Print (PDF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet, Osmanniske Rige - Sprog og Litteratur - Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der kun forstaar Tyrkisk. Adgang til at belæres
om moderne Videnskabs Resultater paa alle
Omraader. I sine unge Dage var Ahmed
Midhat i Forbindelse med Ungtyrkerne og kom
til at tilbringe en Række Lære- og Vandreaar
i Landsforvisning i Paris; her lærte han at
indse, at de ungtyrkiske politiske Idealer var
uopnaaelige, saa længe Befolkningen saa
fuldstændig savnede Oplysning; efter Sultan
Abd-ul-Hamid II’s Tronbestigelse udsonede han sig
med Regeringen, vendte hjem og traadte ind i
Statstjenesten, hvor han opnaaede høje
Æresposter; tillige skabte han sig en overordentlig
Popularitet blandt det yngre Slægtled af
Forfattere, der betragter ham som deres aandelige
Fader. I øvrigt bør fra Perioden inden
Revolutionen 1908 særlig nævnes Dramatikerne
Abdul-Haqq Hamîd og Schems Samy, hvis Dramaer,
hvoriblandt »Bessa« (»Æresordet«, 1875),
udmærker sig ved deres rene og klare Sprog;
tillige har han gjort sig fortjent som Forfatter af
en udmærket tyrkisk Ordbog; og Lyrikerne
Muallim Nadjy, Ahmed Midhat’s Svigersøn
(1850—93), hvis Digtsamlinger har de
betegnende Titler »Scherâre« (ɔ: Gnister) og
»Füruzân« (Straaler), og Mehmed Emin, der bl. a.
har digtet fortræffelige og gribende patriotiske
Soldatersange, »Türkdje schirler« (ɔ: tyrkiske
Sange) (1898). I den moderne Skønlitteratur
har tillige virket Damerne Nigjar bint Osman
og Fatime Alije Hanum, en Datter af
Historikeren Djevdet Pasha; den sidste af disse to blev
den første Forkæmper for den moderne
Kvindebevægelse i T.
Ungtyrkernes politiske Sejr satte ogsaa
Litteraturen i Bevægelse. Den skabte den saakaldte
turanske Retning, en paa en ret forvirret
historisk Betragtning rettet Stræben efter at vende
tilbage til den tyrkiske Middelalder; ligesom
Tyskerne bruger Udtrykket Germaner snart i
videre, snart i snævrere Betydning, alt efter som
det passer i Sammenhængen, omgaas de
tyrkiske Nationalister meget letsindigt med Begrebet
Turan; baade Attila og Djingiskan tages til
Indtægt som Osmannernes Stamfædre. De vigtigste
Repræsentanter for denne Retning er Zija Gök
Alf (Forfatternavn for Zija Bey, f. 1875) og den
højtbegavede Forfatterinde Halidé Edib
Hanum (f. 1883); blandt hendes Værker maa
nævnes Romanerne »Chenden« og »Jini Turan«
(»Det ny Turan«), efter hvilken den ovennævnte
Retning har faaet Navn. Fjernere fra den
turanske Retning staar den fantasifulde Jaqub
Qadin (f. 1889) og den religiøse Mehmed Eqif.
En vis Tilbøjelighed til Sentimentalitet er,
uanset hvilken Retning der følges, fælles for de
fleste moderne skønlitterære Forfattere.
Den tyrkiske Nation er undertiden for sine
militære Egenskabers Skyld bleven
sammenstillet med den romerske; paa eet Punkt i
Litteraturen passer denne Sammenligning: Tyrkerne
har ligesom Romerne ydet værdifulde Ting i
Historien og Retsvidenskaben. For alle andre
Videnskabsgrenes Vedkommende er den ældre
tyrkiske Litteratur et udtyndet Opkog af
arabiske Værker og for den nyeste Tids
Vedkommende af franske. Af Historikere kan nævnes
Djevdet Pasha, Subhi Pasha og Ahmed Midhat
Efendi; af Geografer Evlija Efendi, der i 17.
Aarhundrede foretog omfangsrige Rejser i
Europa, Asien og Afrika og med stor Omhu
noterede og berettede det sete. Den ældre Periodes
Historikere er ret usmagelige p. Gr. a. deres
efter persisk Mønster ganske overlæssede Stil;
da de for visse Perioder er vore eneste
Kundskabskilder, har de alligevel stor Betydning.
(Litt.: Hammer-Purgstall, »Geschichte
d. osmanischen Dichtkunst« [4 Bd, Pest
1836—38]; Gibb, History of Ottoman poetry [4 Bd,
Lond. 1903—06]; Horn, »Gesch. d. türkischen
Moderne« [Leipzig 1902, 4. Bd af »Die Litt. des
Ostens in Einzeldarstellungen«; Østrup,
»Tyrkisk Folkepoesi« [Kbhvn 1903]; Hachtmann,
»Die türkische Litteratur am zwanzigsten
Jahrh.« [Leipzig 1916]).
J. Ø.
Historie.
Det osmanniske Riges Historie begynder med
Ertogrul ibn Suleiman (1231—96), der som
Rytterhøvding traadte i Tjeneste hos den
seldshukiske Sultan Aladdin af Konja og af denne
blev forlenet med en Landstrækning i det
nordvestlige Lilleasien, umiddelbart ved Grænsen af
det byzantinske Rige, paa hvis Bekostning den
ved denne Forlening lagte Spire til et nyt Rige
snart skulde udvikle sig. Efter Aladdin’s Død
antog Ertogrul’s Søn og Efterfølger Osman
(1296—1326) selv Titelen af Sultan; han
betragtes derfor som Dynastiets Stifter, og efter ham
fik den tyrkiske Stamme, der fulgte ham, og
som ved det seldshukiske Riges Fald nu kom i
Forgrunden, Navnet Osmanner. Osman’s
Søn Orchan (1326—59) gør Brussa til det
nydannede Riges Hovedstad. Den »Higen mod
Vest«, som fra første Færd gjorde sig gældende,
drev allerede under Orchan hans tapre Krigere
over Dardanellerne, og hans Søn Murad I
(1359—89) tog Adrianopel til Hovedstad;
dermed var den Jernring lagt om det byzantinske
Riges Rester, som i den følgende Tid trak sig
snævrere og snævrere sammen, indtil af det
græske Kejserdømme kun selve Konstantinopel
var tilbage. De ældre osmanniske Sultaner var
lige til Suleiman II (d. 1566) uden Undtagelse
dygtige og energiske Mænd, og det er ikke
mindst denne sjældne Blomstring af Dynastiet,
der foraarsagede Nationens Fremgang.
Sultanernes Erobringspolitik dikteredes dels af
politiske Grunde, idet Herredømmet over
Konstantinopel og hele det østlige Middelhav her var
Endemaalet, dels af religiøse; de osmanniske
Tyrker var fra første Færd ivrige og ortodokse
Sunnitter, for hvem Udbredelsen af Islam med
Sværdet var Statsmagtens naturlige Opgave.
Takket være Nationens militære
Egenskaber og dens udmærkede militære Organisation
blev den paa en Tid, da Europa ikke kendte
staaende Hære, hurtig en vældig Magt, men
dens forholdsvise Faatallighed bevirkede, at den
i Længden maatte komme til at forløfte sig paa
den historiske Opgave at være en Stormagt;
Osmannerne kunde erobre, men de kunde ikke
tilegne sig det erobrede. I slavisk Tilslutning
til de gamle persiske Statsprincipper, som de
tog i Arv, overlod de de undertvungne
Folkeslag at leve deres eget Liv, naar de blot betalte
den paalagte Skat, og dermed var det givet, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
