Af Peter Yding Brunbech
Det er ikke nogen ny diskussion, som Samarbejde/Modstand tager op og den tilfører den heller ikke afgørende
nyt. Til gengæld er bogen en god lille opsummering af
nogle af holdningerne i debatten i anledning af 60-året
for befrielsen. En debat, der som bekendt fik en ekstra
dimension via Fogh Rasmussen forsøg på at give den
danske Irak-indsats et historisk og etisk fundament, ved
at præsentere den som modpolen til
samarbejdspolitikken.
Samarbejde/Modstand
– et stadigt dilemma er en redigeret gengivelse af
en høring om dilemmaet mellem samarbejdspolitikken og
modstandskampen i Danmark under besættelsen, som blev
afholdt i maj 2005. Høringen kom i stand på initiativ
af Svend Truelsens enke, Eva Truelsen og havde Niels
Barfoed, Jørn Bro, Bo Lidegaard og Herbert Pundik, som
hovedtalere. Bogudgaven er desuden forsynet med indlæg
af Per Stig Møller, Uffe Ellemann-Jensen og Mogens
Lykketoft.
Om noget syntes høringen at have vist,
at tiden, trods statsministerangreb, har slebet mange
skarpe kanter af modsætningerne i debatten om
samarbejdspolitik kontra modstand. Holdningen til
Scavenius er dog – man fristes til at sige som sædvanligt
– undtagelsen og den tidligere stats- og
udenrigsminister må finde sig i at modtage ikke mindre
end et tredobbelt ”føj” fra tidligere rigsantikvar
Olaf Olsen. Til gengæld kan han så trøste sig med en
mere forstående behandling fra Bo Lidegaard og fra
Preben Wilhjelm, der udtaler at han har 100 gange mere
respekt for Scavenius end for Fogh Rasmussen.
Trods referencen i bogens titel til
”det stadige dilemma” fylder analogien med
Irak-krigen ikke meget. Det gør til gengæld spørgsmålet
om ”det personlige valg”, som jo også var en del af
statsministerens argumentation. Som ”yngre
historiker” er det interessant at høre hvor mange,
der selv har tumlet med spørgsmålet ”hvad ville jeg
have gjort?”. For en overordnet historisk betragtning
er det selvfølgelig af mindre betydning om Jørn Bro
ville have valgt som sin fader, der var modstandsmand.
Men det åbner en mulig interessant diskussion af, hvor
stor en betydning dette eksistentielle spørgsmål har
haft på efterkrigsgenerationens syn på begivenhederne
under besættelsen.
Et andet omdrejningspunkt i debatten er
spørgsmålet om modstandsbevægelsen homogenitet, hvor
først og fremmest Lidegaard pointerer bevægelsens
sammensatte karakter. Pionererne i kampen i form af
kommunister og nationalt sindede, havde ikke samme
dagsorden som hæren med dens efterretningsvirksomhed og
ventegrupper og heller ikke den samme som den brede bevægelse,
der voksede frem i krigens sidste år. Heroverfor står
Jørn Bro og Jørgen Kielers nedtoning af disse modsætninger
og fremhævning af faren for at Danmark uden
modstandsbevægelsen ville være blevet regnet som tysk
medløber (hvilket Lidegaard ikke erklærer sig uenig
i). Modsætningerne er de klassiske: Lidegaard har
tygget sig igennem stakke af støvede dokumenter, men
Kieler var der selv. Rigtigt uenige er der dog ingen der
bliver.
Så er der mere retorisk kraft i
udenrigsministrenes ”efterskrift”, men de var jo
heller ikke til stede ved høringen og slap således for
historikernes evige trang til at komplicere og
kontekstualisere. Her er der renere linier. Lykketoft dømmer
statsministerens moraliseren over fortiden som usmagelig
og skriver at det hverken er udtryk for mod eller
aktivisme at sjoske i hælene på USA. Ellemann-Jensen
mener i modsætning hertil at Danmark svigtede moralsk
under krigen.
For at underbygge sin ide om det
moralske svigt fremsætter Ellemann-Jensen en lettere
kompliceret kontrafaktisk hypotese. Hvis eksempelvis
Norge og Holland havde opført sig som Danmark, var de
tyske tab ved deres besættelse blevet minimeret og de
havde efterfølgende ikke behøvet at binde så store
besættelsesstyrker i disse lande. Dette kunne have
tippet balancen på østfronten så den tyske offensiv
mod Stalingrad kunne være lykkedes og dermed ændret
krigens udfald. Meget sigende for det vanskelige i den
slags hypoteser er det, at David Gress i sin anmeldelse
af bogen (JP 31/5-06) har misforstået argumentet (som
da også er noget kringlet fremstillet) og skriver at
Ellemann-Jensen mente at det var held i uheld at Danmark
ikke førte en forsvarspolitik, der kunne afskrækkede
det tyske angreb den 9. april. Så havde tyskerne nemlig
kunnet bruge de sparede styrker på østfronten og kunne
have tippet balancen. Hvis det virkelig var så få
promiller, der tippede balancen, kan man vende og dreje
den sag på mange måder.
Alt i alt er Samarbejde/Modstand
– et stadigt dilemma en læseværdig og læsevenlig
fremstilling af nogle af de forskelligartede synspunkter
politikere, aktører og historikere i dag anlægger på
besættelsestidens overordnede problemstillinger.
Diskussionerne i bogen går aldrig rigtig i dybden med
spørgsmålene – men det gør den offentlige debat jo
heller ikke.
|