Bidt fast: Mogens Jensen (S)

Mogens Jensen, kulturordfører (S)Mogens Jensen er Socialdemokraternes bud på en ny kulturminister. Han har bidt sig fast efter snart to år på Christiansborg.
Foto: Altinget/Rasmus Nielsen

I en ny serie ­ "Bidt Fast" ­ tegner TV 2|Politik omtrent midtvejs i valgperioden en profil af en række af de nye folketingsmedlemmer, der har bidt sig fast.

Kulturordfører Mogens Jensen (S) - kendt for sine parodier på Nyrup - spiller ud.

Af Rasmus Nielsen

Han er høj som sin røst. Stovt som sin skikkelse og sin herkomst fra Mors.

Som dreng viede han sit liv til den socialdemokratiske bevægelse og nu, som voksen mand på 43, har han gjort sin store kærlighed, kulturpolitikken, til sin levevej.

Selvfølgelig bor kulturordfører Mogens Jensen lige hér. Fra køkkenvinduet er der udsigt til LOs gamle hus i København, fra stuen er der vue til Radiohusets gamle koncertsal. Politik, faglighed, medier og kultur samlet ét sted.

Om Mogens Jensen:

Konsulent, S-folketingsmedlem fra
fra 8. feb. 2005, valgt i Herning. Kulturordfører.

mogens.jensen@ft.dk
www.mogensjensen.nu

Julius Thomsens Gade 12, 1632 København V

Født 31. okt. 1963 i Nykøbing Mors, søn af ekspedient Harry Jensen og hjemmehjælper Ebba Møller Jensen. Samlevende.

Uddannelse og erhverv:
Fagbevægelsens lederuddannelse, LO-Skolen, Helsingør 1997-1999. Gymnasiet, Morsø Gymnasium 1979-1982. Folkeskolen, Nykøbing Mors Folke- og Realskole 1970-1979.

Konsulent, Landsorganisationen i Danmark 1987-2005. Ulandskonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, Landsforbundet 1986-1987. Kulturkonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, Landsforbundet 1985-1986. Uddannelsessekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Landsforbundet 1982-1985.

Tillidshverv (udvalg):
Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom på Mors og i Viborg Amt 1979-1982. Medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 1986-1988. Medlem af Socialdemokratiets kulturudvalg. Medlem af bestyrelsen for ARTE 1982-1985. HK-tillidsrepræsentant 1983-1985. Medlem af bestyrelsen for foreningen Kunst på Arbejdspladsen fra 1998. Medlem af bestyrelsen for Bjørn Afzelius' Internationale Kulturudvalg fra 2003. Medlem af bestyrelsen for Arbejdermuseet fra 2005.



Hér har Mogens Jensen i fem år boet i en sirligt indrettet andelslejlighed med en mandlig kæreste. Fyldt med bøger og kunst.

"Karreen er en trekant skudt ind i Københavns Kommune. LO sørgede i starten af 20erne for at få kommunen til at lave et mageskifte med Frederiksberg, for det stod i fagbevægelsens love, at LO skulle have hovedsæde i København. Egentlig burde vi jo høre til Frederiksberg som Radiohuset på den anden side af gaden," siger Mogens Jensen.

Der skal noget til, før et almindeligt navn som Jensen, Mogens bliver kendt i en bred offentlighed. Men siger man parodi på Nyrup, er mange straks med.

Jensen, der som gymnasieelev drømte om at komme på film­ eller skuespilskole, fik i 90erne stor succes med sine parodier på daværende statsminister og S­formand Poul Nyrup Rasmussen, hvor en fysisk lighed blev brugt til maks.

"Glæden ved at optræde har jeg altid haft. I skolen lavede vi revy. Glæden ved at more andre og blive bekræftet. De parodier i tv gjorde mig landskendt. Jeg kunne bookes gennem ARTE. Jeg var nervøs, da jeg stillede op i Pouls gamle kreds. At det ville være en ulempe. Men det viste sig at være en kæmpe adgangsbillet. Den korteste vej til hinanden er jo smilet."

Ministerdrøm
Mogens Jensens drømmejob er at blive Danmarks næste kulturminister. Hvis S ellers vinder valget, virker muligheden oplagt. Mette Frederiksen kunne være en rival, men hun får formentlig en tungere, økonomisk ministerpost.

"Det det med tunge poster ... sådan ser jeg det slet ikke. Jeg kan ikke forestille mig noget tungere end kulturpolitik. Der er et enormt potentiale i kunst. Kulturpolitikken må gerne blive min skæbne. At blive kulturminister ville være det ultimative."

En ny kulturminister bliver altid mødt med stor skepsis blandt de karismatiske, nogle ville sige koleriske personligheder, kunsten er befolket med. De får knopper, når kulturministre omtaler kultur som marked og afslører, at de ikke kan hele deres kultur-ABC.

Mogens Jensen har en chance for at få en anden modtagelse, hvis hans drøm om at sætte sig i Brian Mikkelsens stol krones med held en dag. Han har i hvert fald lang og ægte kærlighed til de fleste kunstformer.

Når han selv bliver bedt om at prioritere:

1) Film
2) Teater
3) Litteratur
4) Dans
5) Billedkunst

... og så fik vi ikke engang nummereret musik.

Hvordan vil dannebrog så vejre med Mogens Jensen som kulturminister?

Mogens Jensen, kulturordfører (S)Mogens Jensen var glad for sine år hos LO. Da han holdt op som konsulent ved valget i februar 2005, fik han af LO-toppen den statuette, som ellers gives til modtagerne af LOs store kulturpris. Den tager han frem som sit kæreste eje.
Foto: Altinget

"Den nuværende regering staver Dannebrog med stort D. Kulturpolitikken er for nationalistisk og for lidt mangfoldig. Brian Mikkelsen bruger sine kostbare kulturfremstød til at fremme danskheden. Det er meget indelukket. Historisk har Danmark jo ikke været nationalistisk og lukket - vi har altid været en søfartsnation med udsyn. Jeg vil gerne støtte bredden. Foreningslivet. Oplysningsarbejdet. Folk skal gå på aftenskole og søge viden. Under VK-regeringen er det blevet dyrere at gå på aftenskole, højskoler er skåret, og foreningsblade har mistet portostøtte. Jeg er ked af, at regeringen har markedsgjort kulturlivet."

Far var stolt
Mogens Jensen ved udmærket, hvem der er inde i Mogens. Han har ingen problemer med at redegøre for sit liv.

"Min oldefar var tømrer og i sognerådet for Socialdemokratiet. Selv om jeg ikke har kendt ham, blev han min ledestjerne, fordi han har båret den fakkel. Farmor sagde: - Jeg er socialist. Det tænkte jeg over - samtidig med at jeg så, at skolekammeraterne kom i nyt tøj, mens vi boede i et lille hus. Hvorfor er der forskel på folk, tænkte jeg. I 7. klasse kom jeg i elevrådet - og fælleselevrådet på Mors. Fik sympati for Anker (daværende statsminister, red.) på tv. Var med i et børneoprør, der blev kaldt "djævleyngel", fordi vi kæmpede for et bibliotek. Jeg mærkede, at socialdemokraterne kæmpede vores sag og gik så med i DSU. Det kunne godt være forfærdeligt, for i elevorganisationen LOE blev jeg moppet af alle ungkommunisterne. Da jeg var ved at blive student, tilbød DSU mig et job, og derfor blev det aldrig til noget men skuespiller­drømmene eller en anden formel uddannelse. Min far var meget stolt over min DSU-karriere."

At blive kulturminister ville være det ultimative.

—Mogens Jensen, kulturordfører (S)

Et stærkt Danmarks Radio
Hér i huset holder de Berlingske, Politiken og Weekendavisen om fredagen.

Kulturordførerens eget medieforbrug er ret traditionelt:

"Jeg skiftede fra Jyllands-Posten til Berlingske, fordi deres kulturstof er bedre. Om morgenen hører jeg radioavis og læser aviserne, morgen-tv har jeg ikke tid til. På Christiansborg ser jeg nyhedsoversigten fra partiets presseafdeling og den fra Kulturministeriet, og så tjekker jeg telegrammerne på Ritzau. Jeg læser Herning Folkeblad på nettet. Om aftenen ser jeg gerne én af nyhedsudsendelserne, som regel NYHEDERNE kl. 22. I alt er mit medieforbrug vel to timer dagligt. Men mit liv skal ikke styres af nyhedsstrømmen. Jeg vil have tid til at udvikle min egen politik."

Dagligdagen er meget stresset. Man er hele tiden under et tidspres.

—Mogens Jensen, kulturordfører (S)

Konstant pres
Som nyt folketingsmedlem har Mogens Jensen skullet vænne sig til at omgås journalisterne.

"Det var fantastisk at gå op ad den store trappe til Folketinget som nyvalgt. En ære at jeg nu skulle være den fakkel. Men uha, det var ikke bare lige at gå ind og gå i gang. Hvordan er arbejdsgangen? Hvad kan man tillade sig? Jeg arbejder mere nu, der er altid bud efter en, jeg har altid invitationer. Dagligdagen er meget stresset. Man er hele tiden under et tidspres. Der er tre udvalgsmøder på samme tid. I LO havde jeg 8-14 dage til at overveje en sag. Hér får jeg ikke bare én dag, jeg er nødt til at træffe en beslutning straks. Jeg indrømmer: Ikke altid den rigtige.

Pressen spiller en stor, stor rolle. Man kan blive ringet op hele døgnet, og jeg har gjort det til et princip altid lige at ringe tilbage, når jeg har tænkt mig om. Men alligevel føles det som et kolossalt tidspres."

Mediepolitisk ønsker Mogens Jensen oprettet en ny mediestyrelse i Kulturministeriet, der på tværs af alle medieformer skal varetage mediestøtten. En styrelse, der skal ledes af repræsentanter fra mediebranchen for at sikre uafhængighed at det politiske system.

"Vi skal holde fast i et stærkt Danmarks Radio, der sikrer et bredt medieudbud, der ikke er styret af politiske interesser. DR kan sagtens blive bedre end i dag, og der er grund til at være kritisk overfor det indhold, DR leverer, og det er trist, de har lukket deres morgen-tv. TV 2 har større seertal, fordi stationen er mere dynamisk i sin præsentation.

Samtidig skal vi fordele mediestøtten efter andre kriterier end i dag. Den skal bredes ud på nye medieformer."

Jeg var altid klar over, at jeg var tiltrukket af mit eget køn.

—Mogens Jensen, kulturordfører (S)

Ekstra omkostning at være bøsse
Mogens Jensen sprang ud som homoseksuel, da han var i starten af 30erne.

"Jeg var altid klar over, at jeg var tiltrukket af mit eget køn. Jeg har også haft pigekærester, men fandt i starten af 20erne ud af, at jeg primært er til fyre. Jeg nåede ikke at fortælle mine forældre det, mor døde ung som 46 årig i 1982, og min far som 67 årig i 1992. Jeg kunne godt have fortalt dem det - det svære ville have været vores blufærdighedsgrænse med hinanden, for sex var ikke noget, vi talte om.

Det at være bøsse er en ekstra omkostning. Andre skal jo ikke forklare, at de er heteroseksuelle. Da jeg skulle opstilles i Herning, talte vi helt åbent om det. Folk spurgte ind til det, og jeg var glad for at kunne signalere åbenhed."

Mogens Jensen, kulturordfører (S)Mogens Jensen - en ekstra omkostning at være homoseksuel.
Foto: Altinget


Annonce:


Nyhedsbreve.tv2.dk RSS-feeds Pauseskærm Nyhedsagent

Annonce:

Se også