NYHEDSBREV

Skriv din mail her, og tilmeld dig FC Nordsjællands nyhedsbrev

Nicklas Mouritsen rykker op i Superligatruppen

05.06.2014 11:55 Alder: 39 days


Nicklas Mouritz Mouritsen får et fortjent håndtryk af bestyrelsesformand Allan K. Pedersen.

Nicklas Mouritsen rykker op i Superligatruppen

Fra den nye sæsons start bliver U/19 forsvarsspilleren Nicklas Mouritz Mouritsen en fast del af Superligatruppen i FCN

FC Nordsjælland har skrevet kontrakt med én af de kommende seniorer fra klubbens talentfulde U/19 Ligamandskab, forsvarsspilleren Nicklas Mouritz Mouritsen, der dermed rykker op i Superligatruppen fra den nye sæsons start.

19-årige Nicklas Mouritz Mouritsen har ligesom flere af de øvrige fra det succesrige U/19 hold hele foråret deltaget i en del af Superligatræningen, og han har også snuset til kampatmosfæren i Superligaen.

To gange her i slutningen af foråret har Nicklas Mouritz Mouritsen nemlig fået valg til Superligaen. Han sad på bænken både i udekampen mod SønderjyskE og Randers uden dog at få sin debut.

FC Nordsjællands bestyrelsesformand Allan K. Pedersen er glad for at kunne indlemme endnu én af klubbens egne ungdomsspillere i Superligatruppen:

- Nicklas har vist os, at han er klar til at tage det næste og meget vigtige skridt. Han er en spiller, som altid arbejder 100% for at nå sine mål, og hans udvikling her hos os har været stabil og meget lovende.

- Det glæder os altid at se en spiller fra egen ungdomsafdeling blive moden til udfordringerne i Superligaen. Han er et produkt af det målrettede trænerarbejde, der laves i hele U-sektoren, og som er en vigtig del af klubbens DNA. Vi ser frem til at følge Nicklas Mouritsens videre udvikling i det kommende år, siger Allan K. Pedersen.

Nicklas Mouritz Mouritsen er en venstrebenet midterforsvarer med et godt blik for spillet, og så sparker han rigtig godt til en bold, hvilket han har bevist med flere mål direkte på frispark. Senest i aftes i Farum Park, hvor han i pokalfinalen hamrede et af FC Nordsjællands otte mål ind på et frispark.

Han var i sidste sæson med til at vinde DM-guld for FCN som første års U/19 spiller, og det kunststykke kan han måske være med til at gentage i år, hvis det lykkes at vinde topkampen i Ligaen i Esbjerg på lørdag. Nicklas Mouritsen kan nu gå til den kamp med ekstra selvtillid efter den knusende pokalsejr på 8-2 i finalen mod FC Vestsjælland. Og netop den kamp var også et bevis for FC Nordsjællands flotte ungdomsarbejde, idet hele syv af spillerne har været med fra U/15 og opefter-

Med fremtiden på plads og pokaltriumf i aftes kan det blive en helt fantastisk uge for unge Mouritsen:

- For mig er det en drengedrøm, der går i opfyldelse med denne kontrakt som fuldtidsspiller hos FCN i Superligaen. Det er en kæmpe belønning og viser, at man kommer langt med hårdt arbejde. Nu skal den bare have fuld gas i den kommende sæson.

- Det var et klap på skulderen og gav ekstra selvtillid, da jeg fik valg til de to Superligakampe. Selv om jeg kun sad på bænken, viste det, at trænerstaben turde bruge mig, hvis det blev nødvendigt. Og at jeg har det niveau, der skal til for at være med i Superligaen. Det glæder jeg mig til at vise i næste sæson, og jeg ved godt, at der stadig skal arbejdes hårdt for at få spilletid, siger Nicklas Mouritz Mouritsen, der drømmer om at fejre fuldtidskontrakten og afslutte sin ungdomstid med ”The Double”.

Nicklas Mouritz Mouritsen er født 15. marts 1995 og har også 5 U-landskampe på sit CV, 1 på U/18 og 4 på U/19 landsholdet.

Han kom til FCN fra B 93 for to år siden og var altså med til at sikre FCN DM-titlen i sidste sæson. Han nåede inden sit skifte til FCN at spille 10 kampe i 2. division for B 93, hvor han debuterede som 16-årig.