De mest gennemgribende reformer skete på landet, hvor jordfælleskabet blev ophævet og mange selvejergårde så dagens lys. Men også det øvrige samfund oplevede ændringer i handelspolitikken og forbedringer for fattig-, skole- og sundhedsvæsenet.
Omkring midten af 1700-tallet var de dårlige tider efter Den Store Nordiske Krig blevet bedre igen. Godsejerne mente ikke, de fik nok ud af det økonomiske opsving, og regeringen syntes heller ikke, at de gode tider lagde nok i statskassen. Desuden var der på denne tid også i Danmark overskud til at tænke de tanker, som mange andre europæiske konger og statsmænd tænkte i oplysningstiden. Det drejede sig om at skabe en positiv handelsbalance og en stor og rask befolkning. Også retsstatsopfattelser, rationelle og mere humanistiske tanker optog sindene.
Landboreformerne strakte sig over knap 40 år fra sidst i 1750'erne og kan overordnet inddeles i faser alt efter de emner, der blev taget op. Det væsentligste punkt på det tekniske område var at få jorderne "udskiftet", dvs. at bøndernes jorder blev samlet og ikke længere skulle ligge spredt over landsbyens forskellige jorder.
På det retslige område var det vigtigst, at hoveriet blev afløst, og at bønderne blev arvefæstere - dvs. at gårdene kunne forblive i familien. Meget vigtigt var også, at bønderne selv og ikke godsejeren fra 1788 takserede gården ved fæsteskifte, og at stavnsbåndet blev ophævet i 1788.
Hoveriet blev dog ikke afløst, men skulle aftales mellem godsejer og bønderne. De gårde, der i 1790'erne endnu ikke var skiftet ud, skulle fra nu af, hvis de ville foretage udskiftningen, betale renterne af omkostningerne, hvad der havde været pålagt godsejeren før. Reformernes landbotekniske forbedringer gav bondestanden et opsving - så stort, at mange kunne købe sig fri af fæstet med støtte fra staten og godsejerne. De retsligt forbedrede forhold gav bønderne selvtillid. Med landboreformerne blev godsejerens administrative opgaver reduceret, og deres udskrivningsmyndighed blev helt fjernet.
Samtidig voksede vejvæsenet, fattigvæsenet og skolevæsenet. Fattig- og skolevæsenet fik klare retningslinjer for at skaffe de nødvendige bidrag. Administrative kommissioner med præsten, enkelte godsejere og gårdmænd skulle nedsættes og skaffe pengene, hvis ikke der kom nok på frivillig basis. De måtte opkræve de nødvendige skatter. 1803-forordningen sørgede for de fattige. 1814-forordningen bestemte på ny almindelig undervisningspligt, noget der allerede havde været bestemt siden 1730'erne.
Også et sundhedsvæsen blev skabt. Regeringen oprettede en fødselsstiftelse, hvor enlige piger gratis og anonymt kunne føde deres børn. Enkelte sygehuse blev oprettet, et net af embedslæger – ganske vist grovmasket – blev spændt over riget og et rådgivende lægeorgan etableret og lagt under Danske Kancelli. Da kravene til lokaladministrationen voksede så eftertrykkeligt, blev den moderniseret. Amtmænd og herredsfogeder skulle nu have juridisk embedseksamen, lønforholdene blev forbedret og sagsbehandlingen lagt i fastere rammer, så den i højere grad kom til at ligne et moderne bureaukratis.
Erhvervene blev hjulpet på forskellig vis. Regeringen lempede noget på den protektionistiske handelspolitik, hvor byerne og handelskompagnierne havde haft monopoler. En ny toldforordning af 1797 ophævede forskellige restriktioner, herunder nedsættelse af importtolden.
Reformerne blev båret frem af oplysningstidens humanistiske idealer, der havde støtte blandt en række embedsmænd og sandelig også godsejere. Selvom nogle af dem protesterede, var der andre, der så reformerne som en tiltrængt modernisering, som også ville gavne dem selv. Blandt drivkræfterne spillede de store godsejere som Moltkerne, Reventlowerne og Bernstorfferne en vigtig rolle. Det var også lykkedes at opbygge en pålidelig administration, der kunne holde øje med udviklingen. Åndslivet og opinionen havde ligeledes spillet en større rolle i reformperioden, idet borgerlige i København havde blandet sig. Nogle af dem var embedsmænd, som sendte oplysningstankerne videre i systemet; Struensee havde givet trykkefrihed under ansvar - noget der ikke blev ændret efter hans fald. Andre udviklede et mere radikalt livssyn især omkring og efter den franske revolution i 1789. Antiaristokratiske og systemkritiske tanker blev ført frem. Da Malthe Conrad Bruun og P.A. Heiberg i 1790'erne vovede sig for langt ud, satte en ny forordning fra 1799 ikke blot en stopper for deres fremtidige virke, men sendte også med tilbagevirkende kraft de to syndere i landsforvisning.
En dansk identitetsfølelse var på vej. Den fik siden næring fra de - oprindeligt tyske - romantiske strømninger, som vandt indpas omkring 1800. I stedet for at forherlige mytologien fra antikken lovpriste man den nordiske mytologi. Det første politiske udslag af nationalisme var en forordning af 1776 om, at embedsmændene skulle være født i det danske rige.
