for at skabe konkurrence. Holdningen hos den første part er nemlig at konkurrence medføre ringere kvalitet, på trods af fænomenet er konsekvent modsat inden for det private marked. Den første part tror også at man ved at poste flere penge i den offentlige sektor øger kvaliteten, og det vel at mærke det eneste parameter at basere kvalitetsløftet på.

Den anden part bliver ofte anklaget af den første part i at forringe velfærden i samfundet ved at stille kræv til modtagerne af ydelser fx bistandshjælp og ved at stille kræv til de enkelte insitutioner fx uddannelsessystemet og sygehusvæsnet.
Den anden part har, modsat den første part, erfaret konkurrence frembringer det bedste i velfærdsstatens institutioner, det er ligeledes den anden part, som betaler gildet til den offentlige sektor.

Efter min mening, tyder alt på den anden part har ret. I den private sektor skaber konkurrence et bedre produkt, i det aktørerne på markederne bliver nød til at ny tænke for at kunne tilfredsstille markedet. Den offentlige sektor bør derfor begynde at udlicitere flere opgaver til den private sektor, hvilket dog kræver, den offentlige sektor gør brug af overvågning af licenskontrakterne, og hvordan  de private virksomheder klarer opgaven. Årsagen til dette skal finde sted skyldes, at outsourcing har det med at blive dyre med tiden, da aftageren af opgaven ofte begynder at anskue kunden, som værende bundet kunde, hvilket staten bør sikre sig ikke sker ved en fast og fair gennemgang af samtlige kontrakter, som staten indgår til udlicitering.

Jeg må derfor konkluderer at et velfærdssamfund er et samfund, som basere sit menneskesyn på, at servicere borgeren i samfundet frem for at kæmpe bureaukratiske magtkampe. Velfærdssamfundet er med andre ord ‘kundeorienteret’ og velfærdssamfundet er effektivt ud fra at arbejdsopgaver i større og større grad udliciteres til den private sektor.

Indlæg skrevet af Peter Sjølin, Ejer og Administrator af Velfaerdssamfund.dk

Lobbyisme er demokratiets logiske evolution

March 11th, 2008

international_oekonomi_002.pngI takt med at politik er blevet mere og mere professionaliseret og samtidigt at flere komplekse beslutningssituationer opstår, så kræver det at politikerne er bekendt med den fornødne viden, de fornødne fakta, og den fornødne indblik for at træffe en beslutning. Lobbyismen er svaret på dette. Trods et dårligt ry, beriger lobbyismen hverdag beslutningstagere i de demokratiske insitutioner som lokalråd, regionsråd, folketinget og EU-parlamentet. Lobbyisterne giver de forskellige politikere fakta omkring en række forskellige områder, hvortil politikerne kan kæde disse sammen med de data som de forskellige organer selv indsamler. Lobbyisme giver med andre flere perspektiver i politik, og det giver tilmed konkurrence mellem offentlige organer og lobbyisterne.

Men hvad så når lobbyister forsørger at give forkerte fakta til en folkevalgt? Svaret er ganske simpelt, det vil medføre at lobbyisten ikke vil kunne få introduceret den folkevalgte til andre fakta, da lobbyisten dermed betragtes som en utroværdig aktør, med andre ord, han taber på det.

Et andet aspekt ved lobbyismen er den på befrier de folkevalgte fra en ensidig venstre-radikal magtbase, nemlig den offentlige sektor. Ansatte i den offentlige sektor har en teoretisk tilnærmelse til venstrefløjen i kraft af de ansatte hellere ser flere penge blive postet i den offentlige sektor end effektiviseringer. Da ingen analyse ej heller dem som foretages af offentlige ansatte økonomiske rådgivere eller rådgivere inden for andre felter kan betragtes som politisk neutrale, da får de folkevalgte helt nye muligheder.

Ovennævnte har blandt andet været med til at venstrefløjen har så¸sat den ene smædekampagne efter den anden for at bevare deres traditionelle magtbase (den offentligesektor), og de privilegere som høre med til denne.

Konklusionen er klar, lobbyismen har forbedret beslutningstagernes grobund for at træffe nuancerede beslutninger, og beslutninger baseret på flere perspektiver frem for ensidige politiske analyser fortaget af aktører, hvis motiv er bevare og opbygge en stor offentligsektor.

Centralistisk ledelse i en moderne tid, et vækstcentrum i fare!

January 19th, 2008

City Pciture!Siden Ritt Bjerregård blev overborgmester i København har byen ikke været sig selv. Ledelsen er blevet mere inkompetent, ledelsen bryder lovgivning på basale områder som aldrig før, medarbejder tilfredsheden er dalet, og ligeledes anklages bystyret nu for centralistisk ledelse i en tid, hvor mange og kvalificerede beslutninger skal tages.

Det kan ikke nytte noget at overborgmester Ritt Bjerregåd, tror hun kan regere Københavns kommune med en jernhånd og samtidigt regne med at få en plads i historien som en person som skabte dynamik og liv til byen. Ledelsensstilen som Ritt Bjerregård kører er uforenelig med moderne management principer overfor videnmedarbejdere som bl.a Københavns kommune får brug for at træffe beslutninger som kan skabe vækst og dynamik.

