Baggrund: Østtibets historie og politiske status

 

Af Anders H. Andersen, aha*city.dk

 

De fleste af de demonstrationer, der finder sted i Tibet nu, foregår i Østtibet. Det er et område med en kompliceret historie, da de forskellige områder har haft forskellig politisk status, og da der mange steder har været overlappende og sameksisterende styreformer.

 

Tibet hedder Bod (udtales „bø“) på tibetansk. For de fleste tibetanere henviser Bod til hele det område på det tibetanske plateau, hvor der er en oprindelig tibetansk befolkning. Dette „etnografiske Tibet“opdeles traditionelt i hovedregionerne Ü-Tsang, Kham og Amdo. Derfor kalder tibetanerne også deres land Cholka Sum (de tre provinser). Med et areal på 2,47 mio. km2 – svarende til 58 gange Danmarks størrelse – dækker Tibet 1,6 % af jordens samlede landoverflade.

 

Den tibetanske regering i Lhasa havde frem til 1950 kun effektiv kontrol over Ü-Tsang og Chamdo regionen i Kham. Området kaldes også Centraltibet og svarer nogenlunde til det område, der i 1965 blev omdøbt til Tibet Autonome Region (TAR).

 

De øvrige dele af Tibet blev efter den kinesiske besættelse i 1949-51 indlemmet i provinserne Gansu, Qinghai, Sichuan og Yunnan, hvor de formelt fik status som „autonome“ præfekturer eller amter. Når den kinesiske regering omtaler Tibet (kin. Xizang), refererer den kun til TAR. De fleste vestlige myndigheder og medier har i vid udstrækning overtaget denne definition, men den er på mange måder forkert.

 

Store dele af de tibetanske områder udenfor Centraltibet var nemlig i praksis selvstændige småstater eller nomadestammer frem til invasionen. Kun de tibetanske områder, der stødte op til Kina, var under egentlig kinesisk administration i 1949. Kinas annektion af disse områder fandt sted for op til flere hundrede år siden.

 

Overfor Kina gjorde regeringen i Lhasa med jævne mellemrum krav på de områder i Amdo og det centrale og østlige Kham, som den anså for at være kinesisk besat tibetansk territorium. De centraltibetanske myndigheder nød her en vis autoritet og nogen indflydelse, især via netværket af religiøse institutioner. Da Amdo og det meste af Kham blev invaderet af PLA i 1949-50, ydede Lhasa dog ingen militær hjælp.

 

 

Tibet: Befolkning og erhverv

Ca. 80 % af Tibets befolkning lever på landet, de fleste som bønder eller nomader. Alt i alt har Tibet omkring 5,5 mio. indbyggere, deraf 2,6 mio. i TAR. Hertil kommer omkring 7,5 mio. kinesiske tilflyttere, inklusive millionbyen Xining i NØ-Amdo. Ifølge et forsigtigt skøn (se bl.a. Andersen, Cooke & Wills 1995) er der ca. 300.000 kinesiske tilflyttere i TAR. De fleste kinesere i Tibet bor i byerne eller i dalene, der fører ind til Kina. Hovedstaden Lhasa i TAR har en befolkning på ca. 300.000, hvoraf ca. halvdelen er kinesere.

 

 

Befolkningen i Tibet fordelt på etniske grupper (folketællingen i 1990)

 

ADMINISTRATIVT OMRÅDE

Total

Tibetanere

%

Kinesere*

%

Andre etniske grupper

%

TAR

2 196 029

2 096 718

95

80 837

3,7

 4 741

0,84

QINGHAI

 4 456 946

912 160

20

2 578 912

58

965 874

22

GANSU

22 371 141

367 006

1,64

20 513 607

92

1 490 528

6,7

      Pari TAC

210 845

55 617

26

140 465

67

14 763

7,0

     Kanlho TAP

580 661

276 844

48

261 938

45

41 879

7,2

SICHUAN

107 218 173

1 087 758

1,01.

