Det Ny Teater har siden 1994 præsenteret en ubrudt række af kunstneriske såvel som publikumsmæssige succeser:
Flagermusen (1994), Jesus Christ Superstar (1995), La Cage aux Folles (1996), Den Glade Enke (1997), Crazy for You (1998), West Side Story (1998), My Fair Lady (1999), Don Quixote (1999), Peter Pan (2000), The Phantom of the Opera (2000), Cats (2002), The Sound of Music (2004), Beauty and the Beast (2005, The Producers (2006), Chicago (2007), The King and I (2008) og Les Misérables (2009).
Det Ny Teater har turdet satse stort kunstnerisk som økonomisk, men også vundet endnu større. Det gælder f.eks. The Phantom of the Opera, som med et budget på 100 millioner kroner og knap 610.000 publikummer blev dansk teaterhistories største publikumssucces.
Det Ny Teater har anvendt betydeligt flere ressourcer i produktionen af den enkelte forestilling, end det er sædvanligt i dansk teater. Et fællestræk for teatrets produktioner har således været mange medvirkende skuespillere, sangere, dansere og stort orkester samt anvendelse af den mest moderne og avancerede lyd-, lys- og sceneteknik. Det Ny Teater beskæftiger i løbet af en sæson mere end 600 skuespillere, sangere, dansere, musikere, teknikere og andre faggrupper i kortere eller længere tid.
Det Ny Teater har ofte engageret internationale iscenesættere, scenografer, koreografer, dansere, sangere og musikere, men alle forestillinger opføres på dansk.
Det Ny Teater har i de forgangne 10 år i betydeligt omfang medvirket til danske scenekunstneres talentudvikling inden for kombinationen drama, sang og dans. Teatret har haft en sikker sans for at finde, udvikle og turde satse på unge og uprøvede talenter, også i store bærende roller.
Det Ny Teater er med ca. 200.000 årlige publikummer landets mest besøgte teater, og af de københavnske teatre har Det Ny Teaters publikum den største aldersmæssige og geografiske spredning.
En nylig opgørelse af publikum på de storkøbenhavnske teatre viser, at gæsterne på Det Ny Teater kommer fra hele landet, og næsten en tredjedel af de besøgende kommer fra uden for selve det storkøbenhavnske område. For de øvrige teatre gælder det kun ca. hver tiende teatergænger. Desuden er Det Ny Teater svenskernes foretrukne danske teater, og de mange teatergængere fra provinsen og udlandet har således været med til at generere mange tusinde hotelovernatninger og restaurationsbesøg i København.
I årene mellem 1949 og 1961 havde Dansk Skolescene til huse på Det Ny Teater. En hel generation af københavnere fik dengang deres første teateroplevelse på Det Ny Teater og derigennem introduktionen til teatrets verden. Også i dag er Det Ny Teater foretrukket hos den yngre generation, og Det Ny Teater er således det teater i København, der sælger flest ungdomsbilletter.
Restaureringen og ombygningen af Det Ny Teater kom i stand i et utraditionelt samarbejde mellem det offentlige og erhvervslivet, og da Det Ny Teater genåbnede uden produktionsstøtte, men som et helt igennem privatdrevet teater, kunne det samarbejde med fordel fortsætte.
Således var Det Ny Teater først til at oprette en Erhvervsklub. Det Ny Teaters Erhvervsklub er et sponsorsamarbejde, der var det første af sin art i Danmark, og bidrag fra Erhvervsklubben og teatrets hovedsponsor er med til at muliggøre driften af Det Ny Teater.
Med ombygningen blev de gamle kulissekældre under teatret omdannet til Restaurant Teaterkælderen med optrædende tjenere og intimscenen Sceneriet. Det Ny Teater har ofte - enten i forbindelse med forestillinger eller uafhængigt heraf - dannet rammen om konferencer, jubilæer, prisuddelinger, produktpræsentationer, møder mv. for erhvervsliv og organisationer.
