Annonce
Fødselsdage 26. jun. 2013 KL. 08.00

50 Præsident Putin er skrækslagen for halvtredsårig fødselar

På sin fødselsdag sidder Mikhail Khodorkovskij stadig inde for økonomisk kriminalitet.

Mange russere, der er dømt for økonomisk kriminalitet, kan håbe på snarlig løsladelse, efter at præsident Vladimir Putin fredag offentliggjorde et udkast til lov om amnesti for den slags forbrydelser, der ventes vedtaget i parlamentet, før det går på sommerferie.

Loven bringer dog næppe den mest prominente af de dømte nærmere friheden – Mikhail Khodorkovskij, der ejede det hedengangne olieselskab Yukos. Loven omfatter nemlig kun engangsdømte.

Retssagerne imod Khodorkovskij bar præg at være politiske

Vibeke Sperling

Khodorkovskij er dømt to gange for skattesvig, afpresning og mere i 2005 og i 2010 med mulighed for en tredje sag imod sig.

Det er sikkert, som den russiske forfatter og aktivist Masja Gessen skrev op til præsidentvalget sidste år:

»Under sine otte år i fængsel er Khodorkovskij blevet Ruslands mest troværdige politiske figur og Putins største politiske udfordring. Så længe Putin styrer Rusland, og Khodorkovskij fortsætter med at optræde som Khodorkovskij, vil han blive i fængsel og Putin forblive skrækslagen for ham«.

LÆS OGSÅRussisk eksmilliardær håber på prøveløsladelse

Ambitionerne om præsidentposten
Retssagerne imod Khordorkovskij bar præg af at være politiske, men det kan ikke udelukkes, at Khordorkovskij har krænket love, som imidlertid er brugt yderst selektivt.

Hvis alle russiske businessfolk fik samme behandling, skulle de stort set alle være bag tremmer.

LÆS LEDERRussisk retsstat efterlyses

Khodorkovskij blev født i Moskva af en jødisk far og kristen mor. Han blev viceformand for den kommunistiske ungdomsorganisation Komsomol på sit universitet og begyndte som forretningsmand straks efter eksamen som kemiingeniør i 1986.

Med partnere fra Komsomol etablerede han en af de første private cafeer og i 1987 Center for Unges Videnskabelige og Tekniske Kreativitet, der bl.a. importerede og solgte computere.

I 1989 åbnede han Menatep, en af Sovjetunionens første privatejede banker, der bl.a. kom til at administrere midler til ofre for Tjernobylkatastrofen.

I 1995 erhvervede Mikhail Khodorkovskij sig Yukos og ragede første gang uklar med Putin, da han under et tv-transmitteret møde i Kreml anklagede topfolk i Putins apparat for korruption og siden ved at støtte oppositionen økonomisk og vise ambitioner om at nå præsidentposten.