102 328 069

95

3802346

3,5

     Ngaba Tibetansk-

775 780

375 551

48

244 205

31

156 024

20

     Qiang AP

 

 

 

 

 

 

 

     Kanze TAP

828 531

627 034

76

177 778

21

23 719

2,9

     Mili TAC

115 258

34 616

30

32 405

28

48 237

42

YUNNAN

36 972 610

111 335

0,30

24 614 533

67

12 246 742

33

     DechenTAP

315 316

104 366

33

50 880

16,1

160 070

51

TIBET I ALT**

 9 479 366

4 482 906

47

3 567 420 

37,6

1 429 040

15,1

Kina og Tibet i alt

 1 130 510 638

 4 593 072 

0,41

1 039 187 548

92

86 730 018

7,7

 

Kilder: Zhongguo minzu renkou ziliao (1990 nian renkou pucha shuju). Beijing 1994. Zhongguo renkou tongji nianjian, 1992. Beijing 1993.

 

* Tallene fra de kinesiske statistikker inkluderer ikke soldater, tilflyttere uden officiel bopæl i Tibet og folk på ophold under et års varighed.

 

** Tibet er her defineret som TAR, Qinghai, Pari TAC, Kanlho TAP, Ngaba tibetansk‑qiang AP, Kanze TAP, Mili TAC og Dechen TAP.

 

P = præfektur

TAP = tibetansk autonomt præfektur

TAC = tibetansk autonomt amt.

 

Østtibets historie, politisk status og nationalisme: Den lange version

(skrevet i 2004)

 

Politisk organisation i Amdo og Kham

 

Der findes endnu ingen fyldestgørende beskrivelser på vestlige sprog af politisk organisation gennem tiderne i de dele af Kham og Amdo, der var udenfor Lhasas politiske kontrol, ikke engang af de enkelte politiske enheder. De vigtigste kilder på vestlige sprog er Teichman 1922 (Kham), Thomas 1949 (Amdo), Chen 1949 (Sikhang), Rock 1956 (Amdo/Golok), Kolmas 1968 (Derge), Thargyal 1985 (Derge/Zilphu Khog), Ren & Tshe-dbang 1991 (Kham), Samuel 1993, Marshall & Cooke 1997, Nietupski 1999 (Labrang), Epstein (red.) 2002 (Kham) og Huber (red.) 2002 (Amdo). Dertil kommer rejseberetninger og værker skrevet af kristne missionærer som Edgar (Kham), Ekvall (Amdo) og Hermanns 1949 (Amdo). De tibetanske stemmer er få (fx J. Norbu 1979). Nedenstående gennemgang kan dårligt yde områdets meget komplekse politiske organisation og etnografi retfærdighed.

 

I litteraturen beskrives Amdo generelt som et nomadesamfund med en stammeorganisation[1] og Kham især som et landbrugssamfund med en småstatsorganisation. Virkeligheden var mere kompliceret, bl.a. fordi der også fandtes landbrugssamfund i Amdo og nomader i Kham. Befolkningens tibetanske kulturelle karakter var desuden ikke entydig. Den cementeredes først i løbet af de 2 århundreder, hvor Amdo og Kham var dele af det tibetanske emperium.

 

I det 13. og det 17.-18. århundrede var Amdo domineret af mongolske herskere, og mongolske befolkningsgrupper udgjorde en væsentlig bestanddel af det etniske puslespil sammen med andre etniske grupper i randområderne af det tibetanske plateau, men befolkningen her var i øvrigt overladt til sig selv. Den 5. Dalai Lama opnåede kontrol over Kham og stor indflydelse i Amdo i det 17. århundrede. Den administrative kontrol, som regeringen i Lhasa fik over det centrale og østlige Kham i sidste halvdel af det 17. århundrede, mistede den stort set igen i løbet af det 18.[2]

 

I det 18. århundrede begyndte Qing at gøre sin magt gældende i både Amdo og Kham i et forsøg på at annektere områderne og bringe dem under nyoprettede kinesiske provinsadministrationer, men det lykkedes aldrig helt, heller ikke i første halvdel af det 20. århundrede, hvor provinserne forsøgte at håndhæve suverænitet i de tibetanske områder. I modsætning til Lhasas suveræne position i den centraltibetanske stat gennemførte Kina aldrig et magtmonopol i Østtibet. De fleste småstater og stammer beholdt her deres egne hære og blev ikke integrerede dele af en statsadministration. De lokale tibetanske ledere var formelt under en form for kinesisk overhøjhed og ikke egentlig suverænitet.[3] Dermed bevarede de lokale politiske konstruktioner også en større betydning for lokal identitet. Generelt opnåede Kina kun effektiv administrativ kontrol over de lavere beliggende grænseområder, hvor kinesiske indvandrere bosatte sig (cf. Andersen, Cooke & Wills 1995:84-88). Selv den kinesiske møntfod var ikke gangbar i Kham (ibid.).