Da Det Ny Teater åbnede 19. september 1908, var det med sine 12.000 m2 og mere end tusind pladser Danmarks næststørste teater. Sceneteknisk var det samtidig landets mest avancerede, og det var indrettet attraktivt for både publikum og personale.
Men tilblivelsen havde været vanskelig og stormfuld. Den indledtes i foråret 1902. Da havde byggeselskabet Bona købt nogle gamle ejendomme mellem Gammel Kongevej, Vesterbrogade og Bagerstræde. Bona's tanke var at opføre et teater samt åbne en passage mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade med butikker, restaurationer og koncertlokaler.
Når teaterbyggeriet blev stormfuldt, havde det flere årsager. Især to. Den ene havde rod i personlige teaterintriger, den anden var bevillingsmæssigt og politisk begrundet. Intrigen opstod omkring den mand, som skulle blive Det Ny Teaters første direktør, skuespilleren Viggo Lindstrøm. Han var en storartet karakterkomiker og instruktør, som efter mange sæsoner på Dagmarteatret nu var førstemand på Folketeatret hos direktør Dorph-Petersen, hvis efterfølger han var udset til engang at blive. Men så indtraf der en absurd affære, som længe optog den danske teaterverden, og som i adskillige skuespilleres erindringer er omtalt som "historien om et nik".
Den gik i korthed ud på følgende: Lindstrøm forhandlede sin kones, skuespillerinden Vera Lindstrøms kontrakt med Folketeatret på Dorph-Petersens direktionskontor. Efter Lindstrøms opfattelse havde Dorph-Petersen nikket som bekræftelse på fru Lindstrøms fortsatte engagement. Men - nik eller ikke nik - fruen blev sagt op. Herover blev Viggo Lindstrøm, et ellers besindigt og humørfyldt gemyt, så rasende, at han sagde farvel til Folketeatret og besluttede at skabe sit eget teater.
Han fik kontakt med ledelsen af Bona, som i 1906 ansøgte justitsministeriet om bevilling til driften af det påtænkte teater. Den senere herostratisk berømte justitsminister Alberti gav afslag med den begrundelse, at "den økonomiske Basis lod sig ikke kontrollere". Bona var nu mest tilbøjelig til at lade teaterprojektet falde og benytte grunden til et kæmpe-hotel, men Viggo Lindstrøm holdt fast ved sit forsæt og stræbte nu efter at få en personlig bevilling. Alberti havde ganske vist magten, hvad teaterbevillinger angik, men over ham befandt sig Kongen, som dengang var den velvillige Frederik VIII. Lindstrøm var i audiens på Fredensborg, forklarede sagen og fik denne gang et tydeligt nik fra monarken selv. Hvorledes Frederik VIII som konstitutionel konge har båret sig ad med at gøre ret og skel i denne sag vides ikke - direktøren for Folketeatret fik et ridderkors, og Viggo Lindstrøm fik bevilling til at rejse, åbne og lede Det Ny Teater.
I marts 1907 blev arkitekten Lorenz Gudme bedt om at udarbejde et projekt, hvad han gjorde til alles tilfredshed, og grundstenen blev lagt den 14. august 1907. Gudme havde gode forudsætninger for teaterbyggeri, idet han i flere år havde tegnet hos Ove Petersen, som havde stået for både Det Kongelige Teater og Dagmarteatret. Her var der imidlertid tale om ikke blot et teater, men også om et helt kompleks af bygninger, som dannede en gade og en passage ind under teatret.
