Jægerstenalder

Efter den sidste lange istid begyndte jægerstenalderen. Menneskene levede af jagt, fiskeri og indsamling af urter og bær. Flint var det mest brugte materiale til redskaber. Jægerstenalderen i Danmark varede fra ca. 13.000 til 4.000 år f.v.t.

Da mennesker kom til vores land

Det område, som vi i dag kalder for Danmark, har i perioder været helt dækket af is. Derfor var det ikke muligt for mennesker at bo her. Isen trak sig sidst tilbage for ca. 15.000 år siden, og klimaet blev mildere. Så vandrede menneskene til Danmark sydfra, og jægerstenalderen begyndte.

Derfor hedder det jægerstenalder

Tidsperioden kaldes jægerstenalder, fordi menneskene var meget afhængige af jagt på de dyr, der levede omkring dem. Det gjaldt både dem, som de kunne jage på land, i havet og i søerne. De levede også af at indsamle de planter, træer, buske og bær, de kunne finde i landskabet.

Der var ikke mange mennesker i Danmark i jægerstenalderen. De flyttede fra sted til sted sandsynligvis bestemt af årstidernes muligheder for jagt, fiskeri og indsamling. Endvidere lavede man mange af sine redskaber af flint.

Jægerstenalder, ca. 13.000 f.v.t. - ca. 4.000 f.v.t.

Jægerstenalderen varede i ca. 9.000 år, og landskabet ændrede sig meget i den periode. Dermed ændrede dyrelivet sig også, og menneskene tilpassede deres liv efter det.

Det kolde klima og det åbne landskab i starten gjorde, at der var mange rensdyr. Derfor kaldes den første del af tidsperioden for rensdyrjægertid. Den mest kendte del af tidsperioden kaldes Ertebølletid. Den varede fra 5.400 til 4.000 f.v.t. og afsluttede dermed jægerstenalderen.

Landskabet

Lige efter at isen var væk, var landskabet åbent og uden træer; der var tundra. Mange bække, floder og store dybe søer prægede landskabet. Det tog lang tid, før skoven voksede frem. Rensdyrene trivedes godt her. Da urskoven senere spredte sig, forsvandt rensdyrene. I urskoven levede bl.a. kronhjorte, elge, bjørne og urokser.

Hvad har menneskene efterladt sig?

Menneskene har efterladt sig spor, bl.a. i form af redskaber af flint og ben. Der er endnu ikke fundet menneskeknogler og begravelser fra den ældste del af jægerstenalderen. De første menneskeknogler er ca. 9.000 år gamle.

Af Katrine Moberg Riis
Opdateret 19. marts 2012

 
Aktivieter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Den lille mammut fortæller

Lær om geologi og fossiler fra oldtiden. (3.-6. klasse).

Tidsperioder i Danmarkshistorien

Test din viden i spillet "Tidsperioder i Danmarkshistorien" og se, om du har styr på perioderne. (3.-9. klasse).

I skoven levede bl.a. urokser. Urokserne kunne blive 1,80 meter over skulderen.

© Sagnlandet Lejre.

Fakta

Jæger-stenalder
Ca. 13.000-4.000 f.v.t.

Ældre jæger-stenalder (Rens-dyr-jæger-tid)
Ca. 13.000-9.500 f.v.t.

Yngre jæger-stenalder
Ca. 9.500-4.000 f.v.t.

Erte-bølle-tid
Ca. 5.400-4.000 f.v.t.

Vidste du, at..

Ertebølletiden er opkaldt efter den store køkkenmødding i nærheden af landsbyen Ertebølle ved Limfjorden?