 

I Amdo adopterede flere ikke-tibetanske befolkningsgrupper i løbet af det 18.-20. århunderede tibetansk kultur, bl.a. mongolerne i Yulgan/Sogwo (kin. Hénan) i Malho præfektur (Rock 1956:57 og Nietupski 1999:21). Kinesisk kolonialisering af det gamle tibetanske kongedømme Tsongkha i Xiningdalen fik i det 19. århundrede tibetanske bønder til at flytte op i de omkringliggende bjerge og til Chabchaområdet syd for Kokonorsøen. De mongolske stammer, der levede her, blev af tibetanerne trængt længere mod vest (Chang 1949:340-1 og Hermanns 1949:28). I første halvdel af det 20. århundrede havde kinesiske muslimer magten i Qinghaiprovinsen, og et antal tibetanere blev omvendt til islam.

 

Da Nyarongområdets leder i 1860 erobrede det meste af Kham og Golok, var det militærstyrker fra Lhasa, der genoprettede status quo og til gengæld opnåede kontrol over Nyarong fra 1865 til 1904, hvor området igen blev afstået til Kina mod en krigsskadeerstatning (Adshead 1984:62). Den centraltibetanske stat udtrakte også i andre tilfælde sin indflydelse ud over sine egne grænser, idet den havde repræsentationer i fx Tongkhor[4] (kin. Huangyuan) 50 km vest for Xining og Dartsedo (kin. Kangding).

 

I praksis modsatte flere tibetanske områder i Amdo og Kham sig ikke blot kinesisk overhøjhed, men var helt uafhængige af både Kina og Centraltibet. Fx holdt nomadebefolkningen i Golok stand mod Qinghais provinsregerings og senere PLA's gentagne forsøg på at undertvinge dem militært helt frem til 1952 (Goldstein 1996:5). Det viser samtidig, at selv nomadernes styreform kunne være territorielt baseret. Modsat vestlige rejsendes og kinesiske beskrivelser af disse stammer som primitive, anarkistiske røverbander viser Wehrli, at de snarere (eller desuden) kan siges at have forsvaret deres grænser, og at dette forsvar var centralt organiseret i hver stamme gennem tvungen militærtjeneste (1991). Golok bejlede dog på flere tidspunkter til Lhasa. To høvdinge underkastede sig den tibetanske regerings guvernør i Kham, og en stor del af Golokbefolkningen måtte flygte til Nagchu i Centraltibet i 1938 for at søge beskyttelse mod Qinghais militærstyrker, før de igen vendte hjem i 1944 (Wehrli 1991). Hvad angår de fleste andre lokaliteter i Kham og Amdo, har forskere som Nietupski (1999) og Coleman (2002) vist, at en analyse af de lokale magtforhold i modsætning til Samuels negative definition af tibetanske områder som "statsløse" bedst lader sig gøre som en sammenstilling og afbalancering af flere forskellige magthavere i en "cultural nexus of power", der har givet en vis stabilitet i et område uden nogen afklaret politisk status.

 

Modernisme i Østtibet

 

På trods af manglende kinesisk administrativ kontrol havde kinesisk modernisme indflydelse i Amdo og Kham før 1950 i højere grad, end britisk modernisme påvirkede Centraltibet, og det har haft varig betydning for Tibets historie. Dertil kom en begrænset, lokal vestlig indflydelse gennem kinesisk støttede kristne missionærer i Amdo og Kham.[5]

 

I modsætning til i Centraltibet havde befolkningen i Kham og Amdo en kollektiv erindring om kinesisk imperialisme, der strakte sig mindst to århundreder tilbage i tiden. Som flere nationalismeteoretikere viser, skaber konfrontationen med et fremmed folks imperialisme og modernistiske påvirkning ofte grobund for bevidsthed om egen national identitet, og det blev også tilfældet i Amdo og Kham.

