Hitliste: Se hvilke 50 attraktioner som tiltrækker flest danske og udenlandske gæster. 

Ny analyse: VisitDenmarks kendskabsliste for attraktioner og seværdigheder i 2014.

Rekordår for de danske attraktioner

De 50 mest populære dansk attraktioner slog besøgsrekord i 2013 med 24,4 millioner gæster. Det svarer til en fremgang på 8,4 procent eller 2 millioner flere gennem tælleapparaterne i forhold til året før. Tivoli topper fortsat VisitDenmarks liste, men Den Blå Planet blev årets højdespringer og susede direkte ind på listens 5. plads.
Onsdag, juli 9, 2014

Vikingernes historie, svalende vandrutsjebaner, verdensberømte malere, hæsblæsende forlystelser, eksotiske fisk og vilde dyr.

De 50 mest populære attraktioner herhjemme havde samlet set et rigtig godt 2013.

24,4 millioner gæster, eller 2 millioner flere end året før gik igennem tælleapparaterne.

Det fantastiske sommervejr vi havde sidste år har sandsynligvis hjulpet en række attraktioner, mens nogle dyreparker, akvarier, badelande og museer kan nikke genkendende til, at gæsterne hellere ville opholde sig ude, og dermed oplevede de et mindre faldet i besøgstallet.

Det er fortsat Tivoli, der ligger i toppen, lige som Dyrehavsbakken, Legoland og Zoologisk have i København holder deres placering lige efter. Men direkte ind på listens femteplads kommer Den Blå Planet med et besøgstal i akvariets første år på godt 1,1 millioner besøgende.

Gennemgående er det lykkedes for rigtig mange af attraktionerne at skabe nyheder, særudstillinger og overraskelser, som har medvirket til at drive besøgstallene op.

Og det er evnen til at tænke nyt, som er afgørende for, at de danske attraktioner klarer sig godt, vurderer Lars Erik Jønsson, der er viceadministrerende direktør i VisitDenmark.

"I Danmark kan vi tilbyde et væld af spændende, forskellige og sjove attraktioner inden for en meget kort afstand. Og det er afgørende, at der er noget for enhver smag, når vi gerne vil tiltrække flere turister. Samtidig kan vi se, at der er stort fokus på hele tiden at finde på nye tilbud og muligheder, og når det også lykkedes at få markedsført attraktionerne, så har vi et virkelig godt fundament. Nu går vi i gang med at udvikle en online platform, hvor det bliver muligt at booke attraktionerne på forhånd, og dermed gøre det endnu mere nemt og tilgængeligt for de mange, som søger oplevelser i deres ferie," siger Lars Erik Jønsson.

Direktør og medejer i Fårup Sommerland, og Formand for Forlystelsesparkerne i Danmark, Søren Kragelund understreger også behovet for, at attraktionerne hele tiden udvikler sig.

"Igennem de sidste tre år har vi, alene i Fårup Sommerland, investeret omkring 100 mio. kr. i forbedringer og udbygning af parken, og derfor er det også naturligt at gæstetallet stiger. Fx byggede vi Orkanen til 45 mio. kr. sidste år, det er den største investering i Fårups snart 40-årige historie. De gæster der besøger Fårup og andre forlystelsesparker i dag forventer at produktet hele tiden udvikler sig og at kvaliteten er helt i top, derfor er store investeringer nødvendige for at sikre flere og nye turister i Danmark," siger Søren Kragelund, direktør og medejer i Fårup Sommerland, og Formand for Forlystelsesparkerne i Danmark.

 

Del denne side

Attraktionslisten 2013

Se hele attraktionslisten 2013 her 
I rapporten kan du læse om:

  • de 50 mest besøgte attraktioner
  • Top 10 over forlystelsesparker
  • Top 10 over museer og oplevelsescentre
  • Top 10 over Zoologiske haver, akvarier og dyreparker
  • Top 3 i danmarks landsdele

Top 300 attraktioner

Her kan du downloade Top 300 over de største danske attraktioner, samt Top 50 lister for de sidste par år.

De 10 mest populære attraktioner i 2013

  1. Tivoli
  2. Dyrehavsbakken
  3. Legoland
  4. Zoologisk Have, København
  5. Den Blå Planet
  6. Djurs Sommerland
  7. Nationalmuseet, Prinsens Palais
  8. Faarup Sommerland
  9. Aquadome - Lalandia Billund
  10. Louisiana

Fakta

Attraktionslisten er VisitDenmarks årlige hitliste over de 50 mest populære attraktioner i Danmark. Attraktionslisten er baseret på besøgstal fra Danmarks Statistik, Foreningen af Forlystelses-parker i Danmark og individuelle indberetninger. Deltagelse på attraktionslisten er frivillig. 

For at deltage på VisitDenmarks attraktionsliste skal en attraktion som udgangspunkt:

•  Være kommercielt drevet
•  Have et væsentligt element af turisme 
•  Have et vist element af adgangskontrol
•  være beliggende på et permanent sted 
•  holde åbent i en længere periode af året 

Natur- og menneskeskabte seværdigheder som bygninger og nationalparker omfattes således ikke af listen.