Derved fik teatret to facader, en mod Vesterbrogade og en mod Gammel Kongevej. Den første mod det folkelige Vesterbro, den anden mod borgerskabets Frederiksberg. Kort efter byggeriets påbegyndelse opstod der imidlertid en uoverensstemmelse mellem Bona og Lorenz Gudme, vistnok på grund af arbejdstempoet. Bona ansatte en anden arkitekt, Ludvig Andersen, men uden at give Gudme besked. Det endte med en kollegial strid, som førte til, at Ludvig Andersen blev ekskluderet af Akademisk Arkitektforening. Det blev dog ham, der fuldførte bygningen af Det Ny Teater. Og Ludvig Andersen var en arkitekt, som forstod at udnytte nye materialer. Det Ny Teater blev således den første bygning herhjemme, som anvendte Hennebique-systemet, en særlig form for armering af beton med jern, som gav en øget brandsikkerhed og stor bæreevne kombineret med store spændvidder. Teatret blev også det første i Danmark, som havde drejescene, balkoner uden bærende søjler samt et avanceret overrislingsanlæg i tilfælde af brand på scenen. Til skuespillerne blev der indrettet brusebad på hver etage. Publikum kunne glæde sig over hyggelige familieloger, festlig marmortrappe og store prismebelyste foyerer, hvor alle kunne bese hinanden. Pris for byggeriet ca. kr. 1.200.000,- samt grundenes værdi, ca. kr. 600.000,-.
Åbningsforestillingen i september 1908 var Pierre Bertons Napoleon-komedie "Den skønne Marseillanerinde" - Lindstrøm elskede Frankrig og alt fransk - med 32 rollehavende, deriblandt Asta Nielsen og Poul Reumert, en talrig skare af statister, en overdådighed af dekorationer og kostumer og et stort orkester, som spillede Hartmanns march af "Trymskviden" før Clara Wieth, senere Pontoppidan, fremsagde Sophus Michaëlis' festprolog "Vær hilset! Her er jeg! Med Vind til Vinge -!" Imidlertid var denne triumfaften i sidste øjeblik på nippet til at gå i vasken - i bogstaveligste forstand. Sabotører havde set deres snit til at åbne for teatrets overrislingsanlæg, så vandet var fosset ned over de flotte dekorationer. Både Asta Nielsen, Poul Reumert og Clara Pontoppidan beskriver i deres erindringer levende denne misere.
Kort tid efter blev teatret udsat for nye chikanerier, da onde tunger udspredte det rygte, at balkonen formentlig snart ville falde ned i hovedet på parterret. For at få dette manet i jorden lukkede Lindstrøm resolut teatret i nogle dage og lod - ifølge Poul Reumert - "anbringe talløse bunker af sække med sand på hele balkonen, der da beviste sin holdbarhed ved med den største ligegyldighed at kunne stå for en byrde, som var henimod 100 gange tungere end den, som balkonen kunne drømme om og håbe på at kunne bære, dersom alverdens mest korpulente mennesker i tætpakket formation skulle glæde den med at fylde familielogerne". Det var et fornemt skuespillerensemble, Lindstrøm havde samlet til sine første sæsoner med et gedigent repertoire af vekslende dansk og udenlandsk dramatik. Lindstrøm var både idealistisk og kvalitetsbevidst, men det var dengang ikke ualmindeligt, at et stort teater måtte præstere 12-15 premierer i en sæson. Faldt et stykke ikke i publikums smag, måtte et nyt straks indstuderes og sættes op. Clara Pontoppidan skaffede Det Ny Teater en stor succes som Dickens' "Lille Dorrit", og teatrets førstekraft, Poul Reumert, skabte - ifølge Asta Nielsen - "et galleri af figurer, hvis mage jeg aldrig har oplevet hverken her eller i udlandet". Det Ny Teaters økonomi reddede han en tid som operetteelsker i "Dollarprinsessen", som blev en dundersucces og gik 185 gange. Men efter tre sæsoner måtte Lindstrøm give op - hans trøst var, at samtlige hovedstadens andre teatre også måtte skifte ledere.