 

I Amdo var lokale, decentrale selvforsvarsbevægelser almindelige som modtræk mod muslimsk eller kinesisk indtrængen og kamp om landområder før 1949, men denne modstand og de andre komplekse relationer mellem tibetanere og andre etniske grupper har aldrig været genstand for en indgående behandling i litteraturen, og der refereres kun til den i forbifarten.[6] Et enkelt eksempel er det mere eller mindre autonome tibetanske område administreret af Labrang klostret i Amdo på grænsen af det tibetanske plateau. Her vandt modernismen indpas i slutningen af 1920'erne i form af sekulære undervisningstilbud igangsat af munke, der aktivt forsøgte at fremme tibetansk sprog og historisk bevidsthed, men som også underviste i kinesisk sprog og historie (Nietupski 1999:98). Det skete i samarbejde med det kinesiske Nationalist Youth Corps. I deres blad argumenterede den lokale tibetanske hærfører, Apa Alo, på et tidspunkt, at de tibetanske nomadeområder i Amdo udgjorde en reel politisk enhed, og at den fortjente officiel anerkendelse (ibid.). Nietupski fortæller ikke, om målet var at blive en provins eller et uafhængigt land.

 

Fra 1904 til Qing-dynastiets fald i 1911 lykkedes det kinesiske hærstyrker midlertidigt at afsætte alle tibetanske ledere i Kham og påbegynde et reformprogram inspireret af modernistisk - og kolonialistisk - tankegods (Coleman 2002:50).[7] Sichuanprovinsens grænsekommissær, Zhao Erfeng, der selv sammenlignede sine reformtiltag med bl.a. japanernes rolle på Hokkaido og briternes i Australien, opmuntrede kinesere til at migrere til Kham og erklærede fx alle lokale tibetanere for kejserens undersåtter, tog magten fra klostrene, begrænsede antallet af munke, forbød polygami og himmelbegravelse, påbød børn at have bukser på og forlangte, at alle skulle tage kinesiske efternavne (Lamb 1966:189 og Sperling 1976:19 og 23). Zhao etablerede også skoler og inviterede udenlandske eksperter til at assistere med udbygningen af infrastrukturen og minedriften. Den moderne skoleuddannelse skabte en lille, men betydningsfuld, generation af tibetanske intellektuelle og politiske figurer, der senere skulle spille ledende roller, både blandt de tibetanere, der samarbejdede med de kinesiske besættelsesstyrker, og de, der organiserede den væbnede modstand.

 

Lokalbefolkningen oplevede generelt den kinesiske magtudøvelse under Zhao som voldsomme overgreb mod dem og deres kultur, og det udmøntede sig i væbnet modstand. I 1930'erne opstod der lokale tibetanske visioner om Kham som en samlet politisk enhed. Det skete i takt med, at kinesiske ideer siden 1903 om Kham som en samlet provins, Xikang, modnedes og endeligt materialiseredes den 1. januar 1939 (Peng 2002). Peng analyserer, hvad han kalder de tre vigtigste tibetanske nationalistiske bevægelser i Kham og viser, hvordan de udsprang af forsøgene på at etablere Xikang. Alle tre oprør blev anført af tibetanere fra Batang, der i længere tid havde samarbejdet med de lokale kinesiske myndigheder, men som nu kæmpede for lokal selvbestemmelse eller uafhængighed i Kham. Det er ikke tilfældigt, at både kinesisk og eksiltibetansk historiografi helt har ignoreret disse bevægelser (p.63).

 

Mens Peng gør en indsats for at genindskrive tibetanske stemmer i historien, er det vigtigt at påpege, at han selv fuldstændigt overser de andre lokale selvstændighedsbevægelser i Kham, som nævnes i litteraturen. Som han selv skriver, er hans analyse mangelfuld, fordi den næsten udelukkende hviler på kinesiske kilder (p.57).

 