Basal organisationsteori bygger på, at hvis mange beslutninger skal træffes ud fra et kvalificeret grundlag skal det ske decentralt og i dette tilfælde skal det stemme overens med forskellige bureaukratiske procedure. Når det erklærede mål for Ritt Bjerregård under valgkampen om at blive overborgmester i København var skabe vækst og geare København op økonomisk, så er det påfaldende at overborgmesteren i benytter sig af udaterede ledelseprincipper.
Det er ganske enkelt en kedelig situation for borgerne i København, at ledelsen på rådhuset er så rådent og ringe som det viser sig at være. Men samtidigt kan den ledelsesstil forventes, når et specifikt parti har haft magten (flertallet) i organisationen i så lang en tid som tilfældet er i Københavns kommune, og ligeledes er det produkt af at den nuværende overborgmester har valgt at slå sig sammen med ideologisk ligesindet partier i stedet for at skabe en fælles konsensus med bl.a klassiske politiske modstandere såvel som klassiske politiske venner.
For at et bedre København kan opstå kræver det at der kommer nye politiske kræfter på spil, kræfter som ikke er bange for at ændre processerne på rådhuset (administrationen af København i almindelighed) og samtidigt er klart til at skabe en fælles konsensus både med klassiske allierede og klassiske modstandere.
Denne tendens viser sig ikke hos de partier som typisk betragtes som loyalister for socialdemokratiet, eller hos socialdemokratiet som generelt set må betragtes som forstenet i København.
Kræfterne findes hos de to klassisk borgerlige partier Venstre Danmarks Liberale Parti og Det Konservative Folkeparti, men desværre mangler samarbejdet mellem disse klassiske allierede. Ønske sceneriet, hvor klassiske allierede og klassiske modstandere ville skabe en fælles konsensus ville være et V, K, R flertal, hvor parterne henholdsvis kunne gøre brug af socialdemokratiet som partner og / eller Dansk Folkeparti. Denne konsetallation ville fornye lederskabet på Københavns rådhus og ikke mindst skabe et nyt perspektiv for ledelsen af København.

Indlæg skrevet af Peter Sjølin, Ejer og Administrator af Velfaerdssamfund.dk

Den nye skat og den nye stat?

November 24th, 2007

international_oekonomi_002.pngEfter folketingsvalget valget som Venstre Danmarks Liberale Parti (V) og det Konservative folkeparti (K) vandt med en rimelig marginal, har V og K lanceret et nyt regeringsgrundlag herunder lanceret en række nye arbejdsfordelinger for statsapparatet.

Meget fornuftigt har V og K fokuseret på at sænke skatten på arbejde, hvormed det gør det mere attraktivt at arbejde i Danmark, specielt for de mennesker som har taget sig en længere videregående uddannelse, og ikke mindst for den arbejdskraft som i givet fald kan blive nødvendigt at skaffe arbejdskraft til den overophedet økonomi.
På den anden side har det nye kabinet flyttet en del af de indtægter som staten ellers ville have via skatten til afgifter på benzin, elektricitet etc.

Dertil har det nye kabinet har ligeledes fordelt arbejdsopgaverne og ansvaret for disse på de forskellige ministerier.
Deriblandt har regeringen oprettet et nyt ”superministerium” kaldet velfærdsministeriet.

På baggrund af dette bør man som borger stille sig spørgsmålet, hvad motivet egentlig er? Er det for at imporerer midtervælgerne eller om det er for at føre dansk liberalisme en ny vej?
Principieltset kan der argumenteres for begge dele, men hvorledes skal man fokusere på? Skal Danmark fokusere på at give mere frihed til den enkelte borgere, og dermed mere ansvar? Dette vil sige man forsøger at nedtrappe den offentlige sektors rolle, og øge den private sektors indflydelse og konkurrence dygtighed? Og dermed sætte gang i en større kulturomvæltning i den offentlige sektor og den danske befolkning?

Eller vil den nuværende regering forsætte i den samme trummerum med en rigid offentlig sektor, som behandler hver enkelt sag efter med lange bureaukratiske processer med der tilhørende lange ventetider og store udgifter til løn grundet ressourcer ikke kommer frem til tiden etc.?

Ud fra et liberalistisk perspektiv er det første alternativ klart til at foretrække, da samfundet med tiden vil nærme sig et niveau, hvor borgerne anskuer hinanden som individer som af frivlighedens vej samarbejder for at op nå en række resultater, modsat den socialistisk drøm, hvor den offentlige sektor har enorm bureaukratisk funktion om at ”fordele” visse goder i samfundet til få udvalgte grupper. For socialismen er binding til en socialgruppe en befrielse, og den enkeltes mulighed for avance i samfundet en trussel, alt skal derfor betragtes i kasser. Liberalismen er et menneskesyn som fokusere på det behov som individet har behov for. Individet kan friviligt deltage i grupper, hvor individet i frivligt samarbejde med andre kan skabe resultater. Liberalismen anskuer derfor mennesket som individer, med forskellige egenskaber og behov, hvilket modsat kasse tænkning føre til fremskridt.

Indlæg skrevet af Peter Sjølin, Ejer og Administrator af Velfaerdssamfund.dk