Katrine Nordlands Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Skal man sætte grove grænser kan man sige, at Ars nova dækker polyfonien i det 14. århundrede, ligesom Ars antiqua står for polyfoni i det 13. århundrede. Mere specifikt kan man give betegnelsen Ars nova til det enorme nye repertoire af musik, der opstod som følge af nye notationsteknikker. Disse teknikker er, om ikke opfundet, så dog beskrevet af Philippe de Vitry (1291-1361) i hans traktat, Ars nova. De går i store træk ud på at inkludere kortere nodeværdier i musikken (hel- og halvnoder udover brevis, longa og maximus), og anvendelsen af todelt frem for tredelt tid. I overensstemmelse med opfattelsen af tre som et "perfekt" tal (jvf. den hellige treenighed), var der i musikken tradition for at komponere i det, der i moderne notation ville transskriberes som 3/4 eller 9/8 takt. Det vil sige, at hver nodeværdi repræsenterede tre af den næste, kortere værdi, i stedet for to, som vi kender det idag. Det vil f.eks. sige, at en brevis varede tre, ikke to, semibreve (helnoder).

Det var denne praksis, Philippe de Vitry gjorde op med i sin traktat. Tredelt tid ses selvfølgelig stadig, helt op til moderne tid, men Ars nova markerer det tidspunkt, hvor man begyndte at komponere i todelt tid også.

Hovedkilden til Ars nova musik er manuskriptet Roman de Fauvel. Dette er en satirisk fabel i form af et skuespil, skrevet af en Gervais du Bus. Stykkets popularitet ses i og med, at det er overleveret i intet mindre end 12 manuskripter. Musikalsk spænder Roman de Fauvel fra små, monofone fraser til komplicerede polyfone motetter; i denne henseende kan det siges at repræsentere begyndelsen af Ars nova. Stykket består af to bøger:

1226 vers; færdiggjort i 1310
2054 vers; færdiggjort i 1314

Dets indholdsfortegnelse rummer:

24 'motez a trebles et a tenure'
10 'motez a tenures sanz trebles'
26 'proses et lays' (der er faktisk 30)
14 'rondeaux, balades, et reffrez de Chansons'
52 'alleluyes, antenes, respons, ygnes et verssez'

Ikke al musikken var skrevet specifikt til Roman de Fauvel. Visse dele er hentet fra Notre Dame kompositioner, engelske motetter, franske kærlighedssange osv.

Af historiografiske grunde tilrådes det, at man bruger betegnelsen Ars nova om musikken fra og med Roman de Fauvel til Machauts død i 1377. Dette er historisk ikke helt korrekt, idet Ars nova stilen fra omkring 1330 ikke var ny mere. Den er dog stadigt i løbet af det 14. århundrede gjort mere og mere raffineret, og med den nye interesse og de nye muligheder for rytmisk udbygning fandt Ars nova den kompositionsform, der skulle blive dens kendemærke: Den isorytmiske motet. Denne vil blive behandlet i det første afsnit om Machaut.

Kilder: Roman de Fauvel, Machauts manuskripter og Ivrea Codex.

Lyt til rondeauen Ma fin est mon commencement af Machaut her:

Næste side