Den 3. juni 1911 averterede "A/S Laanekassen i Kjøbenhavn" Det Ny Teater til leje. Teatrets fremtid som skuespilscene var i yderste fare, mange kræfter var ude, ikke mindst biograffolkene. Men skuespilleren og iscenesætteren Leo Tscherning, som havde været med fra teatrets start, udførte et omfattende lobby-arbejde med at bringe de rette mennesker sammen om at bevare Det Ny Teater som levende teaterscene, og det lykkedes. Knap en måned senere var brikkerne faldet på plads, og teatret havde fået ny direktør: Grosserer Ivar Schmidt, tidligere skuespiller, nu indehaver af det Kanneworffske skrædderi på Kongens Nytorv. Justitsminister Bülov blev overbevist om, at ingen "bedre kunne løse den måske uløselige opgave", og 30. juni 1911 fik Ivar Schmidt bevillingen. Økonomien var mere end stram, han stod uden repertoire og skuespillere, han måtte acceptere dem, der var ledige.
Ivar Schmidt var en frodig person, både privat og i sit repertoirevalg. Trods den pressede situation lykkedes det ham i sin første sæson at sætte 14 forskellige forestillinger op på Det Ny Teater. De tre første - deriblandt Ibsens "Samfundets Støtter" - blev Herman Bangs sidste iscenesættelse og berøring med dansk teater. Inden Bang drog ud på sin sidste, jordomspændende rejse, lod han i teatrets skuespillerfoyer opslå et afskedsbrev med sin velsignelse over Det Ny Teaters personale og fremtid. I resten af sæsonen havde teatret held med bl.a. "Charley's Tante", "Nitouche" og "Erik Ejegods Pilgrimsfærd." De tre forestillinger kunne for så vidt ses som et varemærke for Ivar Schmidts kommende repertoire af folkekomedier, lystspil og operetter.
Allerede året efter sin tiltrædelse foretog Ivar Schmidt en forskønnelse af teatrets indre fremtoning. Mange havde fundet den megen hvide stuk kold og ugæstfri. Med arkitekt Helweg-Møllers hjælp fik vægge og lofter nu dekorationer i varme og velafstemte farver.
Ivar Schmidt var formentlig den første danske teaterleder, som gjorde noget særligt ud af, hvad han kaldte "den ydre iscenesættelse". Inspireret af Max Reinhardt i Berlin engagerede han sig stærkt i forestillingernes visuelle udtryk, og han gjorde sit til, at det scenografiske blev en "uddybelse af stykket ...dets ånd, art og stemning".
I 1930erne fik teatrene så hård konkurrence fra tonefilm og radio, at mange måtte lukke. Dertil kom tredivernes store arbejdsløshed. Ikke mange havde overskud til teaterbilletter. Ivar Schmidt oplevede som den første i landet i 1936 at holde 25-års jubilæum som leder af den samme scene, den sidste tid med den folkekære skuespiller Ib Schønberg som meddirektør og førstekraft. Men allerede to år før måtte han sælge, og han forlod direktørposten som en ruineret mand.
Det Ny Teater kom dog på benene igen, i de følgende år under skiftende ledelse. Først, i to år, var det Axel Frische, som især var kendt som forfatter af meget folkelige stykker som "Styrmand Karlsens Flammer" og "Ebberød Bank". Hans meddirektør var Einar Linden, den tidligere leder af Casino Teatret, som teatrets ejer, Per Løfberg, ville have som leder med det ultimatum ellers at sælge bygningen til forretningskompleks.
Linden døde allerede i 1940 og blev, også efter ejerens ønske, efterfulgt af Nancy Nathansen, som under krigen ændrede sit navn til Nansig; hun døde 1943. Men det var Thorvald Larsen, Folketeatrets succesrige leder, der som meddirektør i disse år - syv sæsoner - kom til at præge repertoiret på Det Ny Teater. Det bestod især af operetter, deriblandt førsteopførelsen af Emil Reesens "Farinelli" (1942). Med den fælles ledelse af Folketeatret og Det Ny Teater opstod fænomenet Alliance-Scenerne.
