Casper & Mandrilaftalen

Casper & Mandrilaftalen

1999: Sketchshow i to sæsoner med Casper Christensen, Lars Hjortshøj og Frank Hvam.

I 1998 blev “Talegaver Til Børn” tv-optaget for første gang i Tivolis Koncertsal. Jeg må have gjort et eller andet rigtigt, for efter min optræden trak Casper Christensen mig til siden og gav mig et jobtilbud. Han havde lavet en aftale med DR2 om at lave tre programmer om ugen i 16 uger henover foråret. Budgettet ville være lillebitte, men til gengæld havde han lovning på, at han helt selv kunne bestemme, hvad han ville bruge sendetiden og pengene på.

Det var vigtigt for Casper, at programmet gik i luften flere gange om ugen. Han havde lige lavet “Darios Joint”, og lektien han tog med sig videre var blandt andet, at nøglen til succes med et latenight-show er en høj sendefrekvens. Jo sjældnere man udkommer, jo højere er forventningen til det enkelte show.

Og det blev omvendt overskriften for det program, der blev til “Casper & Mandrilaftalen”: Det kan godt være, at lige den her sketch, det program, den her uge var lidt sløjt, men hey, der er hele tiden meget mere på vej, så hvis I tilgiver os, at der ryger lidt lort med, så gør vi os umage for også at skrible os frem til et par genistreger.

Programmet havde ingen titel, da jeg tog toget til Helsingør for at snakke idéer i Caspers køkken i huset i Ålsgårde. Det var først i januar, og programmet skulle på skærmen 1.marts: Vi havde råd til, at Casper og jeg snakkede programmet op i februars fire uger. Der var heller ikke andre medvirkende end os to, men der var råd til én skriver/spiller til. Det skulle være en person, der både kunne skrive med et højt output og spille. Vi vred faktisk hovederne for at komme på navne uden for stand-up-miljøet, men vi vendte hele tiden tilbage til Frank Hvam.

Frank havde lavet nogle små no-budget-dummy-kortfilm sammen med Mikael Wulff, hvor Wulff bidrog med manus,og Frank spillede og improviserede omtrent alle rollerne. En af dem handlede om jagten på terroristen kendt som Sjakalen, men jeg husker ikke længere så meget andet, end at jeg havde set det, og at Frank var røvsjov, især når han improviserede.

Det eneste problem var, at Wulff og Frank var i gang med at lave, “Alt Under Kontrol”, et klip-show til TV 3. Så Casper fik sin gamle legekammerat, Lars Hjortshøj, hyret som vikar de første seks programmer, og så ville Frank slutte sig til os fra program syv.

Februar brugte vi på at få scenografi, grafik, titel og en røvfuld idéer på plads.

Vi fyldte en væg med indekskort med kortfatte idéer: “Ølharen” (som Påskeharen, bortset fra, at den løb rundt i børnehaver og skoler og gemte stærke øl til børnene), “Kan Det Flyde?” (jeps, den satte jeg på tavlen, og nogle år senere dukkede “Will It Float?” vildt nok op som tilbagevendende indslag i “Late Show with David Letterman” – jeg ville ønske det ikke bare var et vanvittigt tilfælde) og “Baconmaske” (den blev pillet af væggen og skrevet til en sketch helt hen mod slutningen af de 63 afsnit vi nåede at lave). Den slags.

Casper og jeg enedes om, at titlen godt måtte lyde som alt andet end et sketch-show. Helst som en afslørende dokumentar. Typisk et navneord eller stednavn og så et ord, der antyder en sammensværgelse, en mørklægning – traktat, kontrakt, aftale.

Og så havde Casper allerede første arbejdsdag hængt en pull-out-plakat han havde fundet i det britiske drengerøvsmagasin “Loaded” op på væggen. En mandrilabe med et piskeris og ordet “Why?”

Så vi endte med “Mandrilaftalen”. Som DR 2 så forlangte, at vi ændrede til “Casper Christensen & Mandrilaftalen”: De havde købt Casper, hans kreativitet og popularitet, og det skulle seerne altså have klart og tydeligt at vide. Vi protesterede og fik allernådigst lov til at droppe efternavnet.

Og så fulgte fire måneder i foråret 1999, hvor Casper, Frank, Lars og jeg legede os frem til at sketchprogram, der mindede om f.eks. de ting som Monty Python, Spike Milligan og Vic Reeves & Bob Mortimer allerede havde lavet i årevis i England. Men som i Danmark ikke rigtig mindede om noget, man havde set før.

Jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke var nær så god til at spille, som jeg havde håbet. Det gjorde mig irriteret og vred på mig selv: Det var indlysende, at Lars, Frank og Casper nemt ramte en fælles tone, og jeg var spot on ved tastaturet, men det var en kamp at give slip foran kameraet.

Der var nogle basale færdigheder, der manglede: Jeg kan lige til nød tre dialekter: røvhuls-nordsjællandsk, stenbro-københavner og finn-nørbygaard-århusiansk. Det var ikke nok. Og jeg kæmpede med at tale enklere, korte ord, kortere sætninger, end jeg ellers gør.

Jeg var simpelthen bedre på teksterne end på afleveringen.

Det forstod Casper tidligt, og han fandt penge til at sikre, at Lars kunne være med hele vejen. Og jeg endte med at skrive en masse tekster til holdet (Frisbee, Guideskolen, Huset på Christianshavn, Basserne, genre-piss-takes i det hele taget og nogle af reklamerne) og nogle stykker til Lars eller Frank (den her med Lennart Bertelsen, manden der taler om sex, men aldrig rigtig får noget, tog mig under en time, og jeg kunne ikke i en million år have spillet den nær så godt som Lars).

Og ellers sad jeg oftere og oftere i Frisbee-hjørnesofaen og så på, mens Frank og Lars acede rolle efter rolle, sketch efter sketch.

Når det så lykkedes mig at ramme noget nogenlunde – Verdens Mest Populære John Gringo, regelbesatte Siam, Pelle Klumpfeber, tyveknægten Thøger Messias Vorte – så var der enten ikke mere end én sketch i rollen og idéen, eller også mistede Casper hurtigt interessen og valgte andre sketches.

Nå jo. Det var sådan programmet virkede: Det var først og sidst Caspers program. Han skrev det meste af det og valgte suverænt, hvilke sketches, der kom med i hvert enkelt program.

Så da vi var i gang med sæson to i efteråret 1999 (otte uger à to programmer, fordi DR 2 havde brændt så mange penge af på sæson 1) og begyndte at arbejde så småt på en klassisk tænkt komedieserien sammen med manusforfatteren Lars Kjeldgaard, så var jeg mentalt allerede begyndt at se på muligheden for ikke at føle mig som en kronisk skuffelse længere.

Og så hørte jeg, at Søren Kaster havde tænkt sig at stoppe som JEOPARDY!-vært…