I tidlige publikationer udgivet af eksiltibetanere får vi i korte glimt indblik i andre selvstændighedsbevægelser i Kham i 1930'erne, som ikke alle kan føres tilbage til kinesisk modernistisk uddannelse og indflydelse. Ifølge Shakabpa angreb hjemmeværnsstyrker under den magtfulde handelsmand Topgyal Pandatshang således i 1934 den tibetanske hær og indtog Markham indenfor Centraltibets sydøstlige grænse (1984 [1967]:277). Pandatshang havde planer om at forene Kham i en uafhængig stat. Tre måneder senere havde tibetanske regeringstropper genoprettet kontrollen og fortrængt Pandatshang til Batang på den kinesiske side af grænsen. J. Norbu gengiver en anden episode, hvor en tilsyneladende uuddannet kvinde fra en "høvdingeslægt" i Nyarong, Chime Dolma, i 1935-39 angreb både de lokale republikanske styrker og indtrængende soldater fra den Røde Hær under deres Lange March i et forsøg på at opnå lokalt tibetansk selvstyre (1979:44-5). Det er også interessant at bemærke, at mens to af de tre oprørsledere, som Peng nævner, havde gået i skoler etableret af Zhao Erfeng eller vestlige kristne missionærer, var den tredje en traditionelt uddannet tibetansk lama. Det viser, at det er utilstrækkeligt alene at søge grundlaget for tibetansk nationalisme i den tidlige modernisme i Tibet. Tibetansk buddhisme har været et helt centralt element i tibetansk selvforståelse gennem flere århundreder og har spillet en afgørende rolle for tibetansk politik ved siden af de regionale interessefællesskaber. Den har i høj grad skabt en transregional basis for en tibetansk nationalfølelse.

 

 

Referencer:

 

Adshead, S. A. M.

1984                Province and Politics in Late Imperial China: Viceregal Government in Szechwan, 1898-1911. Scandinavian Institute of Asian Studies, Monograph Series 50. London & Malmö: Curzon Press.

 

Andersen, Anders Højmark, Sarah Cooke & Michael Wills

1995                New Majority: Chinese Population Tranfer into Tibet. London: Tibet Support Group, UK.

 

Chen Han-Seng

1949                Frontier Land Systems in Southernmost China: A Comparative Study of Agrarian Problems and Social Organization among the Pai Yi People of Yunnan and the Kamba People of Sikang. New York: International Secretariat, Institute of Pacific Relations.

 

Coleman, William M., IV

2002                The Uprising at Batang: Khams and its Significance in Chinese and Tibetan History. I: Lawrence Epstein (red.): Khams pa Histories: Visions of People, Place and Authority, pp. 31-56. Brill’s Tibetan Studies Library 2/4. Leiden, Köln & Boston, MA: Brill.

 

Epstein, Lawrence (red.)

2002                Khams pa Histories: Visions of People, Place and Authority. Brill’s Tibetan Studies Library 2/4. Leiden, Köln & Boston, MA: Brill.

 

Gelek

1998                The Washu Serthar: A Nomadic Community of Eastern Tibet. I: Clarke, Graham E. † (red.): Development, Society, and Environment in Tibet, pp. 47-58. Proceedings of the 7th Seminar of the International Association for Tibetan Studies, Graz 1995. Volume V. Beiträge zur Kultur- und Geistesgeschichte Asiens 24. Österreichische Akademie der Wissenschaften, philosophisch-historische Klasse, Denkschriften, 262. Band. Wien: Verlag der Österreichischen Akademie der Wissenschaften.

 

Goldstein, Melvyn C.

1996                Nomads of Golok: A Report. http://www.cwru.edu/affil/tibet/golok.html

 

Hermanns, Matthias

1949                Die Nomaden von Tibet. Die sozial-wirtschaftlichen Grundlagen der Hirtenkulturen in A mdo und von Innerasien. Ursprung und Entwicklung der Viehzucht. Wien: Verlag Herold.

 

Huber, Toni

2002 (red.)       Amdo Tibetans in Transition: Society and Culture in the Post-Mao Era. Brill’s Tibetan Studies Library 2/5. Leiden, Köln & Boston, MA: Brill.

 

Kolmas, Josef

1968                A Genealogy of the Kings of Derge. Sde-dge'i rGyal-rabs. Dissertationes orientales 12. Prague: Oriental Institute in Academia.

 

Lamb, Alastair

1966                The McMahon Line: A Study in the Relations between India, China and Tibet, 1904 to 1914. Volume I: Morley, Minto and Non-Interference in Tibet. Volume II: Hardinge, McMahon and the Simla Conference. London: Routledge & Kegan Paul. Toronto: University of Toronto Press.

 

Marshall, Steven D. & Susette Ternent Cooke

1997                Tibet Outside the TAR: Control, Exploitation and Assimilation. Development with Chinese Characteristics (CD-ROM). Washington: The Alliance for Research in Tibet.

 

Nietupski, Paul Kocot

1999                Labrang: A Tibetan Buddhist Monastery at the Crossroads of Four Civilizations. Ithaca: Snow Lion Publications.