Hos Thorvald Larsen havde Peer Gregaard i ti år været inspektør. I 1939 blev han også økonomiinspektør på Det Ny Teater og kendte således teatret godt, da bevillingen blev ledig. Teaterrådet var ganske vist imod, at dobbeltdriften fortsatte endnu et par år, men i marts 1944 blev Peer Gregaard kunstnerisk og økonomisk enerådende leder og med sine 31 år byens yngste. Hermed indledtes en epoke på 22 år, hvor Det Ny Teater under Gregaards ledelse blev landets ypperste skuespilscene, ofte betegnet som nationalscenens "dårlige samvittighed". Det er et spørgsmål, om noget andet dansk teater har præsteret så mange fremragende forestillinger inden for et tilsvarende tidsrum.
Ved indledningen til denne glansperiode indtraf en anden betydningsfuld hændelse for Det Ny Teaters fremtid. Nytårsnat 1947 skænkede ejeren, Per Løfberg, teatret med omliggende ejendomme til et fond, der skulle bære hans hustrus navn. Dermed funderedes Bygningen Det Ny Teater som en selvejende institution, hvor Ida Løfbergs Fond bl.a. kunne byde teatrets drift de bedst mulige vilkår med hensyn til husleje, reparationer og udbedringer.
De bestræbelser, som lykkedes for Peer Gregaard, var at give Det Ny Teater et ansigt og et kunstnerisk renommé ved at spille et repertoire af kvalitet, der gav de rette udfordringer til de bedste skuespillere, og som tiltrak et stort publikum. Verdensteatrets klassikere, Shakespeare, Molière, Corneille, Sheridan vekslede med samtidens danske dramatikere, Abell, Munk, Soya, Sønderby og Branner. Men det var navnlig det nyere og nyeste i den udenlandske dramatik, som i disse år prægede Det Ny Teater i glansfulde opførelser: Shaw især, foruden Coward, O'Neill, Miller, Williams, Faulkner, Roussin, Giraudoux, Anouilh, Vitrac, Genet, Sagan, Albee, Arrabal og Ionesco.
Til dette repertoire udså Gregaard sig tidens førende skuespillere, sceneinstruktører og scenografer. Og han kunne få hvem han ønskede, det var en ære at være tilknyttet Det Ny Teater. Under Peer Gregaards ledelse var Det Ny Teater det eneste privatteater (bortset fra revyteatrene), som ikke fik økonomisk støtte fra stat og kommune. Den omfattende restaurering i 1953 blev finansieret af Ida Løfbergs Fond.
I 1966 blev Peer Gregaard, stærkt opfordret, chef for Det Kongelige Teater. Hans efterfølger på Det Ny Teater blev Meïr Feigenberg med forfatteren og journalisten Knud Poulsen som dramaturg. Feigenberg havde en årrække været borte fra dansk teater efter tidligere at have været en kyndig og kvalitetsbevidst leder af Riddersalen og Frederiksberg Teater.
Hans tre år i chefstolen på Det Ny Teater blev en kamp med økonomien. Der blev lagt moms på billetpriserne, og store succeser som bl.a. Ernst Bruun Olsens "Bal i den Borgerlige" måtte tages af i utide på grund af hensynet til Arte. Feigenberg fik gennemført flere sponsorordninger med store firmaer, allerede i sin anden sæson sagde han dog formelt op, men blev på posten til 1969 efter et garantitilsagn på 300.000 kr. fra kulturminister Bodil Koch - en fjerdedel af hvad der var brug for. Feigenbergs efterfølger blev hans dramaturg, Knud Poulsen, som havde lagt pen til Det Ny Teaters kritik af de herskende forhold.
Når Knud Poulsen holdt Det Ny Teater oven vande i sine 17 år som leder, skyldtes det ikke mindst, at han var en behændig og velformuleret teaterpolitiker, hvilket kom Det Ny Teater til gode. Hans repertoire blev ofte kritiseret af pressen. I princippet med urette, for ved siden af de stjernebesatte klassikere og komedier satsede han dristigt på den moderne danske revykomedie som genre og søsatte med større og mindre held en række kontroversielle forestillinger i samarbejde med folk som Leif Panduro, Paul Hammerich, Ernst Bruun Olsen og Jesper Klein. Størst succes fik "Vidunderlige Kælling", en scenisk collage i samarbejde med Jens August Schade og Flemming Flindt.
