Borgervejlederen har sidste arbejdsdag i dag, og ønsker sin efterfølger god vind i det udfordrende job som borgernes ambassadør.
Kirsten Sterling|10-08-2012
Et år er gået siden Egedal Kommune fik sin første
borgervejleder. Når borgere, der har følt sig unfair behandlet, har
ringet for råd og vejledning, har Helle Eriksen taget telefonen. Og
det har været en succes. På et år har 119 borgere henvendt sig og
har fået hjælp af borgervejlederen. Men nu søger Helle Eriksen
andre græsgange og overlader nu jobbet til den næste, der ønsker at
tage udfordringen op.
Unikt og udfordrende job
- Det har været rigtig spændende at være med til at starte
borgervejle-derfunktionen op i Egedal Kommune, da det er en helt
unik position, der er med til at sikre en god dialog mellem
borgerne og kommunen, siger Helle Eriksen.
Hun har fået nyt job som konsulent i Kost og
Ernæringsforbundet, hvor hun også får en vejledende rolle, blandt
andet om rettigheder for forbundets medlemmer.
- Som borgervejleder har man et udfordrende job, da man har
med sager at gøre, hvor man skal være med til at rede trådene ud,
siger Helle Eriksen.
- Men det er også meget givende, da jeg oplever, at funktionen
har været en god hjælp til borgere, der er faret vild i systemet,
og til sagsbehandlerne, der er blevet klogere på, hvordan de kan
forbedre dialogen med borgerne, siger Helle Eriksen.
Egedal er foregangskommune
Det er kun 18 ud af 98 kommuner, der har en borgervejleder.
Stenløse Kommune var den første kommune i Danmark, der fik en
borgervejleder i 1998 og det var med Willy Elliasen som
borgmester.
- Der skal være orden i tingene, og som i alle andre forhold,
der involverer mennesker, sker der fejl. Og det er okay, så længe
de bliver rettet, siger Willy Elliasen, nuværende borgmester i
Egedal Kommune.
- Som borgmester får man henvendelser fra borgere, der er kørt
fast i systemet eller som ikke er enig i en afgørelse, og jeg var
rigtig glad for gennem borgervejlederen at kunne sikre dem den
bedste vejledning, siger Willy Elliasen.
Indtil Egedal Kommune får en ny borgervejleder, vil funktionen
varetages af borgmesterens nærmeste medarbejder, chef for
Borgmestersekretariatet Henrik Fabiansson Haue.