 

Norbu, Jamyang

1979                Horseman in the Snow: The Story of Aten, an Old Khampa Warrior. Dharamsala: Information Office, Central Tibetan Secretariat.

 

Peng Wenbin

2002                Frontier Process, Provincial Politics and Movements for Khampa Autonomy During the Republican Period. I: Lawrence Epstein (red.): Khams pa Histories: Visions of People, Place and Authority, pp. 57-84. Brill’s Tibetan Studies Library 2/4. Leiden, Köln & Boston, MA: Brill.

 

Ren Naiqiang & Tshe-dbang rdo-rje

1991                A Toponymic and Administrative Study of Mdo-Khams. I: Hu Tan (red.): Theses on Tibetology in China, pp. 30-66. Beijing: China Tibetology Publishing House.

 

Rock, Joseph F.

1956                The Amnye Ma-chhen Range and Adjacent Regions. A Monographic Study. Serie Orientale Roma 12. Roma: Instituto italiano per il Medio ed Estremo Oriente.

 

Samuel, Geoffrey

1993                Civilized Shamans: Buddhism in Tibetan Societies. Washington & London: Smithsonian Institution Press.

 

Shakabpa, W.D.

1984 [1967]     Tibet, a Political History. New York: Potala Publications.

 

Sperling, Elliot

1976                The Chinese Venture in K'am, 1904-11, and the Role of Chao Erh-feng. The Tibet Journal 1976:2,2,Apr-Jun,10-36.

 

Teichman, Eric

1922    Travels of a Consular Officer in Eastern Tibet. London: Cambridge University Press. Republished in 2000 by Pilgrims Publishing, Varanasi, India.

 

Thargyal, Rinzin

1985                A Traditional Estate in Eastern Tibet: Pastoral Nomads in Zil-phu-khog. MA-afhandling, Oslo University.

 

Thomas, Frederick William

1949                Nam: An Ancient Language of the Sino-Tibetan Borderland. Publications of the Philological Society of Oxford 14. London: Oxford University Press.

 

Wehrli, Eugen

1991                The Tibetan Local Self-Defense Organisations in Amdo from 1900 to 1950. Unpublished paper presented at the Beijing Tibetological Conference (13.9.1991 - 16.9.1991).

 

Wiens, Herold J.

1967                Han Chinese Expansion in South China. The Shoe String Press.

 

 


[1]               Nomaderne levede typisk i teltlejrgrupper (ru-skor), der igen var organiseret i stammer (tsho) eller klaner (rus eller rgyud), som igen kunne indgå i forbund, fx Golok (Samuel 1993:92-93 og Gelek 1998:52). Der er dog ikke fuld enighed om oversættelserne af de tibetanske begreber, som også synes at variere fra område til område.

[2]               Omfanget af Lhasas politiske magt i Østtibet i det 19. århundrede er endnu aldrig blevet behandlet indgående i litteraturen.

[3]               Siden Ming dynastiet (1368-1644) har Kina anvendt begrebet "indfødt høvding" (tusi) om lokale "barbariske" herskere, der fik tildelt en rang af kejseren, og hvis territorium blev en slags indirekte styret protektorat (Wiens 1967:201-266).

[4]               Kontoret blev oprettet af den 3. Dalai Lama i 1579 eller 1580 og fungerede tilsyneladende frem til begyndelsen af det 20. århundrede (Shakabpa 1984 [1967]:96).

[5]               Missionærernes mulighed for tilstedeværelse i Kina og i det kinesisk kontrollerede Østtibet var et resultat af især britisk imperialistisk politik siden midten af det 19. århundrede, hvor Storbritannien gennemtvang en traktat, der forpligtede Kina til at tillade og beskytte kristne missionærer (Teichman 1922:226).

[6]               Eugen Wehrlis oplæg fra 1991 er banebrydende, men det er meget kortfattet, og så vidt jeg ved aldrig blevet hverken udgivet eller fulgt op af mere detaljerede studer. Nietupskis værk fra 1999 er det første grundige studium af et enkelt autonomt tibetansk område, men fokus ligger her især på amerikanske missionærers rolle.

[7]               Ideen om at "udvikle" Kham havde til formål at øge Kinas økonomiske udbytte i form af landbrugsprodukter og råstoffer (Sperling 1976:11).