At Knud Poulsen ikke var bange for at indlade sig på det nye og eksperimenterende, beviste han bl.a., da han i 1973 inviterede en af verdensteatrets foregangsmænd, Robert Wilson, på gæstespil med den kontroversielle 12-timers forestilling "Josef Stalins Liv og Tid". Første juledag 1971, umiddelbart før premieren på "Jeppe på Bjerget" med Buster Larsen i Kaspar Rostrups iscenesættelse (en af de mange på Det Ny Teater), måtte teaterchefen se i øjnene, at der ikke var økonomisk grundlag for videre drift af teatret. Men han fik overtalt daværende kulturminister K. Helveg Petersen til at gribe ind; teatret blev reddet og "Jeppe på Bjerget" en af dets største succeser.
Stærkt presset og med trussel om lukning af flere teatre måtte politikerne efterhånden indse, at med de stadigt accelererende omkostninger lod teaterdrift uden støtteordninger sig ikke gøre. Det førte til oprettelsen af Den storkøbenhavnske Landsdelsscene, som i begyndelsen omfattede 11 hovedstadsteatre, der modtog offentlig støtte ud fra særlige beregninger og skøn i forhold til størrelse og budgetter.
I 1987 blev Knud Poulsen som leder efterfulgt af Viggo Kjær Petersen. Han havde været dramaturg på teatret i 1971-72, da Knud Poulsen var leder af både Det Ny Teater og Gladsaxe Teater. Derfra hentede Peer Gregaard ham til Det Kongelige Teater som sin personlige dramaturg, og han var chefdramaturg på nationalscenen til 1983, da han vendte tilbage til Det Ny Teater.
Allerede i sine første sæsoner tilkendegav Kjær Petersen sin inspiration fra den Gregaardske model i sammensætning af repertoire: Stort opsatte klassikere (Shakespeare, Marlowe) og musicals ("Sweet Charity", "South Pacific") og de nyeste internationale skuespil - Ayckbourns især. Og det lykkedes ham at realisere Gregaards drøm om en alternativ scene i den tidligere balletsal bl.a. med opførelser om Herman Bang og Tjekhov.
Det Ny Teater er fra 1908 og er kendt for at bære fine traditioner videre med stor sans for kvalitet. Teatret er med sine mere end 1.000 pladser og 12.000 m2 et af landets største teatre og samtidig det mest besøgte.
I 1990 besluttede Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab at lukke teatret på ubestemt tid. Bygningen var stærkt nedslidt, og Det Ny Teater havde gennem nogle år haft det største underskud af de københavnske teatre.
Det Ny Teaters nuværende direktør, Niels-Bo Valbro, og hans tidligere meddirektør indtil 1996 Bent Mejding gik i 1991 sammen om at redde teatret i samarbejde med bygningens ejer, Ida Løfbergs Fond. Visionen var ambitiøs: Teatret skulle gennemrestaureres og genåbne som et privatdrevet musikteater. Målet var at tilbageføre teatret til dets oprindelige udseende og med respekt herfor tilføje faciliteter, der muliggjorde en mere intensiv anvendelse af bygningen.
Velvilje fra private fonde, virksomheder, kommuner, amter og stat muliggjorde et utraditionelt samarbejde mellem det offentlige og erhvervslivet, og de knap 80 millioner kroner, projektet kostede, blev rejst. Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene, i dag Københavns Teater, indvilligede i at betale huslejen, mens selve driften skulle foregå i privat regi uden offentligt produktionstilskud.
Restaureringen placerede Det Ny Teater blandt Europas smukkeste teatre, og det blev både præmieret af Københavns Kommune, valgt som pilotprojekt af den Europæiske Union og modtog den europæiske arkitekturpris, Europa Nostra. Teatrets teknik blev moderniseret, således at Danmark med genåbningen i 1994 fik et musikteater, der formåede at producere store musikforestillinger på internationalt niveau.
