Jeg har lige fået renoveret lejligheden og venter bare på, at maleren kommer og giver soveværelset det sidste strøg. Det viser sig, til min overraskelse, at være en midaldrende kvinde, der står foran min hoveddør i maleruniform med sit malergrej og nåh, ja ... til tiden!
    

Jeg byder hende indenfor, og i et splitsekund står hun og kigger lidt mærkeligt på mig, men jeg antager bare, at hun tænker: ‘Hvor er det nu, jeg har set ham?!’ Hun kommer ind, og jeg gennemgår gøremålene med hende, hvorefter hun går i gang. Min telefon ringer, og jeg tager den inde i stuen. Akustikken i min lejlighed er ‘all around’, og jeg er ikke særlig god til at tale lavt, når jeg taler i telefon, så alle i lejligheden kan høre med. Og når jeg har min manager i røret, som spytter tusind ord ud i minuttet, bevæger jeg mig tilmed ind og ud af alle værelser.
    

Efter en times tid ser jeg til maleren, som har været stille og lidt sær, nærmest lige siden jeg bød hende indenfor. Jeg spørger hende, om alt er o.k., hvortil hun svarer:
    

»Ja ... jeg synes bare, du taler virkelig godt dansk!«
    

»Øh ... undskyld?! ... tak?!« svarer jeg, mens jeg tænker: ‘Det er fandme laaaang tid siden, jeg har hørt den!’ Nu er det lige pludselig mig, der har svært ved at finde ordene og det rigtige ansigtsudtryk. Jeg er på dette tidspunkt 110 procent sikker på, at hun kommer fra et fjernt sted, for eksempel Bornholm, så jeg spørger:

»Hvor kommer du egentlig fra?«

Hvortil hun prompte svarer:

»Jeg’ fra Ishøj!«
    

I dette moment er mine øjne blevet så store af fortvivlelse, at jeg kommer til at udbryde:

»ISTANBUL Ishøj?!«
    

En by, hvor næsten halvdelen af indbyggerne er alternativt pigmenterede, og så kender hun ikke ÉN, som ikke har accent?!! Det viser sig så, at hun faktisk kender én familie relativt godt (det vil sige godt nok til, at man kommer til middag hos hinanden).
    

Hendes kommentar mindede mig om en episode for et par år siden, hvor jeg lige var kommet ned af scenen et sted på Nørrebro, da en knægt spørger, hvor jeg har rødder. Jeg svarer:

»Marokko.«

Han smiler:

»Det har jeg også!«

Mens jeg skri­ver ham en autograf, står han og stirrer lidt sært på mig, og jeg antager, at det er ‘sådan vil jeg gerne blive, når jeg bliver stor’-blikket, men pludselig siger han:

»Du taler dansk som en dansker!«
    

Den måde, han sagde det på, var lige så uskyldig som den måde, hun sagde det på. Det var en observering, som for dem begge bare blev slynget ud. Og begge gange blev jeg lige overrasket. Jeg troede, vi var